Da Gyldendal opkøbte Rosinante i 2019, smækkede forfatter Dennis Gade Kofod med døren. Han var i stald hos Rosinante og ville ikke med over i Gyldendals apparat. Problemet var, forstod man, at »Gyldendal ikke længere er Gyldendal«.
»Problemet er, at Gyldendal er et aktieselskab, og at aktionærernes intention er at tjene penge på deres investering. Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at de har andre motivationer. Den forretningsmodel er bare ikke den mest optimale at arbejde med litteratur i, i hvert fald ikke hvis man vil optimere kvaliteten af litteraturen. For uanset hvad de enkelte medarbejdere har som motivation for at arbejde med litteratur – og de fleste gør det ud af kærlighed – så vinder behovet for afkast i sidste ende altid,« skrev Dennis Gaed Kofod.
Hvis ikke Gyldendal længere er Gyldendal, hvem er forlaget så? Den kritiske læser kunne finde på at fremhæve udgivelsen af tre bøger som eksempler på Gyldendals nye væsen.
Ansari, Ottesen og Glaffey
Haidar Ansaris digtsamling Institutionaliseret handler om en fortæller, der er særdeles voldsparat. Den er ifølge Jyllands-Postens positive anmeldelse en coming of age-digtsamling, der portrætterer den nye etniske underklasse i Danmark. Haidar Ansari, forfatteren selv, er ved at afsone en femårig fængselsdom for forsøg på manddrab. I programmet Kræs på R4dio kunne man for to uger siden høre, at litteraturredaktør Søren Jacobsen Dam fra Berlingske havde svært ved at få øje på bogens litterære kvalitet. Simon Pasternak fra Gyldendal siger, at det handler om repræsentation.
Andet eksempel er svømmer Jeanette Ottesens selvbiografiske bog Fri fra 2021, hvori hun beskriver mobningen af en anden svømmer, og efter lanceringen måtte ud og undskylde offentligt. Et par meningsdannere spurgte i den forbindelse, hvor Gyldendals redaktionelle ansvar havde været i denne proces. Nogen ville måske påstå, at det redaktionelle ansvar bevidst var tilsidesat for at skabe ramasjang og salg.
Tredje eksempel er To the Modern Man af Kristina Nya Glaffey, der i Politiken kaldes »et overlagt karaktermord på den moderne mand«. Bogen deler vandende med både positive og negative anmeldelser, men i den mest kritiske (i Berlingske) beskyldes den for at være provokation for provokationens skyld.
Vi lever i tider, hvor den heteronormative midaldrende hvide forfatter bliver bedt om at overlevere deres spalteplads til minoritetsforfattere, og hvor blandt andre Yassmin Abdel-Magied har fremført det problematiske ved at have karakterer i sine bøger, der ikke er et spejlbillede af forfatteren selv. Man kunne jo være fristet til at stille spørgsmålet: Gælder det ikke også den anden vej? Hvad ved en lesbisk forfatter om den moderne mand? Måske er det præcis dette skisma, der gør bogen så salgbar. Her er der noget at debattere, noget at være uenige om. Her er larm.
Jeg har ikke læst de tre ovenstående bøger endnu, og formålet her er ikke at diskutere deres litterære kvaliteter. Min kommentar er blot en konstatering af, at Gyldendal er et forlag, der udgiver spektakulære bøger. Bøger, der efterlever Simon Spies-devisen om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
Forlagene sælger forfatterbrands, ikke bøger
Samme tid, et andet sted i branchen: Efter beskyldninger om krænkende adfærd suspenderer forlaget Gladiator samarbejdet med forfatter Jacob Skyggebjerg og meddeler, at det stopper med at udgive og promovere hans bøger. Beskyldningerne kommer fra Berlingskes litteraturanmelder Katherine Diez, som til et arrangement er blevet overfaldet af forfatteren. En uge efter suspensionen har Gladiator dog nedskaleret deres første udmelding:
»Forlaget vil stadigvæk sælge Jacob Skyggebjergs bøger, som vi i øvrigt mener er nogle vigtige værker i dansk litteratur. Det, at han er blevet suspenderet, betyder ikke, at vi ikke kan udgive ham i fremtiden, hvis visse forhold har ændret sig.«
Gyldendal og andre forlag med har for længst forstået, at de ikke sælger bøger. De sælger forfatterbrands. Læserne er fanget i forlagenes overophedede kontekstualiseringsmaskiner, hvor bøgernes ekstratekstuelle lag er smeltet sammen med indholdet. I opmærksomhedskapitalismen er det forfatterens identitet – den indsatte, mobberen, den vrede lesbiske og overfaldsmanden – der sælger bøgerne.
Endnu en gang viser kapitalismen sig grænseløs – alt kan udbyttes, selv identiteter. Det efterlader spørgsmålet, som enhver håbefuld forfatter må forsøge at besvare: Er din identitet effektiv i dag?
Jeg er ikke sikker, men jeg tror måske, at det var det, Dennis sagde nej tak til.
Jannik Landt Fogt er forfatter og kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi
