Læserbrev

Flyt kommunegrænsen ud i havet: Det kystnære havområde bør være kommuners klimaansvar

Kommunerne skal tildeles det fulde ansvar for klima og biodiversitet i det kystnære havområde, så havet kan sidestilles med forvaltningen af landarealet. Havskove vil kunne bidrage positivt til klimaregnskabet, men kommunerne mangler incitamenter, skriver tre medlemmer af Ungeklimarådet i dette debatindlæg
Debat
23. maj 2022

Forhandlingerne om den nye havplan er gået i gang, og det er positivt med opmærksomhed på de cirka 70 procent af Danmarks areal, der oftest bliver overset. Klimapotentialet er nemlig enormt i de danske have. Det er muligt både at give plads til energiøer, havvindmølleparker og noget så eksotisk som havskove bestående af ålegræs og tang. De havskove vil kunne bidrage positivt til klimaregnskabet ved at fungere som undervandskulstoflagre samt tjene som levesteder for havets dyr.

Det kræver dog, at nogen investerer i dem og implementerer de konkrete tiltag, der ville kunne give plads til de danske havskove. Vi mener, at det ville være oplagt, at kommunerne påtager sig en del af denne opgave.

Der er dog et problem i forhold til at lade kommunerne investere i de kystnære havområder. I Danmark går kommunegrænserne nemlig kun til vandkanten. Med andre ord består de danske kommuner udelukkende af landjord. Når du svømmer en tur ved stranden, er du derfor uden for kommunegrænserne og befinder dig på et område reguleret af Kystdirektoratet, Søfartsstyrelsen eller Fiskeristyrelsen. Det medfører, at kommunerne i dag mangler incitamenter til at investere i klimatiltag i havet. Derfor har tiltag på landjorden førsteprioritet, når kommunerne skal nå i mål med deres klimamål.

Løsningen kunne være at rykke kommunegrænsen en kilometer ud i havet, og lade både CO₂-udledninger og CO₂-optag tælle med i det kommunale klimaregnskab. På den måde får kommunerne de juridiske beføjelser til al kystnær planlægning inden for kommunegrænsen. Det må dog ikke blive en sovepude, hvor klimahandling til lands kan undgås ved pludselig at tælle et kulstofoptag med til vands. Det skulle være et ekstra bidrag til kommunernes ambitiøse klimamål.

Kommunerne skal dermed ikke bare have de juridiske beføjelser i forhold til planlægning af det kystnære havområde, de skal også tildeles det fulde ansvar for klima og biodiversitet i disse områder, så havet kan sidestilles med forvaltningen af landarealet. For klimaet er det nemlig ligegyldigt, hvor udledningerne kommer fra. Det hele ender i luften, og derfor bør det hele tælles med.

Simon Weber Marcussen, Anna Bak Jäpelt og Nadia Gullestrup Christensen er medlemmer af Ungeklimarådet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

Har I gjort jer nogen tanker om, hvorvidt danske kommuner overhovedet har viden, kompetencer og økonomi til at kunne magte den opgave?

Og om, hvilket kludetæppe af forskellige interesser, holdninger og politik, vores fælles hav ville komme til at bestå af i de kystnære områder?

Det lyder for mig noget videre mærkværdigt at ville sidestille landjor med hav:
Landjord ligger fast - med undtagelse af en vis sandfygning en gang imellem - men havvand flytter sig altså. To vidt forskellige fysiske grundvilkår.

Har I overvejet stridigheder om, hvorvidt kommune A er forpligtet til at rydde op efter kommune B's udledninger, der med strømmen er ført til kommune A's kystområde?

Er der en særlig grund til, at I med jeres forslag lægger ansvaret på kommunerne - hvis økonomi og udfoldelsesmuligheder er stramt statsstyrede - i stedet for at holde staten fast på sit ansvar?