Kronik

Afghanske flygtninge var veltilpassede og bidrog til samfundet i Ukraine

Ukraines asyl- og immigrationspolitik har været ’afslappet’ i praksis, og den afghanske diaspora har kunnet etablere sig og bidrage til både landets økonomi og udviklingen i Afghanistan. Det kunne vi lære noget af i Danmark, skriver lektor Vera Skvirskaja og professor Magnus Marsden i dette debatindlæg
Ikkeukrainske borgere fra eksempelvis Afghanistan, Indien og Afrika finder deres pladser i en sal i Korczowa i Polen i marts. De ukrainske bysamfund har længe været mangfoldige og blandt andet huset en del af den afghanske diaspora.

Ikkeukrainske borgere fra eksempelvis Afghanistan, Indien og Afrika finder deres pladser i en sal i Korczowa i Polen i marts. De ukrainske bysamfund har længe været mangfoldige og blandt andet huset en del af den afghanske diaspora.

Anadolu Agency/Ritzau Scanpix

Debat
20. april 2022

Da en af os blev interviewet på en af krigens første dage, grinede en dansk journalist af forslaget om, at ukrainske flygtninge måske skulle aflevere deres smykker til den danske stat. Kort tid senere vedtog både Storbritannien og Danmark særlige regler for hurtig og human behandling af ukrainske flygtninge.

I begge lande begrunder man forskelsbehandlingen af flygtninge med deres forskellige geografiske, kulturelle og religiøse nærhed til værtssamfundene – man vil gerne have mennesker, ’der ligner os’, med det rigtige køn, etnicitet og en (angiveligt) overlegen arbejdsetik. Vi vil dog gerne flytte fokus og se på nogle af de langsigtede følger af den ikkerestriktive asylsituation i selve Ukraine, hvor nyankomne, ’der ikke ligner os’, fik lov til at være med i samfundet og arbejde fra dag et.

De ukrainske bysamfund er mangfoldige og huser en del af blandt andet den afghanske diaspora. Ruslands invasion af Ukraine resulterer ikke kun i fordrivelse af indfødte ukrainere, men også af de migrant- og flygtningesamfund, der har været bosat i landet længe. Dette har kritiske konsekvenser for disse samfund, for de ukrainske byer, hvor de boede, og for deres oprindelseslande.

Sovjettidens dynamik

Ukraines betydning for Afghanistan og andre lande i det globale syd opstod ud af en bredere dynamik under Den Kolde Krig. I sovjettiden studerede folk fra kommunistiske og alliancefrie lande i hundredtusindvis i Ukraine. Ved afslutningen af Den Kolde Krig fandt mange internationale studerende det vanskeligt at vende tilbage til deres hjemlande, og højtstående afghanske embedsmænd søgte tilflugt i Odesa ved Sortehavet.

I det senere uafhængige Ukraine er afghanere blevet budt velkommen i flere faser. I 1992 betød fremkomsten af strenge islamistiske regimer, at personer, der havde nydt godt af sovjetisk træning, var udsatte, så dem tog man imod. I midten af 1990’erne kom flere til, nu på flugt fra Taleban. I 00’erne var afghanere den mest talrige gruppe af alle asylansøgere i Odesa-regionen (ifølge data fra migrationsmyndighederne i Odesa var der i 2007 cirka 500 registrerede afghanske flygtninge og asylansøgere).

Nogle af flygtningene var mennesker, der havde tjent sammen med NATO-styrkerne. Andre omfattede familier, der var faldet i unåde hos forskellige magtmæglere, der opererede i landet.

I denne periode bestræbte Ukraine sig på at følge den europæiske praksis med at håndtere flygtninge, men de økonomiske muligheder var begrænsede, og aktiviteterne blev tilpasset de lokale forhold.

Odesa har været hjemsted for flere tusinde afghanere. En mindre del af asylansøgerne blev indkvarteret i et flygtningecenter uden for Odesa, men de fleste asylansøgere og flygtninge kunne frit bo alene eller sammen med familie eller venner i byen – ligesom ukrainerne nu kan i Danmark.

Fest og fri handel

Flygtningecentret ved Odesa fungerede som base for forskellige arrangementer og netværk for flygtninge og ngo’er. For eksempel var den årlige fejring af Flygtningens Dag en fest, der også blev besøgt af veletablerede afghanere bosat inde i Odesa. Afghanske kvinder bar farverige traditionelle dragter, en tale af centerlederen blev efterfulgt af smagsprøver af forskellige etniske retter, musik og danseopvisning, og til sidst var der et åbent dansegulv, hvor asylansøgere, gæster fra byen og flygtningecentrets personale minglede frit.

På trods af økonomiske mangler og juridiske usikkerheder kunne den praktiserede ukrainske asylpolitik bevare de europæiske menneskerettighedsidealer. Og resultaterne af denne behandling af flygtninge har vist sig at være til gode for både Ukraine, Afghanistan og den afghanske diaspora.

Sammen med de tidligere studerende har flygtningene spillet en positiv rolle i Afghanistans og Ukraines økonomi. Som dygtige handelsfolk arbejdede de mellem Ukraine og flere asiatiske lande, som blandt andet Taiwan, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater og Sydkorea. De sendte pengeoverførsler til familiemedlemmer. De sendte i fællesskab donationer til velgørende formål i Afghanistan i tider med akut nød. De eksporterede ukrainske fødevarer. Penge tjent i Afghanistan blev til gengæld investeret i mindre forretningsaktiviteter i Ukraine.

Mange afghanere fik ukrainsk statsborgerskab og giftede sig med lokale kvinder. De fastboende familier investerede i ejerlejligheder og sommerhuse og vigtigst af alt i deres børns uddannelse. Diasporaens ledere organiserede politiske og kulturelle begivenheder af et format, som afghanere, der boede i de stramt kontrollerede samfund som Rusland og Kina, kun kunne drømme om. Mange foretrak at blive i Ukraine frem for at flytte længere mod vest, selv hvis de havde familiemedlemmer der.

Selv om den afghanske tilstedeværelse i landet var tydeligst inden for handel, blev nogle afghanere fremtrædende personer i Ukraines politiske liv. I løbet af det seneste årti har en mand af afghansk oprindelse Mustafa Nayyem især markeret sig. Han er en velkendt journalist, der spillede en stor rolle under Majdan-protesterne i 2013, før han blev valgt til parlamentet og senest udnævnt som minister.

En ny krise for afghanere

Afghanere betragtede altså ikke blot Ukraine som et land, hvortil det var muligt at flygte. Det blev set som et sted, hvor det var godt at investere kapital og leve et veletableret, anstændigt liv i samfundet fra starten. Selvfølgelig var det ikke alt, der var ligetil. Korruption var udbredt i Ukraine, og de lovlige gråzoner i markedshandel samt nogle afghaneres usikre juridiske status kunne lejlighedsvis gøre dem til genstand for (uformel) politiopmærksomhed eller rastløse lokale. Ikke desto mindre gjorde hårdt arbejde og tæft det muligt for ukrainske afghanere at trives, især i de store, kulturelt mangfoldige byer som Kyiv, Odesa og Kharkiv.

Krigen i Ukraine har knust ukrainske afghaneres liv, især fordi den kom kort tid efter Talebans magtovertagelse i Afghanistan, som endnu en gang havde frataget dem håbet om at kunne vende tilbage for at bo og arbejde i Afghanistan.

Omkring ti dage inde i krigen modtog vi et opkald fra Ahmad, som vi første gang mødte i Odesa i 2005. Han var dengang en ung ugift mand, der flittigt var i gang med at lære både ukrainsk og russisk. Efter den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan rejste han til sin hjemby for at bringe sin kone og børn til Odesa. Mens han forsøgte at skaffe de rigtige dokumenter til sine familiemedlemmer, invaderede Rusland Ukraine.

Ahmad står nu over for et vanskeligt valg – som indehaver af et ukrainsk pas kan han søge asyl i Europa igen, men de pårørende, han kom for at redde fra Talebanstyret, vil muligvis ikke være i stand til at komme med ham ind over de vestlige grænser. Eftersom Taleban har svigtet deres løfte om at genåbne pigeskoler, skal Ahmad til at finde ud af, hvordan han skal håndtere, at han nu for anden gang bliver trukket op med rødder, og at hans familiemission mislykkedes. I mellemtiden er hans brødre blevet i Ukraine for at bevogte de byer, de er kommet til at kalde deres hjem.

For at opsummere illustrerer Ukraines historie de måder, hvorpå både flygtninge og værtssamfund kunne drage fordel af en afslappet asyl- og immigrationspraksis. Ironisk nok illustrerer den også meget tydeligt, at der er ’folk, der ligner os’, som kan sætte vores eksistens og trivsel på spil.

Vera Skvirskaja er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

Magnus Marsden er professor ved Department of Anthropology, University of Sussex

information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her