Kronik

Rigtig mange usynlige mennesker i sorg bliver samlet op af præsten i deres lokale kirke

Nogle tror måske, at sjælesorg hører fortiden til, men det fylder meget i min hverdag som sognepræst. Vi tager imod alle i sorg og hjælper dem, der er ensomme og ikke har råd til en psykolog. Så længe vi varetager den opgave, har folkekirken sin eksistensberettigelse, skriver sognepræst i Tagensbo Kirke, Mads Graves Pedersen, i denne kronik i serien om folkekirkens samfundsrolle
Sjælesorg er en del af Folkekirkens fundament, siger Mads Graves Pedersen, sognepræst ved Tagensbo Kirke i Københavs nordvestkvarter. Og samtalerne med sorgfulde medmennesker fylder langt mere end han havde forestillet sig, inden han blev præst.

Sjælesorg er en del af Folkekirkens fundament, siger Mads Graves Pedersen, sognepræst ved Tagensbo Kirke i Københavs nordvestkvarter. Og samtalerne med sorgfulde medmennesker fylder langt mere end han havde forestillet sig, inden han blev præst.

Magnus Hove Johansson

Debat
4. marts 2022

Dejligste roser har stindeste torne,

skønneste blomster sin tærende gift,

under en rosenkind hjertet kan forne,

for dog at skæbnen så sælsom er skift!

En torsdag eftermiddag står jeg ved kopimaskinen og taler med min organist om salmerne til den kommende søndags konfirmationer. Vi skal synge Thomas Kingos Sorrig og glæde – den næsten 350 år gamle salme, som på smukkeste vis maler menneskelivets skæbne op, som de kastebolde vi er; Snart grebet af lykke, snart druknet i sorg. En vigtigere salme kan vi ikke synge med de unge konfirmander, der om lidt løber ud ad kirkedøren og videre ud i et liv af forelskelser og skuffelser. Kingos salme er en formaning om, at ingen går igennem livet uden at gå en lille smule i stykker, men også en formaning om, at det blotte øje ikke altid ser sorgen i det andet menneske.

Vi bliver afbrudt af min kordegn, der kalder på mig nede fra hendes kontor. Der står en kvinde og spørger efter mig. Jeg genkender hende straks, skønt jeg ikke har set hende i et års tid. Hun smiler, da hun ser mig, men hendes øjne er våde og rødsprængte. Jeg inviterer hende ind på mit kontor, og mens jeg render ud i personalekøkkenet efter en kande kaffe, prøver jeg at huske hendes navn. Tiøren falder efter et par sekunder, og jeg får hendes navn inkorporeret i et par formelle sætninger og høflige spørgsmål, idet jeg lukker døren bag mig, og vi er alene på kontoret. Herfra siger jeg næsten ingenting – mest af alt lytter jeg bare.

Sjælesorgen er et ordløst sprog

Sjælesorg kaldes det, når man som præst har samtaler med mennesker, der har ondt i sjælen. I virkeligheden er det dog ikke noget, som kun er forbeholdt præster. Vi gør det alle sammen hele tiden. Vi lytter og taler med vores venner, familie og kolleger, og skønt langt det meste foregår på et så lille plan, at vi ikke lægger mærke til det, så masserer og afspænder vi hele tiden hinanden, når vi taler om de ting, der er svære i livet.

Sjælesorg er et slags ordløst sprog, vi alle taler hele tiden. Det er dog ikke et let sprog af den grund, og hvis du nogensinde har haft svært ved at finde ord, når du har stået over for et menneske i sorg, så ved du det selv. Som præst er man derfor også nødt til at danne sig en form for praksis. Jeg skulle selv lære det hele fra bunden af, da jeg begyndte. Jeg skulle lære betydningen af alle de ting, vi gør og siger, når vi møder hinanden. For hver en lille handling og uskyldig bemærkning er ladet med en betydning – om vi vil det eller ej.

Under en af de første coronanedlukninger talte jeg jævnligt i telefon med en kvinde, der følte sig ensom. De eneste mennesker, hun så, var de sygeplejersker, der kom et par gange om ugen med hendes medicin, og de tog ikke engang overtøjet af, når de var der, sagde hun med en bævrende stemme. Fra den dag af har jeg altid taget overtøjet af som det første, når jeg er taget på hjemmebesøg – også selv om jeg ved, at jeg kun kan blive et par minutter.

Man behøver ingen henvisning for at ringe til præsten

At mennesker i sorg har samtaler med præsten er måske noget, de fleste forbinder med en svunden tid. For moderne mennesker søger vel hjælp andre steder? Før jeg selv fik kjolen og kraven på, var jeg nok af samme overbevisning. Jeg forestillede mig i hvert fald ikke, at det ville komme til at fylde så meget i mit arbejde. Men det gør det, og det gør det for rigtig mange præster. På samme måde som gudstjenester, bisættelser og vielser er søjler, som et præsteliv hviler på, ligesådan er sjælesorgsarbejdet for mange præster en bestandig del af hverdagen.

Sjælesorg er måske ikke, hvad det var i gamle dage. Af og til er der en tendens til, at man reducerer sjælesorg til udelukkende at handle om den sorg, der er knyttet til at have mistet en kær. Virkeligheden er dog en anden i dag. Ulykke og sorg kommer i uendelige former og varianter: ensomhed, klimaangst og kærestesorger. Eller også kan smerten have sin rod i økonomiske vanskeligheder. Det kan virke banalt, men der er intet mere usundt for sjælen end dårlig økonomi. Den skam, der følger med ikke at kunne købe vintertøj til sine børn eller at få ordnet sine tænder hos tandlægen, kan være bundløs.

Det kendetegner måske den moderne folkekirke, at den er blevet nødt til at måtte rumme det moderne menneskes spraglede sorg. Men dens rummelighed er til gengæld også ret unik. Man kan altid ringe til en præst. Man behøver ingen henvisning, man skal bare have behovet. Det koster ingenting, intet bliver ført til journal, og der er som sådan ingen faste rammer for samtalerne – de foregår på de præmisser, som præsten og konfidenten aftaler.

Vi hjælper de usynlige sørgende

Mange har heldigvis et netværk, der griber dem, når verden vælter. Mange har familier og venner, der lytter og trøster, og bliver sorgen for omfattende, har mange ressourcerne til at betale psykologer og lifecoaches, der kan træde til. Men så er der også dem, der ikke har vennerne, familien eller ressourcerne til at skaffe hjælp. De er de usynlige sørgende, og de går midt iblandt os. De går ikke nødvendigvis i kirke om søndagen og kan ikke nødvendigvis deres fadervor. I Københavns Nordvestkvarter hvor jeg er præst, kommer der også mange nydanskere forbi, som ikke er og aldrig bliver medlem af folkekirken. Men folkekirken er stadig deres kirke – ja, måske er folkekirken særligt deres kirke.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre institutioner i vores samfund, der på samme måde sætter mennesket før systemet. Enhver kan komme ind. Den umiddelbarhed og fleksibilitet er folkekirkens sjæl. Den er en del af kirkens fortid, men jeg vil stå fast på, at den også er kirkens fremtid.

Folkekirken er, på samme måde som alle foreninger, institutioner og virksomheder er det, trådt ind i en arena, hvor alle kæmper mod alle om ’forbrugerens’ opmærksomhed. Den arena er uundgåelig, og tiden, hvor kirken var et samfunds naturlige samlingspunkt, er for længst forbi.

Derfor forsøger kirkerne rundt omkring i landet sig også med en mangfoldighed af kreative tiltag, der skal kunne konkurrere med alle de andre tilbud, som konstant skyller ind over os, og langt de fleste af de tiltag er rigtig gode og relevante. Men der kan være en lille fare for, at det, som er kirkens grundessens, negligeres til fordel for nye arrangementer, der skal kunne tage kampen op med biblioteker, koncertsteder og museer.

Sjælesorgen er en del af kirkens fundament, men den er skrøbelig, fordi den i sin natur er usynlig. Præsten sidder ikke i kjole og krave, klokkerne ringer ikke, og orglet er tavst. Alligevel er der hver dag hundredvis af folkekirkepræster, der taler i telefon, går ture eller sidder på kontoret og drikker kaffe med mennesker i sorg. Så længe folkekirken kan varetage den opgave, så har den sin berettigelse, og intet tyder på, at opgaven bliver mindre i de her år.

Det er i sjælesorgen, og i diakonien, som man kalder kirkens sociale arbejde, at evangeliet udøves og ikke bare forkyndes, og jeg kunne godt ønske mig, at denne direkte omsorg for knægtede sjæle kom til at fylde endnu mere i folkekirkens fremtid. Den fylder allerede en del, og det kan godt være, at vi som folkekirke skal blive bedre til at gøre sjælesorgsarbejdet mere synligt.

Mads Graves Pedersen er sognepræst i Tagensbo Kirke

Serie

Folkekirkens samfundsrolle

Tidligere var folkekirken et omdrejningspunkt for fællesskab og moral, præsten var en central og magtfuld figur i lokalsamfundet. I dag kritiseres folkekirken for ikke at følge med tiden, mange melder sig ud, og for endnu flere spiller kirken kun en rolle som ramme om rituelle begivenheder som bryllup og begravelse. Hvilken funktion har folkekirken i dag og har den brug for en ny retning for at være relevant? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er godt, at kirken hjælper sådan helt konkret. <3