I politik tales der ofte om problemer og løsninger. Man burde i stedet tale om dilemmaer og afvejninger, for i politik består det meste af prioriteringer mellem mange gode hensyn, og snuptagsløsninger er sjældne. Konflikterne står altså ikke mellem godt og ondt, men mellem godt og godt i hensigten, og ondt og ondt i konsekvenserne.
Således også med regeringens plan for »en ny model for elevfordeling på de gymnasiale uddannelser«, som Undervisningsministeriet kalder den. Eller ’tvangsfordeling’ som flere medier kalder det.
Formålet med aftalen, der er vedtaget med tilslutning fra støttepartierne, DF og Kristendemokraterne, er todelt. Dels ønsker man at modvirke etnisk og social segregering i byerne, dels at redde udkantsgymnasier ved at sikre elevtallet.
Midlet bliver så et stykke social ingeniørkunst, hvor de unges ellers frie valg indskrænkes til fordel for en planlægning med hver elev som en brik på et skakbræt, som undervisningsministeren kan flytte rundt på. På den måde designes en fordeling på makroplan, som forhindrer frie valg på mikroplan.
Baggrunden for tiltaget er koncentrationen af mange gymnasieelever af anden etnisk herkomst på få gymnasier, og da først mekanismen med koncentration kom i gang, blev den hurtigt selvforstærkende, så gymnasier i de større byer bliver splittet op med en række ’brune gymnasier’, som det kaldes i offentligheden, mens det officielt hedder, at »elevsammensætningen er ude af balance«.
Kært barn har mange navne, og der er mange ubalancer i et levende samfund. Og skal der gribes ind over for alle ubalancer i samfundet, bliver der virkelig brug for social ingeniørkunst.
Forsvar for det frie valg
De borgerlige partier og aviser er imod planen, fordi det indskrænker det frie valg.
Hvis man skulle oversætte deres modstand til amerikansk, ville den være helt uden for mainstream. I USA afsagde højesteret i 1954 en dom, der erklærede segregerede skoler for forfatningsstridige. Skolerne måtte ikke længere være segregerede, og man transporterede derfor børn fra sorte boligområder til hvide skoler. Vi har set billederne af de frådende hvide forældre, som protesterede imod, at der kom afroamerikanere ind i deres børns skole.
Baggrunden var naturligvis anderledes med en amerikansk fortid med ublu racediskrimination, men remediet med statsplanlægning og suspendering af det frie valg er det samme. Og i USA er det umuligt at tale imod tiltaget uden at blive sat i bås med sydens racister.
Hannah Arendt kommenterede sagen i et essay udgivet i 1959 og argumenterede for, at det frie skolevalg var en konstitutionel ret. Tvungen integration var lige så galt som tvungen segregering, mente Arendt, og selv om hun tog skarp afstand fra segregering, mente hun ikke, at staten skulle detaildirigere samfundet. I sin samtid blev hendes essay opfattet som stærkt kontroversielt, decideret pinligt.
Pudsigt nok har det frie skolevalg i Danmark altid været sakrosankt, måske en arv fra Grundtvig. I Danmark har vi kunnet nyde godt af en historisk arv med et meget homogent samfund. I et homogent samfund er der ingen problemer i frie valg, fordi effekterne ikke skaber ubalancer.
Det tillod også os i Skandinavien at pudse glorien og tro os immune over for racisme i forhold til de fleste andre stater på kloden, som mestendels har været et etnisk miskmask siden Babeltårnets fald. Og hvor diskrimination er hverdagshændelser og indlæres med modermælken.
Etniske ekkokamre
Regeringens plan forsøger at afveje et dilemma. Dilemmaet er ikke faldet ned fra himlen, men er et resultat af, at »fortidens udlændingepolitik var en fejl«, som Mette Frederiksen har udtrykt det. Bagklogskab er altid at foretrække frem for fortsat dumhed, men erkendelsen i sig selv hjælper os ikke i dag.
Hvad bliver friheden værd på længere sigt, hvis unge mennesker skal kæmpe ud fra hvert sit etniske ekkokammer? Så bliver samfundet delt op i etniske enklaver, hvilket på længere sigt vil være en krudttønde for konflikter. Frihed er det modsatte af frygt for at kunne gå fredeligt på gaden.
Reparationer på fejlslagne politikker er altid svære afvejninger, og jeg ved ærligt talt ikke selv, hvor jeg ville sætte min stemme i denne sag, hvis jeg var folketingsmedlem.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
"I et homogent samfund er der ingen problemer i frie valg, fordi effekterne ikke skaber ubalancer."
Mjo. DK har været nogenlunde ETNISK homogent. Men det betyder ikke at vi har været fri for alle andre ubalancer - socialklasse, ikke mindst. Det er bare ikke så interessant at tale om, når vi har travlt med at synge sangen om hvordan vi må stå sammen mod de udlændinge, som IHVERTFALD ikke skal tro at de kan være en ligeværdig del af fællesskabet. Sangen om hvor harmonisk og idyllisk alting var før vi fik indvandring fra Mellemøsten er en falsk melodi som har mere at gøre med højrefløjs-identitetspolitik end med så meget andet.
Hvis man retter op på den forfærdelige udvikling, gymnasiet har gennemgået fagligt, vil det af sig selv blive attraktivt at opbygge de miljøer omkring gymnasierne, som vi for blot en generation siden stadig havde, og som tjener til at løfte ikke blot uddannelse, men hele lokalsamfundet.
Grengymnasiet tilbage.