Det hele glider nemt i baggrunden. Som når mennesker modtager lægens dystre dom, og hverdagen viger for det uafvendelige. Hvad før var livets mening i glæde og bekymring svinder bort. Sværdet hænger over hovedet i tråden, der er tynd. Det forkerte ben ud af sengen en morgen i Kreml, og den klejne krop med fingeren strakt nærmer sig den røde knap.
Men indtil videre skal butikken jo bestyres, hvad enten tråden brister over eget syndige hoved, eller verden reelt går under i den megalomane russers forestillinger om retten på vrangen.
Så længe så godt. Hverken personlig dårligdom eller verdenskrisen og truslen om ragnarok mildner ret beset den hidtil normale tilværelses skiftende momenter af skidt og kanel. Kravet om anstændighed i forvaltningen bør ikke svækkes ved tanken om egen skrøbelighed og påtrængende detaljer som fredens forlis og verdens undergang.
Regeringens ansvar
Pressen i almindelighed skal ikke have ros og får det normalt heller ikke, men pressen bør i denne svære tid prises for at fastholde regeringen og statsministeren på ansvaret for de syge børn i flygtningelejre ikke så farligt meget fjernere i kilometer end nærområdet Ukraine; børn, der til gengæld ikke kan komme til Danmark, fordi deres afvigende mødre (de få) ikke har lov. Det vil sige, det må børnene (de få) gerne nu, nu igen, men uden mor. Det er selvsagt helt vildt. Det krav kan regeringen da indlysende ikke fastholde! Hellere må børnene således dø og gerne midt i elendigheden, end at Danmark bøjer sig for egne arbitrære regler om mennesker, der er kommet galt afsted, og hvis velfærd og skæbne herefter ikke rager magtens bestyrere, der insisterer på, at mødrene har valgt Danmark fra.
Hellere skille børn fra mødre end lade dem vende hjem til rettergang og muligvis fængsel og opsyn med børnene af rette myndighed. Lad nu blot børnene dø eller pådrage sig varige mén, end at regeringen modererer umenneskelige vaklende og retsløse principper.
Det har ikke det fjerneste med statens sikkerhed at gøre. Som påvist af sagkyndige tværtimod: Forblev børnene i lejrene, kunne de – såfremt de altså ikke belejligt omkom – udgøre en større terrortrussel end i den trygge havn med mor i nå-afstand, formentlig afsonende en forholdsvis kort frihedsstraf og blandt venner og familie, der altså ikke giftede sig med kalifatet. Det korte af det lange er, at regeringen har trukket sagen så vidt, at skaden skete, og børnene ifølge saglige øjenvidner er rykket nær livsfaren.
Den rådende forsnoskethed
Menneskeligheden er deponeret i meningsmålinger, der nidkært læses: om medfølelsen nu sender pilen nedad i bekymring over den kolde ubøjelighed påstemplet dansk fremmedpolitik; eller om vi ser principperne om den lille håndfuld kvinder og deres døende børn revideret.
Gevinsten for demonstreret menneskelighed kan måske i flygtningevenligere dage betyde mandatfremgang. Det er da forsøget værd. Socialdemokratiet kan utvivlsomt lokke ikke så få nu hjemløse vælgere tilbage i folden.
Pressen fastholder i hvert fald regeringen og folketingsflertallet på det menneskelige og moralske ansvar og har ikke glemt den hidtil rådende forsnoskethed i dansk fremmed- og flygtningeforvaltning. Huldsaligt, at ukrainerne ikke kan dansk, for så ville de blive forbløffede, når de læste samtidshistorie om folk på flugt og adgang til riget.
Studiemæssigt rod
Den højere uddannelse udvikler sig imens til noget af et rod, hvor udflytningerne til fjernområder i studiemiljømæssig forstand er blevet en besættelse for magtpartierne. Politikere kan ellers godt få øje på synergieffekten i det ene og det andet, men ser i universitetssammenhæng bort fra netop den.
At udflytte uddannelser uden hensyn til faglige nærkontakter og netværkeri for resten af de studerendes liv er ikke klogt, men forringer vilkårene for udflyttede såvel som tilbageblevne. Dispositionen er stadig mere forkrampet, alene i betragtning af hvor få der bider på krogen, og retter tydeligvis ikke op på den strukturkatastrofe, der i sin tid jog livet ud af de mindre byer. Hvor havde man for resten Venstre dengang?
Skribenten har ofte harceleret over DR’s triste fremtoning. Nu har for første gang i lange tider en markant medarbejder taget bladet fra munden og påvist den syge, der truer med at suge de sidste rester af liv ud af det gamle mediehus. Jesper Skaaning, der har været i DR i næsten 20 år, og altså ved, hvad han taler om, gik til stålet i Politiken. Hele værket er nemlig ved at gå til i angst og er bange for alt, der rækker ud over fladtrampede programtyper, flove genudsendelser og et utal af ubegribeligt unødvendige ledelseskurser. Management kvæler alt. Besparelserne er ikke en relevant undskyldning for pinagtig slaphed og den indre nødvendigheds død og begravelse.
Således som Ekstra Bladet for nylig udskiftede en fejlcasting på en ansvarshavende post, nævner Skaaning klogeligt ikke den mulighed i DR.
Det må andre så gøre. Efter 12 år(!) under én og samme påfaldende tankeløse generaldirektør.
Inden sværdet slipper tråden.
Intermetzo
Den ugentlige klumme af Georg Metz
Seneste artikler
Georg Metz: Han flygtede fra nazisterne og strøg til tops på Harvard. Legenden Kissinger fylder 100 år
26. maj 2023Den dybe bas i penduldiplomatiet fylder rundt lørdagDet er ikke så rart at blive beskyldt for at være naiv
19. maj 2023Anders Fogh Rasmussen har erkendt kollektivets naivitet over for Putin, som han altså – og mere end de fleste – selv har del i. Stort set gik det jo fint. Fred og samhandel trivedes. Hvori naiviteten lå, fortaber sig i godtkøbsefterrationaliseringenGeorg Metz: Englands historie, ikke mindst kongernes, er bister
12. maj 2023Charles 3. har sit livs eneste chance for at etablere kontakt mellem forkærligheden for hans mor, kasterne og kasterne indbyrdes samt ham selv i egen ret. Det bliver noget nær umuligt
Klog klumme som altid. Jeg håber der bliver lyttet. Og lyttet godt efter. Jeg ser altid frem til dine klummer, som gennemsyrer med vid og bid noget af det, der er oppe i tid og det, som vi burde gøre. Tak Metz - altid en fornøjelse.
Hæ, hæ. !
Public service
Manegerens samfundssind består deri, at manegeren er overbevist om, at manegeren er maneger, i offentlighedens interesse.
Er smertelig enig i DR’s triste fremtoning. Der kun forværres af tragikomisk vedholdende højtempo stressinducerende underlægningsmusik, eller støttehjul som det kaldes i filmbranchen.
Som om nyheder forbedres med monoton elektronisk perkussion.
Og så alligevel, da Rusland invaderede Ukraine tøvede de en stund, men så vendte den sædvanlige tromme-loop tilbage, nu var krig i Europa blevet hverdag.
Hvordan BBC Radio 4 kan holde på lytterne er mig en gåde. Ikke alene mangler et lydtapet, men journalisterne kan endda finde på at skrue ned, når politikerne af gammel vane begynder at recitere partiprogrammet, eller svare dem med at sige det de hører ikke er sandt.
Herhjemme undlader vi ophævelser over selvpromovering eller når politikerne forkorte middagsradioavisen til 15 minutter, BBC bruger en time! Uden baggrundsmusik!
Så når jeg ikke længere tænder for en radioavis er det ikke fordi jeg ikke vil høre nyheder, det er udelukkende fordi musikledsagelsen tilsættes efter princippet one-size-fits-all. Og - indrømmet, en mindre hørenedsættelse bedres ikke af baggrundsstøj:(
Uinspireret automat-forargelse over alt i tiden i ugens prædiken. Sådan er Metz, når han er værst: moderskabet hos Isis forherliges og pligtskyldig, men flad reverens til de 'højere uddannelser' hvor Informations abonnenter engang befandt sig.
Gabende kedsommeligt. Kun til sidst vågner han lidt, den gamle. DR er ikke, hvad DR engang var. Så sandt.
Megaloman er Putin i dag. For ikke så længe siden var Putin og Rusland bare nervøse for Nato og og ønskede blot sikre rand- og bufferstater. Har geopolitikeren Metz skiftet standpunkt ? Er Putin nu ikke i sin gode ret til at sikre sig det gammelfar Stalin fik lovning på i 1945?
En aldrende journalist tanker er blevet prædikant med sine tanker, der i eget selvforståelsens lys breder sine tanker ud, som skal være ledetråd for andres tanker til udvikling af moral og etik i prædikantens fodspor.
I vore demokratier har alle ret til såvel tanker som til udgivelse heraf, men ens moral og etik opfattelse er ikke nødvendigvis dækkende for alle andre, der ser de samme ting, - men i et andet perspektiv nemlig deres eget perspektiv og ikke nødvendigvis når til samme opfattelse af hvad der er god moral og etik.
- Vi har alle retten til en anden indsigt og forståelse ud fra samme grundlag, og i forbindelse med kvinderne og børnene i lejrene i Syrien, hvilket sikkert ikke er noget spændende sted at opholde sig, - når nu ikke der kom et himmerigsk Kalifat som kvinderne og børnene kunne leve i og tilegne Kalifatets lære om andre som undermennesker, det var retfærdigt at hugge hovederne af.
Moralen og etikken retter sig ikke så meget imod kvinderne, - dem vil man gerne bytte for børnenes redning til Danmark, - men børnene der lever i nederste sociale lag i Danmark hævder man samtidig har det så godt, at man ikke vil gøre noget for dem og deres fremtid.
En lidt sær form for logik om moral og etik(ja for i danmark har alle det godt), der minder os om dobbeltmoralen lære; " hvis moral er godt, så er dobbeltmoral dobbelt så godt".
- Middelstanden lette grædekoner har taget børnene til sig, og de river og flår i dem for at få dem hjem til Danmark - for det er da synd for børnene, at deres forældre har bragt dem i den situation, - men hjemme i Danmark og de føromtalte børn i laveste sociale lag - er der ingen omsorg at spore, uanset om deres forældre ikke magtede en bedre fremtid for dem, så må de klare sig selv, - en stiltiende accept af et socialt kastesystem i Danmark, som det kendes fra Indien.
Kære grædekoner tag nu sløret fra øjenene og lad lyset og forståelsen kommer til jer, disse kvinder i Syrien havde ressourcerne og viden dengang om hvad de gjorde i modsætning til føromtalte familier i det nederste sociale lag af Danmark, så hvem er mest berettiget til vores omsorg som de første, - i hvert fald ikke dem fra Syrien og deres børn.
Tag sløret fra øjnene og erkend der er andre nærmere der har først brug for jeres omsorg, - ikke de ressourcestærke fra Syrien der ofrede alt for Kalifatet og dertil vendte Danmark ryggen med beskyldninger mod det danske samfund og dets væsen.
Lad ikke en gammel falsk prædikant vildlede jer om kvinderne og børnene i lejrene i Syrien, - de valgte selv deres fremtid for deres børn og forlod Danmark, hvorimod børnene og deres familier i Danmark fra laveste sociale ikke har /havde noget valg, men må acceptere "det er sådan" - altså vores ligegyldighed overfor dem.
Det er forskæmmende at læse om folks argumenter:
..."aldrende gammel mand"..."en aldrende journalist"...
Er det valide argumenter mod en skribent?
Folk kan starte med at granske deres egne hjerne og hjerter for deres holdninger.
Sverige og Finland bliver igen advaret af Rusland, da de overvejer at indtræde i Nato. Læser lederne i disse to agressive lande da ikke hvad Metz skriver: Rusland har garanti for bufferstater uanset hvad chefen hedder i Rusland. Så pak drømmene væk og tir ikke bjørnen. Ret ind efter geopolitiken:Den stærkes ret.
Bufferzone og Grossraum:
GROSSRAUM – Rusland - Ukraine m.m.
GROSSRAUM - Amerika – Cuba m.m
I 1939 publicerede den tyske nazist og folkeretstænker Carl Schmitt et skrift om Grossraum – dvs et større område med geografisk-politisk sammenhæng.
Læs den komplicerede bog se hvor logikken i den nazistiske folkeretstænker ligner
Den logik der- trods Putins rablerier- findes i Putins begrundelser for Ruslands ret til at gribe ind.
Ikke for at sige, at Putin har nazistisk ideologi, men der er et slægtskab i deres forståelse af den alternative folkeret den med Bufferzonen. Som støttes af flere af informationslæsere.
Ulla Willumsen, 14. april, 2022
Jeg gør ikke knæfald for intellektuel belæring om noget jeg er meget uenig i, jeg noterer mig andre gerne gør, og den frihed har vi i vort demokrati, - og så selv om det smager af frelser sekt, som despektløst tilsidesætter andres meninger og opfattelser, som aldeles upassende for danskere.
Udflytning er en dårlig idé, konsekvensen af en anden dårlig idé, nemlig sammenlægningen af uddannelsesinstitutioner på kryds og tværs.
I gamle dage udflyttede man ikke, man grundlagde nye institutioner i andre dele af landet, som gav nye, unge, løstansatte undervisere og forskere de muligheder, som tilsandede og hierarkiserede monolitter i den store by/de større byer ikke bød på.
Vi har fået et aldeles tåbeligt system, jeg ved ikke, om det kun er mig, der har bemærket, at alle i dag stort set skal være professorer! Det er et sørgeligt udtryk for trangen til pyntesyge i vore dage.
Der var lykkelige år i de videregående institutioner, hvor man havde et professorstop, og hvor alting med lektorstyret gled dejligt meget nemmere. Det bør man vende tilbage til, i et utal af mindre, universitære eller specialiserede læreanstalter.
Mht. menneskeligheden er det jo rigtigt, at vi er stivnet i en tankegang, hvor vi ikke længere ønsker at rette op på fejl og misforståelser. Vi ønsker ikke længere, at fællesskabet skal jævne vejen for den enkelte, selvom det er det strengt logiske og den mest naturlige fordel at drage af et højtudviklet, demokratisk samfund.
'Personligt ansvar' er fint, men det er ikke altid særlig hensigtsmæssigt, at folk skal stå tilbage med uoverskuelige og destruktive konsekvenser af dumme valg. Det koster for mange ressourcer, menneskelige og materielle.