Kronik

Jeg var værnepligtig under krigen i Afghanistan og frygter, at vi begår samme fejl i dag

Det danske forsvar får tilført milliarder, og oprustning er nødvendigt. Men jeg frygter, at ønsket om flere soldater vil betyde mere aggressiv rekruttering og udnyttelse af naive unge. For det var sådan et radikaliseret miljø, jeg oplevede som værnepligtig under krigen i Afghanistan, skriver iværksætter Michael Hertz i denne kronik
Som værnepligtig i 2009 oplevede Michael Hertz, at befalingspersonerne på kasernen havde ét mål for øje – at opbygge de værnepligtiges had til talebanere og rekruttere til krigen. Billedet her er fra en øvelse med den danske afghanistanstyrke på Bornholm i 2006.

Som værnepligtig i 2009 oplevede Michael Hertz, at befalingspersonerne på kasernen havde ét mål for øje – at opbygge de værnepligtiges had til talebanere og rekruttere til krigen. Billedet her er fra en øvelse med den danske afghanistanstyrke på Bornholm i 2006.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Debat
11. marts 2022

Jeg både elsker og hader min rekruttid i den danske livgarde. Det var fire måneders intens træning inden vagtkompagniet, fire måneder, som gav mig venskaber for livet. Når man bliver kastet ud i en træning, som overgår ens vildeste fantasi, skaber det et sammenhold i en gruppe og en tro på egne evner. Det var en fantastisk tid, men der var også meget, jeg gerne havde været foruden. Jeg håber for alt i verden ikke, at mine oplevelser i værnepligten gentager sig for nye rekrutter med Ruslands invasion af Ukraine.

Jeg var menig fra april 2009 og fire måneder frem, inden jeg modtog mine rex-mærker på skuldrene. Derefter kunne jeg kalde mig garder og se frem til at stå vagt på diverse lokationer i landet. Det var en tid præget af krigen i Afghanistan, en tid som også lå meget tæt på optagelserne af krigsdokumentaren Armadillo, som viser, hvordan det var at være dansk soldat i krig. I 2009 var hele vores træning bygget op om krigen i Afghanistan, og det er derfor, jeg nu råber vagt i gevær, for vi skal ikke begå den samme fejl to gange.

Med de nytilførte milliarder frygter jeg, at pengene bliver brugt til flere værnepligtige, der kommer til at være villige til at gå i krig på baggrund af en forkert rekrutteringstaktik. En taktik, der umyndiggør de unge, fordi de ikke får lov at danne deres egen reflekterede holdning – hvis de vil være en del af forsvarets fællesskab vel at mærke.

Ud og plaffe talebanere

Grunden til min bekymring bygger på, at jeg i 2009 oplevede, at befalingspersonerne på kasernen havde ét mål for øje, og det var at opbygge vores had til talebanere og rekruttere til krigen. Når vi var på skydebanen, skulle vi ramme talebanere, og når vi havde træning i felten, så var det »Green Zone« i Afghanistan, vi opererede i. I Green Zone lå der talebanere på lur, dem skulle vi eliminere med skyts, og da de senest udsendte soldater fra Afghanistan kom hjem, skulle vi med dem på træning i felten.

Jeg fik i tiden på kasernen en del samtaler med de hjemvendte soldater. Fælles for dem var, at de alle ville tilbage til Afghanistan igen. De var alle meget mærkede, men alligevel var de tørstige efter mere krig. Jeg husker træningssessionerne med de hjemvendte kamptropper ganske godt, for de var fyldt med voldsomme anekdoter om likvideringer og andre vilde historier, hvor talebanere blev umenneskeliggjort.

Jeg blev rystet over oplevelsen i min værnepligt, mest af alt fordi jeg følte, at det hele blev trukket ned over hovedet på os. Vi meldte os til at stå vagt på diverse slotte i Danmark, men næsten alt handlede om krigen i Afghanistan. Efter at have gennemført min værnepligt og REX-turen havde jeg fået nok og besluttede mig for, at det her radikaliserede miljø skulle jeg ikke være en del af.

Rekrutteringen til udsendelse var problematisk

Det helt overskyggende problem er, at de fleste, der senere meldte sig til at blive udsendt til Afghanistan, lidt groft sagt er nogle, jeg vil klassificere som socialt akavede eller psykisk svagere end de fleste. Der er her tale om unge personer, som måske hele deres liv har oplevet mangel på venskaber eller ikke har været en del af det sociale i folkeskolen, fritidsklubben eller ved andre sociale lejligheder. Derudover er der tale om meget unge mennesker, som oftest ikke ved, hvad de vil, og derfor ikke har skabt en endelig identitet. Unge mennesker, der for første gang oplever at have fælles og personlig succes med noget.

Forestil dig, at du er i dine usikre unge år og dag ind og dag ud bliver eksponeret for krigen i Afghanistan, samtidig med at du indirekte bliver bedt om at tage stilling til din rolle i krigen hele tiden. Du har jo allerede taget stilling til at beskytte dit kongehus, så hvorfor ikke også repræsentere din nation?

Forestil dig så, at du ingen søvn får, men halvvejs dvalende på øvelser og patruljer, fuldkommen udsultet for fjerde gang den seneste uge, deltager i et foredrag om heroisk udsendelse til Afghanistan. Et foredrag, hvor du konstant er overvåget af befalingsmænd for at sikre, at du hører efter og dermed kan »tage stilling«.

Forestil dig, at du aldrig har oplevet en personlig succes, men at hele fællesskabet nu hylder dig som en helt. Forestil dig, at du kan få minimum seks måneder mere på kasernen med den samme ros, og at du får mere tid med flere af de personer, du er blevet venner med. Forestil dig så, at du for første gang bliver kaldt modig og modtager titler, sågar i flere tilfælde medaljer, for dine præstationer. Det virker pludselig ikke som et svært valg – du skal da i krig.

Svaret er ikke bare flere soldater

Jeg har set det ske, jeg har boet og trænet med disse mennesker i fire måneder, og jeg er stensikker på, at flere af dem, der er kommet hjem nu, sidder tilbage knækkede og med PTSD, svære depressioner, eller også drager de stadigvæk i krig og udskyder de varige mén, som krig kan forårsage. Det er ikke værdigt.

Jeg vil tilføje, at jeg godt forstår, hvordan situationen var dengang. Jeg forstår godt, hvorfor det krævede en omfattende rekruttering, specielt når krigen var så langt væk. Jeg ved også godt, at man gennemgår en mentalundersøgelse inden udsendelse. Jeg kan kun dele ud af mine observationer og min helt igennem subjektive bedømmelse af de mennesker, jeg var værnepligtig med. Selvfølgelig kan man ikke sætte alle over en kam, og der er helt sikkert karrieresoldater, som har en helt anden motivation for at uddanne sig eller gå i krig, men mine observationer, kombineret med venner og bekendtes observationer, siger bare noget andet om værnepligten.

Jeg ville ønske, at det valg, som bør være de værnepligtiges helt eget, også er det. For den fremtid, vi ser ind i, med en massiv oprustning af vores forsvar, skriger efter et opgør med den rekruttering, jeg oplevede, og som jeg ikke har grund til at tro, er stort anderledes i dag. Ellers står vi tilbage med en kæmpemæssig regning, en regning, som ingen er tjent med at betale. Svaret er nemlig ikke altid bare flere soldater.

Skal de værnepligtige nu til at plaffe russere?

Ligesom resten af Vesten ser jeg med stor frygt på det, der foregår i Ukraine. Jeg frygter dog også det had, der opbygges til Rusland og dets befolkning, på trods af at landet er så topstyret, som det er. Skal vi nu også til at umenneskeliggøre russere? Jeg frygter, at retorikken omkring Rusland, russiske soldater og måske også den russiske befolkning, der ikke har mulighed for at blive korrekt oplyst, eskalerer så voldsomt, at det bliver taget med ind i værnepligten og rekrutteringsprocessen. Hvis det gør det, er vi jo ikke meget bedre i Danmark.

Forsvaret bliver nødt til at forholde sig til, hvilke soldater de ønsker at rekruttere til eventuelle udsendelser. Også i krig fungerer kvalitet meget bedre end kvantitet. Et faktum, Putin også oplever i disse dage med sit lettere vaklende forsvar og udstyr.

Jeg ønsker for alt i verden ikke, at de værnepligtige skal vænnes til en jargon om at ’plaffe russere ned’, ligesom jeg blev trænet til at ’plaffe talebanere ned’ i min tid i forsvaret. Jeg ønsker, at fremtidens rekruttering kommer til at foregå på en anstændig måde – både for fjendens og den danske soldats skyld.

Når Danmark opruster, bør pengene bruges på andet end almene kamptropper. Brug milliarderne på droner, maskiner eller specialstyrker, som har trænet i meget længere tid. Specialstyrker som består af karrieresoldater, der for alvor har baglandet og psyken på plads. Vi skal ikke udnytte uvidende og naive unge i rekrutteringen. Det er forkert. Lad os starte en ny æra i og omkring vores forsvar, og lad os skabe noget kvalitet frem for kvantitet.

Michael Hertz er iværksætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for indlægget. Det giver et nødvendigt indblik i de "omkostninger" en udvidet militarisering af vores samfund giver. Frem for alt bør yderligere nationalistiske tendenser undgås. Kvalitet fremfor kvantitet.

Martin Hansen, Steen K Petersen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Tak. God beskrivelse uden de sædvanlige klicheer

Steen K Petersen, Espen Bøgh, erik pedersen og Katrine Marie Christiani anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Meningen med værnepligten er vel også, at soldaterne skal indgå i territorialforsvaret, ikke, at de skal sendes til konflikter i de varme lande. Den slags har vi haft rigeligt af, og skulle det alligevel blive nødvendigt i fremtiden, må det være en sag for de professionelle specialstyrker.

Carsten Bjerre, Jacob Nielsen, Espen Bøgh, Claus Nielsen, Else Marie Arevad og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Mange tak for indlæg . Du er både modig og ærlig . Jeg er nu 60 år gammel og været vidt omkring i verdenen og er meget enig . Vi bør i stedet arbejde på at forbedre forhold til Rusland, landet er en meget vigtig del af Europa og det har det altid været.

Pietro Cini, Martin Hansen, Flemming Berger, Steen K Petersen, Espen Bøgh, nils valla, Katrine Marie Christiani, Peter Bryde Poulsen, Marie-Christine Poncelet og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Michael Hertz

Jeg mener i den grad at vores bidrag bør være på specialstyrker, forskning og innovation. Krigsførsel anno 2022 er meget andet end kamptropper og materiel i frontlinjen. Jeg mener at man bør kigge på vores NATO-"løfte" og dermed vores bidrag så vi kan forvalte de mange milliarder anderledes. Det ville efter min overbevisning give mening at vi som nation bidrager anderledes. Eksempelvis med øget fokus på forskning og/eller specialstyrker. Sidstnævnte som vi faktisk er virkelig gode til.

Katrine Marie Christiani og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Mikael Hertz
Hvad mener du med fokus i forskning og inovation?
Er det militærforskning og krigsinovation? og ingen kamptropper.

Nu er der nok mange der mener der er brug for et territorialforsvar mod russerne, som ikke klares alene specialstyrker.

jens peter hansen

Du behøvede jo ikke være sammen med de mennesker Du valgte selv. Hvor meget smartere end de typer du udleverer var du selv? Måske ville netop optaget af mange værnepligtige ændre på holdningen hos dem som absolut ville stå ret. Vi var nogle stykker som ikke ville, men som ikke så ned på de indkaldte dengang i 70'erne.

Michael Hertz

Kære Henning,

Jeg mener at det skal være en god blanding således vi uddanner uden hast og med hovedet. Samtidig er bidraget hævet således vi møder det økonomiske NATO-krav i 2033. Det betyder at vi i alliancen kan "beskytte os" - Med det sagt, så husk at jeg ikke skriver at det skal være på bekostning af kamptropper. Jeg mener ikke at krigsførsel anno 2022 er det samme som krigsførsel under den kolde krig eksempelvis, og at man bør se medlemslandende for deres kompetencer og fjerne almen, gammel kassetænkning. Vi skal være nutidige - også når det gælder NATO (Lettere sagt en gjort. Det ved jeg)

Henning Kjær

Jeg forstår ikke hvad du mener, og du skriver en masse selvfølgeligheder. Hvad blev der af forskning og innovation?

Hvis vi stolte mere på forskning og innovation burde vi ikke have militær.
Nærmest som når mor og far på velmenende vis fraråder os at ryge, men vi gør det alligevel.
Mennesker lærer ikke af historien.
Mennesker lærer tilsyneladende kun i det relativ korte interval vi kalder livet.