Kronik

Min russiske kusine kaldte mig landsforræder, da jeg tog afstand fra krigen

Lidelse er for en russer et livsvilkår, men nu tilfører Vestens sanktioner mere lidelse. Folket i mit fædreland var allerede undertrykt af systemet, men nu bliver de frataget det liv, de med nød og næppe har bygget op. Jeg tror, at opbakningen til det russiske styre vokser med vreden mod Vesten, skriver dansk-russiske Marina Vorobyeva i denne kronik
En familiepicnic i udkanten af landsbyen hvor Marina Vorobyeva kommer fra. Billedet er fra 2002, og her ses en stor del af hendes familie: hendes mormor, morfar, to mostre, hendes mor, tre kusiner og en onkel.

En familiepicnic i udkanten af landsbyen hvor Marina Vorobyeva kommer fra. Billedet er fra 2002, og her ses en stor del af hendes familie: hendes mormor, morfar, to mostre, hendes mor, tre kusiner og en onkel.

Marina Vorobyeva

Debat
8. april 2022

Den 22. februar tog jeg til grundlovsceremoni og fik mit håndtryk på, at jeg nu var dansk statsborger. Jeg blev til min overraskelse meget berørt af mit nye statsborgerskab, så jeg tog ud og spiste en sildemad og fik en snaps.

Det har ikke som sådan været problematisk for mig at leve i Danmark med kun en opholdstilladelse. Min mor og jeg kom til Danmark i 1994 med min danske stedfar, som min mor havde mødt nogle år forinden. Igennem ham kunne min mors drømme om et bedre liv for sig selv og sin familie blive indfriet. Vi beholdt begge det russiske pas for mere bekvemt at kunne rejse til Arkhangelsk-regionen og besøge vores familie, når vi ville.

To dage efter modtagelsen af mit danske statsborgerskab gik russiske styrker ind i Ukraine. Jeg var lamslået, og kunne den 24. februar ikke formulere ét ord om, hvad det gjorde ved mig. Jeg har brugt flere dage siden på at være rystende angst.

Landsforræder

Min forargelse over de russiske angreb i Ukraine kommer samtidig med min bekymring for min familie i Rusland. Min familie består af to mostre, en morbror, en tante, fem kusiner, en fætter og deres unge familier. De bor i forskellige byer i det nordvestlige Rusland. Efter et par instagramposts, hvor jeg tog afstand fra krigen, reagerede en af mine kusiner vredt i flere beskeder og talemeddelelser. Hun skrev, at jeg burde skamme mig over at fodre skyen med endnu mere negativitet om Rusland. Hun forklarede mig om den otte år lange forfølgelse af russere i Ukraine, folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk, at Rusland ikke var den aggressive part, men den reagerende. At ingen ønskede krigen, men at der intet valg var. Troede jeg virkelig, at NATO ville forblive passiv med al alliancens militære oprustning langs Ruslands grænser? »Hvad har Rusland nogensinde gjort mod dig og Danmark, mod Europa?« spurgte hun mig til sidst og kaldte mig landsforræder.

Min kusine er journalist, og det forklarer måske lidt. Jeg fornemmede, at hun reagerede ud af frygt, og det er forståeligt. Jeg mærker også den frygt. Jeg synes, det er vigtigere at vedligeholde min kærlige relation til min familie end at diskutere krigen.

Min anden kusine sagde klogt: »Ingen af os ved noget som helst, lad os bare håbe på fred snart.«

Senere skrev min journalistuddannede kusine heldigvis undskyld. Men hendes ord satte sig i mig. Jeg blev taget tilbage til min barndom.

Min mor og jeg rejste i midt-90’erne årligt ind og ud af Rusland. Jeg husker, hvordan der i lufthavnen tit var administrativt besvær, vi blev ofte kaldt til side i check-in-køen, hvor vi skulle vente på, at alle andre passerede, før vi kunne komme til skranken. Min mor blev flere gange kaldt landsforræder ved paskontrollen eller billetkontoret. En gang, da vi skulle checke ind til flyet tilbage til Danmark, blev min mor tilbageholdt, fordi hendes pas var udløbet. Russisk bureaukrati gjorde det så besværligt for hende at forny sit pas, at hun var fanget i Rusland i en måned.

Jeg husker også min mors nervøsitet i toget, når vi skulle køre til vores landsby. Hun bad mig om ikke at sige noget, så folk omkring os ikke skulle høre min tydelige danske accent på russisk. Det blev heldigvis mindre fjendtligt med årene, folk begyndte med venlig interesse at spørge os, hvor vi kom fra, og jeg har ikke mærket noget ubehageligt i mine voksne år. Men nu bliver jeg bekymret for fremtiden. Jeg er bange for, hvor længe der nu kommer til at gå, før jeg tør besøge min familie i Rusland igen. I skrivende stund vender min mave sig ved tanken om at blive kaldt landsforræder igen.

Samtaler uden vidner

I 2016 tog jeg mit videokamera med til Rusland, fordi jeg ville filme min morbror og tante. Min morbror gjorde det klart for mig, at han under ingen omstændigheder ville tale om Putin for rullende kamera. Den samtale var forbeholdt køkkenet, uden vidner. Jeg så alvoren i hans øjne og tænkte, at det måtte være skrækkeligt at leve med den konstante frygt for at udtale sig. Hvor det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan ske med en, hvis man offentligt udtrykker utilfredshed med Putin.

Min morbror og hans kone er de fattigste i min familie og de eneste, der er blevet tilbage i min fødeby. De får folkepension, der med rublens fald lige nu svarer til cirka 900 kroner om måneden. Over for mig og sin familie har min morbror ofte udtrykt sin utilfredshed med behandlingen af tidligere udstationerede soldater. Han var to år i tjeneste i krigen i Afghanistan. Han så sin bedste ven blive slået ihjel. Og jeg ved, han har oplevet mange flere ting, han aldrig nogensinde vil fortælle mig om. Da han kom hjem, var han fuldstændig traumatiseret, han blev alvorligt alkoholiseret, og min tante smed ham ud. Han følte og føler sig svigtet af det russiske system. Han tjente sit land, men hvor var takken? Hvor var hjælpen, da han kom ødelagt hjem?

Efter nogle år fik han det bedre, min tante tog ham tilbage, og han har været ædru siden. Nu lever de et stille liv, hvor de dyrker afgrøder og prøver at få pensionen til at række. Da Rusland gik ind i Ukraine, gik de i panik, og jeg vil aldrig forstå til fulde, hvilke traumer denne krig konfronterer dem med.

Den russiske vrede

Jeg ringede forleden til en anden af mine kusiner, der lige er blevet mor. Hun er på barsel og har valgt ikke at se nyheder. Hun fortalte, at der indtil videre intet sukker var i butikkerne, og at priserne på medicin var steget til det dobbelte. Hun nævnte også, at hun kunne mærke en stigende vrede i folk på gaden. At hun var bekymret for denne vrede.

Det blev jeg også, bekymret for vreden hos den almindelige russer, den vrede, der så længe er blevet holdt nede af den russiske tålmodighed og utrolige evne til at udholde systematisk undertrykkelse. Hvor længe kan russerne holde denne vrede tilbage, hvornår eksploderer den i raseri?

Jeg kan huske, hvor kaotisk det var for min familie efter Sovjetunionens fald. Tit kom de frustrerede og tomhændede hjem efter at have stået i kø for at købe brød i flere timer. Lidelse er for en russer et livsvilkår, men hvornår kan man ikke holde ud at lide længere?

Nu tilfører Vestens sanktioner mere lidelse. De var allerede undertrykt af systemet, men nu bliver almindelige russere frataget det liv, de med nød og næppe har bygget op. Jeg tror, at opbakningen til det russiske styre vokser af den grund. Den vokser med vreden mod Vesten, fordi en forenet vrede mod det russiske styre længe ikke har kunnet etablere sig af traumer og af frygt. Russere føler sig så uretfærdigt behandlet, min kusines vrede skyldes også, at hun føler sig personligt uretfærdigt behandlet af Vesten.

For helbredet

Engang så vi en nyhedsudsendelse med Boris Jeltsin, hvor han var så fuld, at han ikke kunne formulere en eneste fornuftig sætning. Min morfar grinte ad ham og slog ud med armene. »Han er en tåbe!« råbte han. Da Putin blev sat ind, spurgte jeg min morfar, om han var en god præsident. »Ikke umiddelbart, men det må vi håbe, han kan blive.« Min morfar var som ung udstationeret i Rumænien, også han fik store alkoholproblemer efterfølgende, men min mormors standhaftighed gjorde, at han trods alt overlevede alle sine venner.

Nu forestiller jeg mig min morfars spøgelse foran Putins store bord, slå ud med armene og sige alle de bandeord, jeg altid har fået forbud mod at bruge. ’Tåbe’ er nok ikke det ord, han ville bruge om Putin nu her i efterlivet.

I et undertrykkende system, hvor man ingen mulighed ser for at kæmpe for forandring, med den magtesløshed, det giver, har min familie kæmpet for familien og for helbredet. I Rusland skåler man jo også ’for helbredet’, og ikke ’for fred på jord’.

’Fred på jord’ kan jo også opfattes som systemkritik i Rusland.

Marina Vorobyeva er filminstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Håber rigtig mange læser dette indlæg og bruger det til eftertanke he ri dette vanvid og kun med lidelser og ressourcespild ,både det materielle og det menneskelige.

Jan August, erik jensen, Christel Gruner-Olesen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, erik pedersen, Arne Albatros Olsen, Herdis Weins og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Fortællingen og det foto siger så meget om alt det vi glemmer i denne krig. Tak Marina, med de bedste ønsker for dig og din familie.

anne-mette christiansen, Jan August, erik jensen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Carsten Wiberg, Kim Folke Knudsen, Klaus Ipsen, erik pedersen, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Kære Marina Vorobyeva

Hjertelig tillykke med dit danske statsborgerskab.

Det, du fortæller, er bare så helt hjerteskærende, trist og ubærligt.
Desværre er offentligheden i den demokratiske verden først alt for sent blevet bevidst om, hvad det var den lille onde mand i Kreml var i gang med at gøre ved Rusland – og med resten af verden.
Og en hel del af dem, der indså det, støttede det helhjertet på de politiske yderfløje i vores del af verden.
Vi andre sad bare og undrede os over det.
Mange i vesten opfattede ham som lidt småkomisk med alle hans ejendommelige macho-attituder, som vi blevet overdænget med.
Det bidrog til at aflede opmærksomheden fra, hvad manden egentlig var i gang med.

Og nu sidder vi alle midt i en dyb og livsfarlig og grusom tragedie, som bliver værre og farligere dag for dag.
Det eneste håb er, at den vrede, du omtaler, på et tidspunkt retter sig mod dens egentlige årsag.
Men det er måske et forfængeligt håb.

De bedste hilsener og tak til dig.
Willy Johannsen

Rolf Andersen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Carsten Wiberg, Kim Folke Knudsen, Kim Morten Nissen, Klaus Ipsen, erik pedersen, Arne Albatros Olsen, Herdis Weins, Alexander Zwisler, Steffen Gliese og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Russerne er et plaget folkefærd - og har altid været det. Russisk historie er én lang fortælling om undertrykkelse, udplyndring, afsavn og uendelig brutalitet. Det ene autokratiske regime har afløst det andet. Og det mystiske er, at russerne bøjer nakken og finder sig i det, årti ind og årti ud....

anne-mette christiansen, Rolf Andersen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Kim Morten Nissen, erik pedersen, Herdis Weins, Alexander Zwisler og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lige akkurat, René Arestrup. Hvorfor finder de sig i det?

Torben Siersbæk, Kim Folke Knudsen, erik pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Marina Vorobieva

Hej René Arestrup og Steffen Gliese. Det er netop det jeg har prøvet at give et lille billede på. Russernes traumer og hvad dette gør. Hvad de istedet kæmper for, i et styre, hvor man ikke tør udtrykke sig, og i det hele taget aldrig har været andet end undertrykt. De kender ikke til andet end det liv. Det er heldigvis for jer lige til ikke at forstå. Det er sværere for dem at forstå. Jeg vil anbefale jer at læse Sonja Vesterholdts kronik i politiken “for at forstå Rusland, må man først forstå, at hele landet er dybt traumatiseret” fra d. 16. Marts.

Anders Reinholdt, Søren Veje, Jan August, Rolf Andersen, Kasper Pedersen, Christel Gruner-Olesen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Liselotte Paulsen, Carsten Wiberg, Dan Jensen, Torben Siersbæk, Kim Folke Knudsen, Kim Morten Nissen, Steffen Gliese, Klaus Ipsen, Pietro Cini, Herdis Weins, erik pedersen, Willy Johannsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Marina Vorobieva

.. og jeg anbefaler også bøger af Svetlana Aleksijevitj. fx. Secondhand Time. God påske!

Anders Reinholdt, Rolf Andersen, Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Kim Morten Nissen, Steffen Gliese, Klaus Ipsen, Pietro Cini, Herdis Weins, erik pedersen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Bad luck. Det er lidelser påført det russiske folk af den russiske ledelse.

Der er kun at kigge på hvad det italienske folk gjorde med Mussolini

Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Jeg har lige set en rundspørge på Youtube fra forskellige steder i Rusland, hvor der blev spurgt om de pågældende kendte til de seneste massakrer i Ukraine.
Det gjorde alle på nær en enkelt.
Det er i sig selv interessant.
Alle de lidt ældre sagde: Fake News (i den russiske udgave selvfølgelig...)
Alle de yngre: Det vil vi ikke kommentere. Men hvad de virkelig mente, var man ikke i tvivl om.
Marina Vorobieva fortæller om frygten - og vreden - blandt russerne, som altid har været undertrykt.
Jeg ved ikke, hvad der skal til for at give dem mod til at rejse sig.
Men jeg har en fornemmelse bygget på et langt livs erfaring, at Putins krig lige så stille er ved at bringe en slumrende vulkan i udbrud.
Det er simpel "tektonik".
Hundrede års undertrykkelse må udløses på et tidspunkt....

Rolf Andersen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Carsten Wiberg, René Arestrup, Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tak, Marina Vorobieva, og det gør du godt. Forundringen kommer af, at andre folkeslag også historisk har været traumatiserede og undertrykte, men har rejst sig til modstand. Russerne har jo ikke i mange år været fuldkommen afskåret fra omverdenen, såvidt jeg ved - russere møder man mange steder, her og i andre lande, man besøger.
Selvom jeg selvfølgelig forstår den konkrete situation, russerne befinder sig og har befundet sig i længe, er manglen på initiativ til at ændre forholdene nedslående.

John Poulsen, Rolf Andersen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Carsten Wiberg, René Arestrup, Kim Folke Knudsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Marina Vorobyeva

Tak for en skildring indenfor riget og tak for at du tager til genmæle, selvom det kan skabe dybe skår i familien på tværs af grænser. Du står som så mange andre i en meget svær personlig situation for alle holder jo et eller andet sted af deres familie og det land og den nation, som de kommer fra ligegyldig hvor håbløs nationen tager sig ud for øjeblikket.

Velkommen til Danmark og tillykke med dit statsborgerskab.

Jeg opfatter det russiske folk som dybt traumatiseret af voldelige omvæltninger og voldsomme perioder med massiv undertrykkelse. Et undertrykkelses apparat som Vladimir Putins diktatur formår ALTID at definere en myte som kan projicere vreden ud på den truende omverden. Denne myte er hævet over enhver sandhed og indgår i indoktrineringen af befolkningen suppleret med den åbenlyse trussel, vi udstøder dig og forfølger dig, hvis du stiller spørgsmål ved myten.

I Tyskland (DE) var myten spundet omkring de allierede nationers ydmygelse af DE i Versailles Traktaten fra 1919. Den blev suppleret af autentiske oplevelser, som befolkningen ikke glemmer. Den allierede flådeblokade, som udløste hungersnød og elendighed i Det tyske Kejserrige og i det Østrig Ungarske monarki.

Et diktatur har en fabelagtig evne til lige netop at slå på denne latente vrede, som er tilstede i hele nationen.

I DE blev den formuleret i følgende myter, som blev grundlaget for Den Nationalsocialistiske Bevægelse NSDAP.

Tyskland var blevet dolket i ryggen af kommunistiske oprørere og # demokrater#, som forrådte den tyske hær ved at støtte oprøret blandt matroserne i November 1918, det oprør som førte til Våbentilstand den 11 November 1918 og til at Kejser Wilhelm den 2 drog i eksil i Nederlandene.

England og Frankrig var ude på at ødelægge og udslette Centralmagterne i Europa på grusom vis gennem sultblokade økonomisk udplyndring og afstraffelse af den tysksprogede befolkning. England og Frankrig ville sikre sig, at DE aldrig blev en konkurrent, der kunne sidde med ved bordet og dele magten i kolonierne i Afrika og Asien.

Den internationale Jøde var roden til alt ondt. Det var dem som havde opfundet bankerne og spekulanterne der levede af at ydmyge og udplyndre den fattige ariske tysker og østriger. De levede af ågerrenter og af udnyttelse af andre mennesker og havde aldrig prøvet at arbejde selv.

Således blev myten=løgnen skabt som blev gentaget igen og igen. Da DE havnede i en voldsom økonomisk krise i 1929 med massearbejdsløshed og dyb social nød, så meldte myten sig igen. På den myte voksede NSDAP sig stor og mægtig. Den lille gale Korporal Adolf Hitler blev med tiden ikke en komisk figur eller en politisk galning helt ude på fløjen af ekstremisme han blev den tyske leder og den tyske Fører.

Resten af historien kender vi til hudløshed og Sovjetunionen var en af de nationer som bragte de største ofre for at slå det nationalsocialistiske vanvid fra 1933-1945 ned.

Det er vigtigt i denne tid, at personer som dig tør stå frem og berette. Må håbet brede sig at russerne alligevel formår at hive i nødbremsen, hvis dette som det ser ud til nu ender i en 3 Verdenskrig et endelig opgør mellem Vladimir Putins stalinistiske diktatur og Den Frie Verden af demokratier i Vesten.

Jeg anser desværre det for et meget realistisk scenarium, at Verdenskrigen kommer inden længe på grund af diktatorens vilde fantasier om at ville herske over hele Europa og lægge sig ud med USA den frie Verdens vigtigste beskytter.

Kommer Verdenskrigen så vil krigen være rettet med det mål, at en gang for alle få slået Den Røde hær, der har bragt så mange ulykker og ugerninger ned over andre nationer. Der må ske en afmilitarisering af Rusland og Den Røde Hær skal tvinges til at afstå fra alle kemiske og virologiske våben. Den russiske hær skal indrettes på at varetage den rolle, som enhver nation må forvente at forsvare det nuværende Rusland indenfor de grænser, som er i dag før invasionen og overfaldet på Ukraine.

Vi kommer til Rusland den dag krigen er vundet ikke som befriere men heller ikke som undertrykkere af det russiske folk. Vi kommer for at befri det russiske folk fra det fængsel af løgn undertrykkelse forfølgelse og det krigsgale vanvid, som Jeres Regering i Kreml på nuværende tidspunkt har kastet Jer og Jeres folk ud i.

Så Rusland kan starte på en frisk og begynde den for nuværende lange vej mod at blive en del af Verdenssamfundets nationer og deltage konstruktivt i løsningen af de problemer, som det russiske folk andre folkeslag her på vor Jordklode står overfor.

Det at blive anerkendt som en betydningsfuld nation det måles ikke i støvletramp og kilometer lange kolonner af militær magt og ødelæggelsesvåben. Sådan vil despoterne over hele Verden gerne have det til at se ud. Rusland har så store ressourcer og en så rig historie, at et Rusland under et fremtidigt demokratisk styre og med frihed for folket vil blive en meget vigtig spiller i løsningen af de globale klimaudfordringer. Rusland vil også kunne bidrage til stabilitet i urolige regioner andre steder på kloden i samarbejde med de internationale organisationer og FN.

Jeg håber at I har modet til at indse, at det vil være bedst for alle parter, at det er det russiske folk selv som befrier sig fra denne svøbe af løgn, undertrykkelse despoti korruption og forbrydelser. Det kræver mod men det gør alle eksistentielle valg. Tyskerne formåede det ikke at gøre oprør i tide og smide diktaturet og racevanviddet på porten, men det russiske folk har muligheden nu lad være med at tie og bøje jer for den totalitære overmagt.

Fred på Jord ønsket virker desværre så fjernt nu- men lad os holde fast i dette fælles ønske for hele vor Jordklode.

De bedste ønsker for din fremtid her i Danmark og for din families fremtid i Rusland.

VH
KFK

John Poulsen, Søren Kristensen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, erik pedersen, René Arestrup, Herdis Weins, Steffen Gliese og Willy Johannsen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Kim Folke Knudsen

Jeg kan kun sige, at hvis jeg var lige så god til at gør rede for det, du netop har skrevet her, ville jeg skrive nøjagtig det samme.
Jeg kan kun sige dig tak!
Sandheden vinder altid - selv om løgnen har lange ben...
Willy Johannsen

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Marina Vorobyeva

Og ja, naturligvis, tillykke med dit danske statsborgerskab. Det må være besynderligt at være 'delt' mellem to så forskellige verdener.

Nu benytter du vendingen 'traumatiseret'. Kunne du eventuelt elaborere lidt? For, som Steffen Gliese påpeger ovenfor, er russerne jo ikke det eneste folkefærd, der har været udsat for systematisk undertrykkelse og uretfærdighed. Men i modsætning til stort set alle andre europæere, forekommer russerne fuldkommen handlingslammede/apatiske/frygtsomme.

Er det historien? 70 års kommunistisk diktatur? Fraværet af en demokratisk tradition? Isolationen fra det øvrige Europa? 2. verdenskrigs rædsler? Eller en særlig indadskuende russisk kultur?

Det kunne være interessant at høre dit bud.

John Poulsen, Frederik Schwane, Michael Boe, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Historien viser, at det kan lade sig gøre at gå fra at være et land med tradition for undertrykkelse og enevælde til at være et nogenlunde velfungerende demokrati med borgere der tør tænke og tale. I forrige århundrede lykkedes det for blandt andet Japan og Tyskland. Og for Danmark og Frankrig i løbet af 1800-tallet. Men Rusland mangler desværre stadigvæk.

Alvin Jensen, Herdis Weins, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Jeg mangler forudsætningerne til helt at kunne sætte mig ind i den situation, som her beskrives. Hvis jeg i min uvidenhed kommer til at anlægge en belærende eller kold tone, falder det tilbage på mig selv.

Så meget forstår jeg: i takt med at sanktionerne mod Rusland vokser og fortsætter, uddybes deres sociale skadevirkninger i det russiske samfund. Sanktionerne kommer nok i det lange løb til at vende den tunge ende nedad, uanset at toppen heller ikke går fri, som man ser med de personrettede indgreb.

Det fremkalder naturnødvendigt vrede i Rusland, og derefter er spørgsmålet, hvor denne vrede retter sig hen.

Logikken kan ikke være, at vreden retter sig mod Vesten, blot fordi russerne er blevet så bange for Putins meningsterror, at de ikke tør rette vreden mod ham.

Hvis det skulle være et argument for at ophæve sanktionerne, ville logikken altså være: "Vi skal passivt acceptere Ruslands aggression mod Ukraine, fordi Putin bestemmer." - Punktum.

Men sådan spiller klaveret ikke, russisk vrede eller ej.

Ser man på de historiske erfaringer fra 1. Verdenskrig, med sammenbruddet for de tyske, russiske, østrig-ungarske og osmanniske imperier i 1917-18, er det let at finde et fælles udviklingsmønster.

I en langvarig, første, indledende fase stillede befolkningerne sig bag de krigsførende regimer. Man anså krigen for retfærdig og/eller nødvendig, og skylden for den materielle nød lå hos fjenden.

Men efterhånden meldte der sig spørgsmål:
1) blev krigen ført på effektiv vis - blev de menige soldater behandlet ordentligt - var generalerne kompetente?
2) fik man sandheden om krigsforløbet at høre?
3) Fjendens blokade af handel og forsyninger skabte ganske vist materiel nød, men trods alt var det kun forværrede ydre rammebetingelser for samfundets økonomiske liv -
spørgsmålet: blev de eksisterende muligheder for produktion, forsyning og fordeling, inden for disse givne rammer, udnyttet af de regerende eliter på retfærdig og kompetent måde? Eller blev millioner af forarmede mennesker trukket rundt ved næsen af uduelige dignitarer, som kun tænkte på at berige sig selv?

Vi er kun i begyndelsen af et sanktionsforløb, hvor det stadig er let at vende russisk vrede af på Vesten.

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Nazi udrensning?
Rusland opfører sig som et nazistisk herrefolk.
Men jeg vil nødigt være russer eller russisk venlig i Ukraine efterfølgende.
Der vil komme et opgør af en slags.

Søren Kristensen

Ja, der kommer selvfølgelig et opgør, det gør der altid.

På slagmarken er Ukraine indtil for nylig lykkedes nærmest eksemplarisk med at overholde krigens regler. Ligesom de har formået med stor kløgt at markedsføre egen rolle i krigen som de gode. I modsætning til et Rusland, der på nærmest idiotisk måde har underbygget rollen som ikke bare onde, men også dumme. Den ubalance har Ukraine formået at smede til et våben så stærkt at det ser ud til at bringe både landet og resten af Vesten gennem krigen, med udsigt til også at vinde freden.

Hvis dette sidste skal lykkes, nytter det ikke noget hvis ukrainske soldater forfalder til den samme disrespekt for krigens regler som vi har set fra russisk side, hvor langhårede de regler end må forekomme, fordi så - og det var det jeg ville sige - så taber både Ukraine og Vesten freden, som er eller burde være det egentlige trofæ.

Jo, det er let nok kloge sig på guirillakrig fra en varm stue i et fredeligt land med internet. Men jeg tillader mig at håbe, at den seneste optrapning af uhyrlighederne ikke vil rive de ukrainske enheder med og at de modtager relevante instrukser om vigtigheden af at spille efter reglerne. Ellers kan vi ende i en situation hvor der ikke er noget at kæmpe om eller for, og så ophører enhver mening med galskaben.

Af samme årsag - og her kommer pointen - er det lige så vigtigt at forholde sig respektfuldt til reglerne efter krigen - til den tid menneskerettigheder/borgerrettigheder - som det er under krigen.

erik jensen, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

tak for en rigtig god og menneskelig artikel . Hverken Ukraine eller Rusland er det vi tror . Vi forstår ikke de meget tætte bånd mellem de to lande (på godt og ondt) og ja Ukraines historie er jo også forfærdelig og især i perioden før og under 2 verdenskrig, et meget giftigt miljø for at sige det pænt som måske havde været bedst tjent ved en tidlig opdeling i et vest og øst Ukraine. Lad os håbe på snarlige våbenhvile og fredsforhandlinger.

Anders Thornvig Sørensen

Ved raketangrebet mod banegården i Kramatorsk har jeg lavet lidt amatørarbejde. Jeg kunne ikke finde kvalificerede undersøgelser, så jeg prøvede efter bedste evne på egen hånd med medieartikler, -videoer og Google Earth.

Blandt fagfolk er der enighed om, at både Rusland og Ukraine har kortrækkende missiler af den anvendte type. Missilerne stammer fra sovjettiden og er ret upræcise; rækkevidden er måske 50 til 100 kilometer, og missilerne kan ramme en halv kilometer ved siden af målet. Man skal ikke tage disse tal alt for bogstaveligt.

Men af samme grund er der et betydeligt arbejde forbundet med at afskyde missilerne, når man udpeger målet og forsøger at ramme så tæt på muligt. Ingen hær afskyder sådanne missiler med løs hånd.

Kramatorsk ligger midt i ukrainsk-kontrolleret område i Østukraine. Oppe mod nord og - lidt længere væk - mod syd er den russiske hær og dens separatistiske allierede trængt frem. Mod øst er afstanden til fronten noget større.

En ukrainsk false flag operation er utænkelig. Det er efterhånden en gammel traver, en art proputinsk trosbekendelse,, der rutinemæssigt og rituelt fremsiges ved den slags lejligheder.

Så er der den teoretiske mulighed, at den ukrainske hær har afskudt missilet, ikke som en false flag operation, men vendt mod russerne, blot ramt helt siden af.

Men Kramatorsk ligger som sagt inde i centrum af ukrainsk-kontrolleret område, uden russiske styrker i umiddelbar nærhed. Godt nok er missiltypen upræcis, men helt så uberegnelig er den dog alligevel ikke, og ukrainerne har forlængst vist deres egnethed til at ramme russere.

Denne vurdering bestyrkes, når man kigger på missilrets retning og placering foran banegården i Kramatorsk. Missilet ligger på græsplænen i en syd-sydvestlig / nord-nordøstlig retning. Det er et stykke græsplæne, der stikker frem i en trekant mellem på den venstre / nordvestlige side en hovedvej op til banegårdens portal og på den højre / sydøstlige side et bilparkeringsområde.

Om et sådant missil flyver i en helt ret linje, eller om det bøjer en smule af, ved jeg ikke. Men den næsten nord-sydgående retning svarer til placeringen af russiske styrker i nord og syd inden for realistisk affyringsafstand. Derimod passer retningen ikke til, at ukrainerne skulle have afskudt missilet. I så fald skulle ukrainerne have stået helt fremme ved fronten og skudt missilet stik bagud mod deres eget område.

Altså har Rusland afskudt missilet. Måske - kan man spørge - med det formål at ramme ukrainske militære styrker i Kramatorsk. I så fald var der tale om en utilsigtet ulykke fremkaldt af missilets manglende præcision.

Kramatorsk er et knudepunkt i Østukraine, men ligger ikke ved fronten. Ukrainske styrker, samt forsyninger til dem, passerer givetvis gennem byen og eventuelt banegården, når de skal videre til kampområderne i nord, øst og syd. Men det er svært at se nogen grund til, at ukrainske styrker skulle opholde sig i Kramatorsk i længere perioder ad gangen. At forsøge at fange dem i vingeflugt med et missil, og tilmed så upræcist ét af slagsen, virker ikke troværdigt.

Til gengæld har den russiske hærledelse været vidende om, at banegården i Kramatorsk på netop det tidspunkt var fuld af flygtende civile, der skulle med toget mod vest.

Missilet havde påmalet "Til børnene" med hvid skrift. Kan det være sprayet på missilet af ukrainere for at bagvaske Rusland, tænker jeg. Men det hvide pigment ligger på overfladen af det ramponerede og tilsnavsede missil på en måde, der mere ligner noget, som var påmalet før affyringen end efter nedslaget.

Teksten "Til børnene" er hurtigt blevet udlagt som russisk kynisme. Men som Sky News' reporter i Kramatorsk gjorde opmærksom på, ville en sådan læsning være forkert. Budskabet har derimod været, at man fra russisk side ønskede hævn for børn, som man mener har været ofre for ukrainske angreb.

Men det rejser et nyt spørgsmål. Hvis invasionens formål er at befrielse, er det selvmodsigende at rette hævnlysten mod en flygtende civilbefolkning. Det giver derimod en form for mening, hvis invasionens formål ikke er befrielse, men underkuelse af en fremmed befolkning - eller fordrivelse af samme, evt. med det formål at erstatte den med éns egne tilflyttere.

Torben Larsen

Sandheden er første offer i en krig, sandt nok ikke ? Men alligevel har det overrasket mig hvor ualmindeligt dumt Rusland har tabt informationskampen.
Den russiske ledelse befinder sig stadig i Sovjetimperiets tidsalder.
Informationer kan ikke anno 2022 forhindres ved forbud. De kan kun forsinkes.
Bedre end nogensinde før kan desinformation afsløres som løgne.
Så vidt jeg kan forstå, har Putin stadig opbakning fra ca. halvdelen af den russiske befolkning. Men bemærk, at der ikke er store demonstrationer for Putins ageren.
Jeg tror, at der er stor skepsis tilstede, som kan eksplodere i vrede, når befolkningen indser sandheden om grusomhederne i Ukraine.
Putin har allerede tabt Ukraines befolkning, så hvad er meningen med erobret land ?
Den russiske befolkning må bære en tung byrde af skyld, og ikke helt ufortjent.
Men en skønne dag og med nye generationer af russere og Ukrainere så er sameksistens mulig uden had. Det kan dog vare længe, hvis vi kan sammenligne med Danmarks forhold til Sverige. Det tog flere hundrede år at tilgive hinanden.

René Arestrup, Alvin Jensen, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

@Torben Larsen, 09. april, 2022 - 15:39

Jeg har selv tænkt mange af de samme ting,. Mit indtryk er en fremadskridende moralsk opløsning på russisk side, hvor man ikke længere har andet mål end at vinde for enhver pris; hvor man ikke længere skelner mellem rimelige eller urimelige militære mål, for den anden side skal blot rammes ved enhver given mulighed og helst så hårdt som muligt. En sådan moralsk opløsning er nogle vestlige lande ikke selv ubekendte med som historisk erfaring fra deres egne militære interventioner gennem tiden.

Rolf Andersen

Hitler og Mussolini er blevet nævnt som eksempler på, at deres lande, Tyskland og Italien nu er relativt velfungerende EU-lande.

Rumænerne tog også sagen i egen hånd og henrettede deres kommunistiske diktator, Nicolae Ceaușescu i 1989, og Rumænerne er nu også medlem af EU.

Ok, der er nogen retssikkerhedsmæssige problemer med nogle af de gamle Warzawa-pagt lande, men de er forhåbentlig - langsomt - på den rette vej.

Nu skal Ukraine efter en svær genopbygningsfase forhåbentlig også optages i EU, men jeg håber - belært af nogle af andre lidt for hurtige optagelser af tidligere kommunistiske lande - at man laver en karensperiode efter at landet på papiret har opfyldt københavns-kriterierne. Så kan landet bevise gennem f.eks. fem år, at landet også i praksis lever op til kriterierne. Så når den 'nye orden' forhåbentlig at lejrer sig ordentligt, når guleroden er et fuldt EU-medlemskab.

Alvin Jensen, Steffen Gliese og Jan August anbefalede denne kommentar

Situationen i Rusland-Ukraine og i det øvrige Europa bør mane til refleksion.Per Øhrgaard skriver yderst belelejligt herom:Kun hvis man forstår modpartens holdninger, kan man yde intelligent modspil.Kristeligt Dagblad 8/4. Det står i hans klumme “Eftertanke”, som slutter med disse ord.
At forstå er ikke at tilgive.Men ikke at ville forstå er dumt.
Lidt i samme boldgade skriver Sonja Vesterholt i sin Politiken-kronik 17/3:
For at forstå Rusland,må man forstå,at landet er dybt traumatiseret.
Sonja Vesterholt er russer,bosat i Danmark siden 1970.
Hendes kronik er rystende og uafrystelig læsning.
Tak til Marina Vorobyeva for at henvise til den.

Anders Thornvig Sørensen

Ukraine har mindst lige så traumatiseret en historie som Rusland. For ikke at nævne Polen. Det kan jeg ikke indleve mig virkeligt i som indbygger i det land, tyske soldater under 2. verdenskrig kaldte for flødeskumsfronten. Men jeg kan objektivt konstatere, at sådan er det. Jeg kan også konstatere, at ukrainske regeringer ikke dagligt leger offentligt med tanken om atomkrig ligesom små drenge leger med legetøjsbiler, modsat visse andre landes ledere.

Jørgen Mathiasen

- og det sidste Anders Thornvig Sørensen nævner (atomtruslen), er en grund til at undre sig over den danske politiker, der erklærer, at Rusland ikke udgør en »generel« trussel mod Europa.

Alle lejer med tanken om at gøre ting de aldrig vil gøre i virkeligheden, Jørgen. Men nato poster så ekstremt med penge i militær i forhold til rusland at de ved at landet er fortid hvis de bruger a-våben mod os. For øvrigt er både pet og fe enig med manden.

Jørgen Mathiasen

@Alvin Jensen
Lad os håbe, at PET og FE har ret i deres vurdering. Søndergaards tonedøvhed tror jeg derimod ikke er reparabel.

Willy Johannsen

Der er et eller andet, der rumler under overfladen i den her krig, som jeg ikke kan forklare, men som jeg fornemmer på grundlag af mange af årtiers erfaring.

Jeg bruger mindst to-tre timer dagligt på Youtube, hvor der hele tiden dukker de mest forbløffende og afslørende indslag op i relation til krigen.
Almindelige mennesker i Rusland er urolige, og jeg er helt sikker på, at de meldinger, vi hører om støtten til Putin og regimet, ikke passer. Det må de også kunne mærke i det russiske magtapparat.

Kinas rolle har under hele krigen været genstand for debat på grund af de forskellige signaler, regimet har udsendt.
På det seneste ser det ud til, at Kina nu endegyldigt har smidt masken, og den kinesiske propaganda kører på fuldt tryk med anti-vestlig propaganda.
Er det blot for at støtte Rusland og Putin-regimet?
Eller er det samtidig for at få den kinesiske befolkning til at bakke op om det hjemlige regime?
Og hvorfor?
Er det måske blevet nødvendigt af indre grunde?
Eller er Peking, som et udslag af ”venskabet uden grænser” ved sammen med Putin i en slags sidste desperation ved at gøre klare til ”det store slag mod vesten”.
Som det også af og til har rumlet med under krigen.
Lægger man mærke til Xi og hans adfærd, kan han ind i mellem begynde at minde om Mao. Som mente, at Kina kunne klare at miste nogle hundrede millioner mennesker i en atomkrig.
Jeg har ikke andet end fornemmelser, og det jeg hører og ser, at gå ud fra.
Men jeg kan ikke lide det.
Jeg ved ikke, om jeg er alene med det.
Det vil være virkelig fint, hvis Marina kan hjælpe os med nogle flere stemningsrapporter hjemme fra Rusland.