Vi bliver skolet til at foretrække mandlige forfattere

Dansklærerforeningen har længe forsøgt at få ændret gymnasiets obligatoriske litteraturkanon, og den 30. marts er der høring i Folketinget om sagen. Et af problemerne med den nuværende kanon er, at man har valgt at udelade nogle af de mest betydningsfulde danske forfatterskaber som for eksempel Tove Ditlevsen, Inger Christensen og Suzanne Brøgger.

Det virker mest af alt som en fejl, man let kunne rette op på. Men jeg tror ikke, at løsningen er at få et par af de navne ind på kanonlisten, for den har nogle større, grundlæggende problemer. Kanonen er konservativ, træg og tilbageskuende.

Det er en kanons natur at gentage de allerede vedtagne sandheder. Og eftersom litteraturhistorien er blevet skrevet af en lang række mandlige litterater, der åbenbart mente, at de eneste væsentlige forfattere var mænd, er det på ingen måde overraskende, at kanonen består af mandlige forfattere.

Kanonforfatterne er de forfattere, som gymnasieeleverne skal stifte bekendtskab med i løbet af deres skoletid. De forfatterskaber, der til enhver tid trumfer, hvad den enkelte lærer eller elevgruppe måtte interessere sig for.

Den nuværende kanonlistes postulat er, at det, stort set, kun er muligt for en mandlig forfatter at opnå denne ophøjede status. Absolut og universel litterær kvalitet kan tilsyneladende ikke rigtig tilskrives kvindelige forfattere. Uanset hvor hyldede og anerkendte de kvindelige forfattere end måtte være, er det ikke nok til at komme med her, signalerer kanonen.

Kvindelig litteratur blev opfattet som smal og skæv

Kanonen afspejler ikke et fravær af gode kvindelige forfattere gennem historien, men en idé om, at man skal være mandlig forfatter for at have en central betydning. Den fortæller os om vores egne kønnede forestillinger om, hvad der kan anses for vigtig litteratur, og hvad der må anses for at være smalt og skævt.

Det er svært at forstå, hvordan de kvindelige forfattere konsekvent er endt lidt ved siden af litteraturhistoriens forestilling om centrum, men jeg er stødt på forskellige mulige forklaringer.

Nogle af dem skrev på en måde, der var sværere for de mandlige anmeldere at aflæse. Nogle af dem skrev om emner, der havde sværere ved at blive anerkendt som gyldigt litterært stof. Nogle af dem gik tidligt hjem fra middagene for at lægge deres børn i seng og gik glip af de fester, hvor de mandlige forfattere og litterater blev enige om, at de selv var de vigtigste, de bedste og de mest centrale.

Uanset hvad bliver resultatet, hvis man ikke udfordrer den eksisterende litteraturhistories antagelser, at næsten enhver kvindelig forfatter fremstår som mindre betydningsfuld og mindre relevant at bruge tid på at læse end sine mandlige kolleger. Det er desværre det, jeg selv har fået fortalt både i gymnasiet og på universitetet.

Jeg lærte at foretrække mandlig litteratur

Først da jeg i midten af tyverne gik på en svensk forfatteruddannelse, blev jeg klar over, hvordan jeg var blevet skolet til at foretrække mandlig litteratur. Det var en fast del af undervisningen, at eleverne holdt seminar om emner tildelt af professorerne, og jeg og en anden dansk elev havde fået tildelt overskriften ’dansk poesi’. Vi skulle præsentere de danske digtere, der havde haft betydning for os, og som vi syntes, at vores norske og svenske klassekammerater skulle kende.

Jeg tror, at vi følte en vis ærefrygt. Man havde betroet os en vigtig opgave. Men som seminaret skred frem, så vores ene professor mere og mere forkert ud i hovedet, og ved den afsluttende diskussion var hun rasende: »Hvordan kan I sidde der, to kvindelige digtere, og næsten udelukkende præsentere os for mandlige forfattere?« Vi kiggede undrende på hinanden. Vi havde ikke rigtig tænkt over det. Det var jo bare de forfatterskaber, vi havde læst. »Så prøv at læse nogle andre!« spruttede vores professor.

Jeg kunne godt mærke, at hun havde ramt et ømt punkt. Men mange af de kvindelige danske digtere, jeg kendte til på det tidspunkt, forekom mig ikke helt så vigtige som de mandlige, vi havde præsenteret på seminaret. Og hvorfor mon? Som to artige piger havde vi, mere eller mindre, videreformidlet den idé om, hvilken litteratur der var vigtig, som vi selv var blevet præsenteret for gennem vores skoletid.

Det har taget mig mange år at forsøge at aflære mig den mandlige kanon, og det er et arbejde, jeg stadig er i gang med. Der var masser af bøger i mine barndomshjem, men min opfattelse af sammenhænge og hierarkier blev formet i dansktimerne i gymnasiet og senere på litteraturvidenskab.

Puha, godt jeg ikke havde fortalt nogen på universitetet, at min interesse for litteratur blev grundlagt med Jane Austens romaner. Jeg kan tydeligt huske en forelæsning, hvor en medstuderende forsigtigt spurgte til kønsbalancen i pensum og fik svaret: »I skal bare være glade for, at Virginia Woolf har eksisteret, ellers ville der overhovedet ikke have været nogen kvinder, som det kunne være relevant at undervise i.« 

Som kvindelig forfatter er det selvfølgelig oprørende at blive mødt med den slags udsagn om, at der ikke findes nogen væsentlige kvindelige forfatterskaber. Men som kvindelig læser, eller som læser i det hele taget, er jeg endnu mere oprørt over, at jeg i min ungdom er gået glip af så meget god litteratur.

Både fordi jeg ikke troede, at den eller den forfatter var relevant at bruge tid på, og fordi der er så mange forfattere, jeg simpelthen ikke har hørt om eller kendt navnene på, fordi de var kvinder. Alt for længe troede jeg på litteraturhistoriens løgn om, at der bare ikke rigtig havde været nogen kvindelige forfattere af betydning.

Kvinder skal på pensum

Inden for billedkunstens verden finder der for tiden en ret utrolig udvikling sted: Den ene store retrospektive udstilling efter den anden viser oversete kvindelige kunstneres værker, som viser sig at være fremragende.

I en lignende bevægelse genudgives der i disse år en del bøger af glemte kvindelige forfattere. Genudgivelserne er det første vigtige skridt. Mange kvindelige forfatteres værker er hverken tilgængelige antikvarisk eller hos almindelige boghandlere, men skal bestilles hjem på biblioteket fra fjerne magasiner.

Men de kvindelige forfattere skal også ind i pensum – både i gymnasiet og på universiteterne. Det vil i mange tilfælde indebære at læse en smule ved siden af det, der allerede er kanoniseret. Men lige netop det skal man ikke være så bange for. Det er meget værre, når litteraturhistorien stivner i en forældet fortælling og insisterer på, at det, der én gang er blevet overset, skal forblive overset.

Vores forestillinger om, hvad der er væsentlig litteratur, forandrer sig over tid. En forfatter opleves som central, hvis der er nok læsere og fagfolk, der interesserer sig for forfatterskabet. Forlag, litterater og læsere kan bestemme sig for at genopdage glemte forfattere.

Kanonen har imidlertid svært ved at indoptage de nye erkendelser. I stedet for at insistere på, at der skal undervises i en eviggyldig kanon, vil det derfor være mere reelt at fortælle gymnasieeleverne, at litteraturhistorien er levende. At den er noget, de selv kan udforske og få indflydelse på.

Selvfølgelig er det svært at komme uden om Holberg og H.C. Andersen, og det er der heller ingen grund til at prøve på. Men der er heller ingen grund til at blive ved med at forbigå en masse vidunderlig litteratur, bare fordi den er skrevet af kvinder.

Julie Sten-Knudsen er forfatter.