Læserbrev

Ukrainske flygtninge skal ikke parkeres på asylcentre, de skal ud i samfundet fra starten

Når ukrainske flygtninge kommer til Danmark, bør vi tage ved lære af de fejl, vi før har begået, når der er kommet større grupper af flygtninge til landet. Børnene skal ud i skoleklasserne og forældrene i arbejde jo før jo bedre, skriver udlændingeordfører for SF, Carl Valentin
Debat
3. marts 2022

Over en million ukrainere har allerede forladt Ukraine, siden Putin indledte sin invasion for knap en uge siden. Ved flere grænseovergange gør både de polske myndigheder og civile alt, hvad de kan for at komme ukrainere til hjælp.

På trods af det, er der ved at være problemer med at finde husly til de mange flygtninge. SF foreslår derfor, at Danmark tilbyder Polen at etablere en luftbro i Polen.

Jeg ser det som helt, helt oplagt, at vi sender fly eller busser til Polen snarest muligt, så vi kan bistå med at hjælpe de flygtende ukrainere og samtidig give et bidrag til Polen, som lige nu oplever et kæmpe tryk.

Der bliver altid talt så meget om hjælp i nærområder. Nu er det vores nærområde. Danmark må vise øjeblikkelig solidaritet, evne og villighed til at tage imod og hjælpe med logistikken undervejs.

Det er nok for tidligt at sætte tal på, hvor mange flygtninge vi skal tage, men Danmark har ikke taget mange flygtninge de seneste år, så vi kan passende kompensere nu.

Jeg synes faktisk også, at vi bør tage ved lære af nogle af de fejltagelser, vi har gjort tidligere, når der er kommet større grupper af flygtninge til Danmark: Vi har isoleret dem i centre og ladet dem gå i stå uden en menneskelig hverdag. Det er ren opbevaring – i stedet for at forsøge at give flygtningene et element af normalitet, midt i alt det fremmede og midt i den realitet, at de har mistet alt, hvad de ejer og er langt fra deres hjem og familier.

Det, mener jeg, vi kan gøre meget bedre denne gang. Lige fra tag over hovedet, til en varm modtagelse i skoleklasserne til børnene – og er der blandt ukrainerne nogle, som kan gå hurtigt ind og hjælpe til på hospitaler, i ældreplejen, som chauffører eller andet, så skal vi forsøge det. Jo før jo bedre.

I tilløbet til invasionen i Ukraine har jeg glædet mig over en meget bred politisk enighed og bredt forankret stillingtagen til Danmarks position. Og det glæder mig, at regeringen nu vil gøre det muligt for de flygtende ukrainere at få opholds- og arbejdstilladelse i lighed med EU-borgere. De, som kommer til Danmark på ubestemt tid – og måske for resten af livet – skal have en god tilværelse her. Lad os gribe chancen for både at gøre det rigtige, gøre det godt og gøre det klogt.

Carl Valentin er udlændingeordfører for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helt fint med solidariteten og hjælp og anerkendelse,.
Men set i praksis lige nu og holdningerne fra regering og dem til højre for, så ønsker man at isolere syrere og om muligt sende dem tilbage. Har nogen tænkt på at vi så sender dem til et land, som lige nu er en af de få som har stemt imod FN `s resolution og krav til Rusland.
Mennesker på denne klode er altså ikke ligeværdige!

Inger Pedersen, Lillian Larsen, Rita Jensen, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Danmark er ikke et nærområde ifølge Dublinaftalen, som siger, at flygtninge skal blive i det første land, de bliver registrerede hos.

Sådan lød det gentagne gange, da Italien og Grækenland bad om hjælp.
Og de flygtninge der nåede til Danmark, var bare 'migranter', fordi de ikke blev i flygtningelejrene, men bevægede sig op gennem Europa.

Og nu tales der så i tilgift om, at ukrainere skal direkte ud på arbejdsmarkedet og 'hjælpe til'..
Det skal ikke foregå under ordentlige løn og overenskomstmæssige vilkår, er implicit.

Hold K... hvor er det hyklerisk.

Dagmar Holdensen, Inger Pedersen, Ete Forchhammer og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

“Vi skal tage ved lære …” ja, men HVORFOR I ALVERDEN skal de personer der har betalt lærepengene, selvfølgelig ikke også ha’ glæde af den nye lære?!?

Hvordan kan SF stemme mod et borgerforslag om human flygtningepolitik den ene dag, for så den næste meget populistisk opportunt og som smukt halehæng til store S tale om at "tage ved lære" til gavn for en brøkdel af en målgruppe?
En megapinlig ommer, for nu at sige det pænt. For pænt?

Inger Pedersen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Peter Bryde Poulsen anbefalede denne kommentar