De danske rappere har også politiske budskaber, men musikindustrien tør ikke give dem plads

Rap startede som et redskab til at mobilisere folk omkring en sag. Til at skabe forandring. Opråb. Protest. Men Elvin Misimovic har fat i noget, når han i Information den 4. april påpeger, at især den danske rapmusik nu i højere grad handler om fest end politik.

Som Misimovic skriver, er der mange gode grunde til, at danske rappere i ringere grad bruger deres platform til at rejse politiske problemer. Og i denne replik vil jeg belyse en af de åbenlyse: den danske musikindustri.

For problemet ligger hos mastodonterne i form af pladeselskaber, radiokanaler og playlister, ikke hos rapperne. Men før jeg vil rette fingeren mod dem, jeg mener bærer en stor del af skylden for de overordnet set ensidige budskaber i dansk rap, vil jeg lige komme et par store, danske rapstemmer til undsætning.

Pakket ind i satire

For selv om Misimovic understreger den politiske stillingtagen i sange som »Jesus« af Tobias Rahim, mener han også, at de satiriske undertoner gør budskabet letkøbt. Det mener jeg ikke, vi kan være herre over. At bruge satire som kunstnerisk greb gør ikke musikken mindre politisk, og Rahims budskab om racistisk dobbeltmoral går klart igennem i mine ører. Ligesom Rahim i den mere stille »Sang til Siri« forholder sig til storpolitiske emner som Israel-Palæstina-konflikten samt til dansk politik ved at stille sig kritisk over for det danske styre i Grønland.

Gilli er et eksempel på en rapper, der ofte har forholdt sig politisk til samfundet ved at beskrive hverdagen. Allerede i 2014 åbnede han nummeret »Knokler Hårdt« med linjen »sorte penge, fuck SU«. Her blev vi taget med ind i et miljø, hvor det kan virke håbløst at tage en uddannelse – måske på grund af en apati over for det samfund, man føler sig udstødt fra. Sangen blev skrevet i en tid, hvor Gilli var en del af selv samme miljø, og at han i dag har klaret sig godt og nyder goderne deraf, gør ham ikke nødvendigvis til en mindre repræsentant for et segment i samfundet, der ofte ikke bliver hørt i dansk politik. Et segment, som vi i Rapolitics møder ude i samfundet. Det er mennesker, der føler sig repræsenteret og genkendt af rappere som Gilli. Det, for mig, er politisk.

Tessa er et andet godt eksempel på en artist, som er blevet mainstream, og som formår at løfte politiske emner i sin musik og på sine platforme. Med tekster som »Det’ tøserne – problem? Vi løser det. Mentalitet i vores gener, man ikke’ ka' køb’ sig til. Altid noget i tasken, man ka’ beskyt’ sig med« beskriver hun en forklædt usikkerhed og en underliggende selfempowerment, (nogle af) de underrepræsenterede kvinder på Vestegnen vokser op med.

Tessa bruger i øvrigt sin platform flittigt til at sprede pointer om samtykke og diskrimination mod kvinder. Blandt andet i hendes nytårstale, hvor hun beskrev et forældet kvindesyn, »der stadig lever i alle afkroge af samfundet«. Tessa beskriver selv, at mange kvinder og piger føler sig set, empowered og mindre alene, fordi hun viser en vej, hvor man ikke skal undskylde for sig selv eller passe ind i en kasse. Det, for mig, er også politisk.

Med dét sagt! Så kan jeg sagtens forstå, hvor Misimovic kommer fra i sin kritik af, at vi ikke i Danmark har samme tradition for at bruge rap som aktivistisk redskab i politiske bevægelser, som vi for eksempel ser i USA. I Danmark ses den type politiske rappere nemlig sjældent på de konventionelle playlister og radiostationer, men snarere i undergrunden, hvor de i mange år har stået på et solidt fundament. Danske politiske rappere, eller ’raptivister’, fokuserer ofte på budskab og indhold frem for det musikalske lydbillede, som ofte er det, der gør musikken catchy og derved i højere grad salgbar.

Den store bundlinje

Underholdningsbranchen har i mange år kapret rappen, hvor penge, materielle goder og et sexistisk kvindebillede har krydret både tekster og musikvideoer. For penge er lig med succes, og sex sælger, må vi forstå. Toplines og melodier, der er nemmere at synge med på, er også blevet mere og mere almindeligt i rapmusik, der engang var forbeholdt et marginaliseret folk. Et folk, der skabte et medium til at tale om et liv præget af undertrykkelse. Men politik sælger ikke. Det deler vandene og skærer en stor potentiel fanskare (eller kundegruppe, om man vil) væk.

Hvis du spørger mig, er grunden ikke manglen på politiske rappere, men at musikbranchen er én stor bundlinje. Vi er bange for de stærke politiske budskaber. De store labels tør sjældent tage store chancer. Og radiostationerne er ingen hjælp, da det kan være svært som dansk rapper overhovedet at slippe igennem det snævre nåleøje på kanaler som P3, som tidligere er blevet beskyldt for at boykotte en rapper, der stillede sig kritisk over for deres programchef.

At nogle artister derfor pakker budskaberne ind i enten satire eller hverdagsbetragtninger er faktisk genialt i mine øjne. Det er en måde at få delt nogle betragtninger og stadig blive spillet i radioen, som primært spiller sikker musik med sikre tekster. Og så kommer vi tilbage til, hvorfor rappere ofte ses skifte kurs i forhold til den politiske agenda. Der skal jo brød på bordet. Derfor er det svært at sammenligne danske rappere med rappere som Kanye West, der nævnes i indlægget.

I Danmark er musikindustrien en helt anden størrelse end i USA, hvor folk som Kanye og Kendrick Lamar nu er økonomisk uafhængige. Det gælder de absolut færreste rappere herhjemme. Hvis først man lever af sin musik i Danmark, er man afhængig af at opretholde de høje streamingtal og radiotid for at sælge koncertbilletter. Udtaler man sig om noget, som ikke resonerer med sin fanskare, kan det betyde, man mister lyttere. Og hvad er så alternativet? Uanset hvor meget jeg ville elske at se Gilli bruge sin platform på den måde, Misimovic beskriver, kan jeg også forstå, at det er svært at sætte det hele på spil, når man har oplevet at komme fra ingenting og arbejde sig op i et land, hvor kun den mindste procentdel af musikere får lov at nyde goderne på en strand i Syden.

Afslutningsvist vil jeg sige, at jeg deler Elvin Misimovics vision om at se mere politik og samfundsdebat i dansk rap. Og der vil jeg sige til mastodonterne: Lytterne er derude. Jeg ser dem hver dag igennem mit arbejde. Dem, der gerne vil høres og føle sig repræsenteret. Dem, der gerne vil rappe med om sager, der berører deres hverdag. Dem, der udøver ungdomspolitik igennem rap. Men det kræver, at den danske musikindustri tør satse på markante stemmer, som ikke nødvendigvis har vist et enormt showmanship på Instagram, men som har noget på hjerte. Dem, der har en historie, vi andre kan lære af. Det kræver, at labels, radiostationer og streamingtjenester giver dem hyldeplads helt oppe ved kassen i stedet for at holde dem gemt væk på lageret.

Manus Bell er sekretariatsleder i Rapolitics