I disse måneder overværer vi i Ukraine et russisk imperium i opløsning. Det er grimt og brutalt. Alligevel synes svaret på krigen at være en styrkelse af EU’s imperiebygning ved at opgive forsvarsforbeholdet – for det er det, der er tale om.
For den første kommissionsformand, Walter Hallstein, var formålet med fællesmarkedet og den økonomiske integration europæisk enhed med forbillede i Bismarcks toldforbund Zollverein. Hallstein frygtede en balkanisering af Europa, og han arbejdede ihærdigt for, at Europa skulle tale med én stemme, det vil sige samles, blandt andet med et militært alliancesystem. Den stadigt snævrere union med et fælles forsvar har altså hele tiden været målet.
Gang på gang må vi rette ind
Siden 1972 har der været to strømninger i den danske opfattelse af EF/EU. Statsminister Jens Otto Krag var således aldrig i tvivl om, at der var tale om et vidtgående samarbejde med egentlig integration for øje, medens økonomiminister og senere minister for europæiske markedsanliggender Ivar Nørgaard mente, det var et handelssamarbejde, hvor Danmark altid ville kunne trække i nødbremsen.
Det sidste viste sig at være ren ønsketænkning. Nødbremsen findes ikke. Lad mig bare nævne et par eksempler.
I 2014 ønskede et flertal af Folketinget, at børnechecken skulle udbetales til EU-borgere efter et optjeningsprincip, men dette er imod EU-retten. Det kom bag på de fleste, men man rettede ind.
Da den kroatiske storforbryder Gimi Levakovic for nogle år siden blev begæret udvist af anklagemyndigheden, afgjorde Højesteret, at han skulle have lov at blive. Tidligere domme fra blandt andet EU-Domstolen gør det nemlig meget svært at udvise en EU-borger, der har boet næsten hele livet i Danmark, og som har familie her. Alligevel vakte dommen stor opstandelse blandt vore politikere. Dog, rette ind måtte de.
Balkanisering af Europa
Gimi Levakovic og hans familie kaster lys på et problem, der er opstået med EU’s åbne grænser, nemlig den balkanisering, som nu skaber splittelse i mange medlemslande med interne kulturelle og religiøse konflikter, og som Hallstein ønskede at undgå. Paradoksalt nok er det hans eget fædreland, der er gået forrest i den udvikling. Kansler Merkel gav os alle store problemer under migrantkrisen i 2015. Ikke alene fordi hun forventede, at EU’s medlemslande ville tage deres del af de primært unge mænd, hun bød velkommen. Hun var også primus motor i den aftale, der blev indgået med Tyrkiet om at huse syriske flygtninge mod passende betaling, og som førte til fornyede krav fra Tyrkiet om visumfrihed, hvilket landet blev stillet i udsigt med associeringsaftalen i 1963.
Associeringsaftalen med Tyrkiet var en del af den pakke, vi stemte ja til i 1972, og den har haft indflydelse på tilknytningskravet ved familiesammenføring for tyrkere herhjemme. Endnu er løftet om visumfrihed dog ikke indfriet, hvilket har givet Tyrkiet mulighed for at afpresse EU, for de kan til enhver tid true med at opsige deres del af flygtningeaftalen, hvis ikke der snart sker noget på den front.
Indsatsstyrke er en glidebane
Når Rusland er blevet i stand til at udgøre en fare for andre end naboerne, så er Tyskland ikke uden skyld i det, for med sin uigennemtænkte energipolitik har man som aftager af russisk gas hjulpet den russiske statsøkonomi godt på vej.
EU skaber altså store problemer, men svaret er altid mere EU. I stedet for at overveje om vi ville være bedre stillet ved eksempelvis at kunne føre en selvstændig indvandringspolitik samt deltage helhjertet i NATO-samarbejdet, skal vi nu integreres yderligere i EU ved at opgive forsvarsforbeholdet.
Igen forsikrer man, at man kan trække i nødbremsen ved at love os endnu en folkeafstemning, hvis forsvarssamarbejdet skulle udvikle sig til en egentlig EU-hær, hvor Danmark ikke længere bestemmer over egne tropper.
Men det bliver nok vanskeligt at trække i nødbremsen, for Ministerrådet har vedtaget et dokument, der ifølge Rådets hjemmeside indeholder »konkrete og praktisk omsættelige forslag med en meget præcis tidsplan for gennemførelsen, der skal forbedre EU's evne til at handle beslutsomt i krisesituationer og forsvare sin sikkerhed og sine borgere.«
Det indebærer blandt andet, at der skal oprettes »en stærk EU-kapacitet til hurtig deployering på op til 5.000 tropper til forskellige typer kriser.« En såkaldt indsatsstyrke. Det lyder i mine ører lidt som en hær.
Hvor NATO er en forsvarspagt, der skal sikre de enkelte lande, vil EU’s forsvar handle om at sikre EU, og det vil føre til yderligere balkanisering. EU’s interesse vil jo være at opretholde unionen for enhver pris, og et forsvar vil i den henseende kunne bruges internt mod genstridige medlemmer, hvis eksempelvis Ungarn ville melde sig ud og alliere sig med Rusland.
Med Ukraines ødelæggelse og ihukommende Brexit er vi nødt til at tænke den tanke til ende, hvad der vil ske, hvis et medlemsland vil rive sig løs den dag, EU har en slagkraftig styrke. Tror nogen så, at det får lov?
Marianne Wagner er sognepræst og forfatter
information.dk/deltag
