Klumme

Macron er en katastrofe for det røde og det grønne Frankrig

Vi var nogle, der troede på, at Emmanuel Macron ville knuse højrenationalismen og genopfinde det progressive Frankrig. Vi må fem år efter konstatere, at det var så naivt, at det nærmest var dumt. Macron fremstår nu som Den tredje vejs sidste sørgelige suk, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme
Efter fem år med den franske præsident Émmanuel Macrons selviscenesættelser og løfter om revolution får man en fornemmelse af, at han egentlig ikke er andet end Den Tredje Vejs sidste suk, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme

Efter fem år med den franske præsident Émmanuel Macrons selviscenesættelser og løfter om revolution får man en fornemmelse af, at han egentlig ikke er andet end Den Tredje Vejs sidste suk, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Debat
9. april 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Det er som en national genfødsel: Præsidenten, der ville forandre sit land i startuppens billede, har skabt et gennembrud for Frankrig som en industriel stormagt, der kan konkurrere med Tyskland. Med høje vækstrater og lave underskud. Således sker det i Michel Houellebecqs nye roman Anéantir, at Frankrig, et land i efterhånden kronisk krise, i 2027 rejser sig igen. Præsidenten, som ikke nævnes ved navn, er en parodi på Emmanuel Macron. Det er ikke gennem fiasko eller forfald, at Houellebecq udstiller Macron: Det er ved at lade ham realisere sin utopi. Den mand, der beskrives som et »storslået politisk dyr« og en »blændende offentlig figur«, har ikke højere civilisatoriske ambitioner for sit land end at konkurrere industrielt med Tyskland.

Er det ikke den fornemmelse, man har af Macron efter fem år med hans selviscenesættelser og løfter om revolution, at han egentlig ikke er andet end Den Tredje Vejs sidste suk? En forsinket fransk udgave af Gerhard Schröder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

Den virkelige katastrofe er, at uligheden og fattigdommen vokser under Macron styre i disse år i Frankrig, fordi med Macron plan om høje vækstrater og lave underskud på statens finanser, er det de udsatte og fattige der betaler prisen.

Skiferie, solskin og god mad er ikke for alle i Frankrig. Millioner er afhængige af hjælp fra private organisationer for at overleve.

Over 9 milioner menneske i Frankrig lever under fattigdoms grænsen, det er næsten 15 % voksne, så er der børnene oven i.

Denne andel af økonomisk fattigdom er det højeste niveau i 20 år ifølge Frankrigs Nationale Institut for Statistik og Økonomiske Studier (INSEE)

Tillykke til de hersens macronister, jeres plan lykkes, men I taber sikkert valget

Inger Pedersen, Susanne Kaspersen, Hanneh Christensen, Per Dørup, Arly Mencke Hansen, Karsten Nielsen, Ervin Lazar, Jørgen Tryggestad og Jens Voldby Crumlin anbefalede denne kommentar
Morten Hansen

Det er både rart og tiltrængt, at Lykkeberg endelig slår hovedet på sømmet og beskriver Macron som centrum/højre liberal(ist). Det har været mig en gåde, at Macron i danske medier nærmest er blevet portrætteret som en progressiv og placeret til venstre for midten.

Måske skyldes dette Macrons brug af Danmark i en del af sine taler om reform af det franske arbejdsmarked, men hvis man kigger nærmere på det, så er det kun fleksibiliteten i den danske “flexicurity”-model, som Macron gerne ville have. Det sociale sikkerhedsnet har han aldrig rigtigt vist den store interesse for.

Og ja, Macron har allerede skrevet sig solidt ind i historien sammen med Biden, Obama, Bill og Hillary Clinton, Blair og hele flokken af “progressive retorikere”, der har hjulpet med at flytte Overton-vinduet stadig mere mod højre og yderligere accellerere den ulighed og vrede, der i sidste ende har bragt det yderste højre enten til magten eller placeret dem i nøglepositioner, når der skal dannes regeringer.

Måske klarer Macron også skærene denne gang, men risikoen for, at dette blot udskyder det ekstreme højres sejr en enkelt valgperiode er stor. Hvis vi kigger på den nyere, hjemlige, politiske historie, så blev Helle Thornings “reform-amok” regering, der vel godt kan siges at minde en hel del om Macron i sin ideologi og fokus, smidt på porten i et valg, der gjorde DF til Danmarks næststørste parti målt i folketingsmedlemmer.

Et argument for, at denne type “moderate”, tredje vej-politikere er den eneste farbare vej til magten er også tvivlsomt. Ser vi på deres sejre, så er de typisk kommet som:

1) Et klart fravalg af højreorienterede regeringer, der var dybt upopulære pga. skandaler o.l. (Nyrup efter Tamilsagen, Thorning-Schmidt efter Løkkes utallige sager, Blair over for Tory “sleaze”, Obama efter Iraq-krigen og økonomisk nedsmeltning, Biden efter COVID-19, Macron efter skandaler for både gaullisterne og socialisterne, Hollande efter “Bling-Bling” Sarkozy osv.), eller

2) Når de efterfølgende har været på genvalg med de fordele der ofte er, når man sidder på magten (“incumbency advantage”).

Den eneste tydelige modeksempel er Bill Clintons første sejr i 1994 og der præsenterede han sig også som en, der ville genoplive i hvert fald dele af den sociale profil hos Demokraterne (men det er værd at huske på, at det var “den glemte middelklasse” han primært talte om).

Ser vi mere til det kontinentale Europa, så har den slags “tredje vej”-politik ført til en deroute for socialdemokratierne i en grad og et omfang, at det har fået sit helt eget navn: “PASOKificering”. Betegnelsen henviser til det græske socialdemokrati, der er gået fra en uomgængelig magtfaktor til et ubetydeligt lilleputparti.

Socialisterne i Frankrig er godt på vej i samme retning og her er det jo værd at huske, at det var deres Hollande, der indsatte McKinsey-Macron som finansminister, hvilket siger en del om, at de allerede var på vej ud den tredje vej.

erik jensen, Jørn-Erik Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Marie-Christine Poncelet, Ole Olesen, Steen K Petersen, Hanneh Christensen, Per Dørup, Steffen Gliese, Arly Mencke Hansen, Mogens Holme, Anders Reinholdt og Troels Jensen anbefalede denne kommentar

Macron var blålyset der opstod af ingenting i Frankrig for 5 år siden, hvor borgerne havde mistet troen på politikerne og var splittet af årtiers politisk korruption i statsapparatet, til skade for demokratiet.

Valget dengang stod mellem de gamle partier med deres såkaldte "vennetjenester", og den frembrusende Marie le Penn og hendes nationale politiske dagsorden - om den franske identitet i forhold til tidens mange indvandrere.

Macron blev således betragtet som redningen for den "egne" franske identitet hvorved valget også faldt ud til Macrons fordel, - så meget fransk national identitet som Marie le Penn repræsenterede ville man ikke.

Macron blev altså et for franskmændene anstændigt fravalg af Marie le Penn - og ikke specielt et tilvalg af ham og hans politisk, - men den tålelige og spiselige vare for franskmændene., og da der samtidig lå en vis distancering og opgør og frigørelse fra de gamle partier i Macrons manifest for hans kandidatur, fandt valget ud til hans fordel.

De sociale skævheder og ubalance blev der ikke som lovet gjort op med, - de blev derimod udbygget til fordel for de allerede havende, mens borgerne måtte betale regningerne for disse beslutninger, der gik imod alle de tidligere løfter om mere lighed i Frankrig.

Dertil kom de storslåede taler om fremtiden ved reformation af statsapparatet fuld af ny dynamik, og som Europas ledende økonomiske magt på linje med Tyskland, - og ikke kun på det økonomiske område, men sandelig og især på det militære område, hvor Frankrig havde en meget friere tilgang hertil end Tyskland ifølge historien.

Endelig også indenfor EU med "fælles budget" og "fælles EU-hær", - og især positioneringen indenfor EU var noget franskmændene forstod og elskede, - den nyvundne stolthed og storhed for Frankrig.

Med det franske statsunderskud på budgettet, ville uansvarligheden blot blive endnu større indenfor et "fælles EU-budget", den franske ansvarlighed for at holde orden i egen statskasse blot blive endnu mere sløret og uigennemsigtig, - og vel ende med de lande der havde orden i deres statsbudgettet blev " økonomiske sorteper" i dette franske blufnummer fra Mascons side.

Vi kender det fra programmet "luksusfælden" - men i den franske version om "fælles budget" ville det i stedet blive til en fransk variant; "luksus-gælden, - den de andre lande i EU betaler for os"!

- Valget som Frankrigs næste præsident handler selvfølgelig om hvorvidt fransknændene igen vælger det tålelige(Macron), og dermed også det gamle system, - eller det mere nationalistiske som protest mod - netop det gamle system?

Susanne Kaspersen, Per Dørup og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Ja, det lignede næste en forelskelse når Rune Lykkeberg i 2017 begejstret fortalt om E. Macron, godt med lidt selverkendelse at han tog fejl .
E. Macron og socialist parti har et stort ansvar for den frygtelige situation Frankrig er i.
Rune Lykkeberg anerkendelse af Jean Luc Mélenchon s programmet ( er ikke sikkert på at han er læse den) som positiv har en men : mand selv, mistænkeliggørelse af mand selv.
Sådan er det med centrum venstre som Rune Lykkeberg er en del af har en " visceral" hade imod venstrefløjen.

erik jensen, Steen K Petersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Daniel Rasmussen

Problemet er at du gerne ville bedrages

når jorden er gødet og klar til at modtage kan der i hele europa udløses kræfter som de fleste slet ikke kan forestille sig. Der er store udfordringer i europa og ikke kun miljø,klima,konflikt,energi men også fattigdom ,et kæmpe problem som vil skabe dramatiske politiske ændringer i de kommende årtier.