Hvis jeg var rektor på arkitektskolen, ville jeg ikke alene arbejde for at ændre uddannelsens indhold; jeg ville også prøve at ændre de studerendes holdninger.
Mit udgangspunkt ville være, at byggebranchen har løst sin opgave fortvivlende ringe i de seneste mange årtier. Jeg ville opfordre til et opgør med modernismen, som nu har brugt 100 år på at bevise, at den ikke kan skabe gode bymiljøer.
Arkitekter bør lære at vise omgivelserne respekt og hensyn, at se på helheder og at tænke i byrum og bymiljø. Skønheden i en by ligger i et harmonisk samspil mellem de forskellige bygninger – ikke i enkeltstående, egoistiske byggerier, som tilstræber at skabe kontrast til omgivelserne. Men det store flertal af nye huse i ældre bykvarterer har netop blæst på omgivelserne og slået sammenhængen i stykker.
De observationer er jo ikke banebrydende. Hundredvis af vor tids arkitekter må have tænkt det samme, og adskillige har skrevet artikler om det. Men når der ikke er sket nogen afgørende forbedring, skyldes det sandsynligvis en frygt for udskamning blandt fagfæller.
I arkitektkredse har det ikke betydet så meget, at almindelige mennesker er fortvivlede over nedrivninger og ødelæggelser af bymiljøer. De er jo ikke fagfolk. Når bare arkitektkollegerne ikke peger fingre og råber ’pastiche’. Poul Henningsen hånede byggeri i en klassisk stil, og hans ånd spøger sikkert stadig.
Denne nedladende holdning til lægfolks mening ville jeg arbejde på at få ændret. Arkitekter bør være mere lydhøre over for kritik og ikke som nu isolere sig fra den brede befolkning. Det er trods alt den, der skal leve med husene til hverdag.
Også tendensen til hån og mobning af anderledestænkende kolleger ville jeg kæmpe imod. Jeg ville fraråde at bruge ordet ’pastiche’ som skældsord – det bør omvendt være en styrke at kunne skabe noget, der passer ind i byrummet.
Generelt ville jeg opfordre de studerende til at udvise mere ydmyghed – både i deres byggeri og i deres omgangsform.
Jep Lof er formand for Arkiteturoprøret
godt brølt Jep