Så kom reformkommissionen med sine anbefalinger om videregående uddannelser samt voksen- og efteruddannelse. Og straks handlede al debat derfra om deres forslag om at omlægge SU på kandidatuddannelser til lån. Selv efter den ansvarlige minister, Jesper Petersen (S), slog fast, at dette element ikke var regeringens politik, blev det ved med at tage næsten al plads i debatten.
Det er virkelig ærgerligt. For det første fordi det forslag som udgangspunkt var uden politisk realisme. For det andet fordi det kom til at skygge for en række af de andre spændende bud og helt nødvendige fokusskift i vores fremtidige uddannelsespolitik, som kommissionen rent faktisk diskede op med.
Ved fremlæggelsen lå det kommissionen meget på sinde, at der med SU-forslaget skulle være en stærk fordelingspolitisk, ja nærmest moralsk rød tråd i udspillet. Jeg er helt med på, at både SU og megen anden økonomi i uddannelsespolitikken, reelt er en omfordeling fra lavere indkomster til bedrestillet. I hvert fald set over et helt arbejdsliv. Men hvis ønsket er fordelingspolitisk retfærdighed og øget bidrag fra dem med de længste uddannelser og højeste lønninger, var det måske smartere at rette tiltagene mod dem, når de rent faktisk tilhører eliten, frem for mens de tilhører de lavere indkomster.
Det kunne man gøre på flere måder. Afskaf det i forvejen ekstremt ulighedsskabende boligskattestop, og fjern tilskud til privatskoler, så længe disse selv kan vælge og vrage, hvilke elever de ønsker på deres skole. Endelig kunne man indføre en supertopskat for indkomster over 750.000 kroner. Det ville give mening, og provenuet kunne man passende smide efter en ny storstilet uddannelsesindsats.
Men på trods af den fordelingspolitiske poesi, som kommissionens SU-forslag var pakket ind i, endte vi ikke engang med at dreje debatten i denne åbenlyse retning. Måske medierne også skulle overveje, hvor man lægger vægten i sin dækning af denne type anbefalinger?
Blandt kommissionens forslag var der for eksempel en stribe konkrete ideer til at gøre det nemmere at drive virksomhed, men det har ikke fyldt nævneværdigt i hverken dækningen eller den efterfølgende debat. Personligt synes jeg især, at det store fokus på livslang læring til dem med mindst uddannelse er vigtigt og interessant.
Fra ufaglært til faglært
Kommissionen mener, at der skal laves målrettede indsatser mod erhvervsuddannede og dem uden uddannelse, fordi mange af disse grupper halter efter og mangler basale kompetencer. Det skal være nemmere at gå fra ufaglært til faglært, mens der skal rettes en helt særlig indsats over for de omtrent 600.000 danskere, som har svært ved at læse og skrive.
Endelig vil de skabe bedre muligheder for gratis efteruddannelse hele livet og etablere et digitalt uddannelsesoverblik, så den enkelte kan bygge oven på sine kompetencer i forhold til opkvalificering.
Det er alt sammen virkelig fornuftigt. Og selv om det måske ikke er helt ambitiøst nok i mine øjne, havde en række af de mange kreative og konkrete forslag, som kommissionen stiller, fortjent langt større debat, end tilfældet har været.
Fordi intet tyder desværre på, at vi kan skaffe de mange faglærte og professionsuddannede inden for klassiske velfærdsfag, som vi vil mangle i fremtiden, alene blandt unge på vej i uddannelse. Vi skal have flere danskere til at gå disse veje senere i deres arbejdsliv, og her spiller økonomi selvsagt en stor rolle.
Måske skulle man give alle ufaglærte, som aldrig har modtaget SU og haft mindst ti års medlemskab af en a-kasse, ret til en helt ny ’voksen-SU’ på for eksempel 26.000 kroner månedligt. Det vil med stor sandsynlighed flytte flere fra ufaglært til faglært.
Og kan vi få 2.000 danskere med på den om året, vil det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forbedre holdbarheden på de offentlige finanser med op imod 340 millioner kroner årligt og på sigt BNP med 12 milliarder kroner. Det vil altså ikke bare være udtryk for en mere lige og retfærdig brug af vores uddannelseskroner, men også være en rigtig god idé for samfundsøkonomien.
Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestillidsmand og klummeskribent i Information
Jeg er helt enig. Problemet er bare, at det fremstår som en selvfinansierende pakkeløsning, og at fjerne SU'en er slet ikke acceptabelt.
Enten har reformkommissionen forsøgt at snige den ind blandt de mange andre gode tiltag og håbet at ingen ville opdage det, eller også har de været naive og undervurderet det folkelige aspekt af, at alle, rig som fattig, kan få sig en uddannelse netop pga. af SU'en.
Den akademiske skrivende offentlighed er kun interesseret i egne fordele, og deres unges fordele. På samme måde er de imod udflytning af universitetsuddannelser.
Der er næppe tvivl om, at der er brug for alvorlige indsatser i forhold til at sikre de mange, der i dag ikke får en uddannelse, og som ryger ind og ud af det i dag reelt fuldkommen uoverskuelige gedemarked for 'praktisk uddannelse', og det handler netop ikke om SU, men om ordentlig uddannelsesløn, nærhed til arbejdet, der ikke længere skal være 'praktik', men reel mesterlære - og en kraftig holden igen med de vidtløftige teorier, der måske nok flytter samfundet mentalt over tid, men som ikke er forskrifter til at gebærde sig, men alene efterkritik af det forgangne ud fra den sande, velkendte devise: kender man ikke fortiden, er man dømt til at gentage den.
Dette anskueliggøres jo om noget i denne tid, hvor det ikke er statistiske forekomster, der fylder vore sind og tanker, men reelle tab af menneskeliv i en forsvarskamp for netop den form for udvikling, vi har det mentale og samfundsmæssige overskud til at beskæftige os med.
Men tilbage til rapporten: vi bruger aldeles for mange ressourcer på at finde ud af at begrænse aktivitet, hvor de selvsamme ressourcer rent faktisk kunne bruges til, at vi ikke behøvede at begrænse aktivitet.