»Demokratiet kan ikke sikres (…) det er en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.« Sådan skrev Hal Koch i 1945 i Hvad er Demokrati.
Igennem to årtier har en af grundtankerne i den demokratiske dannelse været at se debatgenren som bærende for, hvor godt vi lykkes med demokratiet. Alle har skullet lære at lytte til eller deltage i debatten. Særligt generation Y og Z og marginaliserede grupper, såsom etniske minoriteter, har været fokus for de debatdannende skoler og initiativer. For debat er godt, sundt og fordrende for demokratiet.
En helt central forudsætning for debatgenren er konfrontationen. For det er mellem argumenterne og modargumenterne, at det forventes, vi finder vores egen holdning.
I Danmark slås vi ikke. I stedet har vi debatten, hvor fysisk aggression og vold er skiftet ud med ord. Bliver tonen for hård, kan man blot slukke, blokere eller lade være med at deltage. Dette er ytringsfrihedens præmis, som journalist Mikkel Andersson opfordrede til, at vi alle accepterer, da han deltog i Debatten på DR2 den 28. april. Kan man ikke lide lugten i debatdanmarks bageri, kan man forlade butikken.
Jeg nægter at acceptere den præmis. For den er skabt i en uhellig alliance mellem politikernes behov for at skabe opmærksomhed gennem sensationelle overskrifter, sociale mediers algoritmer, der skal fastholde vores interesse så længe som muligt, og de danske medier. Her er det ikke demokratiet, der vinder noget.
I debat med boksehandsker
Der findes en anden vej til demokratisk dannelse. Den er muligvis mindre sensationsskabende end de boksekampe, vi er blevet så vant til, men vi har brug for den. Danmark har en tradition for at mødes om samtalen i medborger- og forsamlingshuse, hvor fordybelse og dialog er formen, og hadtale og verbale boksehandsker ikke er en del af præmissen. En tradition, der kan spores tilbage til dansk demokratis stiftende fædre, herunder Grundtvig, der havde som mål at sikre folkelig dannelse gennem folkehøjskolen. Gennem generationer var forsamlingshuset landsbyers og sognes naturlige mødested, hvor et utal af forskellige aktiviteter udfoldede sig.
Den tradition skal vi fremelske igen.
Alternativet er, at store grupper ikke deltager i den offentlige debat og dermed heller ikke deltager i den demokratiske samtale. Konsekvensen viser sig blandt andet ved, at kvinder afstår fra at deltage i debatten. At etniske minoriteter i Danmark bliver underrepræsenteret i medierne, mens man som muslim må finde sig i at blive angrebet på de sociale medier. Analyse og Tal har undersøgt omfanget af den verbale vold: 5,2 procent eller lidt mere end hver 20. kommentar på mediernes og politikernes facebooksider kan klassificeres som et angreb.
En anden vej
Om vi vil det eller ej, kommer vi fortsat til at være afhængige af de digitale medborgerhuse, som Facebook og Twitter gennem de seneste 10-15 har dannet ramme om. Men vi må bryde med den uhellige alliance mellem platforme, medier og politikere, hvor både vi borgere og demokratiet taber.
Den nye medieaftale stiller krav om, at skadeligt indhold på de sociale medier i højere grad skal reguleres og i sidste ende fjernes. Det betyder, at Facebook skal honorere dets samfundsansvar, og det er godt.
Men vi bør som borgere også nægte at acceptere den hårde tone som en præmis for debatten. Det er muligvis nemt at sige, man bare må tage den med, hvis man har mindre på spil end eksempelvis de danske muslimer, der er mål for næsten 50 procent af de angreb, som Analyse og Tal har afdækket.
Den slags angreb forstår jeg godt, man bliver træt af.
Det er ikke debat som sådan, man bliver træt af. Igennem tre år har jeg selv styret et moderne forsamlingshus. Her er det ikke forbudt at debattere, men der er en anden ramme om debatten, hvor der er plads til de grupper, som ikke deltager så meget i den offentlige debat. I begyndelsen var jeg selv i tvivl om, hvorvidt folk ville komme i et forsamlingshus, hvor fokus ikke var på konfrontation, men nærmere på fordybelse og nuancer. Men gang på gang ser jeg, hvordan folk fylder salen. Jeg er ikke alene om at være træt af konfrontationsdebatten, heldigvis er jeg heller ikke alene om min sult efter fordybelse.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Godt indspark!