Kronik

De unge fællesskabselskende konservative drømmer om et parti, der ikke findes

Mange unge konservative er det med et hjerte, der ivrigt banker opad mod himlen, hvor idealer om stærke kulturelle og menneskelige fællesskaber findes. Men deres parti modarbejder realiseringen af de smukke idealer, skriver statistiker Alexander Sokol i denne kronik
Landsformand for Konservative Studerende, Christian Holst Vigilius (billedet), skrev i januar i en kronik i Information, at mange af det moderne menneskes ulykkeligheder stammede fra, hvad han kaldte »den ekstreme individualisme«. Det fik Alexander Sokol til at fundere over, om han i virkeligheden er konservativ.

Landsformand for Konservative Studerende, Christian Holst Vigilius (billedet), skrev i januar i en kronik i Information, at mange af det moderne menneskes ulykkeligheder stammede fra, hvad han kaldte »den ekstreme individualisme«. Det fik Alexander Sokol til at fundere over, om han i virkeligheden er konservativ.

Sigrid Nygaard

Debat
15. marts 2022

I det meste af mit liv har jeg visualiseret konservative som en samling af hvidhårede, forstokkede mænd, der sad i velpolstrede lænestole rundt omkring på Frederiksberg og i Københavns dyrere kvarterer med aviser foran ansigterne, mens piberøgen langsomt steg op mod loftet. Herfra, forestillede jeg mig, kunne de gnavent bekræfte over for sig selv og resten af husholdningen, at alt var bedre førhen, hvor der ikke var helt så mange kønsidentiteter, hvor tøflerne stod lunede ved kaminen, når manden kom hjem, og hvor socialister var noget, der kun fandtes øst for jerntæppet.

Men som Cecilia Zade Iseni påpegede i en kronik her i avisen 8. januar, så er mange unge måske konservative uden at vide det, og ved tilfældigheder har jeg for nylig mødt flere af dem, hvilket har tvunget mig til at ændre mine ellers så gennemarbejdede fordomme.

De yngre konservative, jeg har mødt, har slået mig som sympatiske og livskloge i deres evne til ikke at lade sig indfange af tidsånden og i stedet holde fast i værdien af de nationale og kulturelle fællesskaber, og jeg begyndte derfor at spekulere over, om mine egne mere progressivt orienterede holdninger har været malplacerede.

Værst blev det, da jeg ved et uheld læste Christian Holst Vigilius’ kronik om opgøret med individualismen fra 14. januar. Jeg kunne nikke genkendende til hans analyse af, at mange af det moderne menneskes ulykkeligheder stammede fra, hvad han kaldte »den ekstreme individualisme«, og med hans påstand om, at netop konservatismen var villig til at modvirke denne tendens, begyndte jeg at fundere over, om jeg måske i virkeligheden selv var konservativ.

En skuffelse så stor som en uventet arvebeskatning

Således draget af en indre tvivlende stemme besluttede jeg mig for at lægge mine fordomme til side og bevæge mig ind på Det Konservative Folkepartis hjemmeside i håbet om at møde et parti, der omfavnede de fællesskaber, som alt for længe har fået lov at hensygne i kulturradikalismens livløse skygge. Jeg fandt ganske rigtigt også elementer af dette, men alt i alt blev min skuffelse stor som en uventet arvebeskatning.

I grønne overskrifter blev jeg mødt med et partiprogram, der søgte at adskille sig fra andre partier ved mærkesager såsom, at indvandrere skulle kunne forsørge sig selv, arveskatten og topskatten skulle afskaffes, straffene for kriminalitet skulle være hårdere, selskabsskatten skulle sænkes og generationsskifteskatten fjernes. Med sin skepsis over for social omfordeling og sin prioritering af erhvervslivets interesser følte jeg, at den tynde fernis af en varm og nærende konservatisme, som jeg naivt var begyndt at knytte mig til, smeltede bort og afslørede de samme gamle patriarker i varierende stadier af forvitring, der beklagede sig over, at de ikke kunne få lov til at beholde de formuer, der havde været på deres højborgerlige erhvervsfamiliers hænder gennem generationer.

Konservativ med hjertet

Jeg konstaterede, at der faktisk fandtes to slags konservatisme. På sin vis var dette ikke nogen overraskelse – som så mange andre politiske retninger kan konservatismen inddeles i en vilkårlig række varianter af eksempelvis social, national og liberal art. Men den forskel, jeg oplevede mellem Det Konservative Folkepartis konservatisme og mine unge konservative bekendtes, var ikke af politisk, men af følelsesmæssig karakter.

Det, som havde fået mig til at betvivle mine fordomme om konservative, var mødet med mennesker, der var konservative med hjertet i stedet for med hjernen. Da jeg læste Vigilius’ kronik, følte jeg, at jeg læste ordene fra en mand, der ikke så meget var interesseret i, hvad der var sandt, som hvad der var smukt. Jeg fik fornemmelsen af et sind, der ikke blot tænkte, at vores fællesskaber og traditioner havde værdi, men som følte det og udviste ømhed og åbenhed herom.

Konservatisme kunne således også kategoriseres langs et spektrum fra det autoritære til det emotionelle: Den autoritære var patriarken, der vrantent insisterede på gammeldags orden, og den emotionelle var den, hvis hjerte ivrigt bankede opad mod himlen, hvor idealerne om fællesskaberne og nationalarven fandtes.

Det emotionelt konservative menneske slår mig som et smukt menneske: Det er et menneske, der formår at mærke skønheden i det samfund og den rige kulturtradition, han eller hun er en del af. Dette står i kontrast til både den karikerede småsure gamle mand og til det rent individualistiske menneske – man kan sige meget om at være rig, kendt, succesfuld, eller hvad man nu håber at blive i sin selvrealisering, men nogen æstetisk henrykkelse giver det ikke anledning til.

På samme vis har konservatismens emotionelle form et unikt fortrin frem for andre ideologier. Taget til sine karikerede ekstremer består socialismen af kunstige kollektiver og liberalismen af perfekt frie og ubundne individer. Begge er intellektuelle konstruktioner, og begge kan give praj om værdifulde måder at indrette samfundet på, men kan næppe siges at være æstetisk bedårende. Karikaturen af den emotionelle konservatisme, derimod, rammer i hjertekulen med sin næsten romantiske værdsættelse af vores kulturelle, traditionelle og menneskelige fællesskaber.

Men som det står nu, formår dansk politisk konservatisme ikke at udnytte denne fordel.

Partiet er inkompatibelt med den emotionelle konservatisme

For mig er det faktisk besynderligt, at de unge konservative, som jeg har mødt, stemmer konservativt. Som det står nu, så er Danmarks konservative parti et autoritært konservativt parti, hvis politik er inkompatibel med den emotionelle konservatisme. For det kræver tid, midler og dannelse at tage del i ens kulturelle og nationale fællesskaber – at dette er tilfældet, har været anerkendt allerede siden Grundtvig tog initiativ til de første folkehøjskoler.

Vores økonomi er indrettet med indbygget skabelse af uretfærdig social ulighed, og dermed med indbygget forværring af den ligelige mulighed for at tilegne sig og deltage i vores fællesskaber.

Hvis man elsker institutioner som nationalstaten, kirken, kongehuset og familien, og hvis ens vision for den enkelte borgers gode liv er, at vedkommende skal have mulighed for at indhylle sig i disse fællesskaber, så bør man støtte en politik, der sikrer så mange som muligt ressourcerne hertil.

Men med sin gammeldags politik om mindre social omfordeling, hårdere straffe og mere magt til erhvervslivet støtter Det Konservative Folkeparti i væsentlige henseender det præcis modsatte.

På trods af min nyfundne entusiasme for de konservative idealer, så er jeg altså endt med igen at være desillusioneret. Det forekommer mig, at Danmark faktisk slet ikke har et konservativt parti – i hvert fald ikke et parti, der er konservativt med hjertet. Det er selvfølgelig en strid påstand, og jeg anerkender, at de fleste konservative formentlig oprigtigt elsker alt det bedste ved deres konservative idealer. Men der er nu engang forskel på ung og gammel kærlighed, og Det Konservative Folkepartis politik synes at bestå lidt for meget af den gamle, sure kærlighed, og lidt for lidt af den unge, friske kærlighed.

Jeg stemte personligt blankt ved sidste valg, og krydset på mit valgkort er således i udbud. Jeg giver gerne det politiske etablissement en åben udfordring: Den dag, nogen skaber et parti, der er konservativt med et ungt og friskt hjerte, så giver jeg det et skud og sætter mit kryds hos jer.

Alexander Sokol er statistiker.

Serie

En ny konservativ guldalder

De Konservative fik det bedste kommunalvalg i 36 år. Partiet har medvind i de landspolitiske meningsmålinger og ses for første gang i årtier som en reel udfordrer til Venstres position som førende oppositionsparti. Hvis den næste statsminister bliver konservativ, hvordan skal en konservativt ledet forandring af Danmark så se ud? Det undersøger Information i denne kronikserie

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gunilla Kurdahl

Tak, Alexander. Jeg var også blevet forvirret over de unges smukke tale.

Lise Lotte Rahbek, Inge Lehmann og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Konservere, Konservering, Konservativ. Det hele lugter af naftalin. Velduftende og balsameret.

Jens Voldby Crumlin

Det er mig en gåde at så mange støtter den klart neoliberale udgave af konservative værdier som de konservative står for i dag. Med partiets evige udskamning af fattige der nasser på andre folks penge og fagforeninger der kæmper for helt grundlæggende lønmodtager rettigheder har partiet endegyldigt kastet sin historiske socialkonservative fernis af sig og omfavnet et klart feudalt ideal hvor overklassens hæmningsløse raven til sig af samfundsskabte værdier hyldes. Det er klart at et sådant samfundssyn skal bæres oppe af et totalt dehumaniseret rets og fængselssystem. Velkommen tilbage til en meget sort fortid.

Egon Stich, Peter Andersen, Ruth Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Steen Obel, Magnus Fischer, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, P.G. Olsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Historisk er konservatismen og liberalismen modstandere, men i vore dage er det svært at se forskel på dem. Det er et af konservatismens problemer.

Peter Andersen, Lise Lotte Rahbek, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Inge Lehmann, John S. Hansen, David Zennaro og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

15/mar/2022

Tak Alexander Sokol,
jeg forstår dig til fulde, og har derfor
tilsluttet mig SF, socialistisk folkeparti :-) ...

Venlig hilsen
Claus