Kronik

Kontanthjælp bør gives efter behov og ikke efterlade familier i fattigdom

Regeringen har varslet et nyt kontanthjælpssystem, men der er ikke lagt op til et opgør med, at ydelsens formål er at tilskynde til at komme i job. Men to tredjedele af modtagerne er ikke i stand til at arbejde, derfor bør systemet først og fremmest sørge for, at ingen lever i fattigdom, skriver Finn Kenneth Hansen, Henning Hansen og Dorte Olsen fra tænketanken SOCIUS i dette debatindlæg
I forbindelse med offentliggørelsen af Ydelseskommissionens forslag til et nyt kontanthjælpssystem besøgte Information 34-årige Anette Pedersen og hendes søn på seks år. Hun har været på kontanthjælp siden 2006 og er ramt af kontanthjælpsloftet.

I forbindelse med offentliggørelsen af Ydelseskommissionens forslag til et nyt kontanthjælpssystem besøgte Information 34-årige Anette Pedersen og hendes søn på seks år. Hun har været på kontanthjælp siden 2006 og er ramt af kontanthjælpsloftet.

Sigrid Nygaard

Debat
31. marts 2022

Kontanthjælpen er gået fra at være en næsten ensartet kontant ydelse til nu at udgøre et sammensurium af forskellige ydelser knyttet til krav om eksempelvis aktivering, 225-timers arbejde og sanktioner. Det eksisterende kontanthjælpssystem er for længst blevet så uigennemskueligt, at det truer både ydelsesmodtagernes og samfundets retssikkerhed.

Som eksempel er kontanthjælpsmodtagere under 30 år i øjeblikket opdelt i hele ti forskellige grupper, som får forskellige ydelser, alt efter om de er over eller under 25 år, forsørgere eller enlige, gravide, som har passeret 12. svangerskabsuge, ude- eller hjemmeboende eller betaler børnebidrag.

Kontanthjælpen udgør en af grundpillerne i den danske velfærdsmodel, men skiftende konjunkturer og holdninger til de dårligst stillede i samfundet har gennem tiden medført et væld af reformer og ændringer af kontanthjælpen.

Nu er der lagt op til et nyt kontanthjælpssystem, som regeringen og Folketingets partier skal tage stilling til inden sommerferien.

Forhandlingerne om kontanthjælpen vil givetvis tage udgangspunkt i det forslag til et nyt kontanthjælpssystem, som blev fremlagt af den ydelseskommission, som regeringen nedsatte sidste år. Kommissionen beskriver selv deres forslag som et enkelt og umiddelbart gennemskueligt system. Der er dog tale om et forslag, som langtfra ser ud til at kunne løse de udfordringer, som præger det nuværende kontanthjælpssystem.

Ydelseskommissionens forslag har huller

Kommissionen foreslår en kontanthjælp med kun to niveauer: en grundsats og en forhøjet sats. Der er tale om en ydelse, som tager udgangspunkt i menneskers behov og et minimumsbudget, der er præsenteret af Rockwool Fondens Forskningsenhed. Det dækker alle vigtige forbrugsområder og muliggør et beskedent, men sundt liv, med mulighed for at deltage i familie- og samfundsmæssige sammenhænge. Et kortsigtet minimumsbudget, som er materielt og socialt beskedent og nærmest kan betragtes som en fattigdomsgrænse.

Det anbefalede ydelsessystem fremstår umiddelbart enkelt og gennemskueligt med kun to niveauer og med udgangspunkt i menneskers behov. Men Ydelseskommissionen foreslår at indføre nogle »pejlemærker« for satserne, som ikke har noget at gøre med menneskers behov, men bliver fastsat efter størrelsen af SU’en og HK-mindstelønnen, fordi der skal være et økonomisk incitament til at komme i arbejde og uddanne sig. Troen på økonomiske incitamenter, og at ’det skal kunne betale sig at arbejde’ og uddanne sig, vejer altså tungere, end at man skal kunne leve af ydelsen.

Her minder vi om, at formålet med kontanthjælpen er at hjælpe med forsørgelse i en situation, hvor den enkelte midlertidigt ikke kan forsørge sig selv på grund af en eller flere uhensigtsmæssige sociale begivenheder, eksempelvis sygdom og arbejdsløshed.

Et andet væsentligt problem med Ydelseskommissionens brug af minimumsbudgettet fra Rockwool Fonden er, at boligudgifterne ikke indgår. Det brugte minimumsbudget dækker nemlig kun udgifter til mad, drikke, beklædning, sko, hygiejne, sundhed, transport, forsikring, dagligvarer, varige forbrugsgoder og kultur og fritid, men ikke husleje og supplerende boligudgifter til varme, vand og el.

I kommissionens budgetberegninger regnes med en median for husleje og supplerende boligudgifter, og de viser på tværs, at udgifterne flugter med minimumsbudgettet. Men hvis man har en højere husleje eller større supplerende boligudgifter, så betyder det, at rådighedsbeløbet for disse familier vil ligge under minimumsbudgettet. Og kommissionens fremlagte eksempler viser da også, at en del kontanthjælpsfamilier vil ende med et rådighedsbeløb, som ligger under minimumsbudgettet. Det gælder enlige, par uden børn og par med tre og fire børn. Forslaget løser altså ikke fattigdomsproblemet, og der er derfor grund til at pege på alternative forslag til kommissionens anbefalinger.

Giv alle familier på kontanthjælp samme levestandard

Det ville være mere enkelt med én ydelse, som baserer sig på minimumsbudgetter, der giver alle familietyper en ensartet levestandard og sikrer, at alle mennesker, der er tvunget til at søge kontanthjælp, kan opretholde en acceptabel hverdag. Sådan fungerer det svenske kontanthjælpssystem, som består af to elementer, ’riksnormen’ – som baserer sig på et minimumsbudget og giver alle samme rådighedsbeløb – og så et element, som dækker de faste udgifter, herunder boligudgifter. Det betyder, at alle får samme levestandard og får dækket deres boligudgifter og derfor ikke må gå fra hus og hjem.

En dansk behovsbestemt ydelse til de dårligst stillede i samfundet kunne omfatte tre elementer: Et ensartet rådighedsbeløb baseret på budgetter, som angiver et beskedent budget og levevis, et børnetillæg, der sikrer, at alle børnefamilier med et, to eller flere børn har samme levestandard og et boligtillæg, som dækker den enkeltes boligudgifter og sikrer, at modtagerne kan blive i deres bolig. Et ydelsessystem, der bygger på et behovsprincip og samtidig vil afhjælpe fattigdomsproblemer.

Kommisionen var bundet af sit opdrag

Problemet for Ydelseskommissionen har været, at den har haft en række opdrag og dilemmaer, som har gjort opgaven vanskelig. Dels skulle dens forslag være udgiftsneutrale, og dels skulle de indeholde økonomiske incitamenter til at få flere i arbejde og uddannelse.

Ydelseskommissionen har derfor set på effekter af sanktioner og økonomiske incitamenter, og kommissionens konklusioner er, at de ganske vist finder beskedne positive effekter på beskæftigelsen af at reducere ydelserne, men at der samtidig er en del af modtagerne, som bliver fattigere. Derudover viser dens rapport, at der er en del, som slet ikke kan reagere på de økonomiske incitamenter. To tredjedele af kontanthjælpsmodtagerne er såkaldt aktivitetsparate, hvilket betyder, at de ikke er parate til beskæftigelse og uddannelse.

Kommissionen anbefaler derfor, at de nuværende regler om 225-timers arbejde, kontanthjælpsloftet, særlig støtte, aktivitetstillæg og tillæg til psykisk syge unge afskaffes. I stedet for negative incitamenter argumenterer kommissionen for en »positiv tilskyndelseslogik«. Den foreslår blandt andet, at der ikke skal fradrages i kontanthjælpen for mindre lønindkomster svarende til otte timers arbejde om ugen, og at der kun fradrages 35 procent af hjælpen ved yderligere arbejde.

Kommissionen anbefaler ikke afskaffelse af integrationsydelsen og de opholdskrav, som er knyttet til ydelsen. Derimod udbreder man opholdskravet til alle kontanthjælpsmodtagere og foreslår en skærpelse af det nuværende optjeningssystem til henholdsvis syv års eller 12 års bopæl i Danmark alt efter, om man udelukkende har grundskolen eller højere uddannelse, eller om man har været i beskæftigelse.

Ydelseskommissionen fremhæver, at det ville være hensigtsmæssigt med et kontanthjælpssystem, hvor der var en klar adskillelse mellem ydelser og sociale indsatser. Men desværre er de endt med et forslag, som bygger på et optjeningsprincip, hvor ydelsessystemet i stedet bruges som incitamenter til beskæftigelse.

Samlet tegner der sig et billede af, at Ydelseskommissionens anbefalinger vil gå hårdt ud over dem, som vitterligt hverken kan arbejde eller uddanne sig. Børnefamilier med tre eller fire børn vil få et rådighedsbeløb, som ligger under minimumsbudgettet. Og samfundets udsatte risikerer at sidde uhjælpeligt fast i ydelser, som er endnu lavere end dem, de modtager nu, og henvises til at gå til kommunen og bede om supplerende hjælp til det, de ikke selv har råd til.

Finn Kenneth Hansen, Henning Hansen og Dorte Olsen, Tænketanken SOCIUS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Sagen er jo i virkeligheden den at ingen mennesker i Danmark burde være fattige, men at det alene er politisk bestemt.

For kun hvis man kan skræmme alle os lønslaver, med at fisikoen for at blive fattige, hvis vi ikke fortsætter med at arbejde, kan man fastholde os i hamsterhjulet.

Kim Petersen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Jeg synes ikke, at de tre forfattere/forskere har fortjent så letkøbt en kommentar. Deres artikel afdækker nogle helt centrale problemstillinger som fx forringede muligheder for familier uden børn samt for familier med tre eller flere børn.

Og så påpeger de et meget væsentligt problem - nemlig at en stor del af af kontanthjælpsmodtagerne slet ikke er i stand til at arbejde. Mange er jo "parkeret" på kontanthjælp, fordi der er blevet langt sværere at få førtidspension. Et slogan som, at "det skulle kunne betale sig at arbejde" er en hån mod dem. Flere urimeligheder kunne nævnes, men læs heller artiklen én gang til. Det har den fortjent.

Kim Petersen, Jacob Nielsen, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Inger Pedersen, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

'Beskæftigelse' kan ikke mirakuløst helbrede de syge, eller få et handicap til at forsvinde.

Derfor er det katastrofalt, at socialpolitik nu udelukkende handler om at få afprøvet og vredet den størst mulige indsats ud af borgere, der har andre problemer end ledighed.

Det koster 18 milliarder kroner årligt at tvinge syge til at arbejde med ressourceforløb og arbejdsprøvninger helt ned til 2 timer om ugen, og mange kan sikkert også huske den famøse 'sengepraktik', hvor folk blev kørt i taxa til et arbejdssted for at ligge ned dér.

Uværdig og nedværdigende behandling er stadig udbredt, fx her, hvor kommunen forhørte en borger, der klagede over at arbejdet på et værksted gjorde hans smerter i hænderne værre:

"Hvordan tørrer du dig i numsen, Brian"
https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2022/marts/hvordan-toerrer-du-di...

Selvom beskæftigelsesministeren har skrevet til kommunerne og indskærpet, at de skal sørge for værdighed i jobcenteret, bliver det implementeret vidt forskelligt, for der er ingen overordnede regler på området.
Det er en henstilling med elastik i metermål.

Læs mere her om en ny undersøgelse af kommunernes praksis:

"Er værdighed i jobcenteret symbolik eller ny praksis?"
https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/er-vaerdighed-i-jobcent...

Mennesker bliver også mere syge af at befinde sig i beskæftigelsessystemet, det er for længst slået fast I en stor undersøgelse fra SIND og Psykiatrifonden:

"Jobcentre gør sygemeldte mere syge mere syge"
https://sind.dk/nyheder/ny-undersoegelse-jobcentre-goer-sygemeldte-mere-...

Oveni sygdom og handicap, og eventuelt andre problemer, bliver den tiltagende stramme økonomi en uoverstigelig byrde, der gør folk desperate.

Jeg kan overhovedet ikke forstå, hvordan det stadig kan påstås, vi lever i et velfærdssamfund, for de svageste grupper i samfundet er for længst kastet under bussen.

Kim Petersen, Jacob Nielsen, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Jane Jensen, Lise Lotte Rahbek, Inger Pedersen og Mogens Kjær anbefalede denne kommentar
Martin Jacobsen

Uligheden tordner derudaf i disse år og er bevidst øget i fire årtier. Det er på tide at løfte dem, der har mindst her i samfundet, op til arbejderklassen og derved fjerne fattigdommen. Dette alene vil over tid gøre Danmark endnu rigere.

Stadigvæk i dag er der politikere, som forsøger at bilde befolkningen ind, at vi er et meget lige land. Treoghalvfems procent af alle politikere på Christiansborg går ind for at de sociale nedskæringer, som de selv har lovgivet om, ikke må fjernes. Men ingen af dem vil sige det offentligt: "Vi ønsker mere ulighed, vi vil skabe mere fattigdom."

Det er op til os selv at fjerne fattigdommen. Ingen andre befolkningsgrupper kommer til at gøre det. Derfor skal vi demonstrere, lige som arbejderne gjorde for hundrede år siden, om lørdagen, i gågaderne. Det er vores pligt overfor en bedre fremtid for vores børn. Fjern børnefattigdommen.

I en tid hvor de to procent rigeste sætter priserne op på alt, i en hypergriskhed som aldrig før er set, skal vi starte med at kræve at underklassen hæves op til arbejderklassen.

Fundamentet for det samfund vi har i dag, for den rigdom der er, er ganske enkel, at arbejdernes indkomster giver en købekraft, som holder overklassen i et luksusliv. Men til gengæld gør de alt, hvad der er i deres magt, for at uligheden stiger, og at der kommer flere fattige.

De to procent rigeste kæmper stadigvæk imod den indlysende model, at landet bliver rigere, hvis alle har en chance. De vil have det hele selv. Dem udenfor arbejdsmarkedet nægtes en anstændig levestandard. Praktisk talt alle politiske partier i Folketinget nægter at fjerne børnefattigdommen. De har ingen planer om at fjerne fattigdommen eller om at mindske uligheden.

For over hundrede år siden nedlagde arbejderne arbejdet for at få rimelige levevilkår. Dette alene skabte det samfund som vi lever i i dag. Arbejdsgiverne kæmpede imod med alle midler. Må disse tider være de to procent privilegeredes sidste krampetrækninger, fjern dem fra magtpositionerne. Lad dem ikke sidde i råd og udvalg i ministerierne samt i kommissioner der skaber mere ulighed.

Mogens Kjær, Egon Stich, Jacob Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar