Kronik

Kirken har genfundet sin befolkning, fordi den har turdet åbne sit sind imod samtiden

Siden årtusindskiftet har folkekirken haft et væld af kreative ideer, som har tiltrukket sig publikum – også blandt folk, der måske ikke kommer om søndagen. Ved at bevæge sig derhen, hvor virkeligheden er, har folkekirken genvundet sin relevans, skriver biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen i denne kronik
Kirkens hjerteslag er og vil altid være gudstjenesten, men det er ærgerligt, hvis alt, hvad vi foretager os i kirken, helst skal munde ud i, at folk sidder på kirkebænken om søndagen. Der skal også være plads til kreative indslag, som kan tiltrække publikum – også blandt folk, der måske ikke kommer om søndagen, skriver biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen i denne kronik.

Kirkens hjerteslag er og vil altid være gudstjenesten, men det er ærgerligt, hvis alt, hvad vi foretager os i kirken, helst skal munde ud i, at folk sidder på kirkebænken om søndagen. Der skal også være plads til kreative indslag, som kan tiltrække publikum – også blandt folk, der måske ikke kommer om søndagen, skriver biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen i denne kronik.

Magnus Hove Johansson

Debat
13. april 2022

Siden reformationen har Bispegården i Nørregade huset Københavns biskopper. Bygningen har ikke forandret sig meget de seneste hundrede år, men det har udsigten gennem de sprossede vinduer til gengæld.

Domkirken ligger godt nok stadig på den anden side af gaden. Universitet ligger skråt over for, og der er stadig et leben i Nørregade. Men menneskene, byen og kulturen har forandret sig.

Kirken har også forandret sig. Pulsen er steget. Der er blevet højere til loftet.

Da jeg studerede teologi på Københavns Universitet i 1980’erne, prøvede man stadig at revitalisere det kirkeliv, som havde fungeret engang. Men jeg synes ikke, der er nogen grund til at drømme sig tilbage.

Kreativt boom

Kirkens hjerteslag er og vil altid være gudstjenesten, men jeg synes, det er ærgerligt, hvis alt, hvad vi foretager os, helst skal munde ud i, at folk sidder på kirkebænken om søndagen.

Verden forandrer sig, og det er folket, der former folkekirkens aktiviteter. Det moderne menneske er et myndigt menneske, der på alle måder lever med videnskab, fornuft, indsigt og komplikation.

Omkring årtusindskiftet lagde kirken da også historien dér, hvor den altid bør ligge: omme bag ved én. Og så tog man ellers fat på at skabe et nyt program, der passede til den nye befolkning.

I København resulterede kirkens nye fokus i et kreativt boom. En af de markante ændringer i byen var tilvæksten af børnefamilier, og i dag har vi utallige tilbud til børn og børnefamilier. Jeg gætter på, at de fleste nybagte familier i dag ved, at kirken er åben og har tilbud til dem.

De første hold med babysalmesang dukkede op i 2002, og i 2016 anslog Center for Samtidsreligion, at mellem 55 og 60 procent af danske pastorater udbyder babysalmesang.

Også natkirker for især byens unge stammer fra den tid. Den første natkirke blev oprettet i 1999 i Vor Frue Kirke, og ideen har siden spredt sig til byer i hele landet.

Fra 2013 til 2019 er antallet af kirkekoncerter i Københavns Stift steget med 39 procent. Tilsvarende er antallet af koncertgængere ved disse steget med 33 procent.

I samme periode er der kommet 15 procent flere deltagere til de alternative aktiviteter i kirkerne som babysalmesang, kirkeyoga og debatarrangementer. Det er en fremgang på mere end 120.000 deltagere.

Der er sorggrupper for dem, der har mistet en nærtstående eller har hjertesorger. På Nørrebro er der endda en sorggruppe for unge, der sørger over klimaet og er usikre på fremtiden i det helt store perspektiv.

Der er også tilbud til engelsktalende i projektet Folkekirken for Internationals, hvor vi har gudstjenester og sociale og kulturelle tilbud på engelsk, som henvender sig til byens mange nye, internationale borgere.

Gå hele vejen

Det er naturligt, at kirken bevæger sig derhen, hvor virkeligheden er. Det har vi været mere eller mindre gode til i forskellige tidsaldre. Lige for tiden synes jeg, vi er gode til det i vores egen sammenhæng. Det er der også mange teologiske stridigheder om, og det gør ikke noget.

Skal man være præst i dag, mener jeg, at man er nødt til at have et meget åbent sind for, hvad der sker i ens samtid, og hvor vi er på vej hen. Vi skal turde gå med hele vejen, også selv om vejen ikke er tydelig endnu. 

For kirken er kun relevant i samtiden, hvis den forholder sig til den komplicerede virkelighed og de sorger, glæder og livsfaser, som vi alle gennemgår med ungdom, familieliv, skilsmisser og en lang alderdom. Alle disse vidunderligt komplicerede og sommetider væltede liv.

Det er hele det menneskelige menageri, vi forholder os til, samtidig med alt det andet, der truer os i tiden: krig, klimakrise, hungersnød og udsving i verdensøkonomien. Det er i disse tider, vi skal være der som kirke.

Modet er helt afgørende i forsøgsfaserne, hvor man sommetider bevæger sig på kanten og endda ud over kanten af, hvad man plejer eller synes, at ’man kan og bør’ som kirke.

Et af de nyere initiativer er for eksempel drop in-dåb, hvor man kan komme direkte ind fra gaden og blive døbt. Den første fandt sted i 2017, og i begyndelsen var jeg skeptisk. Men det viste sig, at tilbuddet ikke blot er ’fastfood for sjælen’, men faktisk en god måde at invitere dem indenfor, som måske tidligere har oplevet, at tærsklen til kirken ellers var for høj.

Det er en ny og spændende måde at være kirke på, men den kræver noget andet af os end tidligere. Det skal vi turde, for hvis vi kun gør det, der er sikkert og dogmatisk korrekt, og holder os bag ved det teologiske panser, så svigter vi nogle af dem, der har brug for kirken.

Relevans i samtiden

Med et alsidigt udbud af aktiviteter tror jeg efterhånden, at kirken har genfundet sin befolkning, men der er åbenlyst grupper, vi taler mere til end andre.

Danskere med et højere uddannelsesniveau er for eksempel mere tilbøjelige til at deltage i folkekirkens aktiviteter end resten af befolkningen. Og vi ved, at flere kvinder end mænd finder vej til kirken.

En af de grupper, vi skal være bedre til at få i tale, er de yngre mænd. De deltager sjældnere i folkekirkens kulturtilbud og melder sig oftere ud, og her er jeg bange for, at vi ikke altid har den gennemslagskraft, som vi burde have.

Det er en del af folkekirkens dna, at vi skal gøre vores yderste for at være kirke for alle, der har brug for os, og vi skal have en respektfuld samtale om, hvordan vi kan være det for hele befolkningen.

Vi lever også i en tid, hvor Danmark pludselig må gentænke sin udenrigs- og forsvarspolitik. Vi må trække grænser, men kun for at holde døren åben, som Pia Juul og Marianne Søgaard skrev i deres smukke sang om genforeningen.

Vi har brug for huse, hvor der er højt til loftet, og hvor vi kan komme med det modsætningsfyldte og udfordrende, der bor i os. Og hvor vi forhåbentlig vil finde sprog og gerninger, der går i retning af barmhjertighed, retfærdighed og forsoning. Vi har brug for gudstjenestens og bønnens udisciplinerede og ucensurerede sprog.

Kristendommens centrum er den gådefulde Jesus fra Nazareth, der retter vores opmærksomhed mod Gud og medmennesket. Det er kirkens opgave at fastholde tilliden til, at der er fortryllelse og skønhed i tilværelsen. At der er tilgivelse og forsoning.

Det er det særlige ved folkekirken, som vi ikke finder andre steder i samfundet.

Alle er velkomne, og her er plads til alle. Og vi vil gerne have en god debat om, hvordan vi får endnu flere til at træde over tærsklen.

Peter Skov-Jakobsen er biskop over Københavns Stift

Serie

Folkekirkens samfundsrolle

Tidligere var folkekirken et omdrejningspunkt for fællesskab og moral, præsten var en central og magtfuld figur i lokalsamfundet. I dag kritiseres folkekirken for ikke at følge med tiden, mange melder sig ud, og for endnu flere spiller kirken kun en rolle som ramme om rituelle begivenheder som bryllup og begravelse. Hvilken funktion har folkekirken i dag og har den brug for en ny retning for at være relevant? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Hvordan har biskoppen det med, at kirkerne er varmet op af russisk energi eller af fossile brændstoffer i øvrigt? Hvordan har ‘den første blandt ligemænd’ det med, at den russiske ærkebiskop velsigner Putin og krigen?
Jeg kender godt modsvarene. Derfor spørger jeg, hvordan han har det med det.
Jeg fatter ikke overskriften, og jeg undrer mig over, hvad der foregår i hovedet på præsterne. En af dem samler penge ind til våben for tiden. Gad vide hvor mange, der vi stemme nej til afstemningen om forbeholdet, eller hvor mange, der er imod at give 18 mia.kr til oprustning? Det kunne være interessant at høre de teologiske argumenter for at være tilhænger af NATO med den potentielle atomkrig hængende over vores hovede, i stedet for at høre selvros om babysalmesang.

Overordnet undrer jeg mig over, hvor dygtige præsterne er til ikke at komme ind på kontroversielle spørgsmål i kristendommen i deres forsigtige omgang med befolkningen. Her har vi lige fået et eksempel.

Karen Møller E., erik pedersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Dennis Madsen

Jehovas vidner hjernevasker deres børn fra fødslen. Er babysalmesang så meget anderledes?

Morten Balling

Nå, men så er der vel egentlig kun et spørgsmål tilbage:

Var Adam vitterlig gift med Lilith før Gud lavede Eva?

@Dennis Madsen

Hvis ikke du kender forskellen mellem enkeltstående salmearrangementer for spædbørnsmødre og så et trossamfund, hvor man konsekvent under hele opvæksten lærer børn at holde afstand til det omkringliggende samfund, bør du nok overveje at sætte dig bedre ind i trosspørgsmål. Det andet er for billigt.