Efter Talebans magtovertagelse den 15. august 2021 har flere vestlige medier, eksperter og politikere målrettet kritiseret de afghanske sikkerhedsstyrker og den tidligere vestligt støttede præsident Ashraf Ghani for ikke at modstå Taleban. Alligevel valgte USA uden præsidentens tilstedeværelse at skrive under på Doha-aftalen, der etablerede, at magten var Talebans.
Jeg flygtede selv fra Taleban i september 2001 efter terrorangrebet på World Trade Center, og jeg har altid oplevet, at der bliver tegnet et vrangbillede af den virkelighed, jeg som afghaner har været vidne til tilbage i 1990’erne og under de 20 års krig mod terror i Afghanistan.
En af de ting, jeg finder problematisk, er, at man ved invasionen af Afghanistan efter 9/11 stillede en fattig nation til ansvar for hele terrorproblemet. En stat, der allerede havde betalt en høj pris for Vestens og Sovjets kolde krig, og som stod tilbage med ødelæggelser, høj dødelighed og en kollapset hær og stat.
Desuden er det problematisk, at man gennem hele den USA-ledte krig mod terror har ignoreret den afghanske stat og i stedet forhandlet med Pakistan. Samtidig har man tilladt Pakistan at modarbejde Vestens demokratiske indsatser og de facto overtage magten i Afghanistan.
Pakistans samarbejde med Taleban
Jeg har skrevet speciale med titlen »Pakistan skjulte samarbejde med Taleban i Afghanistan«, hvori jeg har interviewet fem generaler fra NATO og USA, som har været på frontlinjen i krigen i Afghanistan, og sammenholdt deres udsagn med aktuelle forskningsrapporter fra Harvard University og London School of Economics.
Gennem mine interview med blandt andet firestjernegeneral John M. Allan og admiral Brett Heimbigner, blev det tydeligt, at man længe har vidst, at det pakistanske militær og efterretningstjeneste har modarbejdet NATO, og at Pakistan havde planer om at bevare kontrol i området. Pakistan anser et demokratisk Afghanistan som et problem i forhold til sin udenrigspolitiske dagsorden.
ISI og Pakistans militær yder økonomisk og militær støtte til Taleban, som typisk rekrutterer personer fra familier med få sociale og økonomiske ressourcer, som de forsøger at integrere i deres værdifællesskab. Hvis disse personer ikke frivilligt tilslutter sig Taleban, så trues de til det med dødstrusler. Pakistans militær og efterretningstjeneste har især et tæt samarbejde med Haqqani-netværket Taleban, som gør, at de hellige krigere kan rykke frem og tilbage mellem Pakistans og Afghanistans grænser.
Derfor har Pakistan og Taleban haft nemt ved at destabilisere NATO’s militære indsats og gøre fremtiden for Afghanistan som stat meget usikker. Igennem de seneste 20 år har det samarbejde saboteret NATO’s mission og skabt grundlaget for Talebans tilbagevenden til magten i august 2021. Den tilbagevenden har resulteret i, at pigers mulighed for skolegang stadig begrænses af Taleban-regimet.
Vesten kigger væk
Det virker paradoksalt, at politiske aktører som EU og USA ikke har stillet Pakistan til ansvar for at bruge samarbejdet med Taleban strategisk som en form for militær og social ressource, som Pakistans hær og efterretningstjeneste har anvendt til at sikre deres egen geopolitiske magtposition gennem den 20 år lange krig i Afghanistan.
Gennem mange år har Pakistan tilmed modtaget økonomisk og militær støtte fra Vesten – herunder især USA. Disse penge er blevet brugt til at støtte Taleban og modarbejde demokratiindsatsen i Afghanistan, og dermed har Pakistan indirekte kunnet bekæmpe Vesten med dens egne midler.
Nu har Taleban igen magten, og Afghanistan er dermed indirekte besat af Pakistan. Man kan derfor undre sig over, at EU og USA ikke sanktionerer Pakistan, som de for eksempel gør med Rusland i forbindelse med deres invasion af Ukraine.
Set i lyset af, at Rusland er blevet sanktioneret benhårdt økonomisk, diplomatisk og politisk på grund af deres aggressioner i Ukraine, er det vel også på tide, at Vesten stiller den pakistanske statsmagt ansvarlig for deres invasion af Afghanistan med Taleban som deres stedfortrædere – og for deres 20-årige undergravning af NATO’s militære og demokratiskabende indsatser i Afghanistan.
Levsa Bayankhail er kandidat i Politik og Forvaltning
