En imponerende samling af organisationer foreslår i Information den 27. april, at Folketinget straks indfører CO₂-afgifter på kød, smør og ost, som de nemlig ønsker sig mindre af. De genkalder sig statsministerens nytårstale fra i år og hendes ord om behovet for en ambitiøs CO₂-afgift.
Hvad der til gengæld lader til helt at have forbigået forfatternes opmærksomhed er, at Rusland i mellemtiden har invaderet Ukraine. Situationen er nu meget anderledes end i januar, fordi Europa som følge heraf befinder sig på tærsklen til en fødevarekrise.
Krigen i Ukraine har lukket ’Europas kornkammer’, og det vil komme til at berøre os alle i Europa. Også en række udviklingslande vil snart få store problemer med at skaffe fødevarer, fordi de bliver meget dyre, og fordi de ikke kan producere dem selv.
I Danmark er vi i den forholdsvis heldige situation, at vi både kan forsyne vore egne borgere og ganske mange i andre lande med navnlig kød- og mælkeprodukter, men for at kunne det skal vi dels have de fornødne hjælpemidler, dels have nogle politiske rammevilkår, det gør det muligt. I denne kontekst passer de foreslåede afgifter meget dårligt ind.
Siden 1980’erne, da der var store overskudslagre af korn og smør i EU, har den fælleseuropæiske landbrugspolitik undergået store – og nødvendige – forandringer med det resultat, at EU nu er storimportør af afgrøder. Eller rettere: Det var vi for kort tid siden.
Kornet købte vi nemlig i navnlig Rusland og Ukraine, og lige nu har vi nok til næste høst. Men så rækker lageret ikke længere – og hvad så? Rusland ønsker vi bestemt ikke at handle med, og Ukraine må vi stort set også se bort fra som leverandør, i hvert fald for nærværende.
Derfor gælder det nu om, at vi i Europa producerer al den mad, vi kan, på den jord og med de faciliteter, vi har til rådighed. Og det, som vi især er gode til at producere i Danmark, er lige præcis det, som debatindlæggets forfattere vil beskatte for at få mindre af.
Torsten Buhl er administrerende direktør i FødevareDanmark
