For nogle år siden holdt jeg et oplæg for en række nye psykiatere på Bispebjerg Hospital. Jeg var inviteret til at tale om hjemløseområdet. I forbindelse med oplægget fik jeg sagt, at de virkelig psykisk syge ikke var på de psykiatriske afdelinger, men udenfor, nemlig på gaden og på herberger. Blandt psykiaterne var der en vis skepsis over for mit udsagn.
Udsagnet blev dog bakket op af overlæge i psykiatri Merete Nordentoft, som var til stede den dag på Bispebjerg Hospital, og som har forsket specifikt i hjemløse psykisk syge. Men det er sigende, hvor skepsisvækkende en tanke det var for de nye psykiatere.
Når vi debatterer forhold i psykiatrien, ender det ofte med et snævert fokus på, hvad der sker inde i psykiatrien. Det er ikke godt nok. Vi skal insistere på at se problemstillingen i en sammenhæng, så vi også får blik for de mange psykisk syge, som bor på gaden og derfor ikke modtager behandling. Og vi skal få blik for de faktorer uden for det psykiatriske rum, som er med til at skabe tvang på de enkelte afdelinger, flere indlæggelser og en stigning i psykisk syge i samfundet. Noget, vi alle gerne vil undgå.
Fra Sct. Hans til Mændenes Hjem
Gennem mit arbejdsliv er jeg fulgt med de psykisk syge rundt i og til sidst ud af psykiatrien. Jeg har været med fra totalinstitutionen Sct. Hans, der ligger isoleret uden for København, over den kaotiske akutafdeling, der lå midt i byen på det gamle Kommunehospital til en tur i distriktspsykiatrien for så til sidst at ende i arbejdet med hjemløse og stå afmægtig på Prags Boulevard med en posemand.
Min første dag som sygeplejerskeelev på Sct. Hans husker jeg mest, fordi der kom en ældre herre i blødt fløjlstøj ind på kontoret. Han sagde ikke noget. Han kiggede knap på os. Da han gik ud igen, sagde en sygeplejerske til os, at det var overlægen. Ti minutter senere kom en anden herre ind på kontoret. Han bar også blødt fløjlstøj og var lidt yngre og lidt bedre klædt. Han sagde heller ikke noget. Han gik ud igen. Sygeplejersken sagde så: »Det er én af vores patienter. Han har en behandlingsdom for at slå sin kæreste ihjel.« Det var ikke sådan lige til at se, hvem der var hvem.
På Kommunehospitalet var jeg tilknyttet akutafdelingen. Her var der alle slags patienter. Der var de demente gamle damer, som jævnligt sad og tissede i skraldespandene. Der var alkoholikerne, som kom ind til afrusning. Der var de psykotiske. Der var de selvskadende, som skar i sig selv eller tog overdoser på afdelingen igen og igen. Der var pårørende, der brød ind gennem vinduerne for at besøge deres familiemedlemmer. Og nogle gange sad en depressiv kvinde midt i afdelingen og ventede på at skulle afsted til sit næste elektrochok. Det er ikke altid nemt på sådan en lukket afdeling.
Videre til den distriktspsykiatriske afdeling, hvor man fik lov at kigge ind i ensomheden og tomheden, når man kom på hjemmebesøg en gang imellem. Med medicin i sin taske, sine gode intentioner og ikke så meget andet. Der var mørklagte lejligheder med gardiner nedtrukket i dagevis, og der var lejligheder, der var fyldt med ting. Der var en tvangsindlæggelse eller to for dem, som ikke ville med frivilligt.
Jeg gik videre i herberg- og hjemløseverdenen. Det har været et årelangt arbejde på Mændenes Hjem, Kofoeds Skole og andre sociale tilbud. Her var de, som var helt ubehandlede. De, som ikke ville. De, som ikke kunne. Der var dem, som blev ’fredagsudskrevet’ fra afdelinger, som talte om »flow« og plads til nye patienter – selv om patienterne tydeligvis ikke var klar til det.
Sagt med andre ord: Jeg har set det psykiatriske område inde fra både de store hospitaler, de lukkede afdelinger, distriktspsykiatrien, herbergerne og gaden.
Vi skubber de svageste fra os
Gennem de senere år har jeg deltaget i utallige debatmøder og samtaler, hvor socialt udsatte har været til stede og deltaget aktivt i diskussionen af deres egne vilkår. Her kommer også mange frivillige bisiddere, og for ikke så længe siden hørte jeg én af dem, der nærmest desperat sagde: »Hvis sagsbehandlerne bare kunne smile og sige pænt goddag, når den udsatte borger kom ind ad døren.«
På et andet møde fortalte en hjemløs, at han nu »havde opgivet det offentlige system og ikke mere ville tale med sagsbehandlere og herbergsmedarbejdere«. Han havde meldt sig ud og ville ikke mere have hjælp af ’systemet’. Kontanthjælpen var droppet, og han levede fra hånden til munden. En tredje fortalte for nylig, at hans kontanthjælp var blevet stoppet, selv om han var i den planlagte aktivering. Han klagede og fik at vide, at han ville få genbehandlet sin sag om ti måneder og kunne forvente svar derefter. Afmagten stod malet i hans ansigt.
Gennem mange år har udsatte borgere oplevet øget kontrol, nedskæringer og sanktioner i stedet for rådgivning, hjælp og omsorg. Det dokumenterer Rådet for Socialt Udsatte i deres rapport om kontanthjælps- og førtidspensionsreformerne. Tilgangen og polariseringen kan bedst illustreres ved gennemførelsen af kontanthjælpsreformen, hvor flere jobcentre hyrede ekstra sikkerhedsvagter omkring den 1. januar 2014, da reformerne skulle gennemføres i praksis.
»Vi har en patient, som er for dårlig til, at vi kan have ham på afdelingen, kan I tage ham på Mændenes Hjem?« »Vi har en patient, der er for uregerlig, vi henviser ham til jer.« »Patienten har røget hash, så vi udskriver ham nu.« »Patienten vil ikke have medicin, så han bliver udskrevet til jer.« »Hun lugter forfærdeligt, vi kan ikke tage hende ind her.« »Vi kan godt se, at han er dårlig og psykotisk, men han hører til et andet optageområde.«
Ovenstående citater stammer alle fra samtaler, jeg har haft over årene på herberg- og hjemløseområdet. Dem, der har brug for vores hjælp, tid og omsorg, skubber vi fra os.
En indsats uden for psykiatrien
Der ligger en konflikt indbygget i vores forsøg på at forbedre indsatsen for psykisk syge og hjemløse, der jo i den bedste mening stilles over for kravet om – eller muligheden for – at forbedre sig. For i de tilfælde, hvor man ikke lykkes med behandling, overholdelse af aktivering, at beholde sin bolig og så videre, er det endnu et nederlag, der skaber grobund for selvhad og endnu en tur i eksklusionskarrusellen.
Af den seneste hjemløsetælling fra 2019 fremgår det, at 56 procent af de hjemløse mænd er psykisk syge, mens tallet blandt hjemløse kvinder er på 66 procent. Det tal er en markant stigning siden den første hjemløsetælling i 2009. Dengang lå procenterne på henholdsvis 37 og 39 procent.
Værd at bemærke er også, at af de hjemløse, som lever på gaden, er det 64 procent, der er psykisk syge. Her skal man huske på, at selv om tællingen viste en stagnation i hjemløsheden, var der faktisk en stigning i de mennesker, som lever på gaden – frem for for eksempel på bosteder eller på herberger. Flere hjemløse psykisk syge har også et misbrug.
En ordentlig indsats for psykisk syge er ikke kun en indsats, som foregår inden for behandlingspsykiatrien. Der skal tænkes en social dimension ind i arbejdet med psykisk syge mennesker, således at indsatser og finansiering også omfatter dem, som ikke umiddelbart har mulighed for at komme tilbage i bolig, komme i behandling eller få basal omsorg.
Ud over at styrke de akutte afdelinger og den akutte indsats skal der være en øget social indsats og for eksempel et botilbud, som gør det muligt for psykisk syge hjemløse at få hjælp til at få hverdagen til at fungere. En hverdag derude, hvor livet leves – nemlig uden for psykiatrien.
Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole og forhenværende forstander for Mændenes Hjem
Kære Robert Olsen
Tak for dit vigtige skriv.
Der foregår et kæmpe svigt af de mennesker, der af forskellige årsager ikke kan eller vil i psykiatrisk behandling men samtidigt slås med indre tilstande, der er så invaliderende at de ikke kan opretholde relationer, kontakt med andre, bolig eller et forsørgelsesgrundlag.
En sådan tilstand, en sådan skæbne, rammer hele den pågældendes familie. Det er ufattelig sorgfuldt at være pårørende og vidne til et menneske der falder igennem det sociale sikkerhedsnet. Der findes ingen forståelse for de følgekonsekvenser det har i form af kronisk bekymring, afmagt og sorg over tabet af et betydningsfuldt og elsket medlem af familien.
Der mangler i den grad udvikling af alternative og meddefinerende tilbud allerede i den helt tidlige indsats.
Der mangler kreative tænk-ud-af-boxen forskning i hvordan disse ( ofte såkaldte psykotiske) tilstande kan opstå og der mangler i høj grad vilje til at finde alternative veje at gå og måske bare følge med i det tempo der tillader at bibeholde kontakten... også selv om det i perioder kan være microkontakt.
Kontakt er livsvigtigt og vi er alle afhængige af kontakt for at overleve.
Social eksklusion, lukkede øjne og laden stå til er at svigte de mest sårbart medmenneske i vores samfund.
Tak for din kæmpe indsats i feltet. Du har helt sikkert gjort en forskel for mange og du gør en forskel ved at nævne det unævnelige her i din kronik, nemlig at de allermest psykisk syge bliver opgivet og overladt til hjemløshed.
"Blandt psykiaterne var der en vis skepsis over for mit udsagn." - underlig nok når det er dem der udskriver folk til gaden eller forsorgshjemmene. Det kan være måske svært at tro på i dag men for 25 år siden udskrev vi næsten aldrig psykiske syge til herberger, og aldrig til gaden medmindre de selv insisterede på det. Når vi i en sjælden omgang skulle brug herberg, fulgte vi op, tog ud og besøgte vedkommende, og samarbejdede med og støttede personalet som ofte var meget usikre på løsningen.
Kronikken her har så mange fremragende punkter jeg kan ikke nå omkring dem alle sammen. Men et par stykker:
". . .vi skal få blik for de faktorer uden for det psykiatriske rum, som er med til at skabe tvang på de enkelte afdelinger, flere indlæggelser og en stigning i psykisk syge i samfundet." Hvor er det bare sandt. Og desværre er det netop det der er blevet sværere som konsekvens af kommunalreformen. Højre hånd i psykiatrien ved ikke længere hvad den venstre laver. Vi er blevet foregøglet i en ideologisk afsæt at psykiatrien kan centraliseres og specialiseres således det ikke længere er nødvendigt vi sætter os ind det hele billede, men kan nøjes med hver sit lille hjørne .
"Flow" og plads til nye patienter kan frembringe røde knopper på min hud - bedre jeg ikke tale om det.
Jocentre karrusellen, aktivering og kontanthjælp er et system designet til at torturere mennesker ikke hjælpe dem, og hvis man oveni er psykisk syg så bliver man bare sygere.
Hjemmeløsheden stiger - og det er de psykiske syge der udgør den store del af stigningen. "Behandlingen" er irrelevant hvis der alligevel ikke kan komme styr på det sociale.
Der skal en holistisk psykiatri til - og det kan betyde at bringe de to arme tilbage under en administrativ paraply igen
Den amerikanske entreprenør, YouTuber og inversteringsekspert Meet Kevin, som mere eller mindre seriøst stillede op til guvernørvalget i Los Angeles sidste år, har som en af sine hovedprioriteringer at afskaffe hjemløshed - én gang for alle, som han siger. Strategien er enkel. Hjemløse skal fjernes fra gaden ved at ulovliggøre deres ophold i skid row. Til gengæld skal de tilbydes boliger, uddannelse og jobs i den rækkefølge de selv kan overkomme det - og med de økonomiske omkostninger der nu engang følger med et så radikalt projekt. Like?
*Glemte at de hjemløse, der har brug for det, selvfølgelig også skal tilbydes behandling. Ifølge Meet Kevin.
Tak til Robert Olsen og ikke mindst tak for hans utrættelige arbejde gennem årene for at hjælpe de svageste i samfundet. Man kunne godt unde ham, at samfundets hjælp til disse grupper i højere grad ville inddrage de sociale aspekter, som Robert Olsen efterlyser, men vi har stadig til gode at se det med de grupper, som Robert Skov efterlyser.
Derfor er hans artikel så vigtig. Uden sådanne bidrag ville kampen for bedre vilkår til de svageste gå i stå.