Kronik

Jeg drømmer om, at moderskabet bliver noget, vi gør i fællesskab

Vi er mange, der ikke trives i myten om den naturlige mor, der fra dag et er opslugt af moderkærlighed og instinktivt kender løsningen på spædbarnets gråd. Der er noget utroligt isolerende og pacificerende ved at placere evnen til at være mor et sted dybt inde i den individuelle kvinde, skriver forfatter Liv Nimand Duvå i denne kronik
Da Liv Nimand Duvå blev mor, følte hun sig ikke som den salige, altopofrende og behovsudskydende mor, der bliver beskrevet i film, myter og litteratur. Hun var hormonpumpende, overvældet og uforløst.

Da Liv Nimand Duvå blev mor, følte hun sig ikke som den salige, altopofrende og behovsudskydende mor, der bliver beskrevet i film, myter og litteratur. Hun var hormonpumpende, overvældet og uforløst.

Martin Lehmann

Debat
4. april 2022

For to år siden kom min søn til verden. Det var lidt af en omgang. Fem døgn med veer, morfin, epiduralblokade og til sidst kejsersnit. Efterfølgende var jeg dopet, rystede og kastede op. Jeg var mere forvirret og syg end overvældet af kærlighed.

Ingen havde fortalt mig om det chok, kroppen befandt sig i, hormonerne, der ændrede mine fysiske og psykiske reaktionsmønstre, og hvor overvældet og uforløst jeg følte mig. Følelsen af at være mislykket, at jeg ikke havde kunnet præstere fødslen, at jeg ikke kunne præstere de rigtige følelser af hengivenhed og moderkærlighed.

To uger efter fødslen skulle min kæreste tilbage på arbejde. Jeg var svækket efter operationen og havde svært ved at bevæge mig. Jeg var rædselsslagen og bryder mig stadig ikke om at tænke på den tid. Alt flyder sammen. Det søvnløse afbrudt af korte mareridt, gråden, kvalmen, mælken, sveden. En følelse af, at noget var blevet taget fra mig. Fødslen måske, måske mig selv. En sorg over at have mistet, som var forbundet med skam. For her sad jeg med dette lille perfekte menneske og var ikke glad. Jeg havde en klar fornemmelse af at have været igennem en eksistentiel, grænseoverskridende begivenhed, men var svækket og alene og manglede fællesskaber til at forstå det.

Under graviditeten havde jeg ellers forsøgt at tilegne mig viden, men fandt hurtigt ud af, at emnet var så spundet ind i kulturelle myter og krav om individuelle præstationer, at der ikke blev efterladt plads til autentiske fortællinger. I litteraturhistorien virkede det til, at de eksistentielle bøger om moderskabet, der faktisk fandtes, druknede i kanoniserede værker om mænd, der går i krig eller på værtshus.

I film var fødslerne hurtige og hollywoodificerede: Vand går, kvinde skriger, er døden nær, men så; barnegråd, alle er lettede og klip til scene, hvor skuespilleren, som nu har afklædt sig sin gravidmave, ligger med babyen og et saligt smil. For ikke at tale om fremstillinger på sociale medier, hvor barnet og lykken ofte fremvises som et trofæ, der angives i vægt og længde, mens resten holdes skjult. Lykken, virkede det til, klæbede til barnet som fosterfedt. Ambivalensen og skildringen af fødslen som eksistentiel overgang måtte jeg lede længe efter.

Myten om det naturlige moderskab

Mens jeg sad alene om natten og ammede, begyndte jeg at læse historiske tekster om moderskab. Jeg læste om slavelignende forhold for kvinder brugt som fødemaskiner i antikken, at man i de nye forenede stater udnyttede slaver som ammer for hvide børn, mens deres egne måtte sulte.

Jeg lærte, at moderkærlighed er et historisk set nyt begreb. Mødre har vel til alle tider følt kærlighed til deres børn, men i sidste del af 1700-tallet mente Rousseau og andre af oplysningstidens lærde mænd, at det var på tide at introducere det sammen med tanken om det naturlige menneske. Og det var altså naturlighed i en stærkt romantiseret form. Det var den salige, altopofrende og behovsudskydende mor, man fandt naturlig, ikke hende den hormonpumpende, jeg selv var, der vågner i en pøl af sved, mælk og gylp. Børnene skulle nu ikke længere sendes væk til ammer for de øvre klassers vedkommende, men modnes langsomt og omsorgsfuldt hos mødrene.

I dag kan man vel næppe være modstander af, at forholdene for børnene blev forbedret. For kvinderne betød det bare et påbud om total hengivelse til moderskabet. De skulle droppe arbejde, interesser og med dyrehunnerne som forbillede overgå til en instinktiv kærlighed til afkommet og deres rene naturs idealtilstand.

Der er noget utroligt isolerende og pacificerende ved at placere evnen til at være mor et sted dybt inde i den individuelle kvinde. Og som jeg sad der barselsisoleret i min lejlighed, fik jeg en fornemmelse af, at vi ikke var kommet meget længere. Herinde i mit eget hoved, i min egen krop måtte jeg selv lede efter en løsning på barnets gråd. Herinde måtte jeg selv forsøge at disciplinere mine følelser i overensstemmelse med kravet om det naturlige og lykkelige moderskab.

Hvor var alle de andre, alle dem, der havde siddet her før mig? Det er jo absurd, tænkte jeg og begyndte at drømme om et fællesskab, hvor man delte viden, delte de ekstreme følelser, hvor man aflastede. Men i stedet for fællesskab havde mødrene fået myten om det naturlige moderskab, der har fungeret som en disciplinering og afpolitisering af moderskabet siden.

Og det er gennem denne myte, at århundreders historier om fødsler og nærdødsoplevelser, ekstrem lykke og det fjerde trimesters hormonelle sårbarhed og vilde åbenhed er blevet undertrykt. Påbuddet om at vende sig indad i sit moderskab og væk fra fællesskabet har frataget moren kolleger, allierede og muligheden for solidaritet på tværs af generationer. Og herfra kunne man begynde endnu en historie om, hvordan kvinden er blevet styret gennem usynliggørelse og pålæggelse af skyld og skam.

En ny tid, hvor mor er noget, vi bliver sammen

Men vi kunne også begynde en ny fortælling, som stadig kun er ved at tage form. For vi er virkelig mange, der ikke trives isoleret i myten om den naturlige mor. Ikke overraskende er det i periferien, at fortællingerne om det ambivalente moderskab befinder sig. I periferien af litteraturhistorien, i periferien af de samtaler, jeg kunne føre, da barnet voksede, og jeg endelig kunne komme ud. Jeg så, at mine forfatterkolleger, ligesom jeg, var begyndt at skrive om disse erfaringer, og at disse bøger rent faktisk havde læsere. For vi var mange, der havde følt os ensomme, og vi havde ventet på endelig at kunne se vores erfaringer afspejlet i vores kulturs fortællinger.

Og jeg læste videre om tiden før kernefamilien, hvor fødslen var en kollektiv begivenhed. Livet på middelalderens storgårde har uden tvivl været barsk, og mange fødende har måttet ofre livet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fødslen som en fælles overgangserfaring, og hvordan den indstilling ville kunne bane vejen for et moderskab, der er langt mere kollektivt og rummende.

Jeg er hverken ude på at romantisere de barske forhold eller diktere, hvordan man skal føde eller leve, om vi er til hjemmefødsler i kollektiver eller epiduralblokader på store hospitaler. Jeg er interesseret i nye muligheder for solidaritet. Det er på tide at få afmytologiseret det romantiserede naturlige moderskab, så moderskabet kan blive mere åbent og vildt, mildt og inkluderende for alle.

Forestil jer en ny tid, hvor mor er noget, vi bliver sammen, ikke hver for sig. Forestil jer, at de svære sider af moderskabet ikke blev undertrykt gennem sygeliggørelse, men at man i stedet for at behandle fødselsdepressioner støttede og hyldede hinanden. Forestil jer, at man fiskede essensen af moderskabet op fra kvindens påståede naturlige dyb og i stedet fordelte ansvaret. Forestil jer, at moderskabet også var fædrenes og de ældres, at moderskabet også var de queerede kroppes, at det var et samfundsanliggende.

Forestil jer, at man ikke mere placerede fortællingerne om det i periferien, at vi ikke mere skulle føle os fremmedgjorte, men fik et kulturelt refleksionsrum til at forstå os selv og hinanden i. Og forestil jer, at vi fra dette sted kunne begynde at drømme politisk, at vi med graviditetens forvandlingskraft, efterfødslens sårbare åbenhed og det efterfølgende sejlivede arbejde med tålmodighed, kærlighed og vredesmestring kunne bygge et fællesskab, et bedre samfund. Og forestil jer, hvor absurd tanken om krigsførelse så ville forekomme, hvis alle forstod og tog del i det arbejde og den kunst, det er at skabe et liv.

Liv Nimand Duvå er forfatter. Hendes seneste roman, ’Mødrenes hus’, udkom i marts.

information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er mor til tre, og aner ikke, hvor forfatteren får de såkaldte myter fra. I alle tre graviditeter fik jeg bunkevis af historier om, hvor hårdt det er at være forældre og hvor hårdt det er at føde.

Jeg er på barsel med nummer tre, og ja, det er kedeligt, hårdt og fantastisk i lige dele. Det er også bare hverdag og et vilkår - ikke noget som er specielt synd for mig eller som hele samfundet skal favne og rumme. Det er træls ind i mellem og det bliver bedre hurtigt, når børnene bliver bedre til at sove :-)

Mogens Holme, Anni Jensen, Maria Ulsig, Gitte Baun-Nielsen, Lotte Tvede, Carsten Bjerre og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Kim Ravn-Jensen

For enhver kvinde er det et legitimt og muligt valg ikke at få børn.

Frederik Schwane

Personligt tror jeg mere på forælderskabet. Og at der skal mere end én person til at drive det hårde arbejde, det er, at blive forælder. Og at det ikke er, og nok aldrig har været, udelukkende kvindearbejde. Vi er et stykke på vejen via den delvist delte barsel.

Kurt Lindy Hansen

Jeg er en ældre mand og mener at have fattet Liv Nimand Duvås budskab. Det handler om meget mere end delt barsel. Jeg kan følge Livs argumentation helt ned til hendes forestilling om, at tanken om krigsførsel vil være absurd, hvis vi alle også jeg som ældre tog del i det arbejde og den kunst, det er skabe liv. Og for nu at tage krigsførsel, så er det jo det modsatte af at skabe liv. Tankevækkende kronik og tak for den.

Jeg har det også lidt sådan, at jeg ikke helt forstår al den tale om myter og forestillinger om et perfekt moderskab. Er også mor til tre, startede i 80' erne da jeg var 22 og havde ingen rosenrøde fantasier om at det ville være let. Fik vist at vide at en normal fødsel nærmest kan ligestilles med en mellemstor operation, og så kan man jo tænke lidt over hvordan man har det efter sådan en. Blev på ingen måde fyldt af moderlig kærlighed de første uger, hvor man ofte nærmest går lidt i overlevelsesmode, indtil amning, sting, og mave falder på plads. Og så bliver det lige så stille bedre. Det er klart at når man har en kompliceret fødsel, som skribenten har haft, tager det længere tid at komme sig. Er også enig med skribenten i, at man førhen havde mere støtte fra mødre, bedstemødre, tanter og anden storfamilie, men intet forhindrer en i at tale med dem om det inden man vælger at få et barn, så man ved lidt mere om hvad man går ind til. Tror ikke at man kan gøre så meget mere - udover at vide at nogle faser i livet kan være hårde?

Åh, alle de rosenrøde forestillinger om livet. Hvis bare de unge kvinder ville droppe ambitionerne om perfekthed. De får uendelig svært ved at klare reel modgang, hvis de nogensinde møder den.

Først og fremmest et stort læs omsorg til alle ofre fort et u-planlagt kejsersnit. Den fuldstændig meningsløse tortur med ve-stimulerende drop, ekstra morfin, osv.

Sammelign med et planlagt kejsersnit, der foregår ved at skrue lidt op for epidural blokaden og lægge lokalbedøvelse, men ellers er en hel del hurtigere end en fødsel, og med sammenlignelig tid til recovery.

Danskeres dybe angst for kejsersnit er velbegrundet, hvis man summerer al torturen op. Men sådan er det slet ikke, når hospitalet planlægger i forvejen.

Vi har prøvet to gange: Først i Seattle og derefter på Riget, og begge gange var dybt imponerende, og ikke helt så traumatiske. Fantastisk personale begge steder! Vi var begge to komplet reduceret til zombier, efter 24 timer uden søvn, efter den første u-planlagte omgang, men personalet var super forstående og hjælpsomme. På Riget, hvor alting var planlagt, kørte det hele på skinner, helt uden unødvendig mishandling.