Kronik

Putin risikerer at ødelægge Rusland i forsøget på at genskabe forfædrenes ære

Putin er villig til at sætte alt på spil for at demonstrere den almagt, som Rusland i hans øjne besidder. Den selvopfattelse har bragt Rusland på katastrofekurs. Hellere holde illusionens fane højt end indrømme, at skibet har svært ved at holde sig oven vande, synes at være logikken, skriver lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Gorm Harste i denne kronik
Vladimir Putin ved en kransenedlæggelse på Den ukendte Soldats grav i Moskva dagen før ukraineinvasionen. De sovjetiske tab under Anden Verdenskrig sidder stadig dybt i russerne, så Putin og hans kreds kan meget vel være ramt af, hvad vi kunne kalde andengenerations-PTSD.

Vladimir Putin ved en kransenedlæggelse på Den ukendte Soldats grav i Moskva dagen før ukraineinvasionen. De sovjetiske tab under Anden Verdenskrig sidder stadig dybt i russerne, så Putin og hans kreds kan meget vel være ramt af, hvad vi kunne kalde andengenerations-PTSD.

ALEXEI NIKOLSKY

Debat
10. marts 2022

Om ikke andet er det lykkedes for Putin at sætte Ukraine på verdenskortet, så Ukraine bliver udstyret med mere legitimitet, end selv de bedste nationale folkeafstemninger kunne have givet. Det gør, at man kan undre sig yderligere over putinkredsens motiver, der tilmed med stor dygtighed har opløst dens egen troværdighed og evne til at demonstrere rationalitet og logik.

Først erklærede Putin-kredsen den omfattende militære opbygning nær Ukraines grænser for blot en øvelse, hvilket er helt legitimt, og derefter foretog de en invasion med massedrab, hvilket er folkeretligt helt illegitimt.

Der er yderligere en række strategiske mysterier, der heller ikke synes at pege på nogen indlysende rationalitet bag Ruslands krig i Ukraine. Der er en temmelig klar omend paradoksal evidens fra de krige, der har været ført siden Anden Verdenskrig. Nemlig at den stærke part taber til den svage part. Man kan pege på Sovjetunionens Afghanistankrig, USA’s Afghanistan-, Irak- og Vietnamkrige, Frankrigs Algier- og Vietnamkrig og en række fiaskoer som eksempelvis Libyen- og Sahelkrigene.

Når det kommer til krigsanalyser, taler man om den asymmetriske krigs paradokser, og hvis den logik holder, kan vi meget vel se et kommende nederlag for putinregeringen i Ukrainekrigen, hvor guerillaer piller glansen af den russiske hær.

Den asymmetriske krigs paradokser

Faktum er, at læren om denne fatale asymmetriske krigspolitik endda er hentet fra Rusland selv, nemlig fra krigsforskeren Carl von Clausewitz’ kæmpeværk Om Krigen fra 1832.

Heri viste denne berømte prøjsiske krigstænker, der selv var flygtet til Rusland, for det første, at en stor og dyrt udstyret hær sendt langt væk i lang tid nedslides fysisk, finansielt og moralsk, så dens tyngdepunkt vakler, og hæren styrter sammen. Det skete for Napoleons 600.000 mand store hær i Rusland i 1812. Det samme skete med Hitlers Operation Barbarossa i 1941-1945.

For det andet viste Clausewitz, at krigens ideale planer og strategier hurtigt må forskyde deres tyngdepunkter, når de møder krigens virkelighed. Alt, der syntes let og simpelt, bliver yderst komplekst i krigens tåge og usikkerheder. Realiteterne svarer ikke til de idealiserede planer.

Vi må derfor søge hinsides gængse betragtninger. Vi må motivforske i krigens eget rationale, og hertil kan vi bruge den klassiske kinesiske krigstænker og general Sun Tzus værk Om Krigskunsten fra cirka år 400 f.Kr. Ganske enkelt fortæller han, at den strateg, der ikke kender fjenden og ikke kender sig selv, taber alle krigens kampe.

USA kendte ikke sine egne grænser hverken i Vietnam, Irak eller Afghanistan. Selv om en del amerikanske krigsforskere advarede om fatale fejl, viste det sig, at den militære topledelse, herunder de politiske høge, ikke kunne se, at de ikke kunne se det, de ikke kunne se. Der var grænser for, hvor meget de kunne korrigere egne fejltagelser.

Den amerikanske hær sled sig selv ihjel. Supermagten viste sig slutteligt at være den eneste magt, der i sin almagt var i stand til at ødelægge sig selv, og det skete både finansielt og moralsk.

Slutteligt kunne USA ikke foretage en invasion i Syrien. I 2012 rapporterede ministeriet for Veteran Affairs om 8.000 årlige selvmord blandt amerikanske krigsveteraner, og læg hertil dem, der blev narkomaner, alkoholikere og hjemløse. Hæren havde slidt sig selv ned i et helvede, et dynd, et morads. Det samme skete i Vietnam, og det skete for Sovjetunionen i Afghanistan, der er kendt som landet, hvor imperier fejler.

Da Gud var på USA's side

Spørgsmålet er, om Rusland er på den samme katastrofekurs. Man kan spørge sig selv, hvad der kunne pege på en sådan fejltagelse. Det er formodentlig ikke blot det, at irakinvasionen var både ulovlig og en strategisk fejltagelse, og at Ruslands angreb på Ukraine er ulovligt og med tiden vil vise sig at være en strategisk fejltagelse.

USA og Rusland har imidlertid en vigtig fælles ballast, der skaber en fejlagtig selvopfattelse. De har været supermagter under Den Kolde Krig. Hvad betød det? Hvad skete der, da Den Kolde Krig blev aflyst i slutningen af 1980’erne, mens Putin og flere i hans kreds, som Dimitrij Kozak, endnu var KGB-officerer?

I Den Kolde Krig herskede en mærkværdig form for næsten metafysisk almagt, om at civilisationshistorien og endda naturhistorien kunne afskaffes. Supermagterne kunne, hvis terrorbalancen gik i spind, destruere denne ellers så vidunderlige verden. Men man kunne ikke tænke, at man ikke mere kunne tænke. Den totale destruktions virkelighed er umulig at forestille sig. Tænkning og mening går i opløsning, og ja, selv Gud dør og måske endda også djævelen.

Men da Den Kolde Krig ophørte, mente USA, at Vesten sejrede og havde fået verdensmagten. Gud var på USA’s side, og så kunne alt lade sig gøre. Man kunne for eksempel intervenere i Irak samt skabe et Afghanistan i USA’s billede. Man forestillede sig, at man kunne skabe et demokrati baseret på et flertal i et land uden befolkningsstatistik. Fejltagelsen var kolossal. Næsten ubegribelig.

Putin vil demonstrere Ruslands almagt

Men hvad med Sovjetunionen, der blev til Rusland? Man kunne spørge, hvad de russiske stenrige kleptokrater og KGB-eliten omkring Putin iagttager. De kunne også have grund til at mene, at civilisationen ikke brød sammen, men blev genetableret af netop dem. De fik ikke prestige, men dog alligevel milliarder af rubler. Også langt mere end, hvad der blev tildelt amerikanske politikere og generaler. Noget måtte de jo så have gjort rigtigt i deres ubeherskede nyrige verden.

På trods af dette rykkede Vesten, NATO, EU, McDonalds’ og Apple tættere på Moskva. Bag dette misforhold ser vi imidlertid en dyb skygge af miskendelse, der ikke blot kommer fra Den Kolde Krig og dens afskaffelse. Miskendelsen går tilbage til Anden Verdenskrigs umådelige traumatisering af sovjetiske borgere i både første, anden og tredje generation.

I den russiske elites øjne var det jo Sovjetunionen, der gennembankede Nazityskland, som mistede 88 procent af soldaterne på Østfronten. Det var ikke USA. Men Sovjetunionen mistede formodentlig over 40 millioner mennesker, soldater og civile, heraf 20 millioner af sult, fordi tyskerne havde hugget spisekammeret i Ukraine. Tilmed havde titusinder af ukrainere meldt sig til SS og værnemagten.

Putin og hans kreds er meget vel ramt af, hvad vi kunne kalde andengenerations-PTSD. Af den grund har de haft brug for at anskaffe sig et verdenssyn, der giver dem et selvbillede som meningsmagere og medskabere af verden. De kan meget vel se det sådan, at deres indsats miskendes. Illusionen om et mereværd dækker over en mindreværdsopfattelse, og det vil putinkredsen hævne. Derfor må det koste, hvad det vil, at genskabe fortidens storhed og forfædrenes ære. 

Det samme skete for Dick Cheney, Donald Rumsfeld og deres højrerepublikanske kreds i slut-90’erne, da de påtog sig at demonstrere den amerikanske almagt. De havde hammeren, og så skulle verden bestå af søm.

Som man meget sigende tilskriver både den vietnamesiske General Giap og Taleban at skulle have sagt: Amerikanerne troede, de ville vinde, fordi de havde urene, men vi havde tiden.

Logikken synes at være, at hvis man har magten, skal man også have agten. Hellere holde illusionens fane højt end at indrømme, at skibet har svært ved at holde sig oven vande.

Gorm Harste er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Gorm Harste

Jeg fulgte dit link til Robert Petersens kronik fra 2009, som jeg ikke
erindrer at have læst dengang.

Himmel og Hav:

"Kimen til den næste europæiske krig kan ligge begravet i de fjendebilleder,
som de forskellige fortolkninger af historien rummer. Der er eksempelvis en voksende strid mellem Rusland og Ukraine om Krim-halvøens tilhørsforhold
og en diskussion i Rusland om, hvorvidt Ukraine overhovedet er en rigtig stat.
Det første skud er endnu ikke løsnet i striden, som endnu først og fremmest
er en politisk konflikt, men det vil næppe fortsætte sådan. Hvis det kommer
til vold, vil konflikten næppe kunne begrænses til bare de to lande."
citat fra Robert Petersen kronik fra 26. september 2009

Det er i det hele taget et superspændende link til Robert Petersens kronik.
De næste sætninger i kronikken lyder:

"Som den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski sagde som en
advarsel til Rusland om ikke at angribe Ukraine:
»De vil i så fald stå over for 90 millioner mennesker.
Polen vil slås side om side med Ukraine.«"

Holger Nielsen, Tommy Clausen, Carsten Bjerre, Ole Olesen, Brian Andersen, Claus Nielsen, Søren Nørgaard, Jens Thaarup Nyberg, Jørgen Tryggestad, Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Torben Siersbæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

.... Og Radoslaw Sikorski var endda udenrigsminister, da Polen stadig var et liberalt demokrati!

---

Ubehageligt interessant kronik, der sætter spotlyset på dominerende magters blindhed for magtens grænser.

Holger Nielsen, Steffen Gliese, Torben Lindegaard, Erik Karlsen, Ole Olesen, Søren Dahl, Alvin Jensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Tak til Gorm Harste for en særdeles indsigtsfuld kronik!

Holger Nielsen, Tommy Clausen, Christian Mondrup, Erik Karlsen, Peter Krogh, Ole Olesen, Inger Pedersen, Søren Dahl, Brian Andersen, Torben Siersbæk, Claus Nielsen, Olaf Tehrani, Jørgen Tryggestad, Alvin Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Mener at der er stor forskel på Afghanistan og Ukraine.
Både USA og Rusland har forsøgt at indtage Afghanistan og det endnu ikke lykkes for nogen nationer at indtage Afghanistan.
Alle de krige der USA har været deltager i er meget ofte om resurser som f.eks olie.

Russernes interesse i Ukraine er på et andet plan og mange russere føler at Ukraine tilhører Rusland, stor forskel fra mange af de andre krige.
Ukraine har været en del af Rusland i mange år, så selve basis for krigen er et helt andet sted, mange russere mener at Ukraine tilhører Rusland.
Russerne har mange tilhængere i Ukraine.
Så jeg synes ikke man kan sammenligne de her forhold med f.eks Afghanistan, Irak, Iran, Syrien ect. krigene som ofte handler om olie.

Torben Siersbæk

Korrektion:

Ukraine har IKKE været en del af Rusland i mange år! Og Rusland har ikke forsøgt at "indtage" Afghanistan.

Ukraine var en del af Sovjetunionen, som også forsøgte sig i Afghanistan, men USSR eksisterer ikke siden 1992.

Omvendt har Ukraine eksisteret i mange år mens Moskva var en jordbunke.

Besøg f.eks. udstillingen RUS på Moesgård Museum. Den er ret oplysende - også på dette område!

Holger Nielsen, Ole Olesen, Steffen Gliese, Tommy Clausen, arne tørsleff, Torben Lindegaard, Jakob Bonde, Thomas Janhøj, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Kim Morten Nissen og Brian Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Der er mange glimmerende punkter i artiklen, men at krigen i Ukraine er en opvisning, der skal genskabe tabt ære, er et fantasifoster, der mangler dokumentation!