Læserbrev

Indkald Hübbe til en skole-hjem-samtale om Balletskolens skuffende output af topdansere

Sammensætningen af kompagniet i Den Kongelige Ballet er ganske påfaldende. Vi mangler en forklaring på, hvorfor vi skal opretholde en dyr og fornem skole, hvis de dansere, der uddannes, ikke er gode nok til at blive ansat, endsige blive solodansere, skriver journalist Lone Kühlmann i dette debatindlæg
Debat
27. april 2022

Tak til Anne Middelboe Christensen, fordi hun i artiklen om Det Kongelige Teaters Balletskole i denne avis den 8. april tog fat på det grundlæggende spørgsmål om balletskolen og kompagniet. Jeg har de sidste ti år undret mig over de danskuddannede danseres fravær på scenen.

Jeg klager bestemt ikke over niveauet. Det er højt, og der er mange dygtige udenlandske dansere, som giver os, det trofaste balletpublikum, mange og store glæder. Det fremgår af Den Kongelige Ballets hjemmeside, at kompagniet består af cirka 80 dansere. Ud over Danmark er de fra USA, England, Frankrig, Belgien, Polen, Østrig, Sverige, Spanien, Australien, Canada, Brasilien, Korea, Rumænien, Monaco og Kasakhstan. Her er kodeordet ’ud over Danmark’.

I øjeblikket er fem ud af 12 solodansere rekrutteret fra Balletskolen. Jeg begriber ikke, hvordan kun fem elever uddannet på ballettens egen skole er blevet udpeget som solodansere.

Balletmesteren har sammen med dygtige lærere haft mulighed for at forme eleverne gennem hele deres skolegang. Mange af dem har været gennem skolen i den nuværende balletmesters tid. Nikolaj Hübbe har fulgt de unge dansere, der i dag går i ottende klasse, siden de startede i børnehaveklasse.

Men hvad skyldes det, at de tilsyneladende ikke er dygtige nok? Jeg tillader mig at tvivle på, at der er tale om noget genetisk.

Jeg synes, at vi mangler en forklaring på, hvorfor vi skal opretholde en dyr og fornem skole med kostafdeling, satellitafdelinger og talentcentre rundt om i landet, hvis de dansere, der uddannes, ikke er gode nok til at få ansættelse i kompagniet.

Det har undret mig, at spørgsmålet ikke blev taget op af mediernes kulturmedarbejdere. Men i mine øjne er det helt naturligt, at vi opretholder den fine skole blandt andet for at bevare Bournonvilletraditionen, der trods alt danner grundlag for Den Kongelige Ballets særpræg.

For mig er det indlysende, at skolen skal bibringe eleverne al den bedste undervisning inden for ballet. Jeg synes, at der er brug for en skole-hjem-samtale med den dygtige balletmester.

Lone Kühlmann er journalist

Rettelse: Det har tidligere fremgået af læserbrevet, at kun to ud af otte solodansere var uddannet fra balletskolen. Heri var blandt andet ikke medregnet dansere med udenlandsk statsborgerskab, der har taget aspirant-uddannelsen på Det Kongelige Teaters Balletskole. Information beklager fejlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her