Vi skal arbejde mindre, hvis vi skal have tid til at deltage i demokratiet

I sidste uge scrollede jeg forbi et tweet, der på indirekte vis tog temperaturen på vores deltagerdemokrati. Tweetet var skrevet af en enlig mor, der også havde travlt som selvstændig, og som inderligt ønskede at komme af med posten som forperson i sin andelsforening. En post, hun primært bestred i mangel af andre opstillede, men som hun ikke havde timer nok i døgnet til at varetage.

Selv om dette tweet kun fortæller en enkelt persons oplevelse med kombinationen af forældreskab, arbejde og det deltagerbaserede demokrati, så illustrerer det, at vi på mange måder har for travlt til demokratiet. Eller sagt med andre ord: at ’demos’ er så presset, at det forsvinder fra ’kratiet’.

Dette er for mig at se et paradoks i vores samfund. For på den ene side har vi som befolkning aldrig haft så stor viden om og indsigt i demokratiet, dets processer og forvaltning, så stor kommunikativ adgang til hinanden og til magten, og så meget at miste ved at give afkald på demokratiet. Men på den anden side er vi som borgere mindre og mindre engagerede i det nære deltagerdemokrati.

Andelsforeninger leder med lys og lygte efter bestyrelsesmedlemmer. Det samme gør diverse forsyningsselskaber. Fodboldklubber mangler frivillige, der vil stå på sidelinjen hver tirsdag og torsdag, kirker kan ikke få dannet menighedsråd, og ngo’er mangler aktivister. Partidemokratiet er nærmest i dvale, og næsten alle partier bløder medlemmer.

Demokratiet er på mange måder gået fra praksis til teori. Men måske er det ikke så underligt endda, for hvornår på dagen skal folk finde tid til at praktisere demokratiet?

Vi har for travlt

Sidste år blev Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme debatteret heftigt i nærværende avis. Som socialist kan jeg uden forbehold tilslutte mig Dragsteds tanker om en reaktualisering af andelsbevægelsen og om, at socialismen ikke var på sit højdepunkt i Albanien eller Sovjet, men i Nordjylland, hvor bønder organiserede sig, fik bedre levestandard, kollektiviserede udbyttet og delte ansvaret.

Alligevel slog det mig, at det mest utopiske i bogen ikke så meget var, om man kunne finde opbakning til andelstanken i befolkningen – men simpelthen, om folk i dag ville have tid til at tilslutte sig projektet. Om det overhovedet er muligt efter årtier med accelerationssamfund, privatisering og individualisering at begynde at organisere sig som under andelsbevægelsen, mens folk går ned med stress og mister sig selv i samfundets hamsterhjul.

Derfor overraskede det mig, at Pelle Dragsted ikke beskæftiger sig synderligt med nedsat arbejdstid i visionerne om en nordisk socialisme. For alt andet lige er en grundforudsætning vel, at vi har tid til at beskæftige os med de ting, vi kalder demokratiske. Ikke forstået som en teoretisk abstraktion, men som en praktisk mulighed, hvor vi som borgere har tid og overskud til at deltage i det deltagerdemokrati, vi hylder.

Udeladelsen er dog ikke Dragsteds alene. Også de store fagforeninger, der ellers har haft deres største sejre netop ved at kæmpe for nedsat arbejdstid – som den berømte vedtagelse af ottetimersdagen i 1919 – har ikke tid som en prioritering. Og selv om vi har gennemgået en teknologisk revolution de seneste 30 år, har det ikke for alvor ført til kamp for en lavere arbejdstid.

Tværtimod handlede den seneste større arbejdstidsdebat om, hvorvidt vi skulle arbejde 12 minutter mere om dagen – det var en del af SF og Socialdemokratiets ’Fair Løsning’ fra 2011. De 12 minutter skulle gøre danskere mere produktive, øge forbruget og få hjulene i samfundet til at køre hurtigt igen oven på en finanskrise.

Ulighed i tid

Dét er i sig selv interessant, eftersom finanskrisen blev skabt af bankernes gældsættelse af befolkningen, der nu skulle bruge deres tid som tilbagebetaling. En tid, der allerede var indskrænket som konsekvens af gældssamfundets beslaglæggelse af fremtiden, som Mikkel Thorup i bogen Du skylder! beskriver som en disciplineringsmekanisme, der skal få os til at arbejde mere, fordi vi skyder skylden på os selv for ikke at kunne betale tilbage.

Tid er på den måde indlejret i magtforhold, der tildeler og fratager mennesker deres tid, alt efter hvor de er placeret i samfundet. For eksempel er boligprisernes himmelflugt en måde at gældsætte unge og skabe skattefrie gevinster hos ældre på, der direkte betyder, at unge må bruge mere tid på at arbejde for at imødekomme gælden – og/eller flytte ud af byerne for at finde et passende prisniveau og dermed bruge mere tid på transport til studie, arbejde og socialt liv. Det, der blandt boligejere kaldes en prisfest, kan for andre blive en hindring for at agere demokratiske borgere.

Et andet eksempel er kvinder, der i gennemsnit bruger en time mere om dagen end mænd på husligt arbejde, hvilket alt andet lige besværliggør kvinders deltagelse i demokratiske fora. Her kommer vi ind til kernen af mit argument: Jo mere social, kulturel, kønsmæssig og økonomisk ulighed der er, jo mindre demokratisk vil samfundet blive.

De nævnte former for ulighed har den konsekvens, at adgangen til deltagerdemokratiet ikke er lige for alle. Fortsætter tendenserne med stigende ulighed, kan det derfor have betydning for deltagerdemokratiet på langt sigt, hvor folk enten ikke har råd til at tage tid væk fra arbejdet eller har socialt overskud til at stå på sidelinjen om torsdagen. Denne indskrænkning er ikke en bevidst udtænkt strategi, men summen af en række politiske handlinger, der alle peger i retning af et samfund, hvor vækst og forbrug er målet, og hvor folks tid bliver betalingsmidlet.

Og her er det ikke nok kun at ville nedsætte arbejdstiden.

En demokratisk ret

Hvis vi virkelig vil de udprægede demokratiske problemer til livs, er der en række andre tiltag, vi også bør overveje. For det første bør vi sikre, at tid bliver anskuet som et offentligt gode på linje med adgang til natur, kultur og sundhed. Gennem et 84 år langt forskningsprojekt i menneskelig trivsel er flere generationer af Harvard-forskere kommet frem til, at mennesker bliver lykkeligere af at indgå i meningsfulde relationer. Og ikke mindst af at have tid til de relationer.

Det kan lyde banalt, men det er vigtigt at skabe tid til, at vi som samfund gøder de menneskelige relationer, som er forudsætningen for en demokratisk praksis. Heri ligger at genskabe gamle såvel som nye fællesgoder – som en fælles fridag om søndagen og billige boliger, så man ikke skal arbejde sig ned for at betale husleje. Det kunne også være en borgerløn som et værn mod meningsløst pseudoarbejde. Vi skal arbejde hen imod en arbejdsuge på 25 timer og ikke mindst tage et opgør med gældssamfundet, som tager tiden fra fremtiden.

Dette er alt sammen tiltag, der hver især vil medføre en øget demokratisering af vores fælles samfund og etablere en større forpligtelse over for hinanden. Det vil give os mere tid sammen med dem, vi holder af, og samtidig sikre mulighed for at indgå i de utallige foreninger og partier, der udgør essensen af vores demokrati.

Det er antitesen til ideen om mennesket som homo economicus, der rationelt kalkulerer alt ud fra egeninteresse. Den har i alt for lang tid domineret transportformer, boligformer, pengesystemet, uddannelsessystemet, fødevaresystemet og arbejdsmarkedet og vil på langt sigt udvande deltagerdemokratiet igennem et konstant pres for mere: mere arbejde, mere forbrug, mere gæld.

Vi har i stedet brug for tesen om mennesket som et væsen, der vil indgå i relationer, have medbestemmelse over samfundet og agere demokratisk borger – som den enlige mor, jeg begyndte indlægget med, er et godt eksempel på.

Mindre arbejde, mindre gæld, mere tid. For det burde vel være en demokratisk ret at have tid nok til at deltage i demokratiet. Demokrati tager nemlig tid, og tiden løber i bogstaveligste forstand fra os.

Mads Thunestvedt studerer humanøkologi ved Lund Universitet.