Kommentar

Pårørende bør have mulighed for at være med under deres kæres genoplivningsforsøg

Vi bør give pårørende lov at være til stede ved eksempelvis genoplivningsforsøg. Det kræver dog, at vi tager hensyn til det sundhedsfaglige personale, har gode retningslinjer og sikrer, at der er en støtteperson til stede, skriver læge og ph.d.-studerende Monika Rubin og medicinsk antropolog Katja A.P. Frederiksen i denne kommentar
På Copenhagen Academy of Medical Education and Simulation på Regionshospitalet i Herlev kan læger og sygeplejersker øve sig i komplicerede operationer. Her er kursister sat i en situation, hvor det gælder genoplivning af en dukke i form af et nyfødt barn, der ikke trækker vejret.

På Copenhagen Academy of Medical Education and Simulation på Regionshospitalet i Herlev kan læger og sygeplejersker øve sig i komplicerede operationer. Her er kursister sat i en situation, hvor det gælder genoplivning af en dukke i form af et nyfødt barn, der ikke trækker vejret.

Jens Astrup

Debat
30. marts 2022

Da Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken i sommers, var fodboldfans verden over bevægede over, at holdkammeraterne skærmede Eriksens kæreste fra synet af hans genoplivningsforsøg. Men hvorfor skulle hun ikke bevidne det, hvis hun havde lyst?

Hver dag beder pårørende om at få lov at blive på hospitalsstuen, når deres ægtefælle, barn, forælder eller bedsteforælder undergår akut behandling eller genoplivning. De ønsker at være der for deres kære og bevidne de potentielt sidste minutter af deres kæres liv. Hvis tragedien skulle ske, ville du måske bede om det samme.

Vi kan trøste dig med, at det sundhedsfaglige personale flere steder egentlig er okay med, at du er der. Men hvordan påvirker det dig, hvis du vælger at være til stede, og hvordan påvirker det personalet? Disse spørgsmål forsøger vi at besvare i en ph.d.-afhandling om pårørendes tilstedeværelse under akut behandling og genoplivning.

Inddragelse af pårørende

På den sundhedspolitiske scene ser vi et stigende fokus på patient- og pårørendeinddragelse i behandlingen. Langt størstedelen af de sundhedsfaglige, vi har interviewet, pointerer, at de pårørende bør få lov at bevidne, når der tages hånd om deres familiemedlemmer i akutmodtagelsen.

Selv er vi dog som forskere i tvivl om, hvor vi ville placere os, hvis det var vores kære, der lå på briksen. Faglitteratur fra andre verdensdele taler både om risiko for posttraumatisk stress hos den pårørende og for nedsat patientsikkerhed. Omvendt peger anden del af samme litteratur i vores egen forskning på, at det kan være godt for den pårørende at se, at der blev gjort alt for at redde deres kæres liv. Det gælder særligt, hvis de skulle ende med at dø.

Nogle af de sundhedsfaglige, vi har interviewet, udtrykker ligefrem, at den pårørende minder dem om værdien af deres arbejde. De giver udtryk for, at patienten foran dem ikke blot er en krop, men et menneske, der elskede at cykle eller bruge tid med sine børnebørn.

Europæisk Råd for Genoplivning anbefaler, at pårørende bør tilbydes tilstedeværelse ved genoplivningsforsøg, hvis situationen er sikker. Denne anbefaling er dog mest baseret på ekspertvurderinger, for der mangler gode studier af, hvordan det påvirker patientbehandlingen, den pårørende og det sundhedsfaglige personale.

Inddragelse af pårørende er kommet for at blive på de danske hospitalsstuer. Derfor efterlyses aktuelt retningslinjer om pårørendeinddragelse under akut behandling og genoplivning, så man undgår, at de står forvildede, imens de er vidner til, at deres familiemedlem får hjertemassage eller kaster blod op.

Vær opmærksom på det sundhedsfaglige personale

Hvis man i Danmark vælger at indføre, at de pårørende altid bør tilbydes tilstedeværelse ved akut behandling og genoplivning, bør man være særligt opmærksom på også det sundhedsfaglige personale. De går nemlig ikke, som myten siger, bare hjem og glemmer alt. Derimod har vi i vores studie bekræftet, at nogle af dem husker skrigene fra de pårørende og deres ukontrollerbare gråd. »Jeg husker samtlige af de patienter, der har haft en pårørende med,« udtaler en af dem, vi har interviewet. Det er det sundhedsfaglige personale, vi har talt med, egentlig forberedte på at tage med, for at den pårørende har vidnet, at personalet har gjort alt, hvad de kunne.

Før vi kan lave disse retningslinjer, må vi indsamle viden. Kun otte procent af behandlingerne anbefalet i kliniske retningslinjer for behandling af hjerte-kar-patienter generelt beror på solid klinisk forskning. Det er bekymrende, fordi behandlingen måske kan være til skade for patienterne. Hvis ikke det er undersøgt grundigt, kender vi ikke effekten. Det samme kan man forestille sig i andre tilfælde og således også i dette. 

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har udtalt, at han finder det uværdigt, at ægtepar og nær familie i perioder under coronapandemien var forhindret i at se hinanden. Det samme kan man mene om de sidste timer af livet i forbindelse med akut behandling.

Men pårørendes tilstedeværelse ved akut behandling og genoplivning påvirker tre grupper: patienter, pårørende og det sundhedsfaglige personale. Derfor må det, at pårørende tilbydes at være til stede ved akut behandling og genoplivning, gå hånd i hånd med en omprioritering af de personalemæssige ressourcer.

Der bør være en støtteperson til stede, hvis man inviterer de pårørende med ind i behandlingsrummet. At stå helt alene for sig selv i et hjørne af en hospitalsstue med taske og frakke over armen, mens ens kære ligger livløs, og man ikke ved, hvad der foregår, er nok ikke den rigtige vej at gå. I vores verden giver det mening, at der skal være en stol at sidde på og en skulder at græde ud ved. Dét bør vi prioritere, hvis vi begynder at invitere de pårørende med indenfor.

Monika Rubin er læge og ph.d.-studerende og Katja A.P. Frederiksen er medicinsk antropolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Da Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken i sommers, var fodboldfans verden over bevægede over, at holdkammeraterne skærmede Eriksens kæreste fra synet af hans genoplivningsforsøg. Men hvorfor skulle hun ikke bevidne det, hvis hun havde lyst?

De uvidende fodboldspillere trøstede Eriksens kæreste, men skærmede Eriksen mod en modbydelig tv-nysgerrighed der ingen ende ville tage. I dette tilfælde synes jeg egentlig at de opførte sig som hensynsfulde mennesker og ikke som sportsrobotter.
"I vores verden giver det mening, at der skal være en stol at sidde på og en skulder at græde ud ved. Dét bør vi prioritere, hvis vi begynder at invitere de pårørende med indenfor." Sabrina fik i den grad skuldre at græde ud ved. Jeg tror ikke hun savnede stolen.

Lise Lotte Rahbek

Jeg forstår ikke formålet;
hvorfor skal de pårørende med til genoplivningsforsøg fordi "de har lyst"?
De gør ingen gavn, der,
er nok mest i vejen,
de har ingen funktion - andet end at bevidne at fagfolkene gør deres arbejde,
Jeg forstår det ikke.

Freddie Vindberg, Heidi Larsen, jens peter hansen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar