Folkekirkens opgave er at perspektivere synet på eksistens. Det kræver mere end drop in-dåb

Når man vil vurdere Folkekirkens samfundsrelevans, falder man nemt i den grøft at måle den med samtidens sekulære målestok. Men netop derved risikerer man at overse det, der udgør selve kirkens eksistensberettigelse, og som ingen andre institutioner bidrager med.

Kirken tolker jo livet og verden igennem prismet Gud. Og selv om det i en vis forstand er indlysende, overser man det næsten pr. automatik i vores sekulære epoke, hvor religion er blevet noget, den enkelte selv kan vælge til eller fra.

Gud er en fjern størrelse, og derfor er det naturligt nok de såkaldt kirkelige ’aktiviteter’, der springer i øjnene. De er nemlig selv for ateister og religionskritikere til at tage og føle på, fordi de i modsætning til Gud umiddelbart kan konstateres. De findes virkelig.

Oprindelig stod kirken for gudstjenester, de kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse og for sjælesorg og menighedspleje i form af hjælp til mindre bemidlede. Men for at følge med tiden udbyder de lokale kirker nu om dage forskellige aktiviteter, som mange mennesker, ikke mindst børnefamilier, gør brug af.

Der er ansat kultur- og kommunikationsmedarbejdere og musikpædagoger, som står for babysalmesang, babyrytmik, spirekor, børnekor og korledere til voksenkor. Der udbydes utallige foredrag, der findes filmklubber, læsekredse og sorggrupper, der er pilgrimsvandringer og meget mere. Hertil kommer de utallige kirkekoncerter af enhver slags, som organisterne arrangerer. Folkekirken er Danmarks største koncertudbyder.

Som noget af det nyeste har drop in-dåb og drop in-vielse og nu også gravidsamtaler bredt sig til hele landet, og det er i dag næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke kirkelige aktiviteter der kan sættes i værk. Mig bekendt findes der ikke et samlet overblik over alt det, menighedsråd, præster og andre ansatte har gang i, som er med til at gøre kirken samfundsrelevant ved at dække forskellige behov i befolkningen.

Ud over de nævnte tiltag er der også opstået nye gudstjenesteformer som musikgudstjeneste, meditativ gudstjeneste, natkirkearrangementer og friluftsgudstjenester. De mange kirkelige organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Kirke i Udlandet og Danmission samt de mange genbrugsbutikker kan vel også regnes for kirkelige aktiviteter.

Uden alt dette havde Folkekirken i kølvandet på oplysningstiden og sekulariseringen for længst været kørt ud på et sidespor – eller ville i hvert fald kun have været for de særligt troende og været med temmelig begrænset folkelighed og samfundsrelevans. Sådan gik det ikke, fordi de kirkelige aktører har taget udfordringerne op og har moderniseret og udvidet kirkens virkefelt.

Men de mange aktiviteter og alternative gudstjenester skal ikke skygge for, at kirkens grundlæggende legitimation beror på noget ganske bestemt – nemlig Gud. Uden Gud, ingen kirke. Gud er imidlertid ikke, som nogle mener, et tomt begreb, men et forsøg på at betegne primære virkelighedsdimensioner, som intet menneske kan vriste sig fri af, uanset om man så kalder sig ateist eller fører sig frem som religionskritiker.

Gudsbegrebet indrammer livet og verden

Det siges, at nogle tror på Gud, andre tvivler, og atter andre tror slet ikke. Men ordet ’tro’ burde for en tid tages ud af sproget, for det lægger umiddelbart op til en misforstået modstilling mellem tro og viden. Det er en faldgrube, fordi religion ikke er et forsøg på at konkurrere med videnskaben i at forklare verden. Religion er en fortolkning af virkeligheden med henblik på at gøre mennesker orienteringsrealistiske.

Overalt og til alle tider og især i nyere tid er mennesker nemlig tilbøjelige til at overse grundlæggende aspekter af livet og bilde sig ind, at magten til at være til er vor egen, og at man ikke skal dø for nu at parafrasere en af K.E. Løgstrups kritikker. Men det er blandt andet den type metafysiske kendsgerninger, at ingen har skabt sig selv, og at alle dør, kirken går ud fra. Ligesom den prædiker, at forskellen på godt og ondt, på had og kærlighed, løgn og sandhed ikke er en menneskelig opfindelse.

Med gudsbegrebet indrammer kirken livet og verden med en førkulturel virkelighed, og det er i kraft af det tolkningsperspektiv, kirken yder sin helt unikke indsats. Den kosmisk funderede livstydning er nemlig i dag alle andre steder stort set fortrængt af det naturvidenskabelige sprogunivers med den årsags-virknings-tænkning, der har vist sig at være særdeles effektiv i forsøget på at beherske livet og verden og sikre materiel vækst.

Omkostningen ved denne succes har imidlertid været en horisontindsnævring til det, mennesker har magt over og kan forklare. Men det er en historisk forståelig misforståelse og fortrængning af, at der er evige grundvilkår som tid og rum, glæde, sorg, angst, ondt, godt, fødsel, død, uendelighed, veje og vildveje, som mennesket ikke har magt over. 

Kirken handler om eksistens

Kirken står ikke for overtro, men for livsorientering med evighedsstrukturerne som primær horisont. Meditation, kondiløb, clairvoyance, psykoterapi og meget andet kan tolkes som det moderne menneskes forsøg på at orientere og tilpasse sig ’noget’ – ikke et ondt ord om det. Man kan nemlig ikke bare skrue tiden tilbage og henvise moderne individualister til kirkens traditionelle iscenesættelser af de ontologiske ikkemenneskeskabte livsvilkår, for der findes ikke længere en fælles folkelig religionsoplæring, og derfor indgår kirkens filosofi og praksis ikke længere i den kollektive bevidsthed.

Ikke desto mindre består kirkens primære og særlige samfundsrelevans i at tolke livet og verden i det eviges lys. Måske er der i vor kulturkreds nu også ved at ske et paradigmeskift i retning af at ny-perspektivere eksistens og univers og orientere sig anderledes, end det moderne individualistiske og rationalistiske naturvidenskabelige sigte som behovstilfredsstillelse, naturbeherskelse og vækst lægger op til.

Klimakrise, naturødelæggelse og stress afslører, at andre prioriteringer er absolut nødvendige, og teologer og andre tænkere gør opmærksom på, at vor tids epoke overser vigtige perspektiver af livet.

Sociolog og politolog Hartmut Rosa kritiserer højhastighedssamfundets accellerationsideologi med begrebet resonans – en slags åndelig korrektion af den materialistiske livstydning, og filosoffen Martha Nussbaum skriver om at skabe et retfærdigt samfund bygget på eviggyldige kapabiliteter.

På den teologiske bane vil Niels Grønkjær oplyse de oplyste, som har misforstået religion, Niels Henrik Gregersen fremhæver det menneskelige fællesskab, og Jakob Wolf gennemgår sekulariseringen.

Ingen af de nævnte eller andre, der tænker i tilsvarende baner, drømmer om at kunne revitalisere kirken. Men de fremhæver på hver deres måde metafysiske og eviggyldige aspekter af eksistens, der længe har været overset til fordel for en naturvidenskabens afkortede virkelighedsforståelse.

Hvis kirken ellers kender sin besøgelsestid, må den, for ikke at reduceres til kun at være aktivitetsinstitution, besinde sig på at nyformulere hele gudsvokabularet, hvor Gud, Søn og Helligånd er udtryk for realistisk virkelighedsforståelse. Den treenige Gud er ikke en overjordisk person, men et tolkningsprisme.

Lykkes det kirken at kaste lys over virkeligheden ved hjælp af en moderne kvalificeret teologisk tolkning af kristendommen, kan den vise sig at være mere relevant for både samfundet og det enkelte menneske, end selv de mest hardcore religionskritikere har fantasi til at forestille sig.

Peter Holm er tidligere provst for Frederiksberg