I Danmark dør kvinder af æggestokkræft, fordi behandlingen ikke prioriteres

Sundhedsprofilen 2021 viser, at ulighed i sundhedsvæsenet er et stigende problem. Personer med kort uddannelse rammes dobbelt så ofte af langvarig sygdom end personer med en lang videregående uddannelse. I alt har 36 procent af danskerne én eller flere langvarige sygdomme eller helbredsproblemer, og andelen falder med stigende uddannelsesniveau fra 51 procent blandt personer med grundskole som højst gennemførte uddannelsesniveau til 27 procent blandt personer med en lang videregående uddannelse.

Denne tendens går igen inden for kræftbehandlingen. I 2019 dokumenterede Kræftens Bekæmpelse, at blandt patienter, der fik deres diagnose i perioden 2005-2009, var 53 procent af dem med de laveste indkomster i live efter fem år, mens dét gjaldt for 69 procent af dem med de højeste indkomster. Uligheden går også igen i statistikken for kræftsyge børn, hvor forskning flere gange har vist, at børn af ressourcesvage forældre har ringere sandsynlighed for at overleve kræft.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) reagerede med forfærdelse på undersøgelsen fra 2019. Til Kristeligt Dagblad sagde han: »Ulige vilkår er den værste uretfærdighed, der findes i vores samfund. Betonarbejderen og kassedamen bør have samme muligheder som advokaten og lægen. Ikke mindst når alvorlig sygdom rammer.« Men siden 2019 er uligheden steget, og regeringens nye sundhedsudspil kritiseres netop for ikke i tilstrækkelig grad at bekæmpe ulighed i sundhed.

En overset kvindesygdom

Vi er begge kronisk kræftsyge og aktive i patientforeningen Kræft i Underlivet. Vi oplever, at æggestokkræft er en overset kvindesygdom, og vi føler os ikke prioriteret i de eksisterende behandlingstilbud.

En del af dette kan tilskrives et manglende fokus på kvindesygdomme generelt. Blandt andet viser en opgørelse fra Forbes, at kun fire procent af verdens samlede forskningsmidler går til forskning og udvikling af teknologi og behandlingsmetoder inden for kvindesygdomme og kvinders helbred. Til sammenligning tildeles én enkelt type mandesygdom, nemlig prostatakræft, hele to procent af verdens samlede forskningsmidler. Mænd favoriseres i næsten tre fjerdedele af de tilfælde, hvor en sygdom primært rammer det ene køn. Det sker enten ved, at sygdomme, der rammer flest kvinder, er underfinansierede, eller ved at sygdomme, der rammer flest mænd, er overfinansierede.

Uligheden kommer også til udtryk ved, at Det Danske Medicinråd kun har godkendt en effektiv behandling til 50 procent af patienterne med æggestokkræft med tilbagefald – angiveligt af økonomiske årsager.

Medicinrådet blev nedsat af Sundhedsministeriet i 2016, som samtidig udgav sine syv principper for prioritering. Det syvende princip lyder blandt andet, at »der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper«, og at det skal »være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling«. Dette princip burde give lægen ordinationsret – men det sker bare sjældent i praksis. Er hospitalets budget trængt, kommer lægen ikke igennem med sit ønske. I alle regioner findes dertil regionale lægemiddelkomiteer, som også skal godkende ordinationsanmodninger, hvilket vores medlemmer fortæller os ofte ikke sker, hvis Medicinrådet allerede har sagt nej.

Æggestokkræft er et konkret eksempel på, hvordan Medicinrådet øger ulighed i kræftbehandling i Danmark. Hvert år får over 550 danske kvinder konstateret æggestokkræft. 70 procent får diagnosticeret æggestokkræft i de sene stadier, når canceren har spredt sig til andre organer, og derfor er svær at få bugt med. 80 procent af æggestokkræftpatienterne, som er diagnosticeret i de sene stadier, får tilbagefald af sygdommen ofte allerede inden for to år, og 81 procent af disse kvinder er døde inden for de første fem år efter diagnosen. Danmark har verdens næsthøjeste forekomst af æggestokkræft, som er den femte mest dødelige sygdom for danske kvinder. Vi har alle mulige gode grunde til at prioritere diagnosticering og behandling af æggestokkræft.

Danmark sakker bagud på overlevelse

Den høje dødelighed blandt æggestokkræftpatienter kan blandt andet tilskrives de få behandlinger, der findes ud over kemoterapi. En af de få effektive medicinske behandlinger er med PARP-hæmmeren Niraparib, som er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur som vedligeholdelsesbehandling til alle patienter med aggressiv (high-grade) serøs æggestokkræft og anvendes i mange andre europæiske lande – blandt andet Tyskland, Sverige og Norge, som vi normalt sammenligner os med.

Ifølge en opgørelse fra amerikanske National Cancer Institute er andelen af kvinder, der lever med æggestokkræft, steget med 33 procent, siden man i USA begyndte at behandle alle æggestokkræftpatienter med PARP-hæmmere.

Denne fremgang i overlevelse har vi desværre ikke nydt godt af i Danmark ifølge førende overlæge i onkologi på Rigshospitalet, Mansoor Mirza. Medicinrådet har som sagt kun godkendt Niraparib til de 50 procent af patienterne, som vurderes at have størst effekt af behandlingen. Dette til trods for, at tal fra udlandet viser, at alle æggestokkræftpatienter potentielt kan have god effekt og derfor længere overlevelse med en PARP-hæmmer. Danmark sakker simpelthen bagud på overlevelse i forhold til de lande, som vi normalt sammenligner os med.

Møder man begrænsninger fra det offentlige, så bliver det kendskab til alternativer, private sundhedsforsikringer, formue, personligt overskud og så videre, der bestemmer, om man kan overleve kræften. Ressourcestærke patienter kan rejse til udlandet og købe en behandling, som ikke tilbydes alle i Danmark. Alternativt kan man købe sig til behandling på danske privathospitaler.

Medicinrådet øger uligheden i sundhed

Det gælder ikke kun for æggestokkræftpatienter. Hverken immunterapi med Dostarlimab til behandling af livmoderkræftpatienter eller livsforlængende behandling med Trastuzumab deruxtecan til kvinder med metastatisk brystkræft slap igennem Medicinrådet. Derfor kan disse patientgrupper blive tvunget til at købe behandling i udlandet eller i privat regi – altså, hvis de har råd.

Trods gode intentioner og initiativer mener vi ikke, at regeringens nye sundhedsudspil i tilstrækkelig grad bekæmper uligheden i sundhed, blandt andet fordi Medicinrådets rolle ikke indgår. Medicinrådet blev sat i verden for at spare penge og måske også med et håb om at tvinge ressourcestærke patienter til privathospitaler eller til udlandet. Det manifesterer sig i hvert fald nu i en voldsom vækst i private sundhedsforsikringer samt i den veldokumenterede stigende ulighed i sundhedsvæsenet. Sundhedsministeren bør derfor kritisk vurdere Medicinrådets rolle for at komme det, han selv betegner som »den værste uretfærdighed, der findes i vores samfund«, til livs.

I tilfældet æggestokkræft bør Medicinrådet tage sit eget syvende princip i betragtning i vurderingen af PARP-hæmmere, da der er tale om et lægemiddel, som kan forlænge livet for kvinder, der ellers vil lide en smertefuld og ualmindeligt tidlig død. Det giver økonomisk set ikke mening at afholde æggestokkræftpatienter fra at få en PARP-hæmmer, som indtages i hjemmet som kapsler. Det må være dyrere, at æggestokpatienterne er i gentagne kemoforløb, som kræver hospitalsbehandling og har store følgevirkninger for blandt andet helbredet – og som ofte ender i alt for tidlig død med konsekvenser for børn, partnere og pårørende.

Lotte Holck og Birthe Lemley er medlemmer af patientforeningen Kræft i Underlivet.