Kronik

Hver syvende får stress- eller depressionssymptomer af deres job. Fagbevægelsen må på banen

Alt for mange danske lønmodtagere lider under dårligt psykisk arbejdsmiljø. Hverken chefer eller politikere gør noget ved problemet, selv om løsningerne er kendte. Fagbevægelsen må tage alle midler i brug i denne lønmodtagerkamp, der er vor tids vigtigste, skriver næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Ditte Brøndum i denne kronik
Alt for mange danske lønmodtagere lider under dårligt psykisk arbejdsmiljø. Hverken chefer eller politikere gør noget ved problemet, selv om løsningerne er kendte. Fagbevægelsen må tage alle midler i brug i denne lønmodtagerkamp, der er vor tids vigtigste, skriver næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Ditte Brøndum i denne kronik

Sofie Holm Larsen

Debat
3. marts 2022

En sommerdag i 2013 steg jeg på toget i Odense efter en weekend på forældrevisit. Mens jeg gik ind i det fyldte tog og ledte efter min plads, begyndte tanker om arbejde at fylde mit hoved. En overvældende følelse steg op i min hals som kvalme. Toget kørte fra perronen, mens verden begyndte at snurre rundt i mit hoved i et stadigt stigende tempo.

Jeg prøvede at trække vejret ned i maven, men luften cirkulerede bare i hastigt tempo mellem min mund og min hals. Jeg gik ud i gangen igen og satte mig på trappen med hovedet hvilende på mine knæ, mens jeg forsøgte at lukke verden ude. I Nyborg trimlede jeg ud af toget med følelsen af panik skyllende igennem min krop.

Mandag morgen ringede jeg til min chef og sagde, at jeg var syg.

Det var kulminationen på et halvt år som nyuddannet socialrådgiver i en familieafdeling. Jeg havde ansvar for alt for mange udsatte børn og deres familier, som havde skiftet socialrådgiver alt for mange gange. Og jeg havde haft alt for lidt oplæring.

Jeg prøvede hele tiden at arbejde lige lidt mere for at nå handleplanen, som skulle give lille Oskar adgang til hjælp. Men det var aldrig nok. Jeg blev langsomt træt og trist og trak mig fra sociale fællesskaber. Og til sidst stod jeg – så at sige – af toget.

Jeg følte mig skamfuld og svag. Tænk, at jeg ikke engang kunne passe et almindeligt arbejde. Heldigvis for mig kom jeg tilbage, fik færre sager og oplevede støtte fra mine kolleger og min leder. Men jeg var langtfra den eneste, der måtte ned og bide i græsset.

Hver syvende har belastningsreaktioner

For mig blev forløbet en motivation for at gøre noget. Jeg blev aktiv i min fagforening. Og nu har jeg netop udgivet en bog, som tager handsken op. For hvis du har prøvet at være stresset, har du sikkert tænkt, at det nok var dig, der var noget galt med. Det gjorde jeg i hvert fald.

Men når hver syvende lønmodtager i Danmark har belastningsreaktioner såsom stress og depression på grund af det psykosociale arbejdsmiljø, så må konklusionen være: Nej, det er ikke kun dig.

Der står i arbejdsmiljøloven, at et sikkert og sundt arbejdsmiljø skal tilstræbes. Der står også, at det er arbejdsgiverens ansvar, at det sker. Alligevel bliver svarene meget ofte noget med mindfulness og stresscoaches, når arbejdslivet er kørt af sporet, i stedet for en forebyggende indsats for at skabe en sikker og sund arbejdsplads.

Faktisk viser et studie fra Københavns Universitet, at ledere fokuserer på personlige og individuelle årsager til stresssygemeldinger på trods af, at psykologer og læger har dokumenteret, at problemet er strukturelt.

Man forestiller sig altså, at løsningen ligger hos den enkelte medarbejder frem for at se det som et kollektivt problem, der skal løses af arbejdspladsen. Efter at have interviewet en række centrale arbejdsmiljøeksperter står det ellers klart for mig, at der faktisk er en hel masse, arbejdsgiverne kan gøre.

Et godt psykosocialt arbejdsmiljø er ikke hokuspokus. Det er noget, der kan påvirkes af politikere og ledere. Derfor skal vi grundlæggende interessere os mere for, hvordan reguleringen af arbejdsmiljøet er skruet sammen.

Løsningerne findes, men bliver ikke brugt

På min arbejdsplads blev skuden heldigvis vendt. Politisk fik byrådet øjnene op for, at der ikke var ressourcer nok til at varetage arbejdsopgaverne, og man valgte ledelsesmæssigt en ny faglig retning.

Det er også typisk dét, man skriger på i fagbevægelsen, når man gerne vil løse medlemmernes problemer. Men jeg mener ikke, at det kan være rigtigt, at man skal gå og vente på den næste økonomiaftale, før man igen kan tåle at gå på arbejde. Der bør være en grundlæggende regulering, der sikrer, at det er i orden.

Jeg havde for eksempel brug for, at der var en ordentlig oplæring, så jeg kendte risici ved arbejdet og kunne passe på mig selv og mine kolleger. Det står der også i Arbejdsmiljøloven, at man har ret til.

Men når vi i Dansk Socialrådgiverforening spørger socialrådgiverne, så er det kun hver anden, der har fået oplæring overhovedet, hvilket jo er vanvittigt. Det ville have hjulpet mig dengang, hvis der havde været klare rammer i lovgivningen for, hvad det var for en oplæring, jeg kunne forvente.

Én af de ting, der var et problem på min arbejdsplads, var de høje følelsesmæssige krav, fordi vi arbejdede med mennesker i krise. Der var en formel arbejdsmiljøorganisation med en arbejdsleder og en arbejdsmiljørepræsentant, men det var mere af navn end af gavn. Hvis de havde haft tilstrækkelig med viden og handlekraft, kunne de have indrettet vores arbejdsgange anderledes, så der for eksempel var tilstrækkelig med social støtte og supervision.

Der er en masse forskning, der viser, hvordan man indretter et godt arbejdsmiljø. Men det kommer ikke i spil på arbejdspladserne. Kun halvdelen af de valgte arbejdsmiljørepræsentanter får de tilbud om efteruddannelse, de har krav på, og arbejdspladserne henter markant mindre viden ind fra eksterne arbejdsmiljørådgivere, selv om de står i en situation, de ikke kan magte.

Og havde det så nogen konsekvenser for min arbejdsplads, da jeg fik et angstanfald i toget? Nej.

Der bliver stort set aldrig givet bøder for dårligt psykosocialt arbejdsmiljø, selv om der gennem tiden er givet hundredvis af bøder for fysiske arbejdsmiljøproblemer.

Udfordringen er, at man ikke bare kan gå ind på en arbejdsplads og med et enkelt blik se, om det psykosociale arbejdsmiljø er i orden. Det kræver tid og dialog med arbejdspladsen. Den tid har Arbejdstilsynet ikke i dag.

Den vigtigste lønmodtagerkamp i vor tid

I lovgivningen står der som sagt, at det er arbejdsgivers ansvar at sikre et godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne. Og det er politikerne, der har ansvaret for, at reguleringen er i orden.

Men historien viser os, at det går alt for langsomt – og derfor nok aldrig kommer til at ændre sig, hvis vi overlader det til dem. Arbejdsmiljøet, især det psykosociale, er i min optik den mest afgørende lønmodtagerkampplads i vores tid.

Det er ikke, fordi fagbevægelsen ikke kæmper for arbejdsmiljøet, men jeg oplever, at arbejdsmiljøreguleringen i dag er noget for nørderne. Det er afgørende at begynde at tale et sprog, så almindelige mennesker forstår betydningen.

Vi har set massive nedskæringer i både Arbejdstilsynet og de instanser, der skal få viden ud på arbejdspladserne, uden at særligt mange almindelige mennesker nogensinde har hørt om det. I 2019 blev der bevilget penge til en delvis genopretning af Arbejdstilsynet, men igen var det midlertidigt og ophørte ved årsskiftet, hvor der igen opstod usikkerhed om økonomien.

Samtidig har fagbevægelsen traditionelt kæmpet for en bedre regulering igennem lovgivningen. Det går bare alt for langsomt. Fagbevægelsen må tage alle midler i brug og i højere grad benytte sig af overenskomster og aftaler for at passe på medlemmerne.

Sidst, men ikke mindst, skal vi passe bedre på vores arbejdsmiljørepræsentanter.

De er ikke valgt ind i fagbevægelsen, som tillidsrepræsentanterne er, men de har en afgørende betydning for at bringe viden og handlekraft i spil på arbejdspladserne. Ofte er de dog oppe imod Goliat, og det kræver en stærk støtte fra det faglige fællesskab.

Det bliver ikke let, men fagbevægelsen har sejret før og kan gøre det igen. Et anstændigt arbejdsmiljø – det er, hvad de danske lønmodtagere kalder allermest på lige nu.

Ditte Brøndum er næstformand for Dansk Socialrådgiverforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arbejdsmiljøet bliver ikke prioriteret her i landet - hverken af politikerne eller fagbevægelsen. Fagbevægelsen har taget sig af løn- og ansættelsesforhold, mens arbejdsmiljøet har fået en stedmoderlig behandling. I er simpelthen ikke dygtige nok på dette område - I er en del af problemet og ikke en del af løsningen - fordi I aldrig har prioriteret det tilstrækkeligt. Hvor meget hjælp fik du selv dengang af arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant eller den lokale fagforening, og hvor meget hjælp får en ansat i dag i en lignende situation? Blev din sygemelding anmeldt som arbejdsbetinget til Arbejdstilsynet eller Arbejdsmedicinsk Klinik? Iflg. Arbejdsmiljøloven har arbejdsgiveren et objektivt ansvar for, at den ansatte ikke bliver syg af at gå på arbejde. Hvordan blev din arbejdsgiver stillet til ansvar, da du blev syg? Og hvornår har Dansk Socialrådgiverforening sidst sagsøgt en arbejdsgiver for ikke at leve op til sit lovbestemte ansvar?
Jeg vil foreslå jer, at I f.eks. opruster ift. APV/arbejdspladsvurdering bl.a. ved at få lavet nogle kvalificerede vurderingsskemaer og i forhold til det psykosociale arbejdsmiljø hjælper arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant med at samarbejde om dette.

PS. Og måske skulle I se på det interne arbejdsmiljø i forbundet - det kunne være med til at skærpe opmærksomheden på arbejdsmiljøet, herunder det psykosociale. Hvordan så jeres sidste APV i forbundet ud?

Jeanette Jensen, Steffen Gliese, Hanneh Christensen, Steen K Petersen, Lillian Larsen, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, jens christian jacobsen, Carsten Bjerre, Niels Makholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Makholm

Der er særlig een ting i Ditte Brøndum's indlæg, det med vigtigheden, af at skrive og tale et sprog, som almindelige mennesker FORSTÅR. ! (At have mere "om ørerne" end man kan klare.) Den sørgelige kendsgerning, er på rigtig mange arbejdspladser, at den enkelte medarbejder, igennem hele sin arbejdsdag + det tilhørende overarbejde, holder 2 - 3 folk ude, uden at få noget særligt ud af det, andet end stress. Det kan sammenlignes med, at slippe en flok heste løs, her i foråret, og de galoperer i vildskab rundt i folden, og de vil alle sammen være forrest i flokken. (En hest har ikke større hjerne end en valnød.) Det er ALDRIG for sent, at forbedre sig, - det er også derfor, at jeg selv venter lidt endnu, med at gøre det. Søren Kierkegaard: "Af alt latterligt, er det latterligste, at have travlt."

Jens Voldby Crumlin

Arbejdsmiljøet er generelt under pres som konsekvens af en stadig mere svækket fagbevægelse og neoliberalismens effektiviseringsregime med lean og New public management og konstante nedskæringer i forhold til den stadigt stigende arbejdsmængde. Samtidig har digitalisering gjort at du aldrig rigtigt har fri eller ret til at at koble helt af selv ved sygdom. Presset på lige at få løst de arbejdsopgaver du er bag ud med, og ved stadig ligger når du kommer tilbage efter ferie eller sygdom, gør at du konstant er underlagt en stressfaktor som nedbryder dig psykisk over tid. Det eneste der trækker lidt i den anden retning er at manglen på arbejdskraft inden for visse sektorer nu er så stor at det tvinger arbejdsgiverne til at gøre mere for at holde på deres medarbejdere. Desværre er den offentlige sektor under så stærk politisk budgetkontrol og neoliberal styring så ønsket om at løse problemerne overskygges af den ideologiske betingede systematiske udpining af den offentlige sektor til fordel for den private. Når sygeplejerskerne oplever at deres kollektive kamp for bedre arbejdsforhold bliver mødt med koldt beregnet regeringsindgreb er konsekvensen at den kollektive løsningsmodel som har sikret vores samfundsmodels historiske styrke undergraves og oprøret bliver individualiseret så sygeplejerskerne i stort tal flygter fra det offentlige sundhedssystem. Denne udvikling vil også ske og sker inden for mange andre dele af den offentlige sektor. Derfor kræver situationen et samlet oprør fra ansatte i de offentlige sektor i tæt samarbejde med de privat ansatte om at sikre vores velfærdssamfunds fundament.

Steffen Gliese, Hanneh Christensen, Niels Makholm, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Steen Obel, Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Hvad troede folk egentlig, at Lars Løkke Rasmussens sætninger: det skal kunne betale sig at arbejde og folk skal være mere sultne og desperate betyder?

Det skribenten oplever er konsekvensen af den af Folketinget indførte konkurrencestat. Den har da ikke kun konsekvenser for lønnen.

Har folk stadig ikke forstået, hvad ordet robust i stillingsannoncerne er kodeord for?

Hvorfor arbejdsgiverne påstår de mangler arbejdskraft?

Det arbejdsgiverne vil have er højproduktive, raske, psykisk robuste, højtuddannede arbejdstagere til samme løn som kontanthjælp.
Skulle folk bukke under, skal der være en rigelig forsyning af sådanne mennesker.
Alt andet er mangel på arbejdskraft, hvor resten af menneskerne er nassere, snydere eller ikkekvalificerede. De ikkekvalificerede er selvfølgelig selv skyld i kvalifikationsdeficittet.

Fagforeningerne vil ikke hjælpe. De står last og brast sammen med politikerne. Ingen i fagforeningstoppen har talt imod politikernes nedbrydning af velfærdssamfundet og hetz mod arbejdsløse. Som om disse dele ikke angår deres medlemmer mere.
Det var øjensynligt kun noget arbejdstagere havde brug for i slutningen af 1800tallet.

Behandlingen af de nyeste foringelser af kontanthjælpen viser, at Folketinget og fagforeningerne ikke planlægger, at stoppe angrebet på de ikkeformuende foreløbig.

Det at skribenten fik hjælp er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Men så længe, der ikke kommer erkendelse og oprør fra de jævne fagforeningsmedlemmer, vil fagforeningerne ikke røre en finger på området. Og skribentens opråb vil løbe ud i sandet.

Det er bunden i fagforeningen skribenten skal henvende sig til og samle, hvis der skal kunne ske noget.

Steffen Gliese, Hanneh Christensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Makholm, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Nils Lauritzen

Nu er det jo heller ikke længere nok, at man kan udføre det arbejde, man ansættes til. Kravene og forventningerne er...ublu.
Gæt selv en stilling udfra følgende krav, der alle listes i en stillingsannonce
Alsidig, selvstændig, engageret, dygtig, fleksibel, erfaren, god til samarbejde, god til at strukturere, har overblik, kan planlægge og prioritere, handlekraftig, kan tage ansvar, er loyal. Desuden skal du have en positiv indstilling, være i stand til at give andre arbejdsglæde og have flair for it.

Lyder det som en lederstilling måske?

Næ, det er såmænd en tidsbegrænset stilling hos HOFOR, hvor man skal slå græs og lave forskelligt forefaldende arbejde.

Steffen Gliese, Hanneh Christensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Makholm, Ebbe Overbye, Steen K Petersen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Dengang fagforeningerne gik med til, at Arbejdsformidlingen blev nedlagt og erstattet med Jobcenteret, samt accepterede at folk kunne 'aktiveres' på kontanthjælp udenfor deres egne fagområder eller uddannelser, tabte de arbejdskampen.

For man kan aldrig "sejre ad helvede til- godt", når man er oppe imod kapitalens interesser.

Man kan vinde enkelte slag, men ikke krigen, for kapitalismen har ikke tænkt sig at forsvinde foreløbigt.
Derfor kan man ikke tillade sig at slappe af, og tro at alt fra nu af bliver bedre.

Derfor er fagforeningerne blevet til sovepuder for fagbosser, der ligger i ske med skiftende regeringer, uanset farve.

Iøvrigt er der heller ikke megen kulør tilbage på Borgen.

Det hele er temmelig gråmeleret og 'midtsøgende', altimens midten rykker mere og mere mod højre.

Dan Mouritzsen, Steffen Gliese, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Niels Makholm, Inge Lehmann og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Hanneh Christensen

@eva schwanenflugel,
Dårligt arbejdsmiljø fører til ringere bundlinje. Derfor handler dette ikke om kapitalisme, men om kultur.

Her er jeg enig i, at Fogh&co.'s hetz mod ledige og syge, udhuling af dagpenge, tvangsarbejdet og udskamning, nedgørelse og ydmygelse af ledige har været med til at skabe denne usmagelige kultur. Og det blev ikke bedre af, at fagbosserne gav adfærden deres blå stempel.

Virksomhederne kunne være intereseret i større arbejdsudbud for at holde lønnen nede, men når det kommer til dårligt arbejdsmiljø, er det reelt imod kapitalens interesser. Her handler det om dårlig ledelse udsprunget af en kultur, der igen er udsprunget af den generelle hezt mod ledige og tilmed en mistænkeliggørelse af de stressramte, lige som man har dyrket ledere totalt ukritisk. Det har ganske enkelt været en dårlig cocktail af politik og dårlig arbejdskultur, der har fremmet dette. Politikere og blå fagbosser bærer et stort ansvar. Det handler om magtbrynde, magthævdelse, enten er du med eller også er du nede. En angstkultur.

Men dårligt arbejdsmiljø skaber stress, modløshed og lavere produktivitet, ligesom mange søger væk, - alt sammen noget, der er rigtig dårlig fir bundlinjen. Så det har reelt intet med kapitalisme at gøre, men om menneskesyn, kultur og magttilfredsstillelse.

Politikerne har ikke her varetaget "kapitalens" interesse, men deres egen, da dæmonisering af grupper af samfundet og populisme appellerer til vælgernes indre svinehund, og dermed kan sikre politikerne magten. Det handler mere om ministerposter og taburetter end om virksomhederne ve og vel.

Steffen Gliese

Den vigtigste oplevelse i arbejdslivet, hvis man ikke skal køre ned, er, at man bliver færdig med tingene, at de ikke i en lind strøm bare fortsætter som ensidigt gentaget samlebåndsarbejde, bare mere farligt, fordi det ikke 'bare' er fysisk.
Det andet er det stik modsatte af det, der hyldes, og som også lønmodtagerne synes at have accepteret: 'ledelse'; men det er nu engang bedst med de flade ledelsesniveauer, vi havde, hvor den enkelte i høj grad selv kan prioritere sit arbejde under hensyntagen til opgavens karakter.

Hanneh Christensen

Og jeg kan tilføje til mit forrige indlæg, at jeg forventer, atFogh & Co. vil gå over i historien som nogle af de mest elendige. Ikke nok var deres hezt mod ledige og syge meningsløs, deres krige tabte, men man må også vurdere dem på alt det, de så ikke fik gjort.

Fx mangler vi sundhedspersonale, vi ligger langt bagud Island i en højere effektiv pensionsalder. Det hjælper jo ikke at øge pensionsalderen, hvis der er en kultur, hvor ingen gider have seniorerne. Og de har forsømt at øge efteruddannelse, ja faktisk burde de have revolutioneret tilgangen til efteruddannelse, - konsekvens: vi risikerer, at kineserne løber med den tekniske udvikling. De forsømte arbejdsmiljøet, så alt for mange bliver syge. Endelig har de sammen med det øvrige EU forsømt klimaet og at øge velstanden i Afrika, så befolkningsvæksten kunne bremses, så Europa på den måde fik bremset migrationsstrømmen.

Vi har igennem årtier haft elendig politisk ledelse, herunder også i fagbevægelsen og arb.giver,organisationer. Det har været populistisk ledelse, der bestemt ikke har gavnet vores økonomi eller virksomhedernes langsigtede bundlinje. Tværtimod. Europa står i dag i et langt ringere udgangspunkt, end vi gjorde for 20 år siden. Vel er der enkeltpersoner, der har tjent kassen bl.a. gennem skyhøje lønninger, men som samfund, står vi i en dårligere position.

Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Hanneh Christensen

Og til min sidste kommentar kan tilføjes: Se blot, hvordan arbejdspladserne råber på arbejdskraft. Vel, er det fake omkring mangel på ufaglærte. Men rigtigt med sundhedspersonale og teknisk uddannede. IT-folk og ingeniører og faglærte håndværkere

Men hvorfor mangler de? Det skyldes da ene og alene dårlig politisk planlægning. Vi har ikke uddannet nok unge og ikke efteruddannet nok ældre. Fogh, Løkke og Thorning troede, at blot man svirpede lidt ekstra med pisken, skulle det nok gå.

Men ethvert forstandigt menneske ved, at man intet fremmer med pisk og vold (herunder psykisk vold) andet end angst og dårlig kultur.

Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Hanneh Christensen

At dårligere arbejdsmiljø fører til dårligere bundlinje har aldrig forhindret kapitalismens frontkæmpere i at udnytte arbejderne og de arbejdsløse til det yderste.

Det giver også en dårligere bundlinje at de fleste ledere og bestyrelsesmedlemmer er mænd, fremfor en tilstræbelse mod mere kønsbalance. Det gør sig også gældende på det almindelige arbejdsmarked.
Alligevel er der enorm modstand fra topkapitalister, når det gælder om at ændre tingenes tilstand.

Hvis de kunne, ville de føre os komplet tilbage til feudaltiden.
Stavnsbåndet er allerede blevet genindført, ligesom hoveriet/tvangsarbejdet, og den eneste rettighed, de reformramte stadig besidder er stemmeretten.
Hvor længe ved vi dog ikke.
Grundloven garanterer ikke stemmeret til alle borgere, (ligesom den heller ikke forhindrer umenneskelig behandling, tortur og dødsstraf)

Det var ikke Fogh & Co der begyndte at skubbe os ned ad glidebanen, det var Poul Nyrup Rasmussen, der startede med aktivering af de arbejdsløse, samt påbegyndte afskaffelsen af efterlønnen.
Socialdemokratiet havde lagt kursen om, og stræbte nu efter neokapitalismen.
Man startede også her udsalget af Statens ejendomme i en ny privatiseringsbølge.

Det hjalp ikke meget på det, at Venstre fortsatte med bestræbelser på at gøre Danmark til en Minimalstat, men Socialdemokratiet har været helt med på idéen.
Mette Frederiksen gennemførte som beskæftigelsesminister nogle af de mest drakoniske reformer af livet for de ledige, blandt andet ændringer i rettighederne til førtidspension og fleksjob, og indførelsen af de forhadte ressourceforløb.

De benyttede modeller til ledelse har været LEAN og NPM, og staten har postet milliarder i konsulentfirmaer, der skulle 'billiggøre' det offentlige på medarbejdernes bekostning.
Samtidig er ledelseslaget blevet federe og federe, og mere og mere vellønnet.

Det hænger sammen, det hér.

Del og hersk, udpeg nogle til syndebukke og prügelknaber, og folk glemmer, hvem der sidder med ansvaret for deres dårlige liv.

Selvfølgelig er det rigtigt, at det er en forskruet kultur, og at den ikke gavner bundlinjen i sidste ende.
Men siden hvornår har det stoppet de magtliderlige i at foretage tåbelige og selvdestruktive beslutninger?

Hvis det var tilfældet, ville vi ikke være på randen af både klimakatastrofe og atomkrig.

Rationelle beslutninger ligger ikke til kapitalismens fremmeste fortalere.
Se blot på den såkaldte tænketank CEPOS.

Hanneh Christensen

@Eva Schwanenflügel,

Jeg er enig i, at Nyrup startede med at forringe de offentlige ydelser og stille krav om aktivering, men selve sproget, nedgørelsen, ydmygelsen, og udskamningen stammer fra Fogh & Co.

Men du forveksler kapitalisme med dårlig ledelse.

Du befinder dig i fortidig retorik, når du skriver, at kapitalismens frontkæmpere udnytter arbejderne og de arbejdsløse til det yderste, eller at topkapitalisterne, hvis de kunne, ville føre os komplet tilbage til feudaltiden.

De største “kapitalister”, investorer i virksomhederne er faktisk ATP, LD og pensionsselskaberne, hvor fagbosserne sidder i bestyrelserne og har lige så stor indflydelse som arbejdsgivernes repræsentanter. Jeg tror ikke, at de ønsker os tilbage til feudaltiden.

De såkaldte kapitalister investerer i de virksomheder, hvor de ser den største gevinst i forhold til den risiko, der også er forbundet med investeringen. Det handler om at maksimere profitten, dvs. bundlinjen. Men flere og flere virksomhedere har også fokus på samfundsansvar.

Når man beregner værdien af en virksomhed, beregner man i princippet nutidsværdien af al fremtidig forventet indtjening og modregner alle fremtidige forventede udgifter.

Bemærk ordet “forventet”. Det er her, hvor investorernes vurdering spiller ind. Her har der ikke været tradition for at se på arbejdsmiljøet, hvilket nok skyldes, at vi kommer fra industrisamfundet, samlebåndet, hvor arbejdsmiljøet ikke havde samme betydning for effektiviteten. Her handlede det om, at få ansatte til at arbejde hurtigt bl.a. gennem akkord-arbejde osv. Der er givetvis rester af industrisamfundet i landbruget og i industrivirksomheder. Men bruger man mennesker til robotarbejde, ja, så er det jo nok ikke den mest effektive virksomhed, og en ny leder vil kunne gøre underværker her.

Men vurderer man en nutid virksomhed, som befandt vi os i industrisamfundet, så er det efter min mening udtryk for inkompetence. Og det er jo nok her, din retorik kommer i spil.

Mange tror jo (som Fogh & Co) at pisker man folk nok (som ved samletbåndet), så øges effektiviteten. Men læser du bøger om ledelse i dag, er der næppe een, der vil anbefale pisken, eller at presse ansatte ud over kanten. Ser man fx på DA, DI og DE, der repræsenterer erhvervslivet, så agerer de, som befandt vi os i industrisamfundet.

I et videnssamfund, og i den tekniske tidsalder, vi nu befinder os i, ja, så er et godt arbejdsmiljø helt afgørende, såvel for effektivitet som for virksomhedens udvikling af nye produkter. Det er faktisk ikke raketvidenskab, men burde være almen viden, at koncentration, innovation osv. øges, når man har det godt. Omvendt daler produktivitet mm i et arbejdsmiljø med mobning og langvarigt arbejdspres.

Nogle ledere vil også gerne vise hurtige “resultater”, og presser dermed de ansatte. Investorer kan også falde for sådanne hurtige resultater og overser, at set i et langsigtet perspektiv sælger lederen ud af arvesølvet. Der vil hurtigt komme udskiftninger i medarbejderstaben og de bedste er gerne dem, der smutter først.

Finanskrisen udsprang jo af en sådan grådighed, hvor man gik efter de hurtige gevinster, hvorefter korthuset faldt sammen. Det handlede måske ikke så meget om at presse de ansatte, men om en vild risikofyldt investeringsstrategi med en enorm eksponering i ejendomsmarkedet, men det er samme mentalitet, der efter min mening gør sig gældende, når man går efter de hurtige gevinster ved at presse de ansatte ud over kanten. Den slags ledere kan performe meget hurtigt, men korthuset vil falde sammen og ender i ineffektivitet.

I dag er der flere og flere større virksomheder, der i Årsrapporten beskriver udviklingen i ESG [Environment (miljø), Social (samfund) og Governance (ledelse)]. Når jeg kigger i et tilfældigt regnskab fra en finansiel virksomhed, viser de bl.a. CO2-udledning i virksomheden samt i de børsnoterede virksomheder, de investerer i. De viser udviklingen år for år i bl.a. kønsdiversitet generelt som i ledelse, lønforskelle mænd/kvinder generelt som i ledelse, lønforskel mellem ledelse og ansatte, medarbejderomsætning, sygefravær, og antallet af medarbejdere uden sygedage, betalte skatter osv.

Disse ESG nøgletal blev i 2019 etableret i et fællesskab mellem FSR – danske revisorer, Nasdaq og Finansforeningen. Så det er ikke bare en enkelt virksomhed, men det er den vej udviklingen går i en professionel styret virksomhed.

Erhvervsstyrelsen udgav i sommers en vejledning om ESG-rapportering for andre typer af større virksomheder, som du kan læse her:
https://erhvervsstyrelsen.dk/ny-vejledning-om-esg-rapportering

Netop ved at have ESG-måltal, ser man, at udviklingen går den rigtige vej. Kønsdiversiteten falder, kvindelige bestyrelsesmedlemmer bliver flere, lønforskelle falder såvel mellem mænd/kvinder som mellem ledere/alm. ansatte, sygefravær falder og endelig CO2-udledning falder.

Jeg er ganske enkelt ikke enig med dig i din retorik. Udviklingen går ganske enkelt i retning af, at såvel klima som sociale faktorer bliver vigtigere og vigtigere i de såkaldte kapitalisters beslutningsprocesser.

Dit sprog synes at stamme fra Enhedslisten kapitalist-retorik. Jeg har tidligere kritiseret Enhedslisten for at hænge fast i gammel retorik med den konsekvens, at de mister indflydelse på udviklingen. Fogh & Co., DI, DA og DE hænger også fast i en gammel retorik om arbejdsudbud o.l., fremfor at de fokuserer på at hjælpe deres virksomheder med god ledelse og arbejder politisk for at øge uddannelsesniveauet, herunder efteruddannelse og sænke sygefraværet. Desværre er der mange politikere, der falder i samme rille, nok fordi det giver stemmer, også fordi vælgerne hænger fast i rillen.

For øvrigt har jeg i mange år selv talt for, at man burde have disse måltal. Og det er en stor glæde at se, at det er ved at blive en realitet.

Eva Schwanenflügel

@ Hanneh Christensen

Finanskrise = grådighed
Kapitalisme = Finanskrise
Regning for finanskrisen = de besiddelsesløse eller småinvestorerne

De virksomheder, der søger at blåstemple, eller green/pinkwashe sig selv, er ofte involveret i gedulgte skattely og selskabskonstruktioner.

For nyligt har flere nye firmaer forladt DI, fordi de nægter at tænke nyt.

"Grønne iværksættere flygter fra DI på grund af uambitiøs klimapolitik"
https://www.altinget.dk/artikel/groenne-ivaerksaettere-flygter-fra-di-pa...

Kapitalisme fordrer konkurrence, og det er den, der er kørt fuldstændig af sporet i en grad, så vores fælles planet er truet med kemikaliekrise, biodiversitetskrise, klimakrise, atomragnarok, ulighed, fattigdom, flygtninge, udryddelse af dyrearter i den sjette masseudryddelse, enorm magtliderlighed og autoritære styreformer.

Det er kapitalismen, der er bunsenbrænderen.