Kronik

Mænd i Aalborg Øst lever 18 år kortere end kvinder i Hasseris. Det er helt uacceptabelt

Mænd ignorerer symptomer, går ikke til læge i tide og er dårlige til at tage deres ordinerede medicin. Kombineret med sociale forhold forårsager de store forskelle mellem kønnene en markant ulighed i sundhed, som skal bekæmpes målrettet og strategisk, skriver Katrine Blom, Mie Møller Nielsen og Svend Aage Madsen fra Forum for Mænds Sundhed i denne kronik
Forskning viser, at mænd opsøger læge senere, hvis de oplever symptomer, og at de generelt går sjældnere til læge end kvinder. Når de tager afsted, er de ofte sendt af en partner.

Forskning viser, at mænd opsøger læge senere, hvis de oplever symptomer, og at de generelt går sjældnere til læge end kvinder. Når de tager afsted, er de ofte sendt af en partner.

Jacob Ehrbahn

Debat
2. marts 2022

Forleden fremlagde Danmarks Statistik nye tal for middellevetiden, der fortsat viser en forskel i levetid på fire år mellem mænd og kvinder. Det har ikke ændret sig i over 20 år. Forskellen illustrerer en ulighed i sundhed, som vi først ser det fulde omfang af, når vi kombinerer køn og sociale forhold.

Nogle kan måske huske DR’s dokumentarserie »En syg forskel«, der satte fokus på uligheden i sundhed i det danske samfund, blandt andet ved at undersøge forskellene i middellevetid mellem to områder i Aalborg, henholdsvis Aalborg Øst og Hasseris.

Områderne ligger kun syv kilometer fra hinanden, men alligevel er der en forskel i middellevetid på hele 13 år. Aalborg Øst betegnes som et socialt belastet kvarter, mens Hasseris er velstillet.

Forskellen i forventet levetid understreger det sociales betydning. Endnu mere markant er uligheden, når køn bliver kombineret med det sociale. Forskellen i levetid mellem kvinderne i de to bydele er ti år, mens forskellen mændene imellem er 16 år. Og forskellen i levetid mellem mænd og kvinder er kun to år i Hasseris, mens den i Aalborg Øst er otte år. Kvinderne i Hasseris lever 18 år længere end mændene i Aalborg Øst.

Tallene fra Aalborg tydeliggør vigtigheden af at sætte særligt fokus på mænd i relation til sundhed. Kønsforskellene, der bidrager til en overdødelighed blandt mænd, har med både forekomst og dødelighed af sygdomme at gøre. Sammenlignet med kvinder rammes mænd hyppigere af alvorlige sygdomme, men de har endnu dårligere prognoser for overlevelse.

For at illustrere dette kan vi se på forekomsten af type 2-diabetes, der er cirka 17 procent højere for mænd end for kvinder. Samtidig er dødeligheden cirka 75 procent højere. Altså fire gange højere end den ’burde’ være. For kræft, som er det, flest dør af i dag, er forekomsten syv procent højere og dødeligheden 27 procent højere. For COVID-19 er der cirka ti procent højere smitteforekomst, men dobbelt så høj dødelighed som for kvinder.

Mænd er særligt udsatte

Der er med andre ord et åbenlyst behov for at arbejde målrettet med mænds sundhed og de problemstillinger, der knytter sig til sundhedsvæsenets forhold til mænd og omvendt.

Men hvor og hvordan sætter man så bedst ind? Forskningen fortæller os blandt andet, at mænd mangler viden om symptomer på sygdom og opsøger læge senere, hvis de oplever symptomer, og at de generelt går sjældnere til læge end kvinder. Når de tager afsted, er de ofte sendt af en partner.

Hertil oplever mænd udfordringer i dialogen med lægen, der kan være besværliggjort af både mangel på tid og forståelsesproblemer – særligt for ufaglærte mænd. Alt dette har negativ indflydelse på sandsynligheden for tilstrækkelig tidlig diagnosticering og bedst mulig behandling af sygdomme.

Hvad angår behandling ved vi desuden, at mænd sjældnere tager deres ordinerede medicin, og at de i det hele taget har sværere ved at være i rollen som patient. Undersøgelser har for eksempel vist, at 30-50 procent af de mænd, som diagnosticeres med hjerte-kar-sygdomme, undlader at tage den medicin, der ordineres til dem, og at det blandt andet handler om en manglende tro på, at den virker.

Samme tendens spiller ind i forhold til rehabilitering, hvor mænd deltager langt mindre end kvinder. Det gælder også for tilbud til personer med kroniske sygdomme. Der er derfor behov for at gentænke de eksisterende tilbud.

Men det kan være vanskeligt at knække koden til mændenes behov. Igen i relation til diabetes modtog 1.381 personer med type 2-diabetes seks års personligt tilpasset behandling som en del af et projekt. En evaluering viste efterfølgende, at kvinderne opnåede cirka 25 procent lavere dødelighed sammenlignet med kvinder, der modtog standardbehandling. Men mændene opnåede ingen effekt. Studiets forfattere havde denne bemærkning til resultaterne: »Årsagerne er komplekse sociale og kulturelle problemstillinger, der har med køn at gøre«.

Tænk køn ind i sundhedssystemet

At vi har at gøre med en kompleks problemstilling, betyder selvfølgelig også, at der ikke findes noget quickfix. Tværtimod er der behov for en omfattende, dybdegående og systematisk indsats. Og et godt sted at starte er WHO’s strategi for mænds sundhed og trivsel, der blev vedtaget i september 2018 med støtte fra den danske regering og Sundhedsstyrelsen. Strategien tager blandt andet udgangspunkt i en klar målsætning om at nedbringe præmatur dødelighed blandt mænd og indeholder forskellige forslag til handling. Fra Forum for Mænds Sundhed anbefaler vi især, at man handler på følgende:

1. Vi skal tænke køn ind i tiltag og strategier for fysisk såvel som mental sundhed

Det første punkt handler om at medtænke køn, hver eneste gang der udarbejdes og fremlægges planer på sundhedsområdet. Det kan for eksempel realiseres ved at kigge på overdødeligheden blandt mandlige kræft-, hjerte-, lunge- og diabetespatienter og fastsætte mål for at nedbringe denne som en del af de forløbspakker, der tilbydes for hver sygdom.

2. Vi skal gøre noget ved de forhold, der udsætter mænd for sundhedsrisici, og som medfører, at de har så høj dødelighed

Hvis vi vil realisere det andet punkt, skal vi prioritere indsatser, der styrker mænds viden om symptomer og dermed deres mulighed for at reagere på symptomer. Hertil foreslår vi målrettede helbredstjek, der øger chancen for at opspore sygdomme i tide. Helbredstjek er i høj grad relevante i forhold til dem, som ikke selv opsøger læge eller deltager i de traditionelle sundhedstilbud, herunder mænd med ingen eller kort uddannelse, der er i høj risiko for at udvikle sygdom, og som det går dårligst for, når de har sygdomme. I en repræsentativ undersøgelse om mænds syn på helbredstjek svarede hele 90 procent, at de vil takke ja, hvis de blev jævnligt indkaldt til helbredstjek hos deres læge, mens kun fire procent svarede nej.

3. Vi skal indrette sundhedssystemet, så det i højere grad passer til mænd i alle aldre

Én ting er dog opsporing, men i behandling og rehabilitering er det også afgørende, at vi har et sundhedsvæsen, der forstår at hjælpe alle uanset køn og ikke selv bidrager til uligheden. Det handler blandt andet om tilgængelighed og om kommunikationen med mandlige patienter – og om at udforme tilbud, der understøtter mænds muligheder for at passe deres behandling. Det handler om at undgå, at mænd samler negative erfaringer, der afholder dem fra at søge hjælp en anden gang. For at realisere punkt tre er det derfor oplagt at evaluere eksisterende praksisser og tilbud i den primære sundhedssektor og udvikle nye, så de i højere grad appellerer til og inddrager mænd.

Mental mistrivsel

Der er altså masser af knapper at skrue på, hvis vi vil kønsuligheden i sundhed til livs – og der er ingen grund til, at vi affinder os med de store forskelle i gennemsnitlig levetid. For selv om fire år kan virke som en ’overskuelig’ forskel, er udsvingene langt større, når køn kombineres med uddannelse og indkomst.

Vi går desuden en fremtid i møde, hvor mental mistrivsel står til at blive den tungeste samfundsmæssige byrde. Også her haster det med at få mændene hjulpet bedre. Antallet af mænd, der er isolerede og ensomme, stiger, og manglen på nære relationer er den stærkeste sårbarhedsfaktor både i forhold til at blive ramt af psykiske lidelser og til at øge dødeligheden ved fysiske lidelser.

Derfor arbejder vi for, at både en ny sundhedslov og psykiatriplanen vil sætte fokus på køn i sundhed.

Katrine Blom, Mie Møller Nielsen og Svend Aage Madsen, Forum for Mænds Sundhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Vi kunne begynde med at differentiere pensionsalderen; eksemplet fra Hasseris antyder jo at alt for mange mænd slet ikke når at opleve glæden ved alderdommen, før de bliver syge eller dør af mangel på omsorg.

Lasse Glavind

Det er lidt svært at gennemskue, hvordan indlæggets forfattere egentlig opfatter deres problem set i en større samfundssammenhæng. De lægger ud med at konstatere, at der er en massiv forskel i levealder og sundhed, som korrelerer med folks sociale status og økonomiske muligheder - hvorefter de går over til at anbefale individorienterede løsninger baseret på køn.
Det er selvfølgelig moderne og helt i overensstemmelse med fx Socialdemokraternes socialliberale og ikkevenstreorienterede 2022-tilgang til alle sociale problemer, at man individualiserer løsningerne og arbejder med mønsterbryderideologien, men er der virkelig forskningsbaseret belæg for, at man - som forfatterne her synes at hævde - kan informerer sig ud af problematikker og/eller gøre dem kønsspecifikke, hvis problemerne rent faktisk også har en meget stærk social og økonomisk sammenhæng?

Kan man så at sig "tale sig ud" af strukturelle problemer, eller mener forfatterne reelt ikke, at problemerne har den strukturelle karakter, som de ellers antyder i deres skelnen mellem den rigeste og den fattigste del af Aalborg?

Inge Lehmann, jørgen djørup, Steen K Petersen, Ruth Sørensen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er den klassiske udsigt:
Masser af træer, men ingen skov.

Inge Lehmann, Lasse Glavind, Steen K Petersen og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Kronikken taler sig primært ind i vores behandlingskultur på sundhedsområdet. Jeg leder forgæves efter forebyggelse - på s. 5 i dagens avis viser: "Nyt studie: Belastet barndom skaber ulighed i tidlig død", så der er rigeligt at gå i gang med ift. en tidlig forebyggende indsats.

PS. I kronikken savner jeg også , at forfatterne adresserer, at de omhandlede mænd ('med ingen eller kort uddannelse') har det mest belastende arbejde både fysisk og psykisk. Arbejdsmiljøet er et af de afgørende områder at sætte ind over for i en forebyggende indsats vedr. mænds sundhed. Arne-pensionen er et lysende eksempel på den socialdemokratiske tilgang: vi lader Arne blive nedslidt - selvom det er forbudt iflg. Arbejdsmiljøloven - og så trøster vi ham med 'en pose bolcher'.

Inge Lehmann, Lasse Glavind, jan sørensen, Steen K Petersen, Inger Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Arne-pensionen ligger fuldstændig parallelt med artiklens ræsonnement. Problemet er bare, at hvis du fx. har været langvarigt uden for arbejdsmarkedet og begynder at skrante lidt før pensionsalderen, så har du muligvis ikke ret til Arne-pensionen. Heller ikke selv om du måske har ligeså meget eller måske mere brug for den end Arne. Men er det grund til at skose Arne-pensionen? Vel ikke; politik er det muliges kunst og lidt er bedre end ingenting. Det klogeste i fremtiden er nok at fokusere på strukturelle problemer; lappeløsninger er og bliver lappeløsninger.

Hovedparten af medicin er lavet til mænd og ikke testet på kvinder.

Derfor er det imponerende, at kvinder skulle leve længere pga de hyppigere går til lægen og tager den ordinerede medicin.

Enig med ovenstående kommentarer, at det nok mere er pga ulighed og strukturelle grunde, der er problemet.

Der er næppe hjælp at hente blandt politikerne, da det er gunstigt hvis folk dør kort efter pensioneringen.

Det muliges kunst er for politikerne, hvor længe de kan stikke Arne blår i øjnene.

Lasse Glavind, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar