Klumme

Vi må aldrig risikere at skulle sende danske soldater i krig på dekret fra Bruxelles

Det er risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os. Kun den danske stat har den demokratiske legitimitet til at sende danskere i krig, skriver kandidat til formandsposten i Konservativ Ungdom, Christian Holst Vigilius, i denne klumme
Når det gælder Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, er det nationalstaten alene, der skal træffe beslutningerne, skriver kandidat til formandsposten i Konservativ Ungdom, Christian Vigilius, i denne klumme.

Når det gælder Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, er det nationalstaten alene, der skal træffe beslutningerne, skriver kandidat til formandsposten i Konservativ Ungdom, Christian Vigilius, i denne klumme.

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Debat
11. marts 2022

Det er fornuftigt, at regeringen sammen med De Radikale, SF, Venstre og De Konservative har indgået et såkaldt nationalt kompromis om at styrke vores forsvar. Men at de samtidig udskriver en folkeafstemning om afskaffelse af vores forsvarsforbehold forekommer ærligt talt at være utidigt, unødvendigt og lige lovlig opportunistisk.

Der har hidtil været bred konsensus om, at forsvarsforbeholdet ikke var nogen hindring for at føre den udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi ville, og det er blevet understreget et utal af gange, at det er NATO og kun NATO, som er garant for vores sikkerhed. Lige siden Danmark trådte ind i EF i 1973, er danskerne blevet lovet, at EU-samarbejdet først og fremmest skulle være et frihandelssamarbejde og ikke ville udvikle sig mod en føderal union. Så hvad skal folkeafstemningen til for?

Personligt gruer jeg for den valgkamp, vi går i møde, som alt andet lige vil medføre polarisering og splittelse i en situation, hvor vi burde stå sammen om at styrke Forsvaret og vores samarbejde i NATO.

Der gik ikke længe fra pressemødet, før potentielle nejsigere blev tillagt slette motiver. Politiken havde selvsamme aften en leder om, at en stemme imod en afskaffelse af forsvarsforbeholdet var »en stemme for Putins splittelse«. Stemmer du nej, holder du med Putin, var altså budskabet fra chefredaktør Christian Jensen. Denne beskidte form for kampagneførsel giver mindelser om folkeafstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet tilbage i 2015. Dengang blev nejsigerne skudt i skoene, at de støttede kriminelle, fordi et nej ville give »begejstrede børnelokkere«.

Det er, som om det af mange politikere opfattes som illegitimt at være EU-skeptisk og bekymrede for, om Danmarks selvbestemmelse bliver respekteret. Men er det egentlig ikke rationelt at være skeptisk med tanke på EU’s udvikling de seneste årtier? Man skal altid være påpasselig med at anvende glidebaneargumentet, men når det gælder EU, vil jeg mene, det kommer til sin ret. Det er ikke lang tid siden, EU indførte et barselsdirektiv, og lige nu er et mindstelønsdirektiv også på vej, selv om det jævnfør EU-traktatens artikel 153 ikke tilkommer EU at blande sig i medlemslandenes lønforhold.

Ønsket om en EU-hær

En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil alt andet lige betyde, at Danmark i højere grad lader sin forsvarspolitik diktere af EU – hvis ikke formelt, så i hvert fald uformelt. Når det gælder Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, er det nationalstaten alene, der skal træffe beslutningerne. Det er nemlig alene den danske stat, der har demokratisk legitimitet i befolkningen og danske interesser for øje, når det kommer til at tage beslutninger, der potentielt set gælder danske soldaters liv.

Internationalt sikkerhedspolitisk samarbejde skal altid bero på den laveste fællesnævner: landes ukrænkelige territoriale suverænitet. Det er derfor, at NATO er godt, for det har ikke nogen politisk overbygning, og det er derfor, det er risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os. EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef, Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har tidligere givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette.

Selvfølgelig skal vi investere massivt i det danske forsvar og leve op til vores NATO-forpligtelser, for NATO er garanten for vores sikkerhed. På sigt skal vi muligvis også have mere sikkerhedspolitisk samarbejde på europæisk niveau, men det bør ikke foregå gennem en politisk union som EU, hvor blandt andet Storbritannien ikke er medlem.

Der er ingen grund til at holde en polariserende og forhastet folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet nu, for som vor kære udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte for blot en måned siden: »Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil.«

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

11/mar/2022

JA, jeg er helt enig i og med
vort/Danmarks rets-forbehold :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Annette Hjort Knudsen

Kære Christian

Tak for klummen! Jeg er helt enig!

Må jeg i al ubeskedenhed henvise til mit eget læserbrev fra i forgårs.

https://www.information.dk/debat/2022/03/forsvarsforbeholdet-maa-afskaff...

Det er ikke hver dag, jeg er enig med Konservativ Ungdom - men her bakker jeg op :-)

Poul Erik Pedersen

Blot et enkelt spørgsmål: det konstateres at vi muligvis på længere sigt skal have et større sikkerhedspolitisk samarbejde i Europa, men dette må (efter skribentens opfattelse) ikke foregå i en politisk union. Hvordan har Konservativ Ungdom så tænkt sig at realisere rammerne for dette sikkerhedspolitiske samarbejde? Endvidere: kan vi komme uden om, at sikkerhedspolitik også er forbundet med en hel række andre politik-områder:
Energisikkerhed?
Fødevaresikkerhed?
Fredelige relationer til omverdenen?
Hvorledes realiserer vi en sikkerhedspolitik på disse områder, hvis ikke vi kan afgive national suverænitet?

Endeligt: hvad angår Danmarks selvbestemmelse. Nøgternt set er denne selvbestemmelse begrænset - og har historisk set været det i lang tid. Stort set siden Wienerkongressen i 1815 har Danmark været en småstat, der har været dybt afhængig af et fredeligt forhold til sine naboer. En åben økonomi gjorde at landet var afhængigt af at kunne handle med de større europæiske lande. Her kom landbrugseksport, skibsfart og bla. internationale telegrafforbindelser til at spille en afgørende rolle. På importsiden har råstoffer og energi altid været af afgørende betydning. Det får vi også demonstreret lige nu: vi kan se frem til en væsentlig forhøjelse af priserne på fossil energi. Ser man på denne lange historie er der ikke ret meget der tyder på, at Danmark rent faktisk har kunnet hævde en eller anden selvbestemmelse. Snarere har det forholdt sig således, at både økonomien og udenrigspolitikken har været tilpasset de globalt bestemte forhold. De ekstreme situationer var her både forholdene under 1. og 2. verdenskrig. Måske var det en ide, hvis Konservativ Ungdom fik set lidt mere på den danske udenrigspolitiske historie. Således kunne man håbe på, at der var plads til at nuancere analyserne en smule - efter endt læsning. Herunder håber jeg så på, at Konservativ Ungdom er i stand til at redegøre for hvor jeg tager fejl i ovenstående.

mvh. poul.

Annette Hjort Knudsen

Kære Poul
Nu skal jeg jo ikke svare på KU's vegne. Men helt for egen regning, tror jeg egentlig slet ikke du tager fejl i din analyse. "både økonomien og udenrigspolitikken har været tilpasset de globalt bestemte forhold." Og sådan vil det selvfølgelig altid være. Ingen selvbestemmelse er "absolut", det er klart.

Konsekvensen af denne analyse behøver imidlertid ikke at være en afgivelse af suverænitet. Der ingen eller intet der forhindrer os i at samarbejde alt det vil vil med alle dem vi vil om alt det vi vil. Der er ingen grænser for samarbejdsmulighederne. Men relevansen af at samarbejde må selvfølgelig vurderes fra gang til gang, da "de globalt bestemte forhold" jo ændrer sig hele tiden.

I langt de fleste tilfælde vil Danmarks beslutning uden tvivl komme til at være 1 : 1 i overensstemmelse med EU's, men derfor behøver vi jo ikke gøre det til et ufravigeligt princip ved at opgive forsvarsforbeholdet.

jens christian jacobsen

'..En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil alt andet lige betyde, at Danmark i højere grad lader sin forsvarspolitik diktere af EU – hvis ikke formelt, så i hvert fald uformelt.'
Idag er vores forsvarspolitik bestemt af NATO og i alt overvejende grad af et ustabilt USA, som ingen ved hvor man har. Læs også Poul Erik Pedersens bemærkninger om småstater og Wienerkongressen i kommentaren ovenover.
Men den ustabile stormagt i NATO er ikke hovedargumentet for at stemme for en ophævelse af forsvarsforbeholdet. Det er derimod de helt uafklarede forhold omkring relationerne mellem et kommende forsvarssamarbejde i EU og NATO. Beryder det fx en fordobling af det danske forsvarsbudget?
Desuden: Hvis vi fortsætter i NATO med en 2 % forøgelse betyder det tilsyneladende mere af det samme udstyr, selvom alle ved at Rusland og Kina har udviklet hypersoniske atommisiler march 27, der blæser alt liv ud af Danmark 4 min efter affyring. Hvad hjælper så flere soldater, kampvogne og andet forældet issenkram? NATO har tilsyneladende ingen planer om et rumforsvar mod de misiler som er næste storkrigs skrækscenarie. Her kan vi bedre påvirke udviklingen af et forsvarssamarbejde i Europa, der endnu ikke har set dagens lys.
Og pudsigt i øvrig at en nationalkonservativ lægger sit fædrelands liv i hænderne på en stormagt der kører sit eget uforudsigelige løb.

Poul Erik Pedersen

Annette Hjort Knudsen:
Der er vel et afgørende omdrejningspunkt i dit svar. Du skriver at konsekvensen ikke behøver at være afgivelse af suverænitet. Spørgsmålet er her: hvordan kan vi gøre spørgsmålet om suverænitet op? Det er et spørgsmål der har optaget mig, i nogen tid. For mig at se ligger der nemlig en implicit antagelse: når vi afgiver suverænitet må dette jo så også betyde at vi, tidligere, har haft mere suverænitet. Den får vi nu mindre af, hvis vi er medlem af EU. Fordi vi netop i EU afgiver suverænitet.

Så derfor følgende spørgsmål: forholder det sig sådan, at vi faktisk tidligere har haft mere suverænitet end vi har nu? Endvidere hvorledes kan vi dokumentere dette?

mvh. poul.

Mikael Fotopoulos

Og hvad skal Europa gøre, hvis en ny Trump trækker USAs militære garantier væk? Lad mig selv give svaret: EU skal naturligvis stå sammen militært.
Det er mærkeligt at se konservative som ikke ønsker at styrke Danmarks muligheder for at forsvare os selv mod diktatorer.

Når man diskuterer EU's sikkerhedspolitiske samarbejde er der to ting man skal huske at tage med.

1. Råder dette nye samarbejde over en atomparaply? I øjeblikket dækker Frankrigs atomparaply (Force de frappe) kun over Frankrig og Rhinlandet. I yderste fald, vil Frankrig så risikere Paris for at beskytte de Baltiske lande (eller for den sags skyld Danmark)? Det kan man godt drømme om. Drøm blot videre. Spørgsmålet er ikke akademisk. Med Putins slet skjulte trussel om at bruge atomvåben i Ukraine, er der skabt en helt ny sikkerhedspolitisk situation. Uanset om vi kan lide det eller ej, så taler vi ikke længere kun om atomvåben som den ultimative bagstopper.

2. Hvor meget vil det koste? Det lyder usselt, men politikere vil gerne genvælges og vælgerne vil gerne have velfærd. Det er måske også Putins største problem. Russerne er fuldstændigt fokuseret på deres økonomi, og der meget muligt at han falder, ikke p.gr.a. manglen på missiler, men p.gr.a. manglen på varer i butikkerne.