Formand for FødevareDanmark Torsten Buhls påstande er så selvmodsigende og æble/pære-sammenblandende, at de kalder på svar.
I et læserbrev den 6. maj argumenterer han imod CO₂-afgifter på smør, ost og kød. Begrundelsen er, at vi står over for en fødevarekrise i EU forårsaget af den voldsomme kornmangel. Det ligger implicit i argumentationen, at det største problem for Danmark i denne forbindelse er, at vi kommer til at mangle korn til at fodre dyr med. Foder, så vi kan producere det, vi er særligt gode til: nemlig smør, ost og kød.
Danmark producerer mad nok til 15 millioner mennesker, hovedsageligt fordelt på de tre omtalte animalske produktgrupper – og som bekendt allermest flæsk. For at kunne det importerer vi tonsvis af foder med store CO₂-udslip til følge.
Derudover bruges 80 procent af vores egen landbrugsjord udelukkende til at producere foder til svin og køer i Danmark. Hvis vi omlagde til plantebaseret kost, kunne vi brødføde langt flere mennesker. Netop brød-føde – ikke kød-, smør- og oste-føde.
Torsten Buhl udnytter skamløst de fattige landes fødevarekrise for at beskytte den animalske produktion, men undlader at nævne, at intet af denne produktion går til udviklingslandene. Vores eksport ender i de i forvejen fyldte maver på rige landes borgere.
Fattige mennesker lever ikke af smør, ost og kød. De lever plantebaseret, for det er det eneste, de har råd til. Det er her, Torsten Buhl blander flæsk og korn sammen i et fælles ælte kaldet ’føde’. Der er bare stor forskel på føde – men det er tilsyneladende, for at parafrasere ham selv, ’forbigået hans opmærksomhed’.
Ville FødevareDanmark virkelig sætte handling bag de ædle intentioner om at bidrage til løsningen af verdens fødevarekrise – og de selvrosende ord om, hvor gode de er til at producere mad til de sultende masser – burde de se sig selv i øjnene og omlægge den animalske produktion til en vegetabilsk.
Og med de kornpriser, udviklingslandene må til at betale, mon der så ikke også vil være guld at hente her i form af en lukrativ eksport?
Henrik Fleischer er filmmand.
Tak for vigtig indlysende kommentar , der også indeholder svar på muligheden for at handle i stedet for at sidde magtesløse og se på et af klodens store problemer .
Til gengæld er et plantebaseret landbrug ikke særlig effektivt, fordi dyrene og deres gødning bør indgå i kredsløbet. Og at bruge menneskers efterladenskaber er en virkelig stor udfordring med hensyn til lugtgener og sikkerhed i forhold til at overføre sygdomme gennem maden.