Klumme

Vi kan ikke blive ved med at uddanne langt flere akademikere, end samfundet har behov for

Mens akademikerne har tårnhøj dimmitendledighed, mangler samfundet både faglærte og velfærdsmedarbejdere. Det er på tide, at vi gør op med dogmet om, at universitetet er vejen for de fleste, skriver pædagog Mette Larsen i denne klumme
Vi har brug for velfærdsarbejdere som pædagoger – og brug for, at færre ser universitetet som eneste fremtidsmulighed, lyder det i denne klumme.

Vi har brug for velfærdsarbejdere som pædagoger – og brug for, at færre ser universitetet som eneste fremtidsmulighed, lyder det i denne klumme.

Søren Gylling

Debat
20. april 2022

Da jeg nærmede mig afslutningen på 3. g, var jeg så skoletræt, at jeg ofte var i tvivl, om jeg nogensinde ville få mig en uddannelse. Faktisk var den skoletræthed allerede startet i folkeskolen, men en frygt for at blive ekskluderet fra mine veninder, som alle sammen skulle i gymnasiet, medførte, at jeg blev ramt af lemmingeeffekten. Jeg gjorde, hvad alle de andre gjorde.

Resultatet blev en gymnasietid, hvor jeg havde ekstremt meget fravær fra skolen og på mange måder havde det pissedårligt. Det sidste år af gymnasiet fik jeg det nærmest fysisk dårligt, når jeg tænkte på at læse videre, alligevel var jeg helt blank på, hvad jeg så skulle. Alle skulle jo læse videre.

Så en dag satte jeg mig ned og funderede over, om der var noget, jeg var god til. Jeg var i hvert fald ikke god til matematik. Og jeg var ikke ret god til at sidde stille. Men jeg kunne noget med mennesker, og sådan blev mit blik langsomt tunet ind på pædagoguddannelsen.

Da jeg begyndte på pædagoguddannelsen, var det, som om jeg endelig fandt min plads. Alt gav mening. Jeg fandt en uddannelse, hvor jeg kunne sætte stort set alle de evner, jeg har, i spil, og jeg kunne se mig selv i arbejdet.

Ingen studievejleder eller lærer hverken i folkeskolen eller gymnasiet vejledte mig ind på en erhvervsuddannelse eller en velfærdsuddannelse, på trods af jeg tydeligt besad andre talenter end de akademiske. Jeg blev kun vejledt til at tage på gymnasiet og derefter universitetet. Heldigvis er min selverkendelse stor nok til at gå imod strømmen. Men for mange er universitetet blevet det, man gør. Det, alle gør.

Jeg tror ikke, det er godt for vores samfund. For ud over at det gør nogle unge mennesker ulykkelige at gå på universitetet, fordi de hører til et andet sted, så har det også andre konsekvenser.

Samfundets behov

For det første er der på nogle universitetets retninger tårnhøj dimittendledighed. Mange universitetsuddannede fortæller, at de siger ja til hvad som helst for at få foden inden for arbejdsmarkedet, de bliver villigt ansat i løse ansættelser uden helt basale rettigheder i mange år. En lang videregående uddannelse er altså ikke længere lig med høj løn og tryghed, for flere og flere er det faktisk lige omvendt.

Sidst, men ikke mindst, kommer vi til at mangle både faglærte og velfærdsmedarbejdere i fremtiden. Det er en bombe under hele vores velfærdssamfund. Hvorfor diskuterer vi ikke antallet af universitetsuddannelser som en del af løsningen på det? Det er arbejdsgiverne, der bestemmer antallet af pladser, der bliver oprettet på de forskellige velfærdsuddannelser. Hvorfor gælder samme regler ikke for universiteterne?

Ugen før påske kom regeringens nedsatte reformkommission med deres forslag til, hvordan vi reviderer vores længere videregående uddannelser for at øge arbejdsudbuddet. Det mest omdiskuterede forslag er, at SU’en på kandidatuddannelserne skal omdannes til lån.

Personligt tror jeg ikke på, at vi skal skære i SU’en på kandidatuddannelserne. De af vores unge mennesker, der viser størst akademisk talent, skal have de bedste muligheder for at fordybe sig. Vi får brug for deres hjerner senere.

Til gengæld tror jeg, at langt færre unge skal have en lang videregående uddannelse lige efter gymnasiet. I stedet skal flere starte et andet sted og uddanne sig videre hele livet til at varetage andre eller helt nye funktioner i vores samfund. Det kan være pædagogen, der efteruddanner sig i inklusion efter flere år i felten og ender i PPR. Håndværkeren, der uddanner sig til bygningskonstruktør. HK’eren, der arbejder sig op i systemet og uddanner sig imens på erhvervsakademierne, eller butiksmedarbejderen, der bliver leder af logistik på en stor fabrik.

Men den vej kan vi kun gå, hvis vi gør op med det dogme, at universitetet er den eneste vej for flertallet. Som samfund skal vi overveje: Har vi reelt brug for at uddanne så mange akademikere?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Paul Richardt Metelmann

Det er åbenbart svært at lave en simpel Google-søgning før man laver en kommentar, der tilbageviser den påstand man så gerne vil komme med. Og pointen om at vi mangler velfærdsmedarbejdere er rigtig nok, men vil skribenten så tvinge de unge ind på de uddannelser, selvom de har evnerne til at tage andre uddannelser? https://www.akademikerbladet.dk/aktuelt/2020/januar/antallet-af-akademik...

Inge Lehmann, Alexander Bak, Holger Nielsen, Poul Erik Pedersen og Johannes Duclos Lindstrøm anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Paul Richardt Metelmann.
Masser af unge "tvinges" allerede i dag til at tage en anden uddannelsen end den/de uddannelse de har evner til. Der er ikke frit optag på alle universitetsuddannelser, og det er derfor nogle uddannelser kræver ekstremt høje karaktergennemsnit. De høje karaktergennemsnit afspejler ikke studiets sværhedsgrad.

Poul Erik Pedersen

En anden del af problematikken: der er stadigvæk en gruppe unge, der aldrig når så langt at de får færdiggjort en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Måske det var værd at se på, hvad disse unge ville kunne bidrage med set i forhold til hele velfærdsområdet. Det er nok en længere - og mere kompliceret - vej at gå, men det ville vel kunne være med til at give disse unge mennesker et mere meningsfyldt liv. Herudover ville det så også kunne afhjælpe manglen på arbejdskraft, i velfærdsfagene.
Noget andet er så, at det vel også kunne være af interesse at høre hvilke overvejelser de faglige organisationer gør sig. Et forhold er at lønnen i velfærdsfagene ikke er fulgt med den faglige udvikling, det har sygeplejeskestrejkerne vel demonstreret. Men et andet forhold er vel også at der er blevet skruet op for de faglige krav der stilles, til de store faggrupper i velfærdsstatens kerneydelser. Det gælder sygeplejeområdet, lærer- og pædagogfagene. Dette åbner op for den mere generaliserede debat, som må handle om hvad der egentligt er det politiske mål med hele velfærdssektoren. Er det at gøre borgerne til en konkurrencebevidst arbejdskraft, i en global konkurrence om arbejdspladser og privat foretagsomhed. Eller er det at bidrage til at sikre gode vilkår for, at den enkelte borger kan deltage i den demokratiske diskussion af hvilket samfund vi ønsker?
Et sidst forhold der også bør berøres: i diskussionen om forholdet mellem de gymnasiale uddannelser og andre former for ungdomsuddannelser, bør man nok også have opmærksomheden henvendt på hvilken betydning det har haft at de enkelte uddannelsesinstitutioner er blevet selvejende. Dette har medført en øget konkurrence om at tiltrække flest muligt elever, til hver enkelt institution. Her er det mit indtryk at gymnasieskolerne har haft ganske gode vilkår, medens de øvrige uddannelser måske har haft sværere ved at promovere sig på gunstig vis.
Så: alt i alt er der altså tale om en kompleks problemstilling, som må anskues fra flere vinkler. Her tror jeg ikke at et snævert fokus på dimittend-ledighed er den mest givende vej frem. Og så er der vel også det forhold, at dimittend-ledighed er et velkendt fænomen som har været diskuteret i årevis. Samtidigt er det også kendt at akademikere faktisk er ret gode til at finde, såkaldt, utraditionelle jobs, hvor deres færdigheder kan bringes i spil, både til gavn for arbejdsgivere og det omkringværende samfund. Igen et forhold der peger på, at vi skal være varsomme med det snævre fokus på om man lige umiddelbart efter endt uddannelse ender i et velbetalt job.

mvh. poul.

Inge Lehmann, Jane Nielsen, Holger Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Kompliceret problemstilling - men ikke merre end at man kan afbøde de værste skævvridninger veed simpelthen at hæve lønnen og forbedre arbejdsvilkårene for folk, der arbejder indenfor "velfærdsområdet". Hvem skal betale for disse udgifter ?
Det skal de højtlønnede ( herunder en del akademikere ).

Egon Stich, Ole Olesen og Alexander Bak anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Jens Larsen 11.47:
Der er to måder at de højtlønnede (herunder akademikerne) kan betale for udgifterne: enten ved løntilbageholdenhed, så der kan ske en omfordeling af den eksisterende lønsum inden for det offentlige. Eller at det offentliges indtægter hæves, hvilket vil sige at skatter og afgifter øges.
Hvilken af de to løsninger finder du mest relevant?

mvh. poul.

Lise Lotte Rahbek

Har "vi" brug for flere akademikere, spørges der?
Hvem "vi" er det, der spørger - og ikke mindst hvem er det, "vi" spørger ad?
Ingen kan uddannes mod deres vilje eller evner, er min påstand.

Uddanner "vi" alene mennesker til arbejdsmarkedet eller uddanner "vi" også mennesker for dannelsens og den brede/snævre videns skyld?
Der er ingen bedre kilde til at finde ud af, hvad individer er gode til, andre end dem selv.. Vejledere er jo kun vejledere. Forældre bare forældre med deres interesser og erhvervslivet kun mennesker, som gerne vil bruge arbejdskraft af den slags, de lige nu er mest interesserede i.

Inge Lehmann, Alexander Bak og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Holger Nielsen

Uddanner vi for mange akademikere? Det spørgsmål vil jeg svare ja til. Jeg har en nevø, der er uddannet biolog for mange år siden. Der var ikke brug for hans uddannelse i Danmark, så først arbejde han i USA, og nu har han et godt job i Australien, hvor han er tilknyttet et universitet. Uddanner vi folk i forskellige fag, for at de skal arbejde i udlandet? Eller skal de arbejde som højt uddannede kasseasistenter? Hvad skal de personer, der er uden uddannelse så lave?Hvorfor gør vi det? Danmark tjener ikke en bøjet enøre på det, men vi havde udgifterne, det er efter min mening spild af tid og penge, når vi gør det. Jeg vil blot ønske min nevø alt godt i fremtiden, og jeg tror han bliver i Australien. Hvad skulle han komme hjem til? Arbejdsløshed og kontanthjælp?

Erik Tvedt, Ole Olesen, Carsten Bjerre og Rikke Petersen anbefalede denne kommentar

Til Poul.
Det handler om der overhovedet er et politisk parti, der tør stille sig op og sige, at niveauet for topskatten skal sænkes.
Hvordan den øgede statsindtægt så skal og kan kanaliseres de rette steder hen - er en opgave for faguddannede embedsfolk og fornuftige fagforeninger.

Henning Kjær

Lise Lotte Rahbek
Har "vi" brug for flere akademikere, spørges der?
Vi er Danmark samfundet der betaler for uddannelserne. Det er kun en akademiker der kan stille sådan en spørgsmål og så være i tvivl om svaret
Vi uddanne først og fremmet mennesker også de højest uddannede til arbejdsmarkedet.
Vi mennesker dannelse er det først og fremmest et privat projekt for egen (fri)tid og regning.

Poul Erik Pedersen

Jens Larsen 20.4 15.31:
Så vidt jeg ved er der da et parti, der både tør og vil argumentere for en lettelse i topskatten. Liberal Alliance har argumenteret for standpunktet. At man så ikke har vundet parlamentarisk flertal her for, er lidt en anden sag.
Hvad angår kanaliseringen af midlerne: ud over de faguddannede embedsmænd og fagforeningerne er der en tredje gruppe, der også har et afgørende ord nemlig de folkevalgte politikere, der hvert eneste efterår er dybt engagerede i udformningen af det kommende års finanslov. Et forhold der antyder, at kanaliseringen er et politisk spørgsmål og dermed vedkommer alle dele af samfundet - ikke kun embedsmænd og fagforeninger.

mvh. poul.

Poul Erik Pedersen

Henning Kjær 20.4 21.54:
Konstateringen af at almen dannelse først og fremmest er et privat projekt, for egen tid og regning , er faktuelt forkert. Den strider imod det formulerede formål for de gymnasiale uddannelser. Jeg citerer fra gældende lov, paragraf 1:
"Formålet med uddannelserne omfattet af denne lov er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene."

mvh. poul.