Kronik

Lokalmedier bremser grønne projekter med dårlig sensationsjournalistik om naboklager

Lokalmedierne bringer massevis af historier om utilfredse naboer til kommende vindmøller og solceller – og ofte overdriver de omfanget af modstanden voldsomt. Mange grønne projekter er blevet opgivet på den konto. Regeringen vil give flere penge til disse medier, der modarbejder den grønne omstilling, skriver ingeniør Peter Bundsgaard Rasmussen i denne kronik
Lokalmedier skader den grønne omstilling med sensationsjournalistik baseret udokumenterede påstande og halve sandheder om potentielle gener fra nye, grønne initiativer.

Lokalmedier skader den grønne omstilling med sensationsjournalistik baseret udokumenterede påstande og halve sandheder om potentielle gener fra nye, grønne initiativer.

Tycho Gregers

Debat
29. marts 2022

Statsstøtten til lokale medier skal forøges, hvis det står til regeringen. Og det kan meget vel blive resultatet af det kommende medieforlig. I så fald er det nødvendigt, at der samtidig bliver ryddet op i lokalmediernes sensationsjournalistik, som skader erhvervslivet og den grønne omstilling i mange lokalområder.

Problemet er, at de lokale medier åbenbart har behov for at bringe sensationer hver dag. Til det formål udnytter de utilfredse borgere, som frygter nye initiativer, og kolporterer udokumenterede påstande og halve sandheder om potentielle gener fra disse nye initiativer, der sagsbehandles i kommunerne.

Det er artikler med overskrifter som »Naboer frygter at blive nabo til gigantisk solcelleanlæg«, »Naboer protesterer mod gigantisk solcellepark« og »Naboerne raser over planer om kæmpe solcelleanlæg: Vi bliver omringet af solceller – Det er en skændsel for området«. Når man søger på ordene ’naboer frygter’ på nettet, er der ingen grænser for, hvad pressen frygter på naboers vegne.

Antallet af utilfredse naboer blæses op

Alle klagere kalder sig naboer, men det er langtfra dem alle, der reelt er det. Ofte bor kun få klagere tæt ved de omstridte projekter, mens hovedparten bor langt fra, ofte flere kilometer. I det vindmølleprojekt, jeg har deltaget i, udgjorde klagerne under fem procent af de omkringboende, og det er mit indtryk, at det er det typiske mønster. Men i lokalmediernes artikler hedder det altid, at der er ’stor modstand’ blandt naboerne. Således også i vores tilfælde, hvor der bor 40 personer inden for én kilometers afstand af møllerne, hvoraf to personer har klaget.

Pressen bringer aldrig dokumentation for deres påstande om, at modstanden er stor, og at mange er utilfredse. Aldrig oplyser de, hvor mange klagere det reelt drejer sig om. Jeg minder samtidig om, at for alle typer af anlægsprojekter har samfundet regler, som disse skal opfylde. Det bliver imidlertid sjældent nævnt i artiklerne, som hellere vil vinkle på, at naboerne er modstandere og ikke ønsker projekterne.

For VidenOmVind har Jysk Analyse undersøgt holdningen til vindmøller i områder, hvor der står vindmøller, og konklusionen er, at 81 procent oplever, at der slet ikke er ulemper ved at bo i nærheden af vindmøllerne. Fem procent oplever ulemper i høj grad.

Der er altså en voldsom forskel på den modstand mod grønne projekter, der kridtes op af lokalmedierne, og naboernes reelle holdninger.

Grønne projekter bremses

Lokalmediernes sensationsjournalistik har store omkostninger for samfundet. Mange grønne projekter er blevet opgivet af virksomhederne eller er blevet afvist af kommunerne på den konto. I Svendborg Kommune er vindmøller ved Skjoldemose Gods og ved Sydfyns Elforsyning blevet sat i bero af ansøgerne. I Assens og Haderslev Kommune er vindmølleprojekter blevet afvist af byrådene efter omtale af nabokritik i lokalpressen.

Lokalpolitikerne er nemlig nødt til at forholde sig til, hvad lokalpressen fremfører, også selv når de godt ved, at dækningen ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Derfor holder mange kommunalpolitikere lav profil og stemmer for projekterne, mens de mest populistiske og svage politikere giver efter for klagerne og pressen.

Det vindmølleprojekt, jeg selv har deltaget i, bragte Fyns Amts Avis i omegnen af 40 artikler om i løbet af ni år. Projektet blev dog alligevel gennemført. Et eksempel er artiklen: »Overvejer at gå i retten: Naboer fortsætter kamp mod vindmøller«.

Når lokalmedierne agerer medløbere over for klagerne, føler klagerne, at de står på retfærdighedens side og bruger tid på at gennemgå kommunernes materiale for at finde selv de mindste småfejl. I vores tilfælde førte det til, at byggetilladelsen blev trukket tilbage og forsinket, og at møllerne blev pålagt stop i 23 dage.

Og når lokalmedierne henvender sig til kommunens sagsbehandlere for at få en udtalelse, har disse som regel ikke modtaget medietræning og kender ikke mulighederne for eksempelvis at give en skriftlig udtalelse i stedet for et ubehjælpsomt, uforberedt mundtligt interview.

Det koster det grønne erhvervsliv dyrt, og i vores tilfælde var de ekstra omkostninger 700.000 kroner og desuden meget spildt tid.

Udemokratisk at små pressionsgrupper får så meget magt

Helt grotesk bliver det, når regional tv går ud og kører klagekampagne, for de er 100 procent statsfinansierede som public service-kanaler. Her er et eksempel fra TV2Fyn: »Naboer protesterer mod nye kæmpemøller«. I indslaget hedder det, at »mange af de lokale borgere protesterer voldsomt« over de nye vindmøller. Her drejede det sig om to klagere inden for én kilometers afstand og to uden for.

Under præsidentvalget i 2016 i USA og op til Brexit-afstemningen er det en kendt sag, at russere under Putins ledelse blandede sig i debatterne til fordel for dem, der bragte kaos med sig. Det kan have været udslagsgivende for valgene. Det er netop mekanismer som beskrevet her, der giver russerne mulighed for at kaste benzin på bålet ved at deltage i debatten med falske påstande, som ophidser bestemte grupper, som dem der stemte for Brexit og Trump. Her har pressen en vigtig formidlingsrolle, som skal reguleres af presseetiske regler. Selv om Putins folk næppe har blandet sig i den grønne omstilling – endnu, viser dette sårbarheden i en del af pressekorpset, der lader sig manipulere og selv manipulerer.

Det kan ikke være meningen, at små pressionsgrupper i samfundet har magt til at omstøde flertallets demokratiske beslutninger ved pressens medvirken. Folketinget har vedtaget mål, love og regler, der skal sikre grøn omstilling, mens byggesagsbehandlingen er overladt til kommunerne. Her kommer lokalmedierne så reelt ind og træffer beslutningen på foranledning af få klagere.

Presseetiske regler bør strammes

Derfor er det vigtigt, at de presseetiske regler strammes op. Og hvis Pressenævnet ikke selv er i stand til at stramme reglerne tilstrækkeligt, må politikerne på Christiansborg hjælpe dem på vej med skærpede betingelser for at modtage statsstøtte.

De presseetiske regler er i dag så udvandede, at de i praksis intet er værd. De skal sikre god presseskik, men de lader meget tilbage at ønske, før vi kommer så vidt. Konkret drejer det sig om formuleringer som: »Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.«

Udvandingen er her »så langt det er muligt«, og det er jo elastik i metermål, så lokalmedierne gengiver forkerte oplysninger og påstande fra klagere og optræder således som talerør for dem.

Med regeringens medieudspil er der lagt op til, at lokalmedierne skal have flere støttemidler for ’at styrke demokratiet’. Reelt er det det modsatte, der sker i lokalområderne med lokalmediernes sensationsjournalistik. Derfor må regeringen og Folketingets partier overveje, om det er værd at sende flere gode penge efter dårlige, så længe de presseetiske regler ikke kan disciplinere lokalmedierne.

Peter Bundsgaard Rasmussen, ingeniør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eric Prescott

Tak for det fine indlæg, jeg er fuldstændig enig. Der er samme tendens på landsdækkende medier - mikrofonen holdes op foran en person med bekymret mine, som ikke er glad for (indsæt selv emnet), og der er ingen kvalificering af debatten i form af hvor mange der er bekymret ud af dem som kunne være bekymret - eller om deres bekymring er begrundet. Det er ikke befordrende for demokratiet, men jeg tror desværre ikke det bekymrer medierne så meget.

Lars Knudsen, Erik Scriver, uffe hellum, Thomas Tanghus, Rolf Andersen, Per Kortegaard, Ib Christensen, Lars Jensen, Susanne Kaspersen, Inger Pedersen, jørgen djørup, Lars Jørgensen, Søren Nielsen, Torben Nielsen, Mads Horn, Eva Schwanenflügel, Erling C Havn, Bjarne Jørgensen, Carsten Munk, Ole Olesen, erik lund sørensen, Inge Lehmann, Birgit Rasmussen, Asiya Andersen, Mogens Holme og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Et vigtigt indlæg. Noget lignende gør sig gældende med hensyn til de planlagte naturnationalparker, hvor nogle meget højtråbende demagoger får lov at fremføre deres løgnagtige påstande uden kritiske spørgsmål

uffe hellum, Thomas Tanghus, Rolf Andersen, Susanne Kaspersen, jørgen djørup, Mikael Benzon, Torben Nielsen, Mads Horn, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Erling C Havn og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Nå en til der har opdaget, at vores Journaliststand har et problem.

De seneste mange år er de muteret til mikrofonholdere. Ligeledes er formålet med beretningerne, der får prominens, at de skal være så splidskabende som muligt.

Der er ikke kun forbeholdt boulevardpressen mere, at satse på ophidsende og samtidig meningsblottede overskrifter.

Det har været nedslående, at følge udviklingen de seneste mange år.

Lars Knudsen, Thomas Tanghus, Rolf Andersen, Per Kortegaard, Ib Christensen, Lars Jensen, Martin Rønnow Klarlund, Susanne Kaspersen, jørgen djørup, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Lars Hedelbo, Erling C Havn, Ole Olesen, Egon Stich og erik lund sørensen anbefalede denne kommentar

For det første, vindmøller "redder" ikke klimaet, de står stille meget af tiden, der er folk der får psykiske/fysiske problemer ved at bo for tæt på vindmøller.

Det er vel en journalist opgave at gøre en sag "stor" med lidt "manipulering" ellers er det jo lige meget at lave den reportage, der skal jo helst komme en sag ud af det :-)

Selvom det kun er én person som klager så skal man tage den klage seriøs og udsætter det projektet, så er der ikke noget at gøre ved det, for så har I ikke informeret folk ordentlig og fået alle kritik punkter væk inden I starter.

Som jeg læser denne "artikel", så er han utilfreds over demokratiet som lægger hindringer i vejen for "hans" vindmøller som sikkert ligger langt væk fra hvor du bor, han bliver ikke selv generet af dem.

Det kan godt være at medierne/journalisterne manipulere med tingene for at få en "spændende" historie, men er det du er i gang med bedre hvor du vil nedlægge folks klager og udfase demokratiet for at få dine vindmøller op så hurtigt som muligt :-(

Du fik dine vindmøller op og du er lige glad med folk kan få fysiske/psykiske problemer af dem og du er utilfreds over at der er en demokratisk proces som kan trække projektet ud, du vil hellere leve i et diktator system hvor magten fejer over alle andres ønsker, fordi DU går enormt ind for vindmøller.
Det er DANMARK du lever i hvor vi har demokrati.

Synes det er en kedelig udvikling hvis "klimaet" skal stå over demokratiet.

Journalisme har altid og vil altid være "at tage lidt her og der og trække lidt til/fra her og der" og så danne sin egen mening ud fra det.
Det er der egentlig ikke noget nyt i.
Har altid ment, at der er mindst 2 "sandheder" i enhver historie.

Tænk hvis vi havde nogle medier som kun fortalte "sandheden" (hvad den så lige er) eller kun én side af sagen og folk ikke skal tænke mere og gør du det, så ryger du i fængslet.
Hvad er det lige sådan et samfund/system hedder? :-)

@Rene Madsen
Hvis vi ikke kan blive enige om en fælles virkelighed bryder samfundet sammen, og med snart 9 milliarder mennesker på kloden kan vi ikke overleve uden en samfundsstuktur.

Om der er EN sandhed afhænger af emnet.

Kirkegang om søndagen hører i den grad ikke ind under mine sandheder, men det gør det for andre.

Det er anderledes med klimaet.

Vi VED nu at vi skal være fossilfri i 2050, ellers er det slut med et menneskvenligt klima og vi vil se milliarder af døde midt i næste århundrede.

Vindmøller er en del af løsningen, også selv om det er vindstille ind imellem: Vi er ved at have MW batterier der kan udligne forskellen mellem kuling og vindstille.

Det er derfor ikke ansvarligt at bringe artikler om modstand mod vindmøller, for der vil altid være et vist mål af modstand mod alt.

Man kan skrive om behov for forskning i hvilke problemer folk oplever og hvordan man øgerlivskvaliteten for naboer.

Man kan skrive om behovet for flyttehjælp til folk der oplever problemer.

Man kan kritisere konkrete dispositioner og prioriteringer, hvis man har bedre forslag eller der er væsentlige forhold der er kritisable.

Men man kan ikke sælge aviser på at piske en stemning op.
At folk har gjort det førhen er ikke et argument for at de skal have lov at blive ved.

Det er ikke diktatur at forlange at stof der bringes offentligt skal være korrekt og have substans.
Det er tværtimod en grundsten for demokratiet at folk kan foretage valg på et oplyst grundlag.

Lars Knudsen, Rolf Andersen, Jan Kauffmann, Carsten Munk, Per Kortegaard, Mogens Holme, Lars Jensen, Eric Prescott, Susanne Kaspersen, Lars Jørgensen, erik pedersen, Inge Lehmann og Palle Jensen anbefalede denne kommentar

Mads Horn
Så du mener ikke at f.eks Covid og den enorme omtale der var om den har solgt aviser?
Du mener heller ikke at artikler om krigen i Ukraine sælger aviser?
Det gør de og det er bla. årsagen til at medierne skriver om dem.

Vindmøller gør CO2 udslippet en lille smule mindre, men det udligner sig selv med folks købekraft. Du kan dække hele Østersøen med vindmøller og det ville have en lille effekt på CO2 udslippet bl.a fordi vi bliver flere mennesker og købe kraften er stor.
I forhold til hvor meget en vindmølle fylder i landskabet og hos nogle folk skulle måske sættes op imod hvor lidt/meget en vindmølle producere af strøm, det skulle undre mig at der ikke er andre muligheder som ligger og venter og giver langt mere strøm.
En vindmølle kan ikke give strøm uden vind, det siger næsten sig selv og for meget vind er heller ikke godt.

Vi går meget op i folks liv/sundhed ect. i dag, så hvorfor negligere man de mennesker som kan eller får gener/sygdomme af de vindmøller, der mangler barre at kalde dem for konspirations teoretikere, så er pladen fuld.

Minder mig lidt om Auken fra De Radikale som i en udsendelse om vindmøller da ikke havde noget imod en 250 meter høj vindmølle i sin baghave, men der kommer ALDRIG en vindmølle i nærheden af hendes parcel og så kan man sagtens spille dygtig. :-)

Både Covid og Ukraine bygger på reelle problemer vi skal forholde os til :-)

At Åge Brådgård fra Nørre Væmmelse har fået ondt i røven over noget han ikke forstår, er ikke et reelt problem for andre end Åge og dem der skal i kontakt med ham.

Ligesom det ikke er i orden at skrive at vacciner ikke virker, når de påviseligt gør, er det heller ikke i orden at prøve at sælge avis på myter om vindmøller.

Hvis der er helbredsmæssige problemer ved vindmøller må vi løse dem, men vi har ikke længere den luksus at vi kan vælge dem fra.

Og ja, vi sigter efter møller på 250 m, da vi får 4 gange så meget energi fra en mølle, hvis vi fordobler længden af vingerne.
En håndfuld møller med 100 m vinger kan forsyne en by som Ålborg.
Det må vel være at foretrække for 16 håndfulde møller med 25 m vinger?
Især da de store møller er billigere i materialer.

Det HAR været til diskussion og selv om du måske missede de 30 års debat, er resultatet at vi har brug for solceller, solvarme, geotermisk energi, bølgekraft, biomasse OG vind.

Lars Knudsen, Thomas Tanghus, Rolf Andersen, Carsten Munk, Mogens Holme, Susanne Kaspersen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Og så er der affaldsproblemet med vindmøllerne bagefter.

Sten Christensen

Hvor vover de alle de der dumme mennesker at sige en ingeniør imod.
Hold da kæft en omgang teknokratisk sludder, endda krydret lidt med konspirationen om 'Putin kommer'.

Sjovt nok starter skribleriet med solceller og drejes så mod vindmøller.
Kære hr ingeniør, jeg vil protestere mod ethvert jordplaceret solcelle anlæg et hvilket som helst sted i Danmark så længe der er velegnede ubenyttede hustage og p-pladser i de el storforbrugende områder (Hr. Ingeniør, det vil også være dumt at lave et solcelle anlæg derude langt væk, for så skal du jo også til at lave ny el-infrastruktur, tænk dig nu om og kom i gang med at være ingeniør).

Grunden til at vindmøllerne i Danmark står stille er fordi nordtyskland stadig ikke har fået bygget elledninger ned til Sydtyskland pga nimbymodstand.

Pga det liberaliserede elmarked køber danskerne strøm fra de tyske møller til negativ pris og sælger den til en mindre negativ pris til nordmændene og tjener penge på differencen.

Og vindmøllerne står kun stille, fordi de enkelte lande ikke har fået fingeren ud af røven med at tilpasse infrastrukturen til virkeligheden og den grønne omstilling.

Der er plads til mange flere havvindmølleparker og vi skal simpelthen have nok til, at de også dækker vores energiforbrug når det et år blæser sølle 10 procent mindre. Det er mindre udsving end hvad der har været på gasforsyning.

Så der er ikke noget galt med vindmøllerne og de kan bruges. Derudover er der også mindsteafstand fra landmøller til beboelse. Så der er vist kun mimoser og så sommerhusejere der har problemer med møllerne, og så forlanger andre folks skattepenge fordi de stadig lige kan skimte møller langt ude horisonten.

Mmmh hvad er i virkeligheden værre en vindmølle i horisonten eller et klima man ikke kan leve i?

Jeg synes mange af de negative brokkehovder mangler noget så simpelt som en realistisk proportionssans.

Og i virkelighedens verden er prisen til bortskaffelse og genbrug med ved vindmøllerne i modsætning til prissætningen af atomkraftværker.

Forøvrigt leverer Rusland 35 procent af brændselsstavene på verdensplan og det svarer til den dobbelte mængde af, hvad den næststørste leverandør kan klare.

Brændslet er forøvrigt forudbestilt, det er derfor Tyskland ikke kan levetidsforlænge deres akraftværker, da det tager 1,5 til 2 år før de kan få nyt brændsel.

Morten Balling har på fornemste vis også beregnet, hvorfor vi ikke har nok uran til energiforbruget.

Dvs ifølge kritikerne kan vi hverken bruge sol, vind eller biomasse, atomkraft dur heller ikke, så vi har ikke noget til at løse CO2 problemet med.
Dvs det eneste der logisk bliver tilbage er en lodtrækning, hvor 9 ud af 10 hurtigst muligt frivilligt begår selvmord.

Rolf Andersen, Mads Horn, Mogens Holme, Susanne Kaspersen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar

Sten Christensen hvor skriver ingeniøren, at solcellerne skal være på markerne?

Det kan du takke politikerne for, for hvad bilder sådanne eksperter sig ind, at de ytrer sig om noget de ved. Politikere ved meget bedre besked end sådanne tyranniske smagsdommere ikke sandt.

Uddannede folk ved altså noget mere end folk der ikke er uddannet indenfor samme fag. Det gør de andre folk ikke dummere, med mindre de mener deres mening er lige så rigtig som den viden den faguddannede har. Med den holdning kan man bare sløjfe alle uddannelserne og enhver kan kalde sig elektriker eller læge.

Siden Fogh Rasmussens kamp mod eksperter hvis viden han ikke kunne lide, er det blevet legalt i politikeres og andres hoved, at deres mening er lige så validt som som fakta. Fakta eksisterer ikke mere, kun meninger.

Derfor har politikere kunne lave lovgivning, så solceller kun sættes på landbrugsjord.

Rolf Andersen, Mads Horn, Mogens Holme, Susanne Kaspersen, Inger Pedersen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Peter Bundsgaard Rasmussen
2
SKAL je g godt nok forstå dit debatindlæg sådan, at "nogen" skal bortcensurere alle indlæg, der ikke er enige med dig/passer i dit dit kram???

Det er NOGEN år siden - sådan ca. år 1849 - ytringsfriheden blev indført som afstandtagen mod enevælden.

Ved du det ikke - eller har du bare glemt det?
Det kan godt være, at du - og andre - opfatter journalister som dybt inkompetente, og ikke opfylder en hellig pligt som den såkaldte "4. statsmagt"

Med Vestager: " Det er bare ærgerligt - det er sådan, det er!"

Iflg. Grundloven kan censur ikke nogensinde genindføres.
Heller ikke af hensyn til vindmøller. Hvad enten vi kan lide dem eller ej!

Bjørn Pedersen

Er der noget der forhindrer Peter Bundsgaard Rasmussen at skrive til den lokale avis med samme klage? Hvis de vil have sensationsjournalistik eller "clickbait" som man siger i dag, så vil de sikkert nyde lidt drama. Og det er jo vel også lokalavisernes læsere, PBR skal overbevise og gøre mere modstandsdygtige overfor misinformation, ikke?

Så sæt i værk. Det føles sikkert rart med sympatierklæringer fra ligesindede, men det kan du jo ikke bruge til noget i din situation.

@ Inger Pedersen

Det du kaldet "bortcensurere indlæg" er det vi andre kalder "at forvente saglighed og fakta".

Ingen siger at modstand mod f.eks. vindmøller ikke må blive nævnt.

Det Peter Bundsgaard Rasmussen beder om er at avisen skriver at 5% af beboerne har klaget, når det er det der er tilfældet, og at overskrifter som "Naboerne raser" reserveres til tilfælde hvor, lad os sige, over halvdelen organiserer sig aktivit.

I et demokrati bestemmer flertallet ud fra et oplyst grundlag.
Hvis man tillader alt for kreative vinklinger giver man reelt vetoret til sølvpapirshattene.

Mindretal skal naturligvis beskyttes og tages hensyn til så vidt det overhovedet er muligt, men de skal ikke have vetoret.

Vel?

René Arestrup

Peter Bundsgaard Rasmussen har uden tvivl en pointe. Proportionsforvrængning og sensationsmageri, parret med underfinansieret, slap journalistik generelt, kan helt sikkert være problematisk for den demokratiske samtale og den politiske beslutningsproces. Så langt så godt. Men:

'I så fald er det nødvendigt, at der samtidig bliver ryddet op i lokalmediernes sensationsjournalistik, som skader erhvervslivet og den grønne omstilling i mange lokalområder.'

Ingeniøren har tydeligvis ikke forstået hvilken rolle pressen spiller i et åbent, demokratisk samfund og ovenstående kan udmærket læses som et let kuldegysningsfremkaldende skridt i en helt, helt forkert retning.

'Ryddet op'? Hvem skal rydde op og hvordan? Taler vi om censur på bagkant eller officielt sanktionerede retningslinjer for fremstilling af den autoriserede sandhed?

'...skader erhvervslivet og den grønne omstilling'. Igen, ingeniøren har tydeligvis ikke forstået pressens rolle i vores samfund. Det er som udgangspunkt IKKE pressens rolle at tjene erhvervslivets interesser - eller nogen andre særinteresser for den sags skyld.

Ingeniøren ikke blot efterlyser, men forlanger en konstruktivistisk presse, som træder i en højere sags tjeneste. Og han skubber tidens mantra - den grønne omstilling - foran sig i et forsøg på at få os alle til at nikke. Men han er på vej ned ad en farlig vej - uanset at han ikke selv har gennemskuet det endnu.

Hvis vi har fået slået noget fast med syvtommersøm siden anden verdenskrig, er det at pressen er et våben.

Derfor skal den ligesom bilkørsel være reguleret af loven, så man kan kræve et minimum af ansvarlighed.

Forfatteren efterspørger ikke censur, som er forhindring af forudbestemte udgivelser fra staten. Fravær af censur er ikke det samme som carte blanche for ytringer, selv om det opfattes sådan af nogle.

Det som forfatteren kræver er at de minimumsværktøjer, der var bliver genindført, der holdt hånd i hanke med når noget havde været publiceret. Han påpeger oversat, at det presseetiske nævn er blevet en kaffeklub.

Det er ikke ulovligt at være sin kæreste eller kone utro, fordi det ville være ulideligt, hvis vi skulle detaljelovgive efter alt. Derfor er en del overladt til det personligt ansvar og folk efterspørger den også tit af utro partnere. Det er ikke censur når man gør ligeså af pressen.

Ja man kan skrive indlæg og sende dem, men modsat Facebook eller deslige er der stadigvæk en redaktør der redigerer. Så man kan formode ligeså meget til man bliver grøn i hovedet, at indlæg som det foroven har mulighed for at blive udgivet.

En af de vigtige erfaringer man også har lavet siden det oplyste demokratis spæde start, er at medierne ikke må være på for få hænder.

Hvordan står det egentlig til i dagens Danmark?

Bliver de fleste store dagblade ikke eget af samme ejer, med undtagelse af Information?

Rolf Andersen

Hvorfor er det nu lige, at journalister rangerer på linie på brugtvognshandlere og politikere hvad angår troværdighed?

OK, personligt har jeg ikke noget problem med brugtvognshandlere, men journalisterne burde nok lave en intern analyse og forsøge at stramme lidt op på sagligheden i stedet for hele tiden at forfølge 'click-baits', og opdyrke skel mellem mennesker, hvor der bare en nogle mindre meningsforskelle.

De værste er næsten de helt unge journalister som øjensynlig bliver oplært i at fremnhæve og - om muligt - forstærke synspunkter til det groteske.

Det er så ofte, man hører en journalist interviewe en person, helt uden at lytte til, hvad personen EGENTLIG siger, men 'opsummere' interviewet på en helt grotesk måde.

Tjah - jeg er generelt modstander af store anlæg, både atomkraft og solcelle-marker og kæmpevindmøller.

Ingeniørmæssigt virker store anlæg mere effektive, men det ædes op af de ekstra omkostninger til finansiering, og de ekstra omkostninger til bureaukrati, og de ekstra omkostninger til transport.

Når en husejer køber solceller til sydsiden af taget, så består bureaukratiet i en snak med ægtefællen og et hurtigt status-check af kassekreditten. Der er ingen transport, ingen daglig administration, ingen finansieringsaftaler og intet bureaukrati. Hvis lortet efter nogle år går i stykker, kan ejeren beslutte, om der skal repareres eller udskiftes, eller om de defekte elementer bare skal sendes til genbrug.

Vi skal gøre op med myten om "stordriftsfordele", som i Danmark bedst beskrives ved at se på storebæltsbroen, og sammenligne de planlagte rammer for tid og omkostninger, med hvad der desværre skete i virkeligheden :-)

Danskere er dygtige ingeniører og idealister, men vi har idioter til ledelse af store projekter, og idioter til udlicitering (Dong, IC3, privathospitaler, osv).

Til dem der ikke mener at vindmøller udgør et problem
https://ekstrabladet.dk/nationen/oedelaegger-for-630.000-kroner/9196609
Men ingen erstatning til folk der får fysiske/psykiske problemer af vindmøller, men at værdien af ejendommen falder giver erstatning.
Her er det i første omgang udsynet der koster kassen, når de skal leve med vindmøller hver dag så ændre holdningen sig måske.

Vi er et lille land og det er næsten lige meget hvor du vil sætte en vindmølle op, så er der folk der får "problemer" med dem af den ene eller den anden årsag som denne sag bevidner.
For hvorfor sætte dem op der, hvis der var andre muligheder hvor de ikke genere folk som skal have erstatning?
Der er selvfølgelig alle lejeboligerne som ikke får erstatning fordi ejendommen falder i værdi, huslejen vil være den samme og de kan sætte alle de vindmøller for foran dem som det passer dem, det kunne også være udviklingen :-(

@ Rene Madsen
Ingen har sagt at vindmøller er uden problemer.

Pointen er at klimaet allerde er så godt på vej til at blive totalt ødelagt fra et menneskeligt perspektiv, at vi er nødt til at vælge mellem overlevelse eller havudsigt.

Sat på spidsen:
Vil du
1) Undgå vindmøller for enhver pris og æde konsekvenserne i form af klimaflygtninge, stadigt vildere vejr, fødevaremangel, masseuddøen af arter, større udbredelsesområder for tropiske sygdomme og alvorlige havstigninger for vores børn og børnebørn?
Eller
2) Være med til at bevare et menneskevenligt klima, blandt andet ved at stille møller op?

Der er ikke andre muligheder på nuværende tidspunkt :-(

Bodil Holst Kjær

Sådan som jeg ser det, skyldes problemerne med vindmøller, at DK er et lille og tætbefolket land. Opsætning af vindmøller kræver derfor god planlægning. Den er idag for tilfældig. Møllerne placeres i høj grad efter investorernes behov, så gevinsten kan blive størst muligt, og ikke efter lokalbefolkningens behov. Det er umuligt at se væk fra, at møllerne støjer, de giver lyskast og blink, hvilket giver uro og stress. Undertiden kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det måske var en fejl, at vi har satset så meget på vindmøller, og dermed lukket af for forskning på andre områder.

Jeg har et familiemedlem, der bor tæt ved nogle vindmøller. De kan hvis vinden kommer fra en bestemt retning høres svagt udenfor.

Al den klagen over vindmøller har gjort, at der skal være mindsteafstand til beboelse og "investorerne" opkøber boliger hvis de er for tæt på.

Selvfølgelig sætter investorer vindmøller der, hvor det bedst kan betale sig, hvilket sjovt nok er der, hvor vindforholdene er bedst og ikke der hvor de kan genere flest folk.

Siden politikerne har besluttet sig for havvindmøller og for at mindske antallet af landmøller, selv om de er væsentligt billigere, kan man ikke sige, at modstandere ikke er blevet hørt i forhold til investorerne.

Bortset fra det, de fleste landvindmøller jeg ser i det danske land står faktisk på marker og ikke tæt ved beboelse. Så de burde ikke forstyrre.

Så jeg undrer mig over hvor alle ofrene kommer fra. Hvis der er nogen, mener jeg det er mere frugtbart som nævnt af en anden debattør, at arbejde for at ofre kan få ordentlig hjælp og ikke for at stoppe møller.

Vi har haft en ret stor urbanisering, så det er relativt, hvor befolkningstæt Danmark er i forhold til landvindmøller.

Og jeg kan berolige dig Bodil Holst Kjær, der er ikke lukket for forskning på andre områder. Jeg kan nævne biogas, ptx, jordvarme, pumper osv..

Danmark medfinansierer faktisk også atomkraftsforsking igennem EU-regi.

Ligesom vandkraft giver mening i Norge giver vindmøller mening i Danmark og der er plads til flere end vi har.