Erhvervsøkonom og forfatter Jannik Landt Fogt kritiserer i et indlæg den 12. april Gyldendal for at have ændret sig fra at være et agtværdigt litterært forlag til et forlag, der sælger ’spektakulære personligheder’.
Jannik Landt Fogt nævner ’opkøbet’ af Rosinante i 2019 for at illustrere denne ændring og bruger en digtsamling af Haidar Ansari og et portræt af Kristina Nya Glaffey som eksempler på, at Gyldendal markedsfører den spektakulære personlighed og ikke den interessante skrift.
To ting svækker helt grundlæggende Jannik Landt Fogts argumentation:
For det første: Gyldendal opkøbte ikke Rosinante i 2019. Rosinante havde i mange år været Gyldendal-ejet, og i 2019 blev de to selskaber fusioneret. Det giver derfor ikke mening at tale om to forskellige tilgange til forlæggeri.
For det andet har Jannik Landt Fogt, ifølge eget udsagn, ikke læst de bøger, som han fortæller os, hvad handler om. I en litterær debat skulle man tro, at det var et minimumkrav at interessere sig for forfatternes skrift – ikke mindst hvis man beskylder et forlag for ikke at gøre det.
Gyldendal har aldrig markedsført Haidar Ansari som voldsparat eller gjort et nummer ud af Kristina Nya Glaffeys seksualitet, som Jannik Landt Fogt påstår. Vi har netop præsenteret Institutionaliseret og To the modern man som litterære værker, der beskriver – nøgternt eller i karikatur – fænomener i det danske samfund. Kriminalitet og den moderne mand.
At begge bøger er spektakulære og vækker debat er vel ikke et problem i sig selv. Men for fuldkommenhedens skyld kan jeg nævne et par bøger, Jannik Landt Fogt sikkert ville kalde uspektakulære, men som er spektakulært velanmeldte bøger, og som udkom på Gyldendal i de samme uger. For eksempel Dorrit Willumsens Tjeneren og hans søster, Joakim Kruse Lykkes Et sted at være mor fra eller Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger.
Simon Pasternak er forlagschef på Gyldendal skønlitteratur
