Pludselig dukkede min gamle ven Steffen Jensen op på TV 2 News, live fra et gadehjørne i Tel Aviv. Han talte om de tre terrorangreb i den seneste uge, der kostede 11 sagesløse og fire gerningsmænd livet.
Steffen er ellers i lighed med mig selv vendt hjem efter årtier som mellemøstkorrespondent. Vi var naboer og delte i en periode kontor i Jerusalem i de voldsomme år på begge sider af årtusindskiftet, hvor den anden intifada 1998-2005 dræbte næsten 5.000 palæstinensere og mere end 1.000 israelere. Synet af ham i tv-ruden fik mig til at huske uhyggen ved at sidde klemt i en Fiat blikspand mellem to bybusser i myldretiden. Især hvis det var bus nummer 18, terrorens foretrukne mål i de år.
Nu stod Steffen så igen i Israel og berettede om det atypiske ved de tre terrorangreb, nemlig at tre af fire gerningsmænd var israelske statsborgere og tilhængere af Islamisk Stat.
Den fjerde gerningsmand kom fra Jenin på Vestbredden og var kravlet gennem et af de mange huller i den sikkerhedsmur, der blev rejst efter den anden intifada.
De tre angreb udløste medfølende kondolencer – USA’s ambassadørs hjerte var med ofrenes efterladte, og den britiske udenrigsministers tanker var med det israelske folk i fordømmelsen af den meningsløse vold. Som i øvrigt fortsatte: En palæstinenser blev skudt af en medpassagerer i en bus på Vestbredden efter at have stukket en 30-årig israeler med en skruetrækker, og i Jenin blev to unge palæstinensere dræbt i ildkamp mod civilklædte sikkerhedsstyrker.
Truslen fra den arabiske nabo
De israelske arabere udgør knap to millioner af landets 9,2 millioner indbyggere, og omdrejningspunktet i Steffen Jensens rapport gik på, at israelske jøder må lære at leve med, at deres arabiske nabo er en potentiel trussel. Tilsyneladende en nyhed, men kun tilsyneladende.
Da protester for et år siden rystede Jerusalem efter en israelsk beslutning om at konfiskere palæstinensiske boliger og dermed gøre flere familier hjemløse, var israelske araberes organisationer og politiske partier solidariske med de palæstinensiske fætre og kusiner. Det var nyt, at de deltog i protester mod israelske myndigheder.
Bataljerne endte i et kompromis – udsættelsen af familierne blev sparket til hjørne, og i de ni måneder, Naftali Bennetts samlingsregering, der rækker fra Bennetts bosætterparti til et lille arabisk-israelsk parti, har været ved magten, har israelerne kunnet sove nogenlunde trygt.
Det er slut nu ifølge israelske iagttagere, der forventer flere terrorangreb som i 2015-16, da 30 israelere blev dræbt i den såkaldte ’kniv-intifada’.
En afmagt med dybe rødder
Terrorangrebet i Hadera den 27. marts bliver tolket som protest mod det skamløse topmøde i Negev-ørkenen samme dag, hvor Israel var vært for udenrigsministre fra fire arabiske diktaturstater – De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Egypten og Marokko – og USA’s udenrigsminister, Antony Blinken. Jordan sagde nej til at deltage, og det palæstinensiske PA-hjemmestyre var ikke inviteret, hvilket dog ikke hindrede PA-præsident, Mahmoud Abbas, i at bede Blinken om at opfordre Israel til at stoppe udbygningen af de jødiske bosættelser og stoppe med at sætte palæstinensiske familier på gaden. Det gjorde Blinken så med henvisning til den kommende ramadan, der kolliderer med såvel den jødiske som den kristne påske.
Men de desperate terrorangreb går dybere end mødet i Negev. De afspejler en generel afmagt, der går helt tilbage til 2000 og sammenbruddet af 1993-aftalerne fra Camp David.
Siden har der været masser af bevægelse, men ingen resultater. Israel har ikke været interesseret, og den palæstinensiske ledelse har været for splittet og ineffektiv til at stille med et politisk alternativ til den nuværende stilstand. Og som den palæstinensiske politolog Khalil Shikaki noterer, er »det internationale samfund trods dets gode intentioner aldeles uvilligt til at tvinge Israel til at agere i overensstemmelse med international lov«.
Tyveriet af arabisk ejendom vil fortsætte, så længe det er straffrit.
Naftali Bennett har fra begyndelsen af sin embedsperiode gjort det klart, at han ikke har intentioner om at forhandle med palæstinenserne – eller med nogen andre for den sags skyld – om en aftale, der kan resultere i en selvstændig palæstinensisk stat. Og så længe det er tilstanden, vil den vilkårlige og desperate terror poppe op med jævne mellemrum.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Fokus er nu på angreb foretaget af palæstinesiske gerningsmænd de seneste uger, nogle endda med israelsk statsborgerskab. Vi skal dog ikke glemme, at Israelske styrker og bosættere dagligt begår terror mod palæstinenserne i form af husnedrivninger, kollektiv afstraffelse, likvideringer mm.
I 2022 er over 21 palæstinensere således blevet slået ihjel d.d. og i 2021 var det 319 herunder 71 børn. Terror kan dermed gå begge veje, og nøglen til at denne standses, ligger 100% hos Israelerne, som en besættelsesmagt der kontrollerer alle aspekter af Palæstinensernes liv, og aktivt forhindrer alt håb om en fremtid hos generationer der kun har set fattigdom, død og ødelæggelse.
Så længe der er besættelse og apartheid, så vil terroren kunne finde sted som en reaktion og afmagt overfor besættelsen.
Skuffende analyse fra Lasse Ellegaards pen.
Husk: Hvad kom først - Israels besættelse af Palæstina eller palæstinensernes modstand mod besættelsen. De er ikke to lige voldelige parter. Der er tale om en besættelsesmagt (Israel) versus et besat folk, palæstinenserne.
Som den israelske historiker Ilan Pappe gang på gang skriver så ønsker Israel ikke fred, men mest muligt palæstinensisk jord og færrest muligt palæstinensere. Det er nemlig zionismens mål