Kronik

Politimanden kunne tage vores Tibet-flag, fordi hele systemet var gødet til grundlovsbrud

Vi stiller det forkerte spørgsmål, når vi diskuterer, hvem der var ansvarlige for frihedsberøvelsen af demonstranter under det kinesiske præsidentbesøg i 2012. Tibetsagens barske sandhed er, at mangel på personligt ansvar i systemet gjorde det muligt, skriver antropolog Christian Gorm Hansen i denne kronik
Demonstranter fra Støttekommiteen for Tibet er mødt op ved pandaerne Mao Sun og Xing Ers ankomst til Danmark.

Demonstranter fra Støttekommiteen for Tibet er mødt op ved pandaerne Mao Sun og Xing Ers ankomst til Danmark.

Linda Johansen

Debat
12. april 2022

Ikke så snart havde den længe ventede beretning fra Tibetkommissionen II ramt offentligheden, før det evigt tilbagevendende spørgsmål meldte sig i den offentlige diskussion af dens konklusioner:

Hvem var egentlig ansvarlig for at tilsidesætte den grundlovssikrede ytringsfrihed af hensyn til forholdet mellem Danmark og Kina, da jeg og flere andre protibetanske demonstranter ved flere lejligheder gennem to årtier blev ulovligt flyttet og fik vores flag konfiskeret?

Imidlertid forekommer det mig at være det forkerte spørgsmål at fremsætte på baggrund af de netop udkomne konklusioner. Ikke mindst set i lyset af, at placeringen af det personlige ansvar netop er blevet brugt til at sløre det egentligt problematiske ved hele denne misere. Det er sket gentagne gange i løbet af de knap ti år, der er gået med at skabe klarhed over forløbet.

Snarere end at være et udslag af personlige fejl eller dårlig dømmekraft hos enkelte i politiet eller embedsværket, indikerer indsigterne i den nye beretning jo, at krænkelsen af den grundlovssikrede ytringsfrihed netop skete, uden at enkelte personer reelt kan drages til ansvar eller betragtes som de egentlige ophavsmænd.

Mange penge på spil

Spørgsmålet, vi bør stille os selv, i skæret – eller rettere i skyggen – af Tibetkommissionens konklusioner bør derfor i stedet være: Hvordan kunne det, som ikke burde kunne ske, alligevel ske, når nu det ikke blot var en enkeltperson eller personkreds, der i et øjebliks åndsfravær tog en tvivlsom beslutning om at annullere grundloven for en stund?

Den reelle lære af hele Tibetsagen er således den barske sandhed, at systemet selv tillod et brud på den lovgivning, det i første omgang er sat i verden for demokratisk at forvalte på vegne af samfundets borgere. Med alt, hvad vi har set af mangel på ministeriel velvilje til at samarbejde, potentiel usand tale under retsprocessen og hukommelsestab i Udenrigsministeriets embedsstand, er konklusionen, at fejlen ikke blot lå hos den enkelte ansatte, men derimod hos den samlede sum af embedsmænd.

At det åbenlyse lovbrud fandt sted for alle til offentligt skue den junidag under statsbesøget i 2012, var således også grunden til, at jeg og min daværende kæreste valgte at troppe op. Vi havde ligesom alle andre kunnet følge med i medierne og se politiets systematiske bortskaffelse af demonstranter langs ruten for den kinesiske kortege i løbet af formiddagen. Efter endt arbejdstid mødtes vi derfor i Indre By i København med vores tibetanske flag i sympati med sagen og med retten til at kunne fremføre den med fredelige, demokratiske midler. Men vi endte som bekendt med at få det taget fra os af politiet, som det ses i det nu efterhånden berømte videoklip fra Christiansborg Slotsplads.

Den dag var det Tibet-demonstranter, man fjernede med henvisning til »de mange penge, der var på spil«, som politibetjenten venligt gjorde os opmærksom på, da han skubbede os væk fra pladsen lige foran det danske folketing. Havde vi ikke gjort indsigelser, hvem ville så være blevet fjernet næste gang? Vi vægtede værdien af det enkelte menneske højere end værdien af nationaløkonomien. Siden gjorde landsretten det samme, og med Tibetkommissionens beretning er det heldigvis blevet sværere at gentage den slags skred i den forkerte retning i fremtiden.

Upersonligt forvaltningssprog

Så meget desto mere beklageligt er det, at de implicerede personer i kølvandet på kommissionens beretning nu gør deres for at nedtone alvoren af hele sagen – som for eksempel den tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen gjorde det i Deadline i sidste uge.

I deres iver efter at fralægge sig et personligt ansvar og undgå at så tvivl om det danske Udenrigsministeriums troværdighed afsporer de det, der bør være diskussionens egentlige omdrejningspunkt og den væsentligste pointe: Vores demokrati er ikke nogen fast, uforanderlig størrelse, men kræver tværtimod konstant vedligehold. Og dét forlanger noget så basalt som samvittighed og omtanke af det enkelte menneske – om så det besidder en ministerpost, er embedsmand eller bærer en politiuniform.

For er det ikke netop brugen af et upersonligt forvaltningssprog af indforståede eufemismer, der har vist sig stærkt medvirkende til, at det umulige overhovedet kunne ske?

Kort sagt lige netop den forvaltningskultur, som kommissionen lægger til grund for det pres, som Udenrigsministeriet skulle have udøvet over for PET og Københavns Politi. Den forvaltningskultur, der uanset ministerens partifarve eller embedsmændenes navne legitimerede den enkeltes manglende evne til at tage personligt ansvar for den opgave, man som embedsmand nu engang er sat til at udføre: Den udelte opmærksomhed på funktionen af landets demokratiske instanser.

For eufemismer og tvetydigt sprogbrug har den ulempe – eller fordel – at de reelt set intet siger og derfor kan bruges til at sige alt. Problemet i kølvandet på en sådan forvaltningskultur er derfor også indlysende i og med, at lovbrud som dem, der er begået i Tibetsagen, i sidste ende altid kan forklares med henvisning til processuelle systemfejl undervejs.

Et land er, hvad det står for

Uanset om knægtelsen af rundloven skete på grund af en særligt eftergivende politik i forhold til Kina, sådan som den beundringsværdigt vedholdende formand for Støttekomitéen for Tibet, Anders Højmark Andersen, har påpeget, eller ej, er faktum følgende: at overgrebet mod helt grundlæggende moralsk og juridisk bærende principper i vort højtbesungne vestlige demokrati skete med deltagelsen af et samlet statsapparat i form af Udenrigsministeriet, efterretningstjenesten og politiet.

Hvor var de mennesker i apparatet, der kunne se ud over egen horisont af gode grunde til at hugge en hæl og klippe en tå, da demonstranterne blev fjernet første gang? Hvor var de folk, der i stedet kunne have sagt som Kaj Munk, der om nogen trodsede sig selv og sagde fra i en tid, hvor den gode gerning havde trange kår: »Det er knap det største, at vort land er til. Nej, det allerførste: at det Retfærd vil.«

Det er ganske givet, at embedsmænd og andre har handlet i overensstemmelse med, hvad de har anset for at være bedst for landets interesser. Men hele denne sag bekræfter jo, at man blot med henvisning til ekstraordinære omstændigheder – i denne sammenhæng muligheden for at sikre danske virksomheder og dermed statskassen store pengebeløb gennem stormagten Kina – kan forsvare at forbryde sig mod det, vi her på vore breddegrader almindeligvis betragter som fundamentale menneskerettigheder i ethvert demokrati.

Lad mig derfor som afslutning trække på et citat fra filmkunstens verden. I den fremragende klassiker Judgment at Nurenberg afslutter dommer Haywood, spillet af en uforlignelig Spencer Tracy, retsprocessen mod de tidligere nazistiske dommere med en smuk formaning. Den tåler gentagelse i en tid, hvor vores demokratiske sindelag til tider synes at være for let til salg: »Et land er ikke en klippe. Det er ikke en forlængelse af ens eget selv. Det er, hvad det står for, når det at stå for noget er det allersværeste at gøre.«

Christian Gorm Hansen er antropolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Politiet har på myndighedernes vegne leget kispus med demonstranter i årevis. Ingen havde forestillt sig at demonstranter havde en grundlovsikret ret til ikke blot at demonstrere , men også en ret til at demonstrere på bestemte pladser/adresser mens gæsterne skulle føres/køres forbi demonstranterne og på den måde blive tvunget til at se demonstrationen/demonstranterne.

Steen K Petersen, erik jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Inge Lehmann, Gitte Loeyche og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Kasper Pedersen

"Nød-løgnere" hele bundtet!

Er det ikke præcist, hvad Hanna Arendt kaldte verdinglichte Sprache?

Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar