Kronik

Forbyd praktiserende læger at stille psykiatriske diagnoser og udskrive psykofarmaka

90 procent af de danskere, der får diagnosen depression, får den hos egen læge på baggrund af et tipunktsspørgeskema. De praktiserende læger er skolet til at finde en sygdom og udskrive medicin imod den – og det er med til at sygeliggøre naturlige reaktioner på livets slag, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen i denne kronik
Depression er hverken en fejl, en hjerneanomali eller en biokemisk ubalance, og derfor heller ikke en sygdom. Depression er i mange tilfælde en reaktion på, at livet gør ondt og har gjort én ondt, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen.

Depression er hverken en fejl, en hjerneanomali eller en biokemisk ubalance, og derfor heller ikke en sygdom. Depression er i mange tilfælde en reaktion på, at livet gør ondt og har gjort én ondt, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen.

Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Debat
27. april 2022

Der er noget ravruskende galt med danskernes mentale helbred. Når mere end en halv million danskere er på psykofarmaka og flere endnu har psykiatriske diagnoser, må vi spørge os selv: Hvad er det, der gør, at så mange mistrives? Hvorfor denne eksplosion i psykisk sygdom?

Der er mange mulige svar, som spænder over alt fra vores børns tidlige debut i institutioner til præstationssamfundet, sociale medier og perfekthedskultur. Der er imidlertid en anden mulig forklaring på de mange diagnoser. En forklaring, der ikke antager, at verden er blevet et langt værre sted end tidligere, men derimod at vores måde at forholde os til verden på er blevet sygeliggjort igennem det, man kan kalde en psykiatrisering af sindet. De psykiatriske diagnoser er altså ifølge denne forklaring en stor del af selve problemet.

Det kan lyde som cirkulær logik; altså at antallet af psykiatriske diagnoser er forårsaget af psykiatrisk diagnosticering. Ikke desto mindre giver forklaringen mening, når man medtager, at psykiatriske diagnoser er baseret på ufattelig løs videnskab og dårlig praksis, hvilket jeg har argumenteret for tidligere i Information. Hvis de psykiatriske diagnoser i videnskabelig forstand er dårligt definerede – her tænkes især på deres mangelfulde reliabilitet og validitet – så er diagnosticeringen af det enorme antal danskere ligeledes baseret på dårlig videnskab.

Når vi derfor kalder en depressiv reaktion på for eksempel ensomhed for en sygdom, så fastlåser vi den lidende i lægefaglig eller psykologisk behandling som løsningen på problemet. Den forpintes psyke er i den psykiatriserede forståelse ’fejlramt’, altså er der noget galt med den.

Ikke en fejl i hjernen

Problemet er imidlertid, at depression hverken er en fejl, en hjerneanomali eller en biokemisk ubalance. Og derfor heller ikke en sygdom. Depression er i mange tilfælde en reaktion på, at livet gør ondt og har gjort én ondt. En depressiv tilstand kan ramme så hårdt, at man bliver syg af den i den forstand, at man går helt i stå eller bliver farlig for sig selv. Men jeg mener altså ikke, det er en lægefaglig sygdom, der bør behandles lægefagligt.

I en depressiv tilstand har man ofte brug for hjælp, hvad enten det er fra familie, venner eller professionelle. Det, der dog sker, når man søger hjælp hos sin egen læge, er, at man får diagnosen klinisk depression og i mange tilfælde får udskrevet antidepressiver. Den hjælp, der gives, er udelukkende baseret på en sygdomsforståelse af det, der er galt. Hvilket giver mening. Læger er trænet og uddannet i at tænke i udredninger, sygdomme og behandlinger. De gør altså med andre ord det, de er skolet til. Derfor giver det også mening, at man udskriver et medicinsk præparat for den tilstand, som man anser for en sygdom.

Men når vi jævnfør ovenstående argumentation ved, at diagnosen klinisk depression ikke giver megen mening, da den er meget lidt pålidelig og meget dårligt afgrænset fra andre diagnoser, så hviler behandlingen på et farligt og løst grundlag.

Når vi samtidig ved, at antidepressivers påståede effekt er ekstremt tvivlsom, og at der fejlinformeres om udtrapning og medicinafhængighed, så er der altså ikke mange gode argumenter for at blive ved med at klassificere depressive reaktioner som lægefaglige sygdomme. Vi kan ikke finde dem i hjernen, selv om det ofte er det budskab, der kommunikeres. Neuromyten er ekstremt stærk, men der er aldrig påvist pålidelige forskelle mellem ikkemedicinerede depressive personers hjerner og andre hjerner. Vi kan heller ikke finde dem i blodet, og vi har ikke nogen effektive, sikre behandlinger i lægens værktøjskasse.

Et radikalt forslag?

Det er min klare holdning, at vi bør udfase den hospitalsbaserede, lægefagligt styrede psykiatri baseret på patologisering af psykiske reaktioner og erstatte selve systemet med et tværfagligt system funderet på stærkere videnskabelige og praksismæssige principper. Det er en del af en debat, som jeg tager flittigt del i. Indtil vi kan få en grundlæggende systemisk forandring, har jeg dog et konkret forslag, som øjeblikkeligt vil flytte både tilgangen til og diskursen omkring psykisk fortabelse i en langt bedre retning: Forbyd praktiserende læger at tildele psykiatriske diagnoser og udskrive psykofarmaka.

Lyder det radikalt? Det mener jeg ikke. Selve depressionsdiagnosen er som sagt baseret på et utroligt løst videnskabeligt grundlag og stilles ofte ud fra HAM-D-17 eller Major Depression Inventory – depressionsskalaer, hvor antal afkrydsede felter afgør, om der er tale om sygdom eller ej. Og ser man på diagnosekriterierne, skal der vitterligt ikke meget til, før man lever op til ’klinisk depression i lettere grad’. Hvis man tænker kritisk over det, så er det vanvittigt, at vi accepterer sygdomsgørelsen og den efterfølgende lemfældigt udskrevne medicinering af depressive reaktioner.

Hvorfor er det pludselig en sygdom og et problem i hjernen frem for en naturlig reaktion? Den stilles og behandles, ligesom diagnosen angst, i mere end 90 procent af tilfældene af praktiserende læger på baggrund af et tipunktsspørgeskema. Er det så en helt gal tanke, at vi måske bør overveje at begrænse antallet af personer, der kan kaste om sig med diagnoser og psykofarmaka? Indtil vi får indrettet et grundlæggende nyt system, vil vi kunne slå et banebrydende slag for folkesundheden ved at forbyde praktiserende læger at anvende og behandle ud fra psykiatriske diagnoser.

Slip psyken fri

Men skaber det ikke bare mere arbejde til psykiatrien? Nej. For hvad er det reelt, de psykiatriske diagnoser gør? For det første lader diagnoserne de lidende forstå, at de er ramt af en sygdom, selv om denne sygdom er dårligt defineret. For det andet udløser de psykofarmakologisk behandling, som ikke er særligt effektiv og kan være voldsomt svær at komme ud af igen. For det tredje kan man ikke slippe af med en psykiatrisk diagnose, når først den er stillet, hvilket blandt andet har betydning for forsikringsdækning, sandsynlighed for effektiv behandling af somatisk sygdom og endda i visse tilfælde for udbetalingen af sociale ydelser.

Psykiatrien som system er én debat. Men lad os her fokusere på den enorme gruppe danskere, der diagnosticeres og behandles af de praktiserende læger. Hvis diagnoserne ikke er valide eller pålidelige, hvis den medicinske behandling ikke er effektiv og ofte volder skade, især ved udtrapning, og hvis diagnosticering gør det sværere at få forsikring, at få hjælp til somatiske problemstillinger og at få sociale ydelser, hvad i alverden risikerer vi så ved at fjerne dem helt fra praktiserende lægers bord?

Uanset om praktiserende læger må diagnosticere eller ej, er der jo mange danskere, der over tid vil opleve svære depressive eller angstprægede reaktioner på de slag, som livet giver. Og de vil fortsat skulle have hjælp. Men det er – mener jeg – åbenlyst ud fra den tilgængelige viden, at sygdomsgørelsen af deres psykiske reaktioner ikke hjælper, men tværtimod ofte skader og stiller forhindringer i vejen for at få det godt igen. Lad os derfor slippe psyken fri af sygdom ved at fjerne sygdomsbegrebet dér, hvor det anvendes flittigst: hos de praktiserende læger.

Jonas Vennike Ditlevsen er psykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Rahdoust Boeskov

Indlysende rigtig kronik. Umulig at være uenig i.

Sæt igang!

Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Kim Petersen, Rudy Jensen, Peter Wulff, Dennis Tomsen, Rasmus Kristiansen, Ole Svendsen, svend christian tychsen, Franz Nitschke, Klaus Lundahl Engelholt, Mogens Holme, Claus Mortensen, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Desværre er praktiserede læger ikke de eneste, som uddeler både diagnoser og psykofarmaka som fredagsslik til børn, det gør psykiatere også.

Mange psykiatere har endog som kriterie for behandling hos dem, at patienten SKAL medicineres.

Det er åbenbart helt umuligt for mange læger at forestille sig, at man kan have behov for behandling uden at påtvinges medicin, eller at det tager lang tid at stille en ordentlig diagnose, det man før i tiden kaldte at udrede en patient af gavn, ej blot af navn.

Det er fuldstændig uantageligt, som det er idag, at diagnosticere folk med tunge lidelser som for eksempel skizofreni eller personlighedsforstyrrelse ud fra et spørgeskema, ligeledes at betragte enhver følelsesnæssig afvigelse ud fra en eller anden klinisk 'standard' for normalitet som medicinkrævende.

For mange mennesker bliver medicinen det, der i sidste ende ødelægger deres liv, fordi den har så mange utilsigtede bivirkninger, cocktaileffekter og forringer funktionsevnen.

Tak for en yderst relevant kronik.

Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Kim Petersen, Rudy Jensen, Ib Christensen, Dennis Tomsen, Rasmus Kristiansen, Ole Svendsen, Mads Bech Madsen, Christel Gruner-Olesen, Steen Obel, svend christian tychsen, Franz Nitschke, Ruth Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt, Mogens Holme og Claus Mortensen anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Noget af det første jeg lærte i psykiatrien var at der er en verden til forskel mellem at være klinisk deprimeret, og det at være ulykkelig, bang eller stresset. Det var psykiatriens kunst at kunne skelne, og det var bestemt ikke nok at stole på resultat af et tjekbokse skema, som alligevel dengang heller ikke var særlig udbredte. Desuden fandtes der dengang både psykotisk og neurotisk former for depression. Nu findes neuroser 'ikke mere' så neurotisk depressioner er blevet til mange andre ting ingen rigtig kan finde rundt i, heller ikke os professionelle. Men medicin har aldrig kunne behandle neurotisk depression, ej heller ECT (elektrochok).
God kronik Jonas selvom der ikke er noget nyt i det. Du glemte dog en ting: "de vil fortsat skulle have hjælp" skriver du men når hverken læger eller psykiatere duer til det (jeg antager det fortsat er din holdning), hvor skal de stakkels mennesker så gå hen for at hente den hjælpe de skal have? Det er et stort spørgsmål som du simpelthen undlader at tage stilling til.

Alvin Jensen, Jeanette Jensen, Inge Lehmann, Lotte Tvede, Søren Andersen, Klaus Lundahl Engelholt og Claus Mortensen anbefalede denne kommentar
Jonas Vennike Ditlevsen

@Colin Bradley:

"Der er ikke noget nyt i det". Tjo, det er der måske alligevel, når man tager udgangspunkt i din kommentar. Der er intet nyt i det rent forskningsmæssigt, sandt. Jeg har jo ikke selv forsket. Så på den måde leverer jeg bare et andet budskab end det officielt psykiatriske.

Du skriver, at du "lærte i psykiatrien". Problemet er imidlertid, at det, jeg skriver, er lige så gyldigt for svær psykisk smerte/fortabelse, som det er for lettere tilfælde. Det giver ikke pludseligt mere videnskabelig mening at betragte en psykisk reaktion som en sygdom, blot fordi den er i den tunge ende. Jeg har selv hjulpet og været med til at hjælpe personer igennem det, psykiatrien kalder "alvorlig sygdom", men hvor psykiatrisering og medikalisering mest af alt har gjort mere skade end gavn. Ganske som med mildere tilfælde. Jeg mener ikke, at psykiatrien er bedre til at diagnosticere end privatpraktiserende læger. Simpelthen fordi den tilgang til psyken og de udredende værktøjer er alt for kvantificerende og medikaliserende.

Jeg ville gerne foreslå et andet system, men det er en mastodontisk opgave, som jeg ikke selv kan løse. Jeg har dog et forslag til, hvor vi kan se efter et alternativ til den diagnostik, som i mine øjne sygeliggør befolkningen: En caseformulering. Jeg ved, du er imod PTMF, men man kan sagtens følge en kontekst-orientering uden PTMF specifikt. Der er en verden til forskel på, om man reagerer depressivt pga. mobning på en arbejdsplads eller om man reagerer på for lang tids isolation. Eller reagerer forsinket på forhold i livet, der ikke har været okay. I disse tre tilfælde kan den relevante indsats tælle psykologsamtaler, men er jo i lige så høj grad et socialt indlejret problem. Psykologer kommer langt fra til at fixe alt, og jeg vil som bekendt ikke have et lægevælde over psyken erstattet med et psykologvælde. Men den konkrete løsning af opgaven afhænger jo af ambitionsniveauet, især det politiske. Kampen er for mig stadig et oplysningsprojekt, fordi mange af de psykiatriske myter stortrives i offentligt diskurs, til langt mere skade end gavn i min optik. Pointen med denne kronik er dog, at selve det at standse diagnosticering og medicinering i privat praksis vil være bedre end at fortsætte som hidtil.

Som et aberdabei kan nævnes, at jeg skam også indgår i samarbejder omkring at foreslå et konkret alternativ. Det er dog ikke nærværende kroniks ærinde.

Alvin Jensen, Kim Petersen, Eva Schwanenflügel, Ole Svendsen, Mads Bech Madsen, Torben Kjeldsen, Steen Obel, svend christian tychsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

En desværre yderst relevant kronik. Tak for den. Jeg kan blive noget så træt ved tanken om, at disse indvendinger har eksisteret i årevis uden, at det er blevet bedre. Det er på tide, der sker noget

Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Kim Petersen, Eva Schwanenflügel, Ole Svendsen, Christel Gruner-Olesen, svend christian tychsen og Franz Nitschke anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Endnu et angreb på psykiatrien fra en psykolog, der næppe selv har kvalitetssikret sine egne behandlinger. Du har 'selv hjulpet' skriver du. Blev dine patienter fri for psykisk lidelse? Eller er dine behandlingsresultater lige så tvivlsomme som dem du mener psykiatrien præsterer?
Af snak kommer der regel kun mere snak.
Jeg svarede på din kronik fra 2021. Det holder stadig:
Psykiatrisk diagnostik kan være klinisk nyttig, hvis diagnosen er koblet til informationer om f.eks. sandsynlighed af udfald eller sandsynlige reaktioner på behandlingen. Psykologiske behandlingsregimer kan også være nyttige, men det er usandsynligt, at de er nyttige i al klinik eller i måder at arbejde på. Dimensions- eller symptombaseret klassificering kan have større validitet, men vil stadig involvere kategoriske valg og have begrænsninger i klinisk anvendelighed. Alternative klassifikationer vil få problemer med sundhedssystemets dataregistrering, statistik og vil have problemer med at skaffe patienterne adgang til andre kollektive ydelser.
Problemet er næppe diagnoser eller klassifikationer. Dem har vi brug for næsten uanset karakteren af disse: Jeg vil personligt være mere tryg ved at vide at andre med lignende symptomer har haft nytte af en bestemt behandling end at vide, at jeg er unik og at jeg starter forfra, fordi jeg er unik. Problemet er et helt andet: Nedskæringer i psykiatrien og i sundhedsvæsenet generelt.

Anni Jensen, Ditte Jensen, Maja Dittmann, Colin Bradley, Jens Jacob Prasse, Inge Lehmann og Lotte Tvede anbefalede denne kommentar
Jonas Vennike Ditlevsen

@Jens Christian Jacobsen

Kvalitetssikring af mine egne behandlinger? Supervision, naturligvis. Ganske som alle andre psykologer. Men når jeg har kunnet hjælpe (og være med til at hjælpe) i tilfælde, hvor psykiatrien og psykiatrisering har gjort stor skade, så er det jo fordi, psykiatrisering i selv selv kan være helt enormt skadelig for psyken, dernæst fordi der har været tale om familie- og netværksindsatser ved siden af terapi. Som det bør være.

Der findes gode bud på alternativer til psykiatrisk diagnosticering og endnu bedre bud på alternativer til det nuværende lægedominerede behandlingsregime.

Hvor er det i grunden pudsigt, at du ikke forholder dig til den konkrete kritik i kronikken, men straks griber til at kritisere mig i et forsøg på... hvad? At miskreditere mig? Argumenterne bør jo tillægges vægt uanset hvilken terapeutisk orientering man har. Jeg er skam stolt af de resultater, jeg som psykolog leverer. Og jeg ville med stor glæde tage del i arbejdet omkring at indstifte en systemisk forsøgsordning i direkte "konkurrence" med psykiatrien, så man med rimeligt belæg ville kunne påvise, at den psykiatriske sygdomsmodel fører til dårligere indsatser og resultater end andre tilgange til psykisk smerte og fortabelse.

Jeg må have overset din kommentar sidst; jeg plejer skam at svare. Men så lad mig tage til genmæle her:

"Psykiatrisk diagnostik kan være klinisk nyttig" - Hvad betyder det? Hvis den kliniske reliabilitet er elendig, så anvises "behandlinger" jo temmelig arbitrært og mere ud fra fagpersonens præferencer eller interesser end ud fra systematik. Validiteten af diagnoserne, især afgrænsningen imellem disse komplet kunstige skel, er i selv helt enorm problematisk. Hvorfor lader vi som om, at vi kan sondre mellem og behandle på baggrund af så flydende størrelser som psykisk reaktioner er? Årsagen til reaktionen er langt vigtigere end selve reaktionen. Det er jo indlysende, at hvis man baserer et helt system på symptombehandling, så ignorerer systemet årsagerne. Det viser forskningen da også, hvor mere end 80% af psykiatripatienter har væsentlig traumehistorik, men kun 5-12% (afhængigt af studiet) oplever at traumerne overhovedet indgår i den psykiatriske tilgang til deres smerte. Det er hovedrystende og skammeligt.

Der vil være masser af problemer forbundet med overgangen til et andet system, problemer som skal løses. Derfor skal vi heller ikke nedlægge psykiatri og diagnostisk i morgen, men afprøve alternativer og - hvis resultaterne melder sig - gradvist indfase en anden tilgang og forståelse. Du kan godt lade som om, at al klassfifikation i sidste ende vil være omtrent det samme. Men det er bare ikke rigtigt. Den psykiatriske tilgang er symtpomfixeret, symptombehandlende, og symptomminimerende. Det er en helt utroligt blind tilgang til psykisk smerte og fortabelse, hvor man overser det allermest essentielle ved psykisk heling.

Mogens Holme, Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Kim Petersen, Eva Schwanenflügel, Dennis Tomsen, Torben Kjeldsen og svend christian tychsen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jeg ved at min tandlæge altid spørger "hvordan har du det".
Sidste gang tænkte jeg længe over hvad jeg skulle svare. Det blev en mumlen "at det ville jeg helst ikke reflektere over i dag".
For ville det være smart at gøre sin tandlæge ked af det inden sit "indgreb" på mig.

For hvordan går det Ander Hüttel?

Alvin Jensen, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Ib Christensen og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar
svend christian tychsen

Alarmerende og særdeles relevant kronik, som Jonas Vennike Ditlevsen skal have stor tak for. Da jeg selv har særdeles negative erfaringer med Rigshospitalets lukkede ældre psykiatriske afdeling i over 3 måneder i perioden maj - juli 2019, og stadig har, måske livslange bivirkninger af medicinen jeg fik her, vil jeg gerne supplere med nogle oplysninger. Ditlevsens kritik er langt fra ny, og står ikke alene. I første række bør nævnes Dr. Med. Professor Peter C. Gøtzsche `Dødelig psykiatri og organiseret` København 2015, udkommer fremdeles, og i anden række hans `Dødelig medicin og organiseret kriminalitet - Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet` København 2013. Begge bøger er særdeles veldokumenterede, og medicinalindustrien har selvfølgelig gjort alt for at lukke munden på ham, ligesom lægestanden i al almindelighed ikke bryder sig om ham; han drager jo uden omsvøb deres faglighed i tvivl. Men hertil kommer den juridiske side af sagen. I lyset af Nürnberg processen efter 2. Verdenskrig, hvor ansvarlige tyskere blev dømt til dødsstraf for deres medvirken til anvendelse af mennesker, især enæggede jøder, til medicinske forsøg uden samtykke, men ved tvang, tilsluttede Danmark sig i 1948 Nürnberg Konventionen under Europa Rådet, hvor det forbydes at anvende mennesker til medicinske og kliniske forsøg uden disses udtrykkelige
samtykke. Bekendtgørelse om tvang i psykiatrien ignorerer ganske enkelt Nürnberg Konventionen, og det kan derfor konkluderes, at alle lukkede psykiatriske afdelinger i hele Danmark rask væk forbryder sig mod den. Som Ditlevsen og Gøtzsche skriver, eksperimenterer man her på livet løs med værgeløse mennesker med piller, elektrochok og tvangsfiksering, og det siger sig selv, man ofte gør langt mere skade end gavn. Og et eller andet sted ved de Psykiatriske Overlæger udmærket godt, at de ikke aner hvad der sker i hjernen, hvis den for eksempel udsættes for elektrochok. Den menneskelige hjerne er et ekstremt kompliceret organ, som man kun i meget begrænset omfang har forstået. Psykiatriens historie er op til dags dato et sandt rædselskabinet, og det nuværende system må afvikles. Et godt sted at begynde, er at implementere Nürnberg Konventionen i gældende lovgivning, og i langt højere grad tænke i forebyggelse på både individuelt- og samfundsmæssigt plan. Nævnes skal det tilsidst, at man i Norge forsøger sig med medicinfri behandling af psykiatriske patienter.

Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Kim Petersen, Eva Schwanenflügel, Thomas Corydon og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
svend christian tychsen

Rettelse:

Dr. Med. Professor Peter C. Gøtzsche: "Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse" PeoplesPress, København 2015, 378 sider, kan varmt anbefales.

Pensioneret universitetslærer
mag. scient. soc. & HD
Svend Christian Tychsen

Mogens Holme, Alvin Jensen, Morten Bo Johansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Min tillid til skribentens argumentation ville være større, hvis han ikke tilbød sig selv som det relevante og udokumenterede alternativ.

Psykolog markedet blomstrer og man kunne ønske at evidensen for div metoder og tilgange blev evalueret systematisk.
Man kan med rette diskutere både evidens, klassifikationer af og om psykiske sygdomme og belastninger og hvordan man skal hjælpe, herunder behandle med medicin,aflastning, samtaleterapi etc. Man kan også diskutere konkrete forslag forudsat at man kan præsentere en viden om at forslaget vil hjælpe dem som har brug for hjælp.

Jonas Vennike Ditlevsen

@Marianne Jespersen

Det kunne jeg aldrig drømme om at sige - at jeg er alternativet. Eller at min tilgang til fx terapi er det.

Når jeg giver mit besyv med om, hvordan jeg godt kunne tænke mig et alternativ, så er det med udgangspunkt i det, jeg ved. Men som jeg både skriver her i kommentarsporet og mange andre steder (og i kronikken), så ønsker jeg mig et tværfagligt, rolledefineret system som erstatning for psykiatrien. Og altså ikke et psykologvælde.

Jeg mener absolut, at psykologerne også trænger til at tage et seriøst livtag med den overdrevne tillid til denne eller hin metode, især når den tilgængelige evidens peger mere på individuelle forskelle ved terapeuter end ved konkrete metoder som den virksomme kraft i terapi.

Når jeg taler om en anden tilgang end den sygdomsorienterede, så taler jeg ikke om en terapeutisk tilgang. Jeg taler om en helt anden opfattelse af psykisk lidelse, en kontekstbaseret opfattelse. Den begrænser sig på ingen måde til psykologfagligheden; det er netop en del af pointen, at det er konteksten der afgør interventionen. I nogle tilfælde vil en pædagogisk indsats være langt mere relevant at prioritere end en terapeutisk, eller en fysioterapeutisk, diætisk, mentor-baseret, peer-baseret, osv osv. Når jeg taler om en kontekstbaseret model, mener jeg ikke, at konteksten så skal forløses igennem terapi, men at konteksten bør erstatte sygdomsforståelsen som det guidende/anvisende princip.

Jeg mener bestemt, at jeg har gang i noget spændende i min egen biks. Men det er aldeles ikke den, jeg vil fremhæve som alternativet. Alternativet bør informeres af langt større tværfaglighed, forskellige erfaringsniveauer, bruger-baggrund, med mere. Jeg vil mægtig gerne være en del af arbejdet med at udforme et alternativ. Men jeg forestiller mig på ingen måde, at jeg selv kan udtænke det. Kun pege på ting i ind- og udland, der ser ud til at fungere.

Kurt Nielsen, Mogens Holme, Alvin Jensen, Kim Petersen, Claus Mortensen, Eva Schwanenflügel, Dennis Tomsen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Psyken er ikke uafhængigt af hormoner, immunsystemet eller mikrobiomet.

Så min hypotese er, at det skyldes de hormon og immunsystemforstyrrende stoffer, at flere folk nu til dags er mindre psykisk robuste koblet med de krav fra samfundet, at man skal yde 100 procent hele tiden ellers er man selv skyld når man fejler.

Colin Bradley

@Mogens Holme - ja vi er mange efterhånden der mener der snart "skal ske noget". Spørgsmålet er dog hvad det nærmere er der skal ske. Jeg mener der skal ske noget og Jonas mener der skal ske noget og du mener der skal ske noget. For den sags skyld og for så vidt man kan stole på det er troværdige udsagn der kommer fra Sundhedsministeriet mener også regeringen der skal ske noget. Og regeringen er trods alt en vigtig brik at have i spillet for der kommer ikke til at ske så meget uden dem.
@Jonas "Jeg ville gerne foreslå et andet system, men det er en mastodontisk opgave, som jeg ikke selv kan løse. " DET var nyt. Det beroliger mig meget du er nået så langt Jonas. En halv million eller flere mennesker i dette land som ikke har det godt psykisk er minsandten en mastodontisk opgave. Måderne hvorpå de ikke har det godt varierer i det uendelige næsten og den palet af metoder og værktøj vi skal bruge skal også være meget varierende. Vi skal ikke blot hælde til en eller to metoder til alle men uanset hvordan vi prøver at tackle problemet skal vi være flere om det. Behandlings og omsorgs kapaciteten er simpelthen for tynde til at vi kan gøre effektiv indhug i det. Det må være et udgangspunkt vi kan enes om uanset hvad vi ellers mener forskelligt.

jens christian jacobsen

@Ditlevsen
Du mener at supervision er tilstrækkelig kvalitetssikring? Det kan højst sikre, at du og din kollega er enige om det hensigtsmæssige i den metode eller intervention du foretager. Supervision siger intet om effekten af interventionen. Et virkningstomrum uden diagnostik, uden referenceramme.
Du ved sikkert godt, at AL psykoterapi virker - på kort sigt. Derimod fortaber resultaterne sig næsten altid på langt sigt, dvs >12 mdr efter behandlingsophør. Det tyder ikke just på behandlingsstringens, men på en god relation til patienten. En ven i nøden. Effektfuldt, men forbigående.

Det vil føre for vidt at diskutere psykiatrisk diagnosevaliditet med dig. Blot dette: ALLE diagnoser er midlertidige begrebkonstruktioner, der kan lette et behandlingsregime baseret på kliniske erfaringer. Du vil med garanti ikke undvære medicinske diagnoser inden behandling hos lægen. Hvorfor så denne kritik af psykiatriske diagnoser?
https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/wps.20941

Anders Sørensen

Personligt fandt jeg det meget praktisk, at jeg kunne gå til min praktiserende læge og få en diagnose som depressionsramt. Det var ikke så svært. Det var som at trække sit kørekort i en automat, og det kostede intet. Ingen kroner. Nul.

Til gengæld skulle jeg bruge den diagnose, og havde det ikke været så let at få den, ville jeg ikke være her i dag.

Så'n er det lidt med livet: Af og til er det godt, at man tager 15 år om at få en seriøs udredning af et besværligt sind, men så er det SATME også grundigt undersøgt.

Til andre tider har man bare brug for at få en underskrift og komme videre.

Anni Jensen, Inge Lehmann og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Jonas Vennike Ditlevsen

@Colin Bradley

Du kan da simpelthen ikke være overrasket over, at jeg siger, at jeg ikke ene mand kan stå for at varetage udtænkningen af et helt system i alle dets facetter?? Det, vil jeg vove at påstå, har jeg gjort opmærksom på i mange af vores diskussioner. Det, jeg er fortaler for, er finansiering af en lokal forsøgsordning, hvor man afprøver et alternativ til psykiatrien, men som er kontekstbaseret i forståelsen af psykisk lidelse. Dette alternativ skal naturligvis også planlægges nøje med afvejninger og etiske problemer forbundet med at overtage psykiatriens opgave. Dette kan jeg heller ikke selv. Men vejen til atfå finansiering til at planlægge og udtænke et alternativ går igennem folkeoplysning, debat og kritik. Netop fordi psykiatrien sidder temmelig enerådigt på den bredere diskurs, såvel i befolkningen som i folketinget.

Mogens Holme, Alvin Jensen, svend christian tychsen, Kim Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jonas Vennike Ditlevsen

@Jens Christian Jacobsen

Det er sgu næsten humoristisk at du peger på diagnostik som et virksomt redskab til behandling og evaluering, når man ser på de seneste års udvikling. Diagnoser fungerer elendigt, både i praksis og videnskabeligt. Det eneste nogenlunde fornuftige argument for at beholde dem er, at de personer, der modtager dem, nogle gange føler en lettelse forbundet med at få at vide: "det er dette, der er 'galt' med dig". Men det er ingenlunde en uproblematisk lettelse.

Og ja, supervision er en fin kvalitetskontrol i min egen lille biks, sammen med Psykolognævnets kontroller, for så vidt man er autoriseret. Men du blandet vist tingene sammen. I et alternativt system er vi naturligvis nødt til at måle, om indsatserne virker. Og der er både supervision og diagnoser skrækkeligt ringe værktøjer. Noget så simpelth som GAF er langt bedre, men der findes flere og mere komplekse værktøjer, der kan foreslås som et fremtidigt systems evalueringsværktøj.

Indtil videre har du ikke gjort meget andet end at rakke ned og kritisere mig og min praksis. Hvad med om du forholdt dig til emnet? Du kommer også rimeligt nemt uden om ikke at ville disktuere diagnosers reliabilitet og validitet.

Jeg kan i øvrigt oplyse dig om, at en tilgang som Åben Dialog i Vestlapland har langt bedre og mere holdbare resultater end du fremhæver ved terapi alene. Terapi er i øvrigt en svær størrelse at undersøge effektmæssigt (et kendt problem i forskningen), fordi det er ufatteligt svært at adskille terapien fra terapeuten (som tidligere omtalt), og fordi meget af forskningen er bundet op på de her psykiatriske diagnoser, der meget dårligt tåler videnskabelig granskning. Åben Dialog - og Triestetilgangen også - har måske gode resultater på kort og lang sigt, fordi de integrerer mere og meget andet end blot terapi. De er netværksorienterede, foruden at ligestille perspektiver eller udviske den enormt skæve patient/behandler-rolle. Man må kalde det en stråmand af rang, at du angriber psykoterapi. Psykoterapi har utroligt mange begrænsninger. Og det er da bestemt heller ikke det, jeg fremhæver som alternativet til psykiatri. Prøv igen :-)

Mogens Holme, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ja, psykiatrien har det med at lave diagnoser ud af alt fra vandmangel til høj iq og det er IKKE nyt. Og sådan er den med noget der lader som om det er en naturvidenskab uden at være det. Ja, psykiatere er mere som præster i sekter der råber op om at folk der mener noget andet eller har særlige evner er besat af eller er i ledtog med det onde.

svend christian tychsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Jonas Vennike Ditlevsen
Du har ikke ret i at 'psykiatriske diagnoser meget dårligt tåler videnskabelig granskning.' Det er typisk psykolog-lingo. Reliabilitet og validitet af psykiatriske diagnoser forbedres hele tiden. og der arbejdes konstant på at forbedre klassifikationssystemer. Sidst med revision ICD-11:
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5980511/
Om jeg 'blander tingene sammen' afhænger af hvad 'tingene' er. Jeg hæfter mig ved at du som psykolog angriber psykiatridiagnostik. Det er den ældgamle fagkamp mellem to faggrupper. Det var den 'ting' der fik mig til at reagere.
Så bliver du ophidset over, at jeg pænt spørger dig hvordan terapieffekten eller hvad du nu kalder det, er i din egen 'biks.' Det er da et meget relevant spørgsmål. For du arbejder vel uden baggrund i denne 'skrækkelige' diagnostik kan jeg forstå. Det har du stadig ikke fortalt. Kun at det du gør, kontrolleres af kolleger.
Så fremhæver du GAF. Det er et ok valideringsinstrument for behandlere. Men reliabiliteten er meget lav, selvom validiteten er høj. Så GAF kan bruges - især sammen med diagnoser (!).
Så belærer du mig om hvor svært det er at validere terapi. Det er sådan set grundlaget for den diskussion vi to har. Hvis du havde læst mit sidste link ville du have opdaget, at langtidseffekt af det meste terapi stort set er fraværende uanset hvem (psykolog/psykiater) der er terapeut og på hvilket grundlag der behandles. I psykologer plejer at sige, at det er fordi 'konteksten', netværket, tilfældigheder, terapeuter osv er involveret og at det er svært at måle hvem eller hvad der influerer. De fleste psykiatere vil være enige og forsøger så som én vej frem at forbedre diagnostikken. Og det går fremad med reliabilitet og validitet.
Du foreslår så et 'alternativt' system der, kan jeg forstå, er mere troværdigt og pålideligt. Det glæder jeg mig til, at du udfolder mere detaljeret.

Jonas Vennike Ditlevsen

@jens christian jacobsen

Problemet med det studie, du linker, er mange, og de diskuteres bl.a. her: https://drjeffchang.webs.com/heterogeneity%20in%20dx.pdf Linkede paper kommer godt omkring, hvor selve konstrukterne er af ekstremt begrænset værdi. Det er også dybt interessant, at ICD-11 studiet kommer frem til høj klinisk reliabilitet, når vi fx i Danmark ser enorm per capita spredning i fx ADHD-diagnostik, der- hvis diagnosen var en udviklingsforstyrrelse i hjernen - ikke burde variere så meget mellem regioner.

Validiten af diagnoserne er helt til grin. Hvor er de biokemiske, biologiske eller neurologiske markører? Hvad har man andet end usikre hjernescanningsstudier (som nyere forskning i forvejen sår tvivl om) og genstudier, der på ingen måder kan bruges til at validere diagnoserne?

At du kalder mig "ophidset" er vist at overdrive din egen effekt på folk ;-) Jeg morer mig skam helt fint med at diskutere med folk som dig. Jeg har dog også lært, at det næppe nytter med den tone, du lægger for dagen. Men ak, jeg fristes jo til at svare alligevel.

Problemet med diagnoserne er antagelsen deres syndromnatur. Du (og heller ingen anden) har overbevisende argumenteret for, at psykiske reaktioner bør klassificeres som lægefaglige syndromer endsige at der bør anvises behandling i en lægefaglig tradition i et lægefagligt ledet system.

Jeg peger på to meget konkrete alternativer: Åben Dialog (og IKKE som implementeret i DAnmark i dens nuværende og intetsigende version) og Trieste-modellen, der begge leverer helt andre resultater end vi ser herhjemme i forhold til både recovery og tvang.

Jeg tror sgu ikke, at vi bliver enige, Jens Christian. Du lyder som Systemets Mand through and through. Men vi kan da godt prøve.

Det, jeg argumenterer for, foruden at tage diagnoserne fra almen praksis, er at finansiere udviklingen af en forsøgsordning baseret på en kontekst-approach til psykisk lidelse. Det giver langt bedre menig at tage udgangspunkt i konteksten i forklaringen af psykisk smerte end et dårligt defineret, upålideligt lægesyndrom, der anviser behandlinger, der for pokker ikke virker. Eller hvordan synes du selv at det går i psykiatrien? Bliver folk bare raskere og raskere? Næppe.

Colin Bradley

"Årsagen til reaktionen er langt vigtigere end selve reaktionen. Det er jo indlysende, at hvis man baserer et helt system på symptombehandling, så ignorerer systemet årsagerne. Det viser forskningen da også, hvor mere end 80% af psykiatripatienter har væsentlig traumehistorik, men kun 5-12% (afhængigt af studiet) oplever at traumerne overhovedet indgår i den psykiatriske tilgang til deres smerte."

Hvad så hvis "årsagen" viser sig umulig at granske, hverken gennem traditionel diagnose orienteret udredning eller smerte/traume informeret udredning? Er det i alle tilfælde en forudindtaget konklusion at en psykisk depressiv tilstand SKAL have ekstern forklarelige årsag? Det er ikke noget nyt her - Shakespeare skrev om det og i tidlige moderne tider var involutional melankoli en lægelig kendt tilstand hvor intet tydede på en reaktion på noget smertelig påvirkning i patientens liv. I hvert fald som andre mennesker ikke også oplevede dog uden at falde ind i denne psykisk tilstand. Til sådanne smerter påvirkede tilstand havde man ganske vist en diagnose som hed simpelthen "reaktiv depression." At være forkastet af sit livs kærlighed er smertelig, at miste en man elsker er smertelig, at blive overfaldt og berøvet er smertelig, at blive jævnlig hånet af en tyrannisk chef er smertelig, forklaringen er ligetil, men ikke desto mindre findes der depressioner hvor ingen sådan forklaringer viser sig at ligge bag.
At vi kan sagtens enes om vrøvlet med "kemisk ubalance i hjernen" aldrig bør forekomme i en oplyst og professionel psykiatri, er ikke det samme som at sige, at så ved vi at der umuligt kan være et endogent element, der spiller ind i forekomsten af psykiske sygdomme. Mig bekendt har vi ikke noget videnskabelig belæg for at påstå at involutional melankoli - det vi i dag kalder klinisk depression - og kærestesorg blot er to forskellige grader af smerter på samme skala. Klinisk depressioner - hvis man vel at mærke overlever dem - varer typisk fra 3 til 9 måneder og går som regel i sig selv igen uden behandling af det ene eller anden slags. Så eneste mål med behandlingen er smertelindring og forkortelse af tidsrummet man skal lide af det. Dette mål kan vi tilsigte os uanset om vi finder eller ikke finder "årsagen" til "reaktionen". Og det kan være temmelig dramatisk. ECT behandling kan forandre en person der har været i dyb depression i flere måneder på ganske få dage. Ligesom andre former for ikke specielt psykoterapeutisk eller netværks forankret behandling kan. Eksempelvis:
https://mosaicscience.com/story/staying-awake-surprisingly-effective-way...
Og de seneste forsøg med ketamin begynder nu også at vise lovende hjælpe muligheder. At vi potentielt har disse muligheder tyder på at forstyrrelser i hjernens interne cirkadian rytmer angiver visse mulige endogen årsager til nogle depressive tilstand. Ikke at denne på noget som helst måde invaliderer mere psykoanalytisk og miljøterapeutisk tilgang til behandling af folk i depressive tilstand for hvorfor skulle det ikke også være muligt at hjernefunktionerne forbundet med vores opretholdelse af stabil humør tilstand også kunne påvirkes positivt af en klog og målrettet psykosocial indsats? Pointen er mere den at der kan være flere veje at opnå samme mål og derfor skal hjælp til psykiske syge være holistisk og ikke eneøjet baseret på ophøjelse af ene retning til eksklusion af en anden.
I stedet for at "forbyde" praktiserende læger noget, hjælp dem ved at give dem flere og bedre henvisnings og konsultationsmuligheder.
p.s. Sidste jeg kiggede havde man fundet at ca. 40% af psykiske syge havde noget traumehistorik. Hvornår fordoblede den sig?

Steffen Rahdoust Boeskov

Den vigtigste diskussion må være om årsagerne til stigningen i psykisk mistrivsel/sygdom. Symptombehandling er dyr og et enormt spild af ressourcer. Hvor mange hundredetusinde mennesker kunne få et bedre liv, hvis man fandt årsagerne og ikke bare med større eller mindre succes forsøgte at behandle symptomerne?

Inge Lehmans indspark om hormonforstyrrende stoffers påvirkning på vores helbred er givet en medvirkende faktor - men desværre svær at efterprøve. Hvis vi havde politikere, der kerede sig om borgernes ve og vel, ville alle hormonforstyrrende stoffer være forbudte. Men det er jo desværre ikke tilfældet.

En mere håndgribelig faktor, som den enkelte borger i højere grad kan gøre noget ved, er den stigende digitalisering af livet. Med andre ord: Hvor mange timer du bruger på at kigge ind i en skærm.

Betænk følgende:

Forældre, der kigger på en skærm, i stedet for på deres spædbarn. (manglende tilknytning)

Forældre, der kigger på en skærm i stedet for at være til stede sammen med deres børn (manglende tilknytning)

Børn, der efter en lang dag i institution bliver sat foran en skærm, så de kan "falde lidt ned". Eller med andre ord: Børnene er overbelastede af de alt for mange indtryk og den alt for lange tid, de har været uden for hjemmet, og derfor bliver man nødt til at passivisere dem, hvis de ikke skal gå fuldstændig amok derhjemme. (skærm som løsning på et helt andet og også meget alvorligt problem. Den stigende institutionalisering af børnene, som i sig selv er årsag til massiv psykisk mistrivsel)

Børn, der bliver afhængige af skærme/spil, og går rundt som zombier på gader og stræder.

Arbejdstagere, der bruger de fleste af deres vågne timer på at se ind i en skærm på arbejde og i fritiden (manglende forbindelse til den fysiske verden - naturen og medmennesker)

Den enorme fokus på overflade på sociale medier, som dels fører til mindreværds-komplekser, dels bare er spild af tid.

Det er for mig fuldstændig indlysende, at overstående må være en meget stor medvirkende faktor til den psykiske mistrivsel vi er vidne til - ikke mindst hos børn og unge.

Anni Jensen

"Sygdomsgørelsen af psykiske reaktioner"? Har du prøvet at være skingrende manisk og psykostisk? Eller dybt depressiv? Du mener, at de mennesker, der kommer dybt syge ind i akutmodtagelsen på en psykiatrisk afdeling, ikke er syge???? Hvad ville DU gøre ved dem i stedet for at medicinere dem? Lukke dem ind i en gummicelle?
"Reaktioner på livets slag"? En 11 årig pige i en almindelig familie med to søstre rammes som den eneste af anoreksi. Er hun også ramt af livets slag ? Anoreksi behandles ikke med medicin, så skulle alt jo være godt - i følge din teori. Alligevel dør rigtig mange af anoreksi. Synes du, den ikke-medicinske behandling er en succes? Det må den jo være i forhold til det, du påstår.
Nybagte mødre er som regel meget glade for at have fået et barn. Er de mødre, der får en fødselsdepression eller fødselspsykose, så "blevet ramt af livets slag"? Hvordan hænger det sammen?
Tak for, at du igen og igen bagatelliserer psykiske lidelser. Det vil helt sikkert være til gavn for de mennesker, som er hårdt ramt af dem.