Bidrager økonomer til ’nødvendighedens politik’? Skjules politiske beslutninger om samfundets indretning af regnemodeller – enten fordi politikere fremstiller upopulære beslutninger som videnskabelig nødvendighed, eller fordi økonomiske argumenter trumfer politiske argumenter? Hvis ja, så har det i hvert fald ikke altid været tilfældet. Historisk var de første specialiserede danske økonomer med til at gøre op med den nødvendighedens politik, der hindrede sociale reformer.
Uanset hvilken rolle man mener, økonomerne spiller – stråmænd for politikere, der ønsker at gennemføre upopulære tiltag eller en reel begrænsning for progressive politikeres reformer – så har økonomernes modeller en indlejret moralsk dimension. ’Adfærdseffekter’ er grundlæggende et forsøg på at tale neutralt om ladede begreber: Opfører borgere sig mere eller mindre dovent, når vi hæver eller sænker skatten?
Økonomer er således en del af en moralsk elite. I øvrigt sammen med politikere, læger og andre fremtrædende grupper i samfundet, som der lyttes til – og skældes ud på – i afgørende spørgsmål. Hvor man tidligt i forrige århundrede lyttede til præster og kunstnere, er det i dag i høj grad økonomer, der bliver lyttet til, når centrale politikker skal udformes.
Når der er så megen snak om økonomernes regnemodeller, så er det altså, fordi økonomernes ord har en moralsk magt, der rækker ud over det rent beskrivende og forklarende. Økonomisk kundskab er en central moralsk ressource, forskellige aktører kan henvise til. Det har de været, siden de første statsvidenskabelige kandidater blev udklækket i 1852. Men hvor økonomerne og deres modeller i dag beskyldes for at stå i vejen for progressive reformer og for at forsvare en nødvendighedens politik, så banede den økonomiske videnskab med sin empiriske orientering netop vejen for progressive reformer, da den først opstod.
Nye metoder og antagelser
De første økonomer – eller statsvidenskabelige kandidater, som det hed – dimitterede i 1852. De fik ansættelse inden for centraladministrationen og kom således til at udgøre konkurrenter til juristerne, der ellers sad tungt på posterne her. En del fik stillinger inden for post- og telegrafvæsenet eller i Finans- eller Udenrigsministeriet. Men også hos banker, i forsikringsverdenen, i kulturlivet, i brancheorganisationer og inden for politik. Med andre ord var økonomerne fra begyndelsen af en central del af eliten.
Imidlertid var en stor del af de første økonomer optaget af tidens sociale spørgsmål og forsøgte på forskellig vis at løse disse gennem aktiviteter i for eksempel Det Statistiske Departement, Skattevæsenet, Arbejderforsikringsrådet, Dansk Forening for Socialpolitik, Socialøkonomisk Samfund og Det Sociale Sekretariat. Økonomerne fik altså langsomt etableret sig i centraladministrationen, men også i erhvervslivet, i civilsamfundet og i akademia blev de centrale.
Den fremherskende økonomiske kundskab var på dette tidspunkt præget af fordomme om de fattige, delvist inspireret af den britiske økonom Thomas Robert Malthus: Det kunne ikke betale sig at understøtte fattige mennesker, for de ville enten bare få flere børn og derved undergrave statens økonomiske fundament, eller de fattiges moral og arbejdsvilje ville blive udhulet.
Imidlertid begyndte økonomerne at anvende deres specialviden til at udvikle det, der i dag bliver anset for et kerneprincip i den danske velfærdsmodel, nemlig princippet om universalisme i ydelser, der først blev indført med alderdomspensionen i 1891. Særligt to af de unge, nyudklækkede økonomer, Harald Westergaard og Marcus Rubin, blev centrale. De fyldte godt i debatterne om alderdomspension – og det med en særlig videnskabelig pondus. Som Westergaard udtrykte det i 1881 i Nationaløkonomisk Tidsskrift: »Nationaløkonomien kan lægge et spørgsmaal til rette, men den kan ikke besvare det.«
Og måden, hvorpå økonomerne lagde sagen til rette på, var helt ny. Tidligere generationer af økonomer opfattede samfundet som grundlæggende statisk: Samfundet var styret af lovmæssigheder på samme måde, som man så det i naturen, og enhver forandring af fattiges vilkår ville være forgæves, da mængden af lidelse i samfundet så at sige var konstant.
De nye økonomer gik empirisk til værks i spørgsmålet om alderdomspension og anvendte nye statistiske metoder: Man kunne ikke blot anskue befolkningen under ét – nej, man måtte »dele materialet«, som Westergaard sagde. Man måtte med andre ord klassificere befolkningen på baggrund af social stilling for at forstå, hvordan politiske tiltag ville påvirke forskellige grupper forskelligt. Ud fra denne grundantagelse udarbejdede Westergaard og Rubin statistikker over mortalitetsrater på landet, ægteskabs- og skilsmisserater på tværs af sociale lag og studier af den københavnske befolkningstilvækst.
Paradigmer kan udfordres
De nye statistiske metoder gav videnskabelige argumenter for universalismen i socialpolitikken, idet man nu kunne henvise til, at forsikrings- og opsparingsordninger primært ville komme de grupper til gode, som ville leve længe nok til at nyde frugterne af deres pensionsindbetalinger – det ville sige middelklassen. Op mod halvdelen af arbejderbefolkningen på landet ville derimod ende på fattiggården. Resultaterne udfordrede det konservative forsørgelsessystems grundlæggende princip om hjælp til selvhjælp. Den ældre konservative nationaløkonomi var sat videnskabeligt skakmat, og dermed var dens moralske elitestatus også truet. Tilbage var kun en skal af ideologi.
Den ældre økonom og konservative Falbe-Hansen måtte om alderdomspensionen tilstå, at hvad »angik den Tekniske side af Forslaget, dettes Udarbejdelse i formel Henseende og de Beregninger, der laa til Grund for det, kunde han yde det al Anerkendelse«.
Han var imidlertid »Modstander af Forslagets Grundprincip«. Dette burde være hjælp til selvhjælp for at bevare den individuelle selvansvarlighedsfølelse. Det nuværende forslag ville yde ensartet hjælp til alle og kom derved til at »hvile paa et Socialistisk Grundlag«. Falbe-Hansens modstand var altså udelukkende ideologisk og kunne nu ikke mere henvise til videnskaben andet end i meget overordnede vendinger om »Spændkraften i Samfundet«, som ikke måtte slappes, for da ville »Sparsommeligheden formindskes og Arbejdets Energi svækkes«.
Det lille historiske eksempel her viser, hvordan økonomiske paradigmer og antagelser kan udfordres af nye metoder og observationer. Der produceres i dag stadig dynamisk samfundsvidenskabelig statistik, der kan klassificere, hvordan politiske tiltag påvirker forskellige grupper forskelligt. For eksempel i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE, der bygger videre på det hedengangne Socialforskningsinstituttet, hvor man udviklede socialgruppetypologien.
Imidlertid ser det ud til, at mainstreamøkonomien i nogen grad er vendt tilbage til den statiske opfattelse af samfundet: Arbejdsløshed er uundgåelig, samfundsøkonomien styres af abstrakte love, og mennesket klassificeres endimensionelt som risikovilligt eller risikoaverst. Imidlertid har først coronakrisen og nu Ruslands invasion af Ukraine vist, at økonomien måske ikke er så statisk endda.
Måske kunne økonomiens pionerer inspireres til at medtænke mere dynamiske aspekter i metoderne og modellerne. Hvis ikke, risikerer økonomerne at miste deres moralske elitestatus til fordel for epidemiologer, klimavidenskabsfolk og forskere i international politik.
Anders Sevelsted er adjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School.
Jacob Lunding er ph.d.-stipendiat ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School.
Information.dk/deltag
Et virkeligt godt indlæg i debatten om - især - finansministeriets regnemodeller.
Det er ikke økonomernes moral vi skal appellere til. Vi er et af verdens rigeste lande. Økonomerne kæmper for at erhvervslivet får endnu mere, nok fordi deres egen økonomi derved øges. Økonomernes moralske ansvar er deponeret i deres egne bankbokse. Information skrev at der var pumpet 767 milliarder kroner ud til virksomhederne og deres medarbejdere under corona. Verden over blev der givet overførselsindkomster på 96.000 mia. kr. til bankerne, aktionærerne og milliardærerne, penge som kunne have fjernet fattigdommen på Jorden.
Stjerneøkonomen, som ledede nødvendighedens politik, smadrede livet for hundrede tusinder borgere med sociale nedskæringer, eller som politikerne plejer at kalde dem reformer. Hun leder stadigvæk den Socialdemokratiske regerings antisociale politik. Det handler om at sørge for at formuerne bliver der hvor neoliberalismen førte dem hen, og at forhindre enhver forbedring i bunden af samfundet. Den sociale mobilitet skal fortsat holdes nede.
Opgaven burde være at fjerne fattigdommen her hjemme, samt mindske uligheden, som tordner der ud af på fjerde årti. Så hvem skal formulere en progressiv politik der giver de nyfødte en chance her i livet? Mere lige vilkår ville gavne hele samfundet når børnene vokser op.
Dette kommer ikke til at ske før flertallet, arbejderklassen og underklassen, går sammen og afmonterer erhvervslivets magt over politikerne, den dag hvor vi får et Folketing hvor alle samfundsgrupper repræsenteres efter antal borgere, hvor pengene ikke bestemmer over demokratiet. Men så længe medierne stadigvæk taler for overklassepopulismen, der dikterer øget ulighed, er medier ikke på flertallets side. Dette alene skaber en status quo. En konservatisme der kun gavner de formuende.
"Stjerneøkonomen, som ledede nødvendighedens politik, smadrede livet for hundrede tusinder borgere med sociale nedskæringer, eller som politikerne plejer at kalde dem reformer. Hun leder stadigvæk den Socialdemokratiske regerings antisociale politik"
Nina Smith, I suppose?
Et af de helt grundlæggende principper i økonomi er udbud og efterspørgsel. Siden Malthus er vi blevet otte gange flere mennesker og vi har brugt løs af begrænsede ressourcer. F.eks. har vi brugt ca. halvdelen af den olie der var dengang. Hvis vi i dag ejer mindre og er blevet flere til at dele det der er tilbage, er vi så blevet rigere eller fattigere?
Man kan anfægte Malthus moral, men etik findes der stadig ikke nogen solid teori omkring. Det samme gælder værdi, som burde være et aksiom i økonomi, hvis det skal betragtes som en solid videnskab. Man kan skabe velfærd her og nu ved at bruge begrænsede ressourcer, men nytteværdi eller herlighedsværdi er ikke værdi.
Hvis man er i tvivl om hvorvidt diamanter eller vand er mest værd, bør man spørge en, som er ved at dø af tørst. Man kan ikke genskabe brugte ressourcer med marginalteori, moral eller gode idéer.
Det er beklageligt, at et fint og velargumenteret indlæg bliver mødt af et så forenklet svar som Martin Jacobsens.
Han tror åbenbart, at alle økonomer tænker på samme måde som den unavngivne ”stjerneøkonom”, der citeres. Der er ellers – ikke mindst i disse år en række økonomer, der forsøger at gøre op med ellers udvikle alternativer til den form for nødvendighedens politik, som åbenbart er den eneste, Jacobsen er bekendt med. Det fremgår af artiklen, at der også tidligere har været tilfælde af forskelligt tænkende økonomer.
I dette dagblad er mange anderledes tænkende nutidige økonomer blevet citeret, eksempelvis Thomas Piketty og Joseph H. Stiglitz. Men de er langt fra de eneste. Tag for eksempel den engelsk-italienske forsker Mariana Mazzucato, det forholdsvis nye amerikanske netværk Economics for Inclusive Prosperity (https://econfip.org/), eller Institute for for New Economic Thinking (https://www.ineteconomics.org/). Flere kunne tilføjes.
Hvorfor tror Jacobsen i øvrigt, at det et ”stjerneøkonomen”, der leder den socialdemokratiske regeringsøkonomiske politik? Kunne det ikke tænkes, at det var regeringen, der hyrede et sæt af økonomer, der leverer et forudsigeligt sæt af ”gode råd”? De råd som regeringen af politiske grunde gerne vil høre? ”Stjerneøkonomen” har ikke mange brikker at flytte rundt med, og det er vel derfor man hyrer netop hende og andre af samme slags. Så ved man, hvad man får. Ingen grimme overraskelser.
I øvrigt må Jacobsen gerne få en smule mere styr på sine tal: ” Information skrev at der var pumpet 767 milliarder kroner ud til virksomhederne og deres medarbejdere under corona.” Her ville det være rart med en kilde. 767 mia. forekommer mig ganske fantasifuldt. En hurtig søgning på nettet fortæller følgende:
En beretning fra Statsrevisorerne ”omhandler Erhvervsministeriets forvaltning af de 3 største kompensationsordninger i den første fase fra marts til august 2020. Ministeriet modtog i alt ca. 214.000 ansøgninger om kompensation til de 3 ordninger i første fase. I den første fase er der i alt udbetalt ca. 26 mia. kr., hvilket udgør ca. 98 % af den samlede udbetalte kompensation til erhvervsområdet i perioden, mens der i alle 4 faser frem til oktober 2021 er udbetalt ca. 48 mia. kr.” (https://www.ft.dk/da/statsrevisorerne/nyheder/2021/11/hjaelpepakker)
Disse tal omhandler ikke hele coronaperioden, men der er i alle tilfælde et pænt spring fra 74 (26 + 48) til Jacobsens 767 mia.
Som civiløkonom fra CBS, civilingeniør fra DTU og med en håndfuld direktørtitler i det private erhvervsliv bag mig, er jeg også én af de økonomer, der er stærkt kritisk overfor Finansministeriets og CEPOS' regnemodeller - og 'nødvendighedens politik'.
Den stigende ulighed i det danske samfund er IKKE en gevinst for dansk erhvervsliv - tværtimod.