Sagen om den tidligere borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og det betændte arbejdsmiljø i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i Københavns Kommune har været helt ekstraordinær. Men den kan bruges som eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis ikke de kommunale ledelser har fokus på arbejdsmiljø og trivsel – og sikrer den nødvendige respekt for de ansattes faglighed.
For man stikker sig blår i øjnene, hvis man tror, at beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i København er den eneste kommunale arbejdsplads, der har ’ondt i arbejdsmiljøet’. Hver tredje kommunalt ansatte akademiker, der er organiseret hos DM, svarer i en ny arbejdsmiljøundersøgelse, at deres arbejdsmiljø er dårligt.
Og i en anden ny undersøgelse er det næsten hver anden kommunalt ansatte akademiker, der svarer, at korte tidsfrister betyder, at man ikke kan udføre opgaverne tilfredsstillende. 44 procent peger på, at mængden af opgaver er vokset så meget, at det også går ud over kvaliteten. Tallene viser tydeligt, at der er stort pres på de offentligt ansatte akademikere for at levere – og for mig at se kan det blandt andet være det pres, der udfordrer trivslen.
Derudover viser undersøgelsen et stort pres på fagligheden, da næsten 30 procent oplever, at der fra ledelsen eller politisk hold er forventninger om at nå frem til bestemte vurderinger eller resultater. Hele 42 procent af vores kommunalt ansatte medlemmer oplever ofte eller indimellem, at fagligt begrundede indstillinger tilsidesættes af politiske hensyn.
Der er med andre ord et politisk pres for at levere resultater, der passer ind i de politiske ønsker. Det er selvfølgelig helt legitimt, at der politisk kan træffes andre beslutninger end dem, som er indstillet af embedsmændene – vi skal bare passe meget på, at et politisk pres ikke underminerer faglige og saglige indstillinger.
Hvis ikke vi finder en ny vej, bliver det sværere at rekruttere fremtidens medarbejdere til den offentlige sektor, og samtidig falder legitimiteten til vores politisk valgte og kvaliteten af de offentlige ydelser. Det er hverken de ansatte, borgerne eller vores velfærdsstat tjent med.
De folkevalgte skal lytte
Eksemplet fra Københavns Kommune efterlader os med et ønske om flere ansvarlige og robuste politikere, som lytter til deres ansatte og ikke skyder skylden på dem. Som tør stå fast og stå ved deres politik og værdier, og som ikke lader sig rive med. Flere af den slags politikere vil være godt for vores demokrati – og det vil være rigtig godt for trivslen hos de ansatte, som oplever at blive fanget i dilemmaet mellem deres faglighed og det politiske pres.
Først og fremmest skal vi slå fast, at der skal være plads til at lytte til de dygtige embedsfolk, for ellers risikerer vi et kvalitetstab inden for den offentlige sektor. Vi bryster os jo af at have partineutrale embedsfolk, der kan rådgive og give viden på tværs af skiftende politiske flertal, og derfor skal man bruge de ansattes viden og respektere, når de siger til og fra.
Vi har en lang og god tradition for en arbejdsdeling mellem politikerne og embedsværket. Den skal vi værne om, og det betyder, at vi skal sikre os, at medarbejdere har en reel mulighed for at sige til og fra ud fra gældende regler og faglighed. De ansatte skal kunne være sikre på, at politiske valg ikke tørres af på embedsmændene, og de skal opleve, at de folkevalgte lytter til de faglige råd.
Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at vi får en oplyst og konstruktiv debat om, hvordan politikere og medarbejdere kan finde tilbage til et respektfuldt samarbejde der, hvor det halter. I kølvandet på sagen i Københavns Kommune vil vi i DM nu samle relevante eksperter og praktikere på tværs af det kommunale område i en særlig arbejdsgruppe.
For der er ikke brug for snuptagsløsninger – vi skal sammen finde vejen frem til varige forandringer. Arbejdsgruppens opgave bliver at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan samspil mellem politikere, ledere og ansatte skal fungere bedre i fremtiden og i sidste ende sætte nogle rammer for, hvordan vi sikrer en sund kultur og et arbejdsmiljø i balance.
For den kommunale mistrivsel er ikke et individuelt problem – det er et samfundsproblem. Derfor skal faglige organisationer, arbejdsgivere, ledelse og ansatte sammen arbejde for, at sager som den i Københavns Kommune kan høre fortiden til.
Camilla Gregersen er formand for den akademiske fagforening DM
Vigtigt indlæg. Tak.