Ukrainsk krigskorrespondent: Før var vi krigsfolk en minoritet. Nu er vi mere end 40 millioner

På mit roadtrip gennem byer og landsbyer, der afventer russiske angreb, møder jeg Oleksandr Sjenkevytj – borgmester i Mykolajiv ved Sortehavet. Vi mødtes første gang for et år siden, da han holdt oplæg ved et universitetsseminar.

»Vores by kan blive som Hamburg,« sagde han og forklarede sin strategi for at skabe vækst og velstand i byens engang så driftige havn.

Sjenkevytj havde gjort lynkarriere som forretningsmand, da han i 2015, året efter Majdan-revolutionen, blev valgt som Ukraines yngste borgmester og snart fik stor anerkendelse for sin korruptionsbekæmpelse. Nu leder han den lokale modstand og forberedelserne på at modstå belejring: Russiske soldater søger at omringe Mykolajiv fra nord og øst og har allerede besat flere landsbyer i omegnen. Floden Pivdenny Buh hindrer stadig en russisk blokade, men får russerne lagt pontonbroer over, så de kan krydse den, kan de snart slutte en jernring om byen.

Mykolajiv er med sin halve million indbyggere et strategisk vigtigt knudepunkt. Falder den, vil den russiske hær let kunne rykke mod Odessa, 130 km mod vest, og støde frem til det ukrainske grænseland op til Transnistrien, den prorussiske ministat, der har løsrevet sig fra Moldova. »Vejen til Odessa er en livline, uden den kan vi ikke evakuere vores borgere. Vi har evakueret 250.000 mennesker og mangler at evakuere 50.000, resten har valgt at blive,« forklarer Sjenkevytj, der tager imod mig på rådhuset, iført skudsikker vest og med riffel i hånd.

Et krigsfolk

27 civile i byen og dens omegn er dræbt under bombardementer. Hundredvis af huse er ramt, flere af dem er fuldstændig ødelagt. Ud over at forberede modstanden er bystyrets primære opgave nu at sikre el- og vandforsyningen og nok så afgørende: at oplagre proviant, medicin og vand til mindst et par måneder, hvis eller når blokaden bliver en realitet. Kherson, en større by mod øst, er allerede besat af russiske styrker. Her samles lokalbefolkningen nu hver dag i fredelige demonstrationsoptog med ukrainske flag. I Mykolajiv forbereder de sig på at føre bypartisankrig, hvis russerne skulle forsøge sig med et stormløb.

Vi er et krigsfolk nu. Ikke alene vores hær, men hele det ukrainske folk er i krig. Før krigen var borgmesterens pressechef en populær standupkomiker, ligesom vores præsident, men kalasjnikov-riflen over hans skulder virker ikke unaturlig nu. Jeg så ham sidste gang for fire måneder siden til en fernisering i et kunstgalleri. Et andet byrådsmedlem bærer rundt på sin maskinpistol i en taske beregnet til tennisketsjere.

Da jeg tager min skudsikre vest på, bemærker pressechefen, at jeg håndterer den, som om jeg har erfaring med det. Det er nok ment som et kompliment. Men jeg har i flere år rapporteret fra andre krige og fra konflikten i Østukraine. Det er politikerne her, som nu pludselig er krigsledere, der skal lære sig nye færdigheder.

Indtil for nylig kontrollerede Rusland syv procent af ukrainsk territorium. En million mennesker var internt fordrevet, tabstallet var på 14.000 dræbte, men for et flertal af ukrainerne var det stadig muligt ikke engang at forholde sig til, hvor slagmarken var.

Brug for skudsikre veste og hjelme

For os ukrainere, som dækkede krigen, hjalp de civile, der flygtede fra regionen, eller kæmpede ved fronten, var den daglige virkelighed i de fredelige byer en bizar kontrast. Vi undrede os over, hvordan almindelige mennesker så på os. Anså de os for neurotiske? For at have PTSD? Skulle vi helst lade være med at snakke om krigen med medborgere, der hellere ville passe deres eget liv?

Forskellen mellem os og flertallet er nu blevet sprængt i stykker. Nu forstår alle krigens grumme og hæslige realitet, noget, der kun bliver påtrængende tydeligt, når man selv hører luftværnssirenerne og søger dækning.

»Bliver Mykolajiv så Sortehavets Hamburg efter krigen,« spørger jeg borgmesteren. Det tror jeg næppe«, siger han. »Vi er blevet lovet en Marshall-plan for Ukraine efter krigen. Men det er svært at forestille sig, at vi kan få midler i den skala. Vi vil selvfølgelig genopbygge, hvad vi kan. Men det, vi har brug for nu, er flere skudsikre veste og hjelme. Det budskab må du gerne lade gå videre.«

Længe var vi krigsfolk en minoritet. Nu er der mere end 40 millioner af os, og vi fokuserer alle på én ting: Hvordan vi kan stoppe russernes fremmarch.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen