»Jeg kan ikke nå det hele, og det er megafrustrerende, fordi man vil gerne være alle steder.«
Sådan siger den 23-årige studerende Karoline i et interview til DR, når hun skal forsøge at beskrive det pres, hun oplever i sit liv. Anledningen er, at den nyeste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil netop er udkommet, og den viser blandt andet, at unge generelt og særligt unge kvinder oplever mere og mere stress. Over halvdelen af kvinderne mellem 16 og 24 år har svaret, at de er stressede. Andelen af stressede unge mænd er mindre, nemlig knap en tredjedel i samme aldersgruppe. Men også hos mændene er de yngste de mest stressede.
Der er en række forskellige forklaringer på de unges stress, men Karolines udtalelse illustrerer knivskarpt den måske vigtigste og mest grundlæggende: For når hun beskriver, at hun bliver frustreret, fordi hun gerne vil være alle steder, dækker det mærkværdigvis over, at hun netop ikke behøver være nogen steder.
Forklaringen på dette tilsyneladende paradoks er følgende:
Man hører ofte, at mobiltelefonen har gjort unge uafhængige af tid og rum. Det er en næsten etableret kendsgerning og kliché, når man skal beskrive og forklare vilkårene for de unge i dag. Ikke desto mindre er den forkert! Og den skygger for en helt central pointe i forståelsen af de unges stress i en ny, digital verden:
For på den ene side er det rigtigt, at de digitale og mobile medier i vid udstrækning gør de unge uafhængige af rum; de behøver ikke længere være i samme rum for at være sammen med hinanden. Og tit er den person, de er fysisk sammen med, ikke nødvendigvis den vigtigste og øverst prioriterede relation. Det er jeg i øvrigt sikker på, du kan nikke genkendende til uanset din alder. Altså følelsen af at blive nedprioriteret til fordel for mobiltelefonen, selv om man sidder lige over for hinanden ved cafébordet, mødebordet eller middagsbordet. Ofte synes det vigtigere og mere presserende at håndtere en relation langt væk med det samme, og så må den, der er tættest på, vente.
Afhængige af tiden og den hurtige tilgængelighed
Det, de unge oplever, er resultatet af udviklingen i deres levetid de seneste 25 år, hvor digitaliseringen, de konstant åbne computere og iPads og især den allestedsnærværende smartphone har betydet, at rummet ikke længere sætter grænser for deres samvær, ikke længere er den definerende ramme for deres relationer. Hvilket egentlig er fantastisk, for på den måde er det nærmest lykkedes mennesket at frigøre sig fuldstændigt fra de fysiske grænser og barrierer.
Problemet er på den anden side, at det betyder, at man ikke længere automatisk har en privilegeret status i relationen og situationen, bare fordi man fysisk er lige i nærheden. Eller sagt mere enkelt: Nærhed er ikke længere noget, som kun skabes fysisk: Som beskrevet bliver dem, vi er i samme rum med, tværtimod tit nedprioriteret til fordel for noget eller nogle, som er et helt andet sted.
Konsekvensen af denne rumuafhængighed er, at den i stedet har gjort de unge, såkaldt digitalt indfødte, afhængige af tiden. Af den konstante, lette, hurtige og frekvente tilgængelighed. Som skaber et næsten tvangsmæssigt behov for at tjekke for notifikationer og beskeder på smartphonen, når den vibrerer i lommen eller på bordet og derved manifesterer sig lige så insisterende og fysisk nærværende som en finger, der prikker dem på skulderen. Ofte mere forpligtende end det fysiske samvær ansigt til ansigt.
Svar i tide
De store spørgeskemaundersøgelser af danskernes sundhed med spørgsmålet: »Hvordan har du det?« er gennemført i 2010, 2013, 2017 og nu senest 2021. Selv har jeg i næsten samme periode også gennemført fire store empiriske, men til gengæld kvalitative undersøgelser af unge, digitalt indfødte. De første studier var med 8.-klasseselever i 2009 om deres socialliv og samvær i en tid med nye medier, og de nyeste er færdiggjort i efteråret 2020 om unges opfattelse af og adfærd i vores demokrati.
Sammen kan de forskellige studier være med til at gøre os klogere på, hvorfor der sker en stigning i oplevelsen af stress, og hvorfor det især er de unge, der oplever den. Igennem alle mine studier har jeg observeret den nye uafhængighed af rummet og den tilsvarende tidslige forpligtelse. Jeg kalder det tiltideværelse, fordi den digitale udvikling har medført, at det er blevet vigtigere at være i tide end at være til stede. Fordi nærvær skabes i tid snarere end i rum.
Smartphonen har givet de unge muligheden for at være i kontakt med alle verdens mennesker, alverdens viden og alverdens underholdning. Ligegyldigt, hvor de er. Men med de fantastiske nye muligheder følger også en forpligtelse og forventning. Unge lever i en dagligdag, hvor de altid både kan og skal håndtere flere ting via flere medier og med flere mennesker på én gang. Ingen steder kan de undslippe den lette og hurtige tilgængelighed, fordi mobilen er med alle steder.
Tiltideværelsen kommer konkret til udtryk på mange måder: Når din teenager hurtigt bliver utålmodig, hvis du ikke svarer på en besked med det samme. Eller i et fænomen som ’FOMO’, som er kort for det engelske ’Fear Of Missing Out’ – frygt for at gå glip af noget. Og det forklarer, hvorfor det er så svært for unge bare at lægge telefonen fra sig og være nærværende og til stede. Fordi vilkårene er, at de skal være ’nuværende’ og ’i tide’. Fordi de unge til gengæld for rummets autonomi er blevet underlagt tidens imperativ.
Ikke en frisættelse af de unge
Også ud fra en helt umiddelbar betragtning turde det være tydeligt for enhver, at de moderne medier netop ikke repræsenterer en frisættelse af de unge. Hvad enten du er forælder, lærer, leder, kollega, ven eller måske selv er ung, har du sikkert allerede bemærket, at mobilen bestemt ikke er et fleksibelt redskab, som sætter de unge fri og gør dem uafhængige af tid og rum.
Afhængigheden af mobiltelefonen og af de sociale medier, som de unge tilgår altid alle steder via deres mobil, er da også et tilbagevendende tema i debatten om konsekvenserne af en ny digital verden. Det er også en bekymring, de unge selv deler. Mobilafhængighed er i hvert fald uden sammenligning det, unge i 8. og 9. klasse oftest interviewer mig om i forbindelse med opgaver og projektuger. Om det kun er, fordi de selv oplever det og reflekterer over det, eller det også er, fordi de spejler deres forældres og læreres bekymring, er svært at sige. Men vigtigt er det.
De unge bliver stressede, fordi de lever i en tiltideværende verden. Når de har mobilen med alle steder, betyder det også, at de er tilgængelige alle steder. Og så er der heller ingen steder, de kan gå hen og være alene. De er altid sammen, fordi afstand ikke længere adskiller dem, men konsekvensen er, at fysisk nærhed omvendt heller ikke samler dem eller forpligter dem i et dedikeret rum. Det forpligtende er dedikationen til tiden. Man kan med fuld ret kritisere unge digitalt indfødte for ikke at være nærværende, hvis man vel at mærke tilføjer »i rummet«, for de dyrker et ekstremt nærvær i tiden.
Det krav om at være alle steder, Karoline oplever som stressende og megafrustrerende, er opstået som en konsekvens af tiltideværelsen. Hun og de stressede 16-24-årige i sundhedsundersøgelsen tilhører den første generation, der er vokset op med dette grundlæggende livsvilkår. Og som har levet hele livet med den betingelse, at de bliver prikket på skulderen hele tiden.
Så det er ikke så mærkeligt, at de bliver stressede.
Søren Schultz Hansen er selvstændig erhvervsforsker og forfatter til blandt andet ’Unge stemmer i det digitale demokrati’.
Jeg har ikke læst rapporterne om de unges stress, men umiddelbart er jeg skeptisk med hensyn til, om tallene afspejler noget reelt, eller om om det handler om sproget.
Der er vidst ingen tvivl om, at det er blevet meget lettere, at opfatte sig selv som stresset nu end tidligere.
Er der nogen, som ved, om man har taget højde for det?
Du har ret, Mogens Holme.
I hvert fald i den forstand, at undersøgelsen måler de unges "oplevede stress", som med meget stor sandsynlighed er et højere tal end hvis man forestillede sig, at man diagnosticerede alle de unge.
På den anden side, er der jo under alle omstændigheder en stigning :-)
FOMO er ikke nyt.
Da jeg flyttede på kollegium skulle jeg lære at jeg ikke behøvede at læse alle tre aviser og se alle nye film i biografen.
På det tidspunkt var mobiltelefoner bogstaveligt talt science fiction.
At håndtere FOMO er noget man skal lære at håndtere mens man er ung, så det er ikke underligt at det optager de unge, men er det _grunden_ til deres stress?
Det kan ikke have noget at gøre med elevplaner, nationale test, uddannelsesplaner fra 7. klasse, aktivering, konkurrencestaten, voldsomt reklame pres, den ekstreme ulighed, pandemien, klimakrisen, biodiversitetskrisen og forureningenskrisen?
Bare en lille smule?
Det vil da være fedt hvis vi kunne sikre bedre psykisk sundhed ved at låse telefonerne væk, men måske skulle vi lige tjekke hvad der er symptom og hvad der er årsag?
Du har helt ret, Mads Horn, i at det er vigtigt at forstå årsag og virkning. Og FOMO er i min bog (og i kronikken) bestemt kun ét af mange symptomer.
Det jeg beskriver i kronikken, og som jeg stadig vil fastholde, er altså at en af de vigtigste og mest grundlæggende årsager skal hentes i den digitale verden, herunder ikke mindst mobiltelefonen. Fordi den har skabt en afgørende forandring i de unges (og vores allesammens) måde at være sammen på, som forårsager eller forstærker nogle af de symptomer, vi ser som kritiske.
Og det er den overordnede forandring, jeg forsøger at beskrive med begrebet "til TIDEværelse", fordi forandringen handler om, at der sker en frigørelse fra rummet, men til gengæld en tilsvarende forpligtelse til tiden: De unge har frigjort sig fra rummet, men er blevet slaver af tiden: "de unge til gengæld for rummets autonomi er blevet underlagt tidens imperativ", som jeg skriver
:-)
Om man kunne løse de psykiske problemer ved at låse mobilen inde, ved jeg ikke, men som du også selv antyder, er det nok ikke realistisk.
> Søren Schultz Hansen
Så du har ingen data, ingen løsning og en bog at sælge, tjek (for nu at trække det meget hårdt op ;-)
Det frustrerede er at der klart er problemer med de nuværende sociale medier, men at de reelle problemer som overvågning og dark design for at få brugerne hooked ikke nævnes, mens nye måder at være sammen på bruges til at piske en stemning op.
Ja, vi var mere sammen med fysiske personer da jeg voksede op, men det var af nød.
Spørg mig lige om jeg hellere ville have haft et onlinefælleskab med ligesindede...
Vi skal regulere datahøsten og engagement som mål (så der kan sælges reklamer), ikke øffe over at ungdommen opfører sig anderledes end vi gjorde.
Og så skal vi løse de førnævnte problemer der stresser for alvor.
Alverdens forskere slår alarm: Den digitaliserede verden giver hjerneskader - specielt på børn. Digital demens kalder de det.
Du er nok ikke opvokset i teater verdenen som jeg.
Holbergs kendte skuespil "Den Stundesløse" er fra 1700-tallet, men emnet er måske mere relevant i dag end nogensinde før. Stundesløs betyder nemlig at være rastløs og konstant i gang, selvom man aldrig får noget gjort.
Tiltideværelse = stundesløs
Hvor er mobil forbudt: Teatre, biograf, ved yoga, meditation, mindfuldness og når du selv sætter skærm-grænser.
Hvorlænge går der fra én forstyrelse til dyb koncentration og en stejl læringskurve?
Prøv det!
Holbergs kendte skuespil "Den Stundesløse" er fra 1700-tallet, men emnet er måske mere relevant i dag end nogensinde før. Stundesløs betyder nemlig at være rastløs og konstant i gang, selvom man aldrig får noget gjort.
Tiltideværelse = stundesløs
Hvor er mobil forbudt: Teatre, biograf, ved yoga, meditation, mindfuldness og når du selv sætter skærm-grænser.
Hvorlænge går der fra én forstyrelse til dyb koncentration og en stejl læringskurve?
Prøv det!
Hæhl, interessant med henvisning til Holbergs stundeløse og sammenligningen med tiltideværelsen. Den havde jeg ikke lige tænkt på før.
Der er dog måske den vigtige og bekymrende forskel, at Holberg beskriver en person eller en personlighedstype, mens tiltideværelsen er et vilkår for alle (unge) mennesker, der måske ligefrem - som du skriver - kræver forbud at bekæmpe.
Kære Søren Schulz Hansen
Jeg læste Morten Bay's bog 'Homo Conexus' om det moderne "netværksmenneske", den digitale indfødte. Historien og denne "races" udfordringer i en Verden "hvor alt kan googles". Generationskriser har der nok været her siden Sokrates og før. Jeg oplever i denne post-industrielle over-informations tid at netværksmennesket har et kæmpestort udbud af informationkilder, samtidig med at Jorden oplever sin 6. masseuddøen. En skræmmede fremtid mens kløften mellem mig og 'dem' bliver dybere. Mit liv er for kort til forandring og de har hele livet foran dem. Men "skyerne" mod den fremtid er "grå".
Bay: "Før i tiden kom de input, vi dannede vores identiteter ud fra, i et tempo, hvor vi selv kunne følge med..... Verden i dag er et over-flødighedshorn af livsopfattelser. Mængden af holdninger og fakta" flyder over siden www.
Skal du blive læge, en dygtig læge, ved du at konkurrence ikke er lokal med global.
I denne "kolde" verden skal de så navigere mellem huskøb, hund og bil (hvis de stadig hænger i traditionerne) og mellem politikere som langt fra er oprigtige på en markedsplads med en accelererende ulighed i et konkurrencesamfund præget af kynisme og instrumentalisering.
Jeg er sgu ked af det på deres vegne.
Kære Søren Schulz Hansen
Jeg læste Morten Bay’s bog ’Homo Conexus’ om det moderne "netværksmenneske", den digitale indfødte. Historien og denne "races" udfordringer i en Verden "hvor alt kan googles". Generationskriser har der nok været her siden Sokrates og før. Jeg oplever i denne post-industrielle over-informations tid at netværksmennesket har et kæmpestort udbud af informationkilder, samtidig med at Jorden oplever sin 6. masseuddøen. En skræmmede fremtid mens kløften mellem mig og ’dem’ bliver dybere. Mit liv er for kort til forandring og de har hele livet foran dem. Men "skyerne" mod den fremtid er "grå".
Bay: "Før i tiden kom de input, vi dannede vores identiteter ud fra, i et tempo, hvor vi selv kunne følge med..... Verden i dag er et over-flødighedshorn af livsopfattelser. Mængden af holdninger og fakta" flyder over siden www.
Skal du blive læge, en dygtig læge, ved du at konkurrence ikke er lokal med global.
I denne "kolde" verden skal de så navigere mellem huskøb, hund og bil (hvis de stadig hænger i traditionerne) og mellem politikere som langt fra er oprigtige på en markedsplads med en accelererende ulighed i et konkurrencesamfund præget af kynisme og instrumentalisering.
Jeg er sgu ked af det på deres vegne.
Kære Anders Huttel
Jeg kan huske, jeg også læste "Homo Connexus", i forbindelse med nogle af mine første studier.
Jeg deler (som det fremgår af kronikken) din bekymring, men jeg er dog nok mere optimistisk og frem for alt bliver jeg.oftest optimistisk i mine møder med de unge, som deltager i min empiri. Jeg synes generelt, jeg møder nogle fornuftige, reflekterede unge.
MEN! de (og vi alle) er oppe imod store udfordringer, ingen tvivl om det.
Ferskellen mellem os to og optimismen.
Jeg har været "uden" for elev-verdenen siden 2017. Siden kom Thunberg, en pandemi og en krig. Jeg syntes også at unge og børn er åh så fornuftige anno 2022. Det er næsten for "meget" af det gode. Næsten som om, de tænker, at de er de "sidste dages hellige".
Den ramme, "de store udfordringer", lader til at vokse eksponentielt hver gang at jeg trækker vejret. Er handelsskolen den eneste "rigtige" vej når der snart er mere plastik end der er tang på Vestre Strand i Ærøskøbing. Det er jo ikke "vores skyld", ikke "vores problem".
Min rolle er udspillet som menneske. Sidder med ordudtale øvelser som Storstrømsbroeksproriationskommisionsmedlemmer og den slags skrat skratterat og skratskratteratskratskirumskrat. Der regner det ikke med lykke og optimistme - Så undskyld.