Erik Killmonger kigger på afrikanske masker på et britisk museum, mens han bliver overvåget af hvide vagter, i en scene i filmen Black Panther. En hvid kvindelig kurator går hen til ham og fortæller docerende, at masken er fra Benin. Killmonger irettesætter hende og siger, at det er sandt, at den blev stjålet af britiske soldater i Benin, men den kommer oprindeligt fra Wakanda.
Situationen iscenesætter, hvad der er på spil i en museumssetting med artefakter i glasmontrer og museumsbetjente, der vogter dem. I forholdet mellem formidler og beskuer og forskellige tilgange til viden. Killmonger trækker på en kulturel viden om masken, og den hvide kurator trækker nok på kunsthistorie, afrikastudier eller antropologi.
Scenen kan også illustrere uoverensstemmelserne om Danmarks fremtidige kolonimuseum. Debatten i medierne har været højspændt med stærke holdninger. Et par aviser har prøvet at trække stregerne op, så udenforstående kunne få et indblik. Men modsat hensigten har de i bedste fald afsporet sagens kerne og i værste fald trukket fronterne op i en forsimplet dikotomi mellem fakta og følelser.
Referencegruppen, som skal udarbejde en rapport med faglige forslag til kolonimuseet, er repræsenteret ved Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Kolonihistorisk Center, Rigsarkivet, Moesgaard Museum, Grønlands Nationalmuseum, Naturhistorisk Museum, M/S Museet for Søfart, Institut for Menneskerettigheder og Gymnasielærerforeningen.
Alle er de fagfolk inden for historie og formidling, og de arbejder videre, mens debatten i medierne bliver trukket rundt i en manege af identitetspolitik. Som udenforstående er det ikke til at sige, hvad der reelt er på spil internt i referencegruppen. Men i mediedebatten er gruppens uenigheder delt op i to fraktioner. Fakta kontra følelser. Den ene fraktion beskylder den anden for ikke at have »fagpersonens tilgang til historien, men derimod aktivismens«.
Fakta og følelser er ikke modsætninger i dag
Den klassiske dikotomi mellem fakta og følelser havde sin berettigelse i oplysningstiden, hvor vi træder ud af middelalderens mørke og guddommelighedens ulogiske indgriben. I 2022 holder en så forsimplet skabelon ikke.
Kolonimuseet drejer sig som museum om mange facetter af viden, historie og formidling. Museer har udviklet sig fra at være imperialistiske udstillingsvinduer til i dag at være mere samskabende institutioner.
Hvad skal museer generelt i dag, og hvad skal især vores kolonimuseum? Hvem har retten til at formidle viden om vores kolonihistorie, og hvem er formidlingen for?
Faktabegrebet rammer ind i historiefagets teoretiske grundlag for formidling. Både museum og historie skal dybest set formidle fakta, fortolkning og fortælling i sin fulde dialektiske spænding. Dertil skal begge præsentere sandheden forstået som det bedste bud på, hvad der virkelig skete, og hvad det betyder for den historiske udvikling og vor tids mennesker.
Lægger man Danmark som kolonimagt ind i det spændingsfelt, rammer det ind i vores kulturelle selvforståelse om, hvad vi har været, og hvad der står for fald. Stormagtens arrogance over for småstatens mindreværd.
I dag er den dikotomiske definition mellem fakta over for følelser noget sludder. Det er et sammenstød mellem paradigmer. Alle i referencegruppen er fagfolk, og alle er interesserede i fakta. Den såkaldte faktafokuserede fraktion er ikke mere faktaorienterede end dem, de beskylder for at være følelsesorienterede. De trækker blot på et positivistisk historiesyn. De føler sig truet af nyere videnskabsidealer, som postkolonialismen har introduceret, hvor tolkning og fortælling har langt større plads.
Uenigheden handler om formidlingsmetoden
Det er forskellene i den faglige tilgang og dermed til brugen af fortolkning og fortælling i formidlingen, der er grund til uoverensstemmelserne. Men fortolkning og fortælling er også legitime videnskabelige metoder og altså ikke udtryk for impulsive følelser.
Lad os forestille os en pisk formidlet på et museum gennem henholdsvis en positivistisk og postkolonial prisme. I den positivistiske tradition bliver den lagt isoleret i en montre med en etiket, der forklarer, at det er en pisk af læder og anvendt til afstraffelse af slavegjorte på St. Croix, 1718.
I en postkolonial formidling kan pisken tænkes ind i en installation, hvor relationen mellem slaveejer og slavegjort er i fokus, med lydeffekter af pisk og skrig. Effekten af pisken er vigtigere end piskens materiale og oprindelsesår.
Hvilket museum foretrækker den besøgende mon? Et, hvor man er passiv beskuer til en række artefakter med tekst, eller et, hvor man bliver delagtiggjort i den historiske begivenhed?
Er det overhovedet muligt at adskille fortolkning fra fakta, og findes der fakta a priori renset for ideologi og politik? Den rendyrkede positivistiske historiker anvender også hypoteser i sin udlægning af historisk materiale.
Tolkning er ikke en løsrevet del af historisk formidling. Det er en kontinuerlig dialektisk proces, der giver sammenhæng og mening til løsrevne elementer som pisken eller masken i montren. Det er hverken følelsesfuldt eller aktivistisk. Det er videnskabeligt dokumenterede metoder. Faktisk ligger det lige til højrebenet at opfatte de såkaldt faktabaserede debattører og historikere for netop at være i deres følelsers vold, når de kæmper for at holde gamle hierarkier i hævd.
Lad os skue udad – ligesom alle andre
Debatten om Danmarks kolonimuseum bliver også spændt for den identitetspolitiske vogn. Hvor modsætningsforholdet udspilles mellem den traditionelt privilegerede position over for woke-diskursen, som er opmærksom på social uretfærdighed som køns- og racediskrimination.
Da jeg selv i en facebooktråd argumenterede for et kolonimuseum i Vestindisk Pakhus, blev jeg mødt af en beskyldning om, at hele projektet var udtryk for en »nærmest talibanistisk historie-revisionisme«. Det er alting taget i betragtning helt ude af proportioner. Det udstiller i sørgelig grad en imperialistisk tankegang, som paradoksalt nok får os til at strande i udgangspunktet, fordi den forsimplede dikotomi låser os fast i gamle stereotyper.
Identitetspolitikken skal dog heller ikke undervurderes, for der er virkelig noget på spil. Gamle privilegerede hierarkier er ved at miste terræn. Det er ideen om mandens særlige privilegier og Grønland som den sidste smeltende isflage, den borgerlige, koloniale mand endnu kan klamre sig til.
Kolonimuseet fungerer som en lille koncentreret maggiterning, der får den historiske, politiske og kulturelle gryde til at syde. Men der er tilsyneladende en diskrepans mellem debatten og det reelle arbejde i referencegruppen. Gruppen har bedt om arbejdsro, så lad os nu ikke lade os rive med af fedtspillende koloniale holdninger i debatten.
Vores kolonier er blevet afkoloniseret, lad os med museet også afkolonisere historien om vores kolonitid. Vi skal ikke formidle vores kolonihistorie gennem en europæisk kunsttradition med eksotiske koloniale hjem med farvestrålende ananastapet på Sankt Thomas og infantiliserede slavegjorte. Vi har med et uafhængigt og selvstændigt kolonimuseum en chance for at formidle historien indefra med empati og respekt for den bredere afrikanske og vestindiske kultur. Lad os nu få et museum, der levende formidler sandheden i den fulde spænding af fakta, fortolkning og fortælling.
Danmark er verdensmestre i international handel, og Mærsk har kronede dage. Hvorfor er vi så så indadskuende, når det kommer til kultur? I stedet for at stå fast på, hvad der er katalogiseret af fakta i logbøger og opmagasineret på Rigsarkivet, så lad os kigge ud ad vores lurpakkede smørhul og være en del af den internationale bølge, der tør give plads til de glemte stemmer, og skabe et levende museum, der kigger ind i fremtiden.
Erik Killmonger spørger kuratoren: »Tror du, dine forfædre betalte for masken, eller stjal de også den, ligesom de stjal alt andet?«
Lotte Guld er kandidat i psykologi og kommunikation og journalist
information.dk/deltag
“…sandheden i den fulde spænding af fakta, fortolkning og fortælling.”
Det var ikke så lidt.
Den der referencegruppe, som er sammensat af folk fra 10 institutioner, hvilket er ren "over kil," - sandsynligheden, for at de kan blive enige om noget som helst, er lille. Tager vi fx. plenum på et uge kursus, og giver dem, den mindre opgave, at bestemme hvilke sange, som skal indgå i morgensangen, (til de resterende dage på kurset,) - så bliver de som regel, ikke enige, fordi, samtlige lige skal "have deres fodaftryk med." Altså: "mange kokke fordærver maden." Hvis der derimod bare vælges, 2 -3 stykker til et morgensangs udvalg, så fungerer morgensangen på bedste måde, resten af kurset. Det kaldes også: "logik for fjerkræ, på første pind."
Jeg vil forerslå at identitetspolitikken får et fælles identitetsmuseum, så eftertiden målløse kan beskue hvordan det næste lykkedes en tidstypisk idealistisk og ahistorisk aktivisme at kapre samfundsvidenskab og humanisme i en kort periode af vores historie.
Gerne med psykologer som kustoder.
Så den korte konklusion er: Lad nu ikke fagligheden stå i vejen for den gode fortælling ...
Killmonger trækker ikke på en kulturel viden om masken, han trækker på et manuscript skrevet til en Hollywoodfilm baseret på en tegneserie.
Det som en faghistoriker nok kunne stille spørgsmålstegn ved, er hvad man formidler ved at formidle historien om en historisk genstand såsom en pisk, ved hjælp af en audio(-visuel?) repræsentation af en mand/kvinde der bliver pisket?
Fordi der er netop ikke nogen konflikt mellem formidling kontra "følelser", eller rettere ønsket om indlevelse, blandt dem der på landets kulturhistoriske museer beskæfter sig med formidling. I hvert fald ikke som jeg har observeret det i de år jeg selv har arbejdet på sådanne museer (ikke som formidler, men med en bachelor i historie og har arbejdet med genstandsregistrering og arkivarbejde men også som museumsvært). At tolkning ikke har/er en løsrevet del af både historieformidling, og sandelig heller ikke selve historiefaget som arbejde, er ikke nogen videre ny eller revolutionerende indsigt - det har været del af historiefaget i mere end et århundrede. Positivisme, eller historicisme, er ikke den dominerende historietilgang længere. Jeg har svært ved at tro på, at de synspunkter Lotte Guld er stødt på i referencegruppen, faktisk har haft noget med positivisme at gøre.
Det er f.eks. ikke "positivisme" at beskrive en genstands ophav og fysik. Det har jo fordele i forhold til at skabe indlevelse, da man ikke kan indleve sig, hvis man ikke også VED hvad man skal indleve sig ind i, med og om. Og netop pisken er et godt eksempel på hvordan man kan skabe et levende og bevægende indre billede af hvad afstraffelse med et sådan redskab indebar. Ved simpelthen nøgternt at beskrive hvad pisken kan gøre ved en menneskekrop, hvem der brugte den og hvor, at lade fakta overvælde dig til en grad at du ikke kan benægte virkeligheden. Og DERNÆST kan man så tage fast på empatien, det enkelte menneske.... men, hvordan repræsenterer man den bedst? Skal det lidende menneske blot repræsenteres som en lidende menneskes skrig? Formidler dét skrig, et kort soundbite, bedst disse virkelige skæbners historiske omstændigheder?
Jeg tænker at slaveriet og kolonialismens historie bedst beskrives ved "fortællinger", korte beskrivelser af en oplæsning fortalt fra slavens, eller den koloniseredes perspektiv, hvor vi lærer det hele menneske at kende. Ikke blot dets kortvarige skrig og smerte. Ikke bare tænker om de dengang koloniserede og slavegjorte som blot ofre for en akut smerte. Og her mener at jeg især de mange breve, avisudklip, og lignende førstehåndskilder fra samtiden, oplæst af en professionel oplæser og evt. omskrevet til nutidsdansk hvor relevant, vil skabe langt mere indlevelse end lyden af pisk og skrig. Netop (korte) audio fortællinger, der skaber indlevelse i historiske liv (nogle fortalt som fortællinger, andre oplæsning af gamle breve og dagbøger), er også populære blandt gæster på det museum jeg har arbejdet på igennem flere sæsoner.
Piskens oprindelse, hvad den er lavet af, hvilke smerte den fører med sig... er med til at forklare omfanget af den ydmygelse, den social-hierakiske irettesættelse, reduktionen af et andet menneskes værdi som levende menneske. Hvad den er lavet af fortæller, hvis man forklarer det, hvor ondt smerten ville have været. Dens oprindelselsår og sted fortæller om i hvilke år den har været i brug og hvor. Det giver dens historie kontekst. At akkompagnere genstandens historie med piskesmælds-lydeffekter og skrig, fortæller dig kun hvor ubehageligt det måtte være at lytte til.
"Vores kolonier er blevet afkoloniseret, lad os med museet også afkolonisere historien om vores kolonitid. Vi skal ikke formidle vores kolonihistorie gennem en europæisk kunsttradition med eksotiske koloniale hjem med farvestrålende ananastapet på Sankt Thomas og infantiliserede slavegjorte"
Intet sted i oplægget argumenteres der hvorfor og hvordan "den anden side" af fraktionerne, dem der åbenbart står på "faktas" side, præcist skulle "infantilisere" de slavegjorte, eller hvordan det at en udstilling der viser koloniale hjem skulle legitimere eller glorificere kolonitiden. Formålet med et museum om dansk kolonihistorie, er vel at vise kolonihistorie. Oplægget her har med andre ord ikke sandsynliggjort, eller argumenteret for hvor, hvordan, hvorfor eller med hvilke virkemidler det fremtidige museum skulle være/blive "indadskuende".
"I stedet for at stå fast på, hvad der er katalogiseret af fakta i logbøger og opmagasineret på Rigsarkivet, så lad os kigge ud ad vores lurpakkede smørhul og være en del af den internationale bølge, der tør give plads til de glemte stemmer"...
Måske skulle oplægsskriveren lære at de støvede fakta i logbøger opmagasineret på Rigsarkivet, netop "giver plads" til de glemte stemmer. Hvis jeg laver en piskelyd og sætter en skuespiller til at skrige, giver jeg "ikke stemme til" fortidens slaver. På rigsarkivet findes der logbøger, ja. Der findes også breve. Fotos. Dagbøger. Aviser. Og selv i logbøgerne er der historier, mellem linierne (og i noter i margenerne), foruden det rent statistiske, det økonomiske. Der er her virkeligheden er. Den er kun "kedelig", kun frataget følelser... fordi man ikke kan indleve sig i den historie, der netop står imellem linjerne, eller i brevenes, dagbøgernes, avisartiklernes og fotografiernes historie.
Der findes ingen "international" bølge, der "tør" give plads til "glemte" stemmer. Fordi der ikke er nogen historikere på landets museer der værgrer sig ved at gøre netop dét, og at en sådan "bølge" (eller skvulp i en vandpyt) ikke er "international". Der opstilles et overdramatisk og ikke-eksisterende modsætningsforhold mellem to imaginære modpoler.
"Er det overhovedet muligt at adskille fortolkning fra fakta, og findes der fakta a priori renset for ideologi og politik?"
Ikke hvis man roder en scene fra en film ind i ens fakta. Det er svært at "tolke" et aksiom som a+b=b+a, men tilsvarende svært at sige noget faktuelt om f.eks. begrebet kærlighed. Gad vide hvorfor.
Btw. Lotte Guld: Du ville kommunikere mere effektivt, hvis du skruede lidt ned for "nomenklaturen". Dét er til gengæld fakta, selvom det er "ilde set" i nogle kredse. Spøjst nok oftest i kredse, hvor en mere konkret formulering ofte medfører at indholdet kommer til at fremstå som varm luft på pose.
https://en.wikipedia.org/wiki/Noisy-channel_coding_theorem