Psykiatrien har fejlet, når politiet må gå ind og varetage dens opgaver

Vi har psykiatere, psykiatriske sygeplejersker, socialpsykiatriske pædagoger, men jeg har aldrig hørt om socialpsykiatriske betjente. Alligevel er det politiet, der har stået med mig, uligevægtig, suicidal eller halvdød. Jeg har aldrig gjort noget direkte strafbart. Jeg har aldrig, hverken inde eller uden for citat, gjort skade på andre, men jeg er skyldig i grov vold mod mig selv og selvmordsforsøg.

Jeg var indlagt på det skærmede psykiatriske afsnit i Roskilde i noget, der mest af alt minder om en lille lejlighed. Jeg havde mit værelse med en hospitalsseng og en tyngdedyne og oven på den lå Egon, der er en stor og blød krammebjørn.

Man fandt mig ofte siddende i sofaen i skærmstuen med Egon knuget ind til mig, med en dampende varm kop sort kaffe i hånden og en Harry Potter-lydbog, der kørte med tredobbelt hastighed som baggrundsmusik. Stingene på underarmen var de eneste vidnesbyrd om dagens strabadser. Ved siden af mig sad en sygeplejerske, hvis eneste opgave var at kigge efter mig 24 timer i døgnet. Det stod på i et par måneder. 

Over hegnet i retning mod friheden

En dag havde jeg taget de hurtige sko på, der på de lange distancer giver mig en gennemsnitsfart på ti kilometer i timen. Jeg husker, hvordan jeg ude i haven tager tilløb, mine spinkle arme griber fat i det høje hegn. Fem sekunder efter løber jeg mod friheden på den anden side af gitteret. 

En betjent ringer, og jeg snakker kort med ham. Jeg afbryder forbindelsen og sætter mig ind i toget. Han ringer igen fem minutter senere. Jeg ender på Hovedbanegården. Min storstilede flugt er ikke planlagt længere end hertil.

Jeg er pludselig for en stund en del af det samfund, der i månedsvis er blevet skærmet for mig. Jeg ved, politiet leder efter mig nu, og Hovedbanegården er åbenbart ikke stedet at gemme sig for politiet, især ikke når man som jeg synes et lilla skær i håret ser godt ud. 

Der går heller ikke længe før to hærdebrede betjente nærmer sig. Midt i den hektiske stemning prøver jeg at se så uskyldig ud som muligt, men betjenten kender mit navn. Adrenalinen pumper, flugtinstinktet fejler ingenting, men inden jeg når ret langt, tager betjenten et fast greb om mit håndled. »Rolig nu,« siger han, men han hverken råber eller vælter mig i gulvet. Jeg kapitulerer. Betjenten er i bogstavelig forstand dobbelt så stor som mig. Jeg kigger ned på mine fødder med nederlaget malet i ansigtet.

»Har du noget, du ikke må have, eller noget jeg kan skære mig på? Har du noget ID?« spørger han. Jeg ryster på hovedet og finder mit kørekort frem. Jeg mangler min krammebjørn Egon lige nu. Betjentene visiterer mig, mens forbipasserende sluger scenariet med øjnene.

Jeg mumler, at de alle sammen kigger på mig. »Nej,« udbryder betjenten. »De kigger på os. Se lige, hvor seje vores uniformer er. Det er ikke hver dag, man ser en mand med en pistol i bæltet,« fortsætter han. 

Der undslipper et forsigtigt smil fra min mund, og jeg sænker mine skuldre en anelse. »Er det Pegasus 36, du har på fødderne? Sådan nogle har jeg også. Kan du lide at løbe?« spørger betjenten. Jeg stopper ikke med at snakke, før en patruljevogn kører mig tilbage til mit opholdssted i Roskilde.

Betjenten havde forstået, at han stod over for en voksen med en betydelig forskel mellem sin mentale alder og sin faktuelle alder. 

Betjent eller socialpædagog

Politiet er kommet, når psykiateren, lægerne eller omsorgspersonalet ikke har kunnet fange mig. De har grebet mig, når jeg har gået sygdommens veje og sat kursen mod de evige græsmarker.

Politiet har givet mig håndjern på, holdt mig fast og råbt ad mig. Politiet har også stået med en opgave, der ikke var deres. Politiet har trøstet mig og sat sig på hug, så vi var i øjenhøjde. Politiet har gjort en pædagogisk indsats.

Blandt psykiatriens brugere har jeg oplevet, at politiet bliver opfattet som magtliderlige, uforstående og unødigt voldsomme. Det er ikke den oplevelse, jeg sidder tilbage med. Men jeg angriber ikke, jeg flygter i mine møder med politiet. Og ja, når en betjent har siddet med mig på en psykiatrisk skadestue i timevis, har jeg også mærket frustration.

De fleste ville nok blive overrasket over, hvor mange ressourcer politiet bruger på psykiatrien, og hvor tit psykisk syge bliver efterlyst i de forskellige politikredse. Og her taler jeg ikke om psykisk syge, der er kriminelle, men om selvskadende, suicidale eller psykotiske mennesker.

Eftersom man ikke har gjort noget direkte strafbart er man ofte hurtigt videre, hvis man ikke kan indhegnes inden for rammerne af psykiatriloven. Det minder på nogle punkter om katten efter musen, for man føler sig som et byttedyr.

Det, jeg egentligt gerne vil, er at invitere politiet til debat. Jeg synes, de har behandlet mig godt, men jeg kan mærke, at de er mindst lige så frustrerede over vores mange møder, som jeg er. I min optik er det et tegn på, at psykiatrien fejler, når politiet må gå ind og varetage dens opgaver.

Politiet varetager opgaven med at transportere folk til tvangsindlæggelser, og det er sådan, det i min optik skal være. Men måske kunne man indrette psykiatrien på en måde, så man som patient ikke føler, at man parkerer sig selv på traumernes holdeplads, når man lader sig indlægge.

Jeg er overbevist om, at politiet ville have markant mere tid til at tage sig af for eksempel personfarlig kriminalitet, hvis vi som samfund undlod at udskrive folk grundet mangel på sengepladser. Det gør det bestemt ikke bedre, at man indlægger folk, der mentalt er som børn på voksenpsykiatriske afsnit. Politiet ville ligeledes have mere tid til andre ting, hvis vi behandlede unge selvskadende piger menneskeligt. Og når det kommer til den gruppe, så tror jeg virkelig ikke, at der er nogen, som skader sig selv for at være på tværs.

Politiet aflaster psykiatrien

Hvis politiet ikke havde så travlt med at passe psykiatriens arbejde, ville det måske have ressourcer til noget af det, vi klandrer det for at forsømme. Jeg har tit tænkt, at det må være frustrerende for politiet at skulle udføre en formålsløs opgave igen og igen.

Da jeg havde den hyppigste kontakt med politiet, var jeg i slutningen af mine teenageår. I dag er jeg 22 år, og min mentale alder er ikke længere så langt fra min faktuelle alder. De seneste gange, jeg har været indlagt, har jeg erfaret, at det er lettere at være på det voksenpsykiatriske afsnit, når man også mentalt er voksen. Det er sgu ikke for børn, og et lukket intensivt afsnit er en historie for sig.

Lad mig fortælle om dengang for tre år siden, hvor jeg juleaften stod foran en skrankepave. En høj, mørk, mut betjent havde et fast tag i min overarm. Jeg havde lige krydset Sjælland i en patruljevogn og fik at vide, at jeg skulle indlægges på et lukket intensivt afsnit.

Tårerne løb pludselig i en lind strøm over mine kinder. »Nej, nej, nej,« mumlede jeg igen og igen, så vidt jeg husker. Betjenten spurgte mig, hvorfor jeg græd. »Jeg er bange, bange for de andre patienter og bange for det nye personale,« sagde jeg. Betjenten fortalte skrankepaven, at jeg var bange i troen på, at det kunne berolige mig. »Det har hun ret i. Det er et voldsomt sted med mange slemt psykotiske patienter,« lød svaret. 

Jeg hikstede lidt, før betjenten gav slip om min overarm og lagde armene om mig i noget, der kunne minde om et kram. »Det skal nok gå,« sagde han. Men vi vidste nok godt begge, at det var en sandhed med modifikationer. 

Sofie Odgaard er psykiatrisk patient