Kronik

Forskelsbehandlingen af flygtninge handler ikke om racisme. Den handler om empati

Det er lettere at føle empati med folk, der ligner os selv – og dét har ikke noget med racisme at gøre. Men måske skal vi netop derfor stoppe med at basere lovgivning på empati og finde et mere retfærdigt princip for fordeling af goderne, skriver kok Rasmus Roed Nilsson i denne kronik
»Jeg tror, vi føler størst empati med dem, vi bedst kan relatere til – det vil sige dem, der ligner os mest,« skriver dagens kronikør om forskellen på, hvordan flygtninge fra forskellige områder bliver modtaget i Danmark. Fotoet er fra en grænseovergang mellem Ukraine og Polen.

»Jeg tror, vi føler størst empati med dem, vi bedst kan relatere til – det vil sige dem, der ligner os mest,« skriver dagens kronikør om forskellen på, hvordan flygtninge fra forskellige områder bliver modtaget i Danmark. Fotoet er fra en grænseovergang mellem Ukraine og Polen.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
11. maj 2022

»Er jeg racist?«

Sådan må jeg spørge mig selv efter at have læst en klumme bragt i Information den 3. marts, hvor Nadeen Aiche, forperson for Mino Danmark, skriver, at det er »racistisk hykleri«, når politikerne åbner armene for ukrainske flygtninge.

Leder af Frie Grønne, Sikandar Siddique, stod for nylig på Folketingets talerstol og rev demonstrativt ukrainerloven over, mens han kaldte den »racistisk affald«.

I sidste uge trillede jeg en tur med min nyfødte datter, en kammerat og en sixpack Tuborg. Min ven fortalte, at de på hans søns skole havde afholdt et løb til støtte for ukrainske flygtninge. Han studsede over, hvordan de af skolens børn, som er kommet til landet som flygtninge fra andre, varmere lande end Ukraine, mon måtte have det med sådan et løb, når der nu ikke var blevet afholdt et for dem.

Både Nadeen Aiche, Sikandar Siddique og min kammerat synes, at vi skal hjælpe ukrainerne, men de ser en stor problematik i, at vi forskelsbehandler flygtninge. De mener faktisk, at det er decideret racisme.

Synderen er empati

Jeg ser og anerkender også problemet, men må dog indrømme, at jeg føler stærkere for den ulykkelige situation i Ukraine. Da de første billeder fra Butja kom ud, gjorde det så stort et emotionelt indtryk på mig, at jeg helt undgik nyhederne et par dage. Det var simpelthen for hårdt. Men hvorfor er jeg så emotionelt involveret i netop ukrainernes skæbne?

Hvorfor følte og føler jeg ikke lige så stærkt med situationen i for eksempel Syrien, Sudan eller Palæstina? Er det, fordi jeg er racist?

Når juraen ændrer sig fra smykkelov til ukrainerlov, retorikken ændrer sig fra ørkenstat til nærområde, og når Morten Messerschmidt (DF), formanden for det historisk set mest flygtningekritiske parti (hvis vi ser bort fra enkelte selvlysende eksempler i nyere tid) udtaler, at han gerne vil hjælpe de ukrainske flygtninge, for de er jo »gode kristne europæere« – ja, så kan det godt få karakter af noget raceoverlegent og imperialistisk.

Personligt tror jeg dog ikke, at det handler om racisme. Jeg synes ikke selv, at jeg er racist. Til gengæld tror jeg, at der ligger en sandhed i Morten Messerschmidts udtalelse. Jeg tænker, at vi føler stærkere med ukrainerne, og at billederne fra Butja gjorde mere ondt end billederne fra Aleppo, fordi vi har en større kulturelt forankret samhørighed med ukrainerne.

Når jeg skriver ’vi’, så er jeg ganske klar over, at der er danskere med anden etnisk baggrund, som ikke indgår i mit ’vi’. Til dem beklager jeg. I er ikke en del af den demografi, som jeg er ved at skitsere lige nu.

Nej, jeg tror ikke, at det handler om racisme. Ikke direkte i hvert fald. Jeg tror tværtimod, at den store synder her er empati.

For nogle år tilbage læste jeg en artikel i Information med overskriften: »Drop empatien og skab en bedre verden«. Jeg synes bestemt, at artiklen tåler genoptryk, men denne gang bør den komme med en advarsel, da man både er i fare for at blive oplyst og for at skulle ændre sit verdenssyn markant efter at have læst den.

Artiklen omhandler psykologiprofessor på Yale University Paul Blooms noget anderledes syn på empati. Jeg vil ikke gengive Paul Blooms holdninger, da jeg har tænkt over fænomenet empati så mange gange siden, at jeg ikke vil kunne skelne mine egne refleksioner fra hans holdninger. Dog vil jeg gerne citere en enkelt anskuelse, som han bringer, og som jeg tror er den helt store, syndige og i nogle henseender racistiske faktor, når politik bliver brygget på følelser:

»Det er meget let for os at føle andres smerte, hvis de andre ligner os selv, bor i samme by eller laver det samme som os. Men når det gælder folk, der er meget anderledes end os selv, så er det meget svært. Det er ikke let at føle empati med folk, som man er bange for, folk, man væmmes ved eller folk, som man definerer sig i modsætning til,« siger han.

Stop med at elske din næste

I årene 2019, 2020 og 2021 samlede Danmarks største indsats mod kræft, Knæk Cancer, i alt over 454 millioner kroner ind til bekæmpelse af kræft.

Vi har stort set alle et forhold til kræftsygdomme. De fleste af os kan genkalde os frygten, som blev til sorg og afsavn, eller frygten, som blev til lettelse. Uanset udfaldet er det en frygt, som altid vil ligge latent under relationen til vores nærmeste. Trøster vi en ven eller bekendt, som er pårørende til en kræftsyg, siger vi ofte ’jeg føler med dig’, hvilket vi gør. Vi føler med dem, mens vi genlever vores egne ulykkelige minder om sygdom og tab.

I samme årrække som Knæk Cancer indsamlede 454 millioner kroner, samlede 12 af landets største nødhjælpsorganisationer blot 274 millioner ind i forbindelse med et lignende årligt tiltag: Danmarks Indsamling, som går til nødhjælp i verdens fattigste lande.

Måske skyldes dette, at kræftens stille hærgen er os velkendt og ligger os foruroligende nært, hvorimod de dilemmaer og forfærdeligheder, som er forbundet med at være et barn på flugt fra borgerkrig og sult eller en ung pige i et oprørspræget tredjeverdensland, ligger os meget fjernt og er en usandsynlig situation at forestille os selv eller vores nærmeste i.

Jeg tror, vi føler størst empati mest med dem, vi bedst kan relatere til – det vil sige dem, der ligner os mest. Hvis dette er sandt, forklarer det måske, hvorfor jeg føler stærkere med ukrainerne, end jeg gør og har gjort med andre folkeslag i lignende ulykkelige situationer.

Hvad jeg føler som enkeltindivid er dog ikke farligt eller skadeligt i denne henseende. Det kan det derimod være, hvis empati får lov at styre storpolitik og lovgivning. Hvis et ressourcestærkt Vesten altid vil føle størst behov for at hjælpe andre vestligtsindede nationer i nød, har et kontinent som for eksempel Afrika ikke en chance i en verden, hvor goderne allerede er fordelt.

Jeg siger ikke, at vi skal stoppe med at føle empati med vores medmennesker, men politisk skal vi stoppe med at elske vores næste og begynde at elske ham længst nede i rækken.

Rasmus Roed Nilsson er kok.

Information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Det hjælper nok heller ikke synderligt at vi nu har brugt et par årtier på at eskalere strammer-retorikken over for (ikke-hvide) flygtninge og indvandrere ud i det helt absurde.

Steen K Petersen, uffe hellum, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Carsten Nørgaard, Per Klüver, nanna Brendstrup, Carsten Munk, Inge Lehmann, Inger Pedersen, Peter Bryde Poulsen, David Zennaro, Steffen Gliese, Anne-Marie Esmann, Frederik Schwane, Lise Lotte Rahbek og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Det hjælper nok heller ikke synderligt at vi nu har brugt et par årtier på at eskalere strammer-retorikken over for (ikke-hvide) flygtninge og indvandrere ud i det helt absurde.

Lise Lotte Rahbek

Er det kun hudfarven og klimaet og den genkendelige europæisklignende kultur - eller måske også et klasse-tilhørsforhold, der genkendes, der udløser empatien?

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen og Ditlev Palm anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Selvfølgelig positivt, at du forsøger at beskrive problemet med "empati", for man kan lige så vel beskrive det med "manglende empati". Ligegyldighed og følelsesafstumpethed overfor dem, "der ikke ligner os".

Men faktum er at ingen af os havde nogen særlig relation til Ukraine inden Putins invasion af landet, og at vi derfor ikke kan spejle os i dem. Måske med undtagelse af hudfarven, men så ville det jo være racisme?

Det handler om, at vi er blevet udsat for massiv negativ propaganda i flere årtier omkring de mørke, og især omkring muslimer. Propaganda er en stærk mekanisme, der går ind i påvirker din sjæl, uden du måske selv er bevidst om det. En propaganda der tillader racismen og udstødelsen.

Nu hører vi så nogle andre, positive toner, omkring nogle, vi heller ikke kender til.

Det introducerer et paradoks.

Og så er det jo svært at finde de gode forklaringer, der undskylder vores følelsesafstumpede tilgang til mennesker, der er lige så udsatte som de ukrainske borgere. Ja, faktisk mere udsatte med baggrund i vores dårlige behandling af dem.

"Empati", nej, racisme, ja.

Ulla Nielsen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Ruth Sørensen, Franz Nitschke, Ditlev Palm, Per Klüver, Mogens Holme, Carsten Munk, Inge Lehmann, Inger Pedersen, Bente Kølle, Peter Bryde Poulsen, Rune Christensen, Lise Lotte Rahbek og Anne-Marie Esmann anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Esmann

Det er din ven der har ret og det er smagløse at lave noget på jeres skole, der kun retter dig mod Ukraine. Vi opfører os racistisk her i dette land og det er desværre sanktioneret oppefra hvor vores politikere af både blå og rød udgave holder sig på magtens tinder på grund af dette. I dette land er vi flere der har udenlandske kærester og ægtefæller. Hvordan tror du vi føler. De andre flygtninge og indvandrere har boet her i generationer og bidrager til samfundet samt uddanner sig som aldrig før. Og vi bliver ved at tale grimt om dem. Lær nogle at kende, så din empati kan skinne på dem. Du vil få det meget bedre af det. Det der foregår i Danmark er hyklerisk og grænseoverskridende til det vanvittige. Men når alt dette er skrevet er vi ifølge international lovgivning og konventioner forpligtet til at hjælpe alle mennesker i nød. At blande det sammen med kræftbehandling og indsamling hertil er at blande æbler og pærer. Men det glæder mig da at høre, at vi har så mange penge. Næste indsamling må være til alle de børn i verden, der risikerer at dø af sult på grund af denne krig, som ingen forsøger at få afsluttet og her taler jeg især om Biden, Putin og har Zelinsky. God dag.

erik pedersen, Franz Nitschke, Jens Ole Mortensen, nanna Brendstrup, Inger Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Peter Bryde Poulsen

Hvis pressen/ medierne havde været lige så aktive med at skildre og oplyse om ofrene i Afghanistan, Irak og andre steder,hvor USA og Europa har hærget,kan det tænkes,at vores empati havde været ligeså stor overfor disse mennesker,som den nu er overfor Ukraine !!

Steen K Petersen, Christel Gruner-Olesen, Ulla Nielsen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Ruth Sørensen, Jan Bisp Zarghami, Jens Ole Mortensen, Ditlev Palm, Mogens Holme, nanna Brendstrup, Inge Lehmann og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Inge Lehmann

Jeg ville gerne frabedes, at være inkluderet i det vi pga min hudfarve og tilfældige fødested Danmark.

Jeg har med samme fortvivlelse undgået nyheder fra de andre nævnte konflikter, især ved Yemen er jeg glad for det ikke fylder mediefladen.

Det er rigtig svært, at læse nyheder og holde sig oplyst, når hele mediefladen kun er fyldt med krigsnyheder. Især med Ukrainekrigen mødes man med udpenslede billeder, overskrifter og blurbs.

Hvorfor fjerne empati?

Uden empati er der ingen motivation til at hjælpe. Så kan man fint nøjes med sig selv. Efter mig syndfloden.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, ingemaje lange og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Man kan tænke sig til meget, men virkelighed er nu engang virkelighed...

Prøv at tænke på dem, du kender.
Hvorfor er der nogen, du godt kan lide, og hvorfor er der nogen, du ikke bryder dig om?
Nogle vinder ved nærmere bekendtskab og nogle gør det ikke.
Og skal vi så hykle og påstå, at vi skam også godt kan lide dem?

For mit vedkommende nøjes jeg med at acceptere, at der er nogle, jeg kan lide, og der er nogle, som jeg ikke bryder mig om.
Og så forsøger jeg at opføre mig pænt og ordentligt over for dem, jeg ikke bryder mig om. Og så håber jeg, de gør det samme.

Jeg har i øvrigt en svaghed for børn - ikke mindst sorte og asiatiske. De har tit et eller andet, jeg har svært ved at modstå. Måske er jeg racist?

Frederik Schwane

Willy Johannsen, der er da heller ikke noget til hinder for at vurdere folk på et individuelt niveau, selvfølgelig. Men at hoppe på generaliserende holdninger og fordomme afledt af propaganda; det er et problem. Og at kunne "lide nogle" ift. at hjælpe udsatte mennesker er måske også en noget intim forventning; du skal jo ikke giftes med dem.

Inge Lehmann, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar