Kommentar

Mange bliver afhængige af antidepressiv medicin, men systemet anerkender ikke problemet

Afhængighed af antidepressiv medicin er lige så reelt som afhængighed af opioider og benzodiazepiner. Halvdelen af dem, der forsøger at trappe ud, oplever abstinenser. Men myndighederne anerkender ikke, hvor svært det kan være at komme fri af medicinen, skriver psykolog og ph.d.-studerende i psykiatri Anders Sørensen i dette debatindlæg
Antidepressiv medicin kan skabe afhængighed, skriver skriver psykolog og ph.d.-studerende i psykiatri Anders Sørensen i dette debatindlæg.

Antidepressiv medicin kan skabe afhængighed, skriver skriver psykolog og ph.d.-studerende i psykiatri Anders Sørensen i dette debatindlæg.

Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Debat
6. april 2022

Som forsker i udtrapning af antidepressiv medicin overrasker det mig, at mange stadig bliver overraskede over, hvor svært det ofte er at trappe ud af antidepressiv medicin – som for eksempel reaktionerne på Paprika Steens nylige, meget nøjagtige, beskrivelse af sine abstinenssymptomer viser.

Samtidig overrasker det mig slet ikke, for jeg ved jo godt, at psykiatrien lider under et fundamentalt kommunikationsproblem mellem forskning og praksis. Selv om vi i ti år har vidst, at abstinenserne ved antidepressiva er stort set de samme som ved de angstdæmpende, beroligende benzodiazepiner, og pillerne derfor kan være meget svære at komme ud af, så kommunikeres denne viden stadig ikke videre til lægerne, som så reelt ikke kan indhente det lovpligtige informerede samtykke fra patienterne – og så har vi balladen, når virkeligheden pludselig rammer.

Abstinenser kan ligne tilbagefald

Rysten, svimmelhed, søvnløshed, tankemylder, brainzaps, muskelsmerter, pludselige udbrud af gråd, depressive tilstande, influenzalignende symptomer, mavegener, hovedpine, angst, indre uro og sløret syn er alle normale symptomer, når kroppen efter lang tid på medicin skal genindstille sin hjernekemi til en lavere dosis.

Abstinenserne opstår hos over halvdelen af patienterne, og cirka halvdelen af dem vurderer symptomerne som alvorlige. Abstinenserne kan til forveksling ligne depression og angstlidelser, hvilket skaber illusionen om effektiv og nødvendig medicin, hvis abstinenserne fejltolkes som tilbagefald.

Der er rapporteret over 100 forskellige abstinenssymptomer (med varierende hyppighed), og de varer typisk fra uger til måneder, men kan vare år, alt efter hvordan dosis reduceres. Det er ikke unormalt, at udtrapning tager et-to år fordelt på 10-20 dosisreduktioner for at undgå de værste abstinenser.

Retningslinjer fra myndighederne er vildledende

Men sådan beskrives abstinenserne ikke i retningslinjerne. Sundhedsstyrelsen beskriver således otte »seponeringssymptomer«, som kun opstår »ved ophør af den medicinske behandling«, hvilket kan give »gener« og som regel varer omkring to uger. Lægehåndbogen beskriver et »antidepressivt seponeringssyndrom«, hvor lægen bør »starte med at forsikre patienten om, at tilstanden er reversibel, ikke alvorlig eller livstruende, og at det hele vil gå over i løbet af 1-2 uger«. Symptomerne er »almindeligvis milde«, men »alvorlige symptomer bør aftage i løbet af tre dage, ofte inden 24 timer«. Også Patienthåndbogen trodser forskningen, idet den skriver, at symptomerne normalt er »milde og går over af sig selv i løbet af 1-2 uger«, hvor »det hele vil være overstået«. Ifølge Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin forsvinder symptomerne normalt »efter få dage til 1-2 uger«.

Hvordan kan abstinensreaktioner diagnosticeres korrekt på baggrund af denne vejledning – eller vildledning – hvor både varigheden, alvoren, hyppigheden og omfanget af abstinenserne underdrives sammenlignet med forskningen?

Sværere abstinenser nævnes konsekvent som »enkelte tilfælde« eller »hos særligt følsomme individer«. Dertil er terminologien »seponeringssymptomer« misvisende, fordi symptomerne også opstår i løbet af nedtrapningen, ikke kun når man stopper helt. Endelig er det langtfra alle symptomerne, der nævnes, hvilket må formodes at umuliggøre pålidelig diagnosticering.

Man må derfor frygte, at abstinenser rutinemæssigt overses og fejldiagnosticeres som tilbagefald – med potentielt unødvendig langtidsmedicinering til følge – fordi symptomernes alvor og omfang underdrives. Det gælder særligt de psykiske symptomer, som kan ligne de symptomer, der i første omgang udløste behandlingen.

Afhængighed er andet og mere end ’cravings’

På baggrund af myndighedernes informationer til lægestanden og borgerne er jeg ikke overrasket over, at så mange mennesker er uvidende om, hvor svært det kan være at trappe ud af antidepressiv medicin. Men jeg er forarget over det system, der under- og misinformerer lægestanden om forskningen i lægemiddelafhængighed; et problem, der berør hundredtusindvis af danskere.

Trods abstinenser og udtrapningsbesvær er antidepressiv medicin stadig ikke kategoriseret som afhængighedsskabende lægemidler.

Argumenterne er, at der ikke opstår misbrugspotentiale og craving efter stoffet samt tolerans i den forstand, at man behøver højere og højere doser for at opretholde effekten. Dette er dog næppe, hvad man som patient forstår, når lægen siger, at man ikke bliver afhængig af medicinen. De fleste forstår nok den besked sådan, at man kan stoppe, når man vil – og det kan man ikke.

Og det er vel også en slags afhængighed, hvis fraværet af ubehag afhænger af, at man fortsat tager medicinen, uagtet om den virker eller ej.

Anders Sørensen er psykolog og ph.d.-studerende i psykiatri

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

SSRI ("lykkepiller") har samme effekt på hjernen som MDMA (Ecstasy). Det ændrer på balancen af serotonin, dopamin mm. i synapserne. MDMA er desuden kendt for at kunne give irreversible effekter efter meget kort tid. Mekanismen hvor signalmolekylerne fra synapsen genoptages i neuronen beskadiges permanent.

Frem for alt er der dybest set intet videnskabeligt bevis for at SSRI virker. F.eks. skriver Sundhedsstyrelsen:

"Forskere har lavet forsøg, hvor effekten af medicin er blevet sammenlignet med placebo (kalktabletter), uden at hverken læge eller patient ved, hvem der har fået hvad før bagefter. Disse undersøgelser viser, at den såkaldte placeboeffekt (dvs. effekten af kalktabletterne) er meget høj måske helt oppe på 40-50 %. Dette er der ikke noget mærkeligt i. F.eks. er der også en meget høj placeboeffekt ved behandling af smerter. Men effekten af medicin er for let depression på niveau med de 40-50 %."

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/laegemidl...

I videnskabelig sammenhæng ville man normalt sige at placebo er en forstyrrende parameter, når man ønsker at måle effekten af medicinen. Når effekten af placebo er 40-50% og medicinen "helbreder" i 40-50% af tilfældene, skal man ikke have lært ret meget statistik, for at kunne pege på komplet manglende signifikans for nogen effekt overhovedet.

Basalt set propper man mennesker med "ondt i sjælen" med narko på recept, og så undrer man sig over at narko har den samme bivirkning (afhængighed), når man bruger den som "medicin".

Rikke Otkjær, Mogens Holme, Marianne Lassen og Frederik Eriksen anbefalede denne kommentar

Det her er vigtigt. Og medtag også antipsykotiske præparater. Her er det helt umuligt at udtrappe. Der skal være ugentlig samtale med fagperson med speciale i netop udtrapning til alle, som vil gøre et forsøg på at stoppe med disse medicintyper. Psykiaterne aner ikke, hvordan man gør.

Rikke Otkjær, Marianne Lassen, Eva Schwanenflügel og Frederik Eriksen anbefalede denne kommentar

Hm. Interessant perspektiv. Det vil jeg gerne høre et svar på fra fagfolk.

Jeg bidrager lige med et link til selvmordsstatistikken for perioden 1990-2009, hvor SSRI-præparaterne holdt deres indtog i Danmark. Se fx s. 10
https://selvmordsforskning.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/03/Nr.-29-...

Marianne Lassen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marianne Lassen

Tak til Information for at bringe denne kronik. For første gang i mange år har jeg købt avisen. Vores behandlingssystem har et overset (håber jeg det er, men jeg tror det ), meget stort og alvorligt problem. Det er alvorligt at ingen patienter i behandling med antidepressiva, behandles ud fra et retligt informeret samtykke. Det bør kunne danne grundlag for rigtig mange sager hos Patienterstatningen. Iflg. min erfaring, som formand for Foreningen Død i Psykiatrien, gælder det for al psykofarmaka at ingen patienter får de informationer Anders Sørensen fremlægger her. Behandlingen med disse højpotente, og i nogle tilfælde dødbringende, lægemidler er russisk roulette med patienternes liv som indsats. For alle psykiatriske patienter gælder det nemlig at alt, der observeres hos patienten, også abstinenser under udtrapning, diagnosticeres som "sygdommen", der vender tilbage. Alt! Hvilket medfører udsigtsløse, farlige og årelange behandlinger, for der er heller ikke evidens for at langvarige behandler gavner. Tværtimod mistes funktioner hos patienterne, og 75% af patienter i behandling med psykofarmaka, mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, og ender i offentlig forsørgelse. Som vi ser i Anders Sørensens fremragende kronik, så er der viden, men ikke vilje til at informere,- hvorfor tilbageholder man denne livsvigtige viden for læger og, vigtigst, patienter? Hvorfor?

susanne christensen

Helt så slemt står det heldigvis ikke til inde på pro.medicin.dk, og man kan så håbe på at det er der, de ordinerende hhv aftrappende læger orienterer sig, og ikke i de i artiklen nævnte vejledninger (som jeg ikke har læst). Et enkelt citat fra artiklen om aftrapning af antidepresiva:
"Det er meget vigtigt at skelne mellem seponeringssymptomer og recidiv af den depression eller angsttilstand, som var grunden til behandlingen. Recidiv af depressionen vil typisk indfinde sig nogle uger senere end seponeringssymptomerne, der som nævnt kommer med det samme . "
Link til artiklen:
https://pro.medicin.dk/Laegemiddelgrupper/Grupper/318750#a000

PS: Seponering betyder ikke kun ophør med medicinen men osse processen derhen, aftrapning osv. Så "seponeringssymptomer" omfatter osse symptomer under en aftrapning.

Colin Bradley

God kommentar susanne christensen. Også det er vigtigt at gøre opmærksom på forskellen mellem seponeringssyndrom og abstinenssyndrom. Sidstenævnte kan opstå ved forbrug/misbrug af afhængihedsskabende præparater såsom benzodiazepiner, morfika og alkohol, som producerer en "belønnings" oplevelser ved deres virkning på nervebane systemets receptorer, men hvor den virkning bliver mindre og mindre i omvendt proportion til forbrug, således at mere og mere af stofferne skal der til for at opnå samme effekt, samtidig med at manglen på stofferne afføder negative belønninger i form af abstinenser.
Ikke fordi at seponeringssyndrom skal på nogle måder bagatelliseres men det er en anden mekanismen der er på spil idet antidepressiva virker ikke direkte på receptorer på samme måde men i stedet blokerer for såkaldte transport proteiner som ellers sørger for at tilbageføre overskyderne neurotransmitter substanser såsom serotonin og noradrenalin fra synpsespalten til den præsynaptisk axones transmitter depot. Så det er ikke teknisk korrekt at kalde antidepressiva for "afhængihedsskabende" ej heller seponeringssyndrom for en form for abstinens, men fænomenet kan være lige så svært at takle. Derimod kan man sige at risikoen for "tilbagefald" er slet ikke til sted i samme format når først man er kommet af med antidepressiva som f. eks for alkohol hvor blot "en enkelt lille fredags øl" hurtigt kan vokse til at misbrugs mønstret ligner den den var før.

Morten Balling

"Depression is not a chemical imbalance in the brain and scientists have no idea how antidepressants work, a review by University College London has concluded."

"Instead, depression may be more strongly equated with negative life events which lower mood, the review found."

https://www.telegraph.co.uk/news/2022/07/20/depression-not-caused-chemic...