I starten af coronakrisen kastede jeg mig ud i at bade om vinteren. Hver eneste dag så jeg, at der ingen var i vinterbadeklubben ved Bassin 7 på Aarhus Ø – sommetider en enkelt mager vinterbader. Jeg tror ikke, jeg har set tre i badeklubben på én gang.
Jeg tænkte, at når der ingen synlige brugere er, så er det, fordi klubben ikke har nok medlemmer. Jeg skrev til badeklubben, men fik at vide, at de ikke kunne optage flere medlemmer.
Efter et år på betalt venteliste fik jeg et medlemskab i vinterbadeklubben. Klubben er ret firkantet med regler og corona, og de sendte ofte rædselsmails ud, så efter et stykke tid røg mails fra badeklubben ulæst i skraldespanden. Jeg overså derfor, at man må tage en gæst med i klubben for 25 kroner.
En dag havde jeg min datter på besøg, og da jeg ikke vidste, at jeg kunne betale for, at hun kom med ind, så snød vi hende ind. Der er jo aldrig nogen alligevel, så hvem kunne dog have ondt af det?
Den dag var der et andet badende medlem, og så var der en kvinde med tøj på. Denne kvinde sagde truende, at hun var bestyrelsesmedlem og ville tjekke vores medlemskab, ’da utroligt mange snyder sig ind’.
Jeg forsøgte på bedste vis at appellere til fornuften hos kvinden, men hun var ikke modtagelig: Badeklubben er forbeholdt de få, der gider at stå på betalt venteliste i et år. Også selv om der er gabende tomt hele tiden.
Men driften af havnebadet betales af skattekroner, og derfor bør det udnyttes optimalt. Lørdag og søndag formiddag er havnebadet offentligt og tilmed gratis – og populariteten er enorm.
Politiet har bestemt, at der skal være livreddere på, når anlægget er åbent for offentligheden – men det er ikke et krav, der gælder i badeklubbens åbningstid. Oven i det er anlægget godkendt til 350 personer ad gangen. Det er altså hverken krav om livreddere eller mangel på plads, der afholder badeklubben fra at lukke flere medlemmer ind.
Kan det virkelig passe, at man vil bruge skattekroner til et stort luksuriøst anlæg og så give det til en klub, der holder folk væk?
Vinterbadeklubben bør hæve antallet af medlemmer og sænke prisen. På den måde vil flere få mulighed for at benytte det flotte anlæg – også alle Aarhus’ studerende, der flittigt bruger anlægget lørdag og søndag formiddag.
Greta Jo Larsen er kandidat i pædagogisk sociologi
Jeg forstår ikke hvad et sådan indlæg skal i en landsdækkende avis som Information.
Greta Jo Larsen skal kontakte Aarhus Kommune, eller måske begynde med at deltage i vinterbadeklubbens generalforsamling.
Synes det er et godt indlæg der jo også handler og kommunal arrogance som også findes på de danske øer, så lad os få et svar fra de ansvarlige.
Henning Kjær
Det ville være et logisk step one i Forenings-danmark, ja.
Hvor ved du fra, om det ikke allerede er sket?
Det er da meget forfriskende med en Aarhus-historie i ny og næ :)
Mon ikke dette læserbrev bunder i, at skribenten er smidt ud af vinterbadeklubben efter at hun prøvede at snyde sin datter gratis ind?