Kronik

Vi skal forstå verdens autokratier bedre, hvis vi vil redde det liberale demokrati

Vesten risikerer at drage forhastede konklusioner ved at tro, at autokratierne taber, så længe Vesten står sammen mod Putin. I sidste ende handler styrets overlevelse om folkets tiltro til det – og den stiger i autokratierne, skriver historiker og forfatter Mathias Findalen i denne kronik
Autokratier er typisk ledet af mænd. Her ses Vladimir Putin ved den ukendte soldats grav i Moskva den 9. maj, dagen, hvor Rusland for 77 år siden besejrede Nazityskland.

Autokratier er typisk ledet af mænd. Her ses Vladimir Putin ved den ukendte soldats grav i Moskva den 9. maj, dagen, hvor Rusland for 77 år siden besejrede Nazityskland.

Anton Novoderezhkin

Debat
16. maj 2022

»Vi har udskiftet et skibsvrag af et liberalt demokrati med et kristent demokrati af det 21. århundrede.« Sådan forklarede Ungarns præsident og Putin-bedårer, Viktor Orbán, sit politiske projekt, da han vandt det ungarske valg i 2018.

Det liberale demokrati med magtens tredeling og beskyttelse af menneskerettighederne som kerneværdier og byggesten, har ifølge autokraterne tabt. Og den autoritære styreform har da også i det seneste årti været i hastig vækst på globalt plan.

Nu har Putins angrebskrig samlet Vesten i en grad, man ikke har set længe, og det har mindet os om, at vi hverken ved nok om autokraterne, deres styreformer eller hvorfra de henter deres legitimitet.

Blandt autokraterne vinder en alternativ demokratifortolkning frem, der er baseret på et folkeligt anslag, der er væsentligt mere statsstyret, kontrolleret og monokulturelt end det liberale demokrati. Og når stemmeurnerne har afgivet dom, er målet hurtigt at monopolisere magten gennem en snæver elite af pengemænd, familiemedlemmer, politiske inderkredse og kriminelle – for i sidste ende at ændre forfatningen.

Tilbagegang for det liberale demokrati

I Vesten har vi, især efter de fejlagtige krige i Afghanistan og Irak, lært, at vi ikke kan forme verden efter vores egen liberale demokratiopfattelse. Men alligevel risikerer vi igen at drage forhastede konklusioner, hvis vi tror, at de autoritære ledere i efterveerne af Putins brutale angreb på Ukraine vil tabe til et samlet liberalt vesten. Den autoritære styreform har de seneste år vist sig som en vedholdende modstander, og det udfordrer det liberale demokratis folkelige forankring.

Varieties of Democracy Institute påpegede i deres seneste optælling fra 2021, at der på globalt plan er færre reelle demokratier, end der er lande med styreformer, der er præget af ikkedemokratiske træk. På globalt plan repræsenterer de autoritære styrer et væsentlig større antal mennesker end liberale demokratier.

En undersøgelse fra 2020 foretaget på Cambridge University konkluderede, at især yngre generationer, bortset fra enkelte steder i Europa, i stigende grad er mistroiske over for det liberale demokrati, og at de drages af populistiske ledere på begge fløje. Rapporten kombinerer data fra over 4,8 millioner besvarelser og 160 lande mellem 1973 og 2020.

Ligeledes viser en rapport fra Freedom House fra 2020, at der i liberale demokratier eksisterer en aftagende valgdeltagelse og stigende politikerlede og intolerance. Det tydeliggøres af den anerkendte adfærdsøkonom Karen Stenners, når hun i sine analyser viser, at cirka en tredjedel af verdens befolkning besidder en fascination af autoritær adfærd.

I det liberale demokratis tomrum befinder autokraten sig godt med en klar og tilgængelig tolkningsramme og med et principielt mål om at gøde jorden under mistilliden til liberale demokratier. Som den bulgarske politolog Ivan Krastev advarer om i sin bog The Light That Failed, så bør Vestens ledere i bund og grund ikke bekymre sig om, hvorvidt Rusland vil komme til at dominere verden med sin magt, men nærmere om, hvorvidt den autoritære styreform, Putin styrer Rusland med, vil brede sig til store dele af verdens lande.

Men at det liberale demokratis nedgang har givet gode vækstmuligheder for autokraterne, skyldes i særdeleshed, at autokraterne det seneste årti har forstærket deres folkelige forankring. De er tit lige så afhængige af befolkningens legitimitet som lederne i de liberale demokratier. For hvem skal ellers blive ved med at forsvare og promovere magten?

De autoritæres metoder

De autoritære har mange, typisk mandlige, ansigter. Der er Putins Rusland og Xi Jinpings Kina og i visse sammenhænge Modis Indien. De opererer med en gigantisk økonomisk og militær magt med territoriale ambitioner, og ved hvert åndedrag påvirker de det internationale samfund. Hos dem tillades kun kritik i meget begrænset omfang, og det tillades mestendels for at vise demokratisk legitimitet over for dem, der kigger. Samtidig fjerner de stærke politiske modstandere og bortforklarer det ved at sætte oppositionen i samme båd som vestlige kollaboratører.

De autoritære stater findes også blandt Mellemøstens mest indflydelsesrige nationer som bin Salmans Saudi-Arabien, Khameneis Iran og al-Sisis Egypten. Og så er der dem, der udvikler sig i retning af at blive fejlslagne stater. For eksempel Maduros Venezuela, Lukasjenkos Belarus og Ortegas Nicaragua. Eller generalernes militærkup i Vestafrika fra Mali til Tchad.

De fleste af disse landes styreformer er kendetegnet ved et forsøg på total kontrol af befolkningen, og hvis lederne afholder valg, er det for at cementere den statskontrollerede magt og fortælle, at de har folkets begunstigelse til at beskytte staten. Grunden til, at deres despoti ikke har ført til diktaturstater endnu, er, at der stadigvæk findes små lommer af opposition og et begrænset civilsamfund, hvilket der for eksempel ikke umiddelbart findes i Nordkorea eller Eritrea.

Der eksisterer også systemer, der har karakter af liberale demokratier, som nu bliver overtaget af autokratiske ledere. Det ser vi for eksempel med Orbáns Ungarn, Kaczyńskis Polen, Erdogans Tyrkiet og Bolsonaros Brasilien.

Deres regeringsførelse er ligeledes kendetegnet ved at slå hårdt ned på kritikere i civilsamfundet og i medierne. Men omvendt har de lande en stærkere demokratisk arv, der har medført en frihedskultur, som er svær at holde i ave. Disse ledere gør alt for at styre valgene, så de er mest fordelagtige for dem selv, men det er sværere for dem at lave åbenlys valgsvindel, for det vil befolkningen holde dem op på. Befolkningen har ofte mere magt her, end vi forestiller os.

Der er overordnet set store ligheder mellem de autoritære ledere. Som autokratihistorikeren Ruth Ben-Ghiat påpeger i sin bog Strongmen, er lederne ofte pragmatikere og skifter politiske venner og fjender efter de politiske vinde. Korruption ser de heller ikke nødvendigvis negativt på – det viser politisk overlegenhed. Maskulinitet er ligeledes en afgørende faktor, som de ofte fremviser gennem deres monosyn på identitet, køn og seksualitet. I den sammenhæng spiller statskontrollerede medier en afgørende rolle, der med propaganda og manipulation styrer fortællingen. Sidst, og meget afgørende; blandt mange autokrater strækker deres forståelse af nationen sig ofte ud over grænserne.

Selv om metoderne blandt de autoritære ledere minder om hinanden, skrues der i forskellig grad op og ned i forhold til hvem og hvor.

De liberale demokratiers store opgave

De autoritære styreformer har derfor også mange varianter, som man skal være opmærksom på, og de liberale demokratier har måttet erfare, at de er afhængige af autokraterne i den globale forsyningskæde. Det ser vi både, når EU underskriver flygtningeaftaler med Tyrkiet, eller når vi herhjemme igangsætter samarbejder med lande som Indien og Rwanda.

I nogle sammenhænge lader liberale demokratier sig ligefrem inspirere af de autoritæres effektivitet og magtmonopol. De er for eksempel hurtige at lave aftaler med, fordi der ikke er de samme juridiske bremseklodser. Og når Elon Musk bruger sin økonomiske magt til at købe Twitter, bliver det i dele af Vesten hyldet som et fremskridt for ytringsfriheden.

De autoritære ledere er en del af vores tid og historie. Vi vil på globalt plan og langt ud i fremtiden fortsat se autoritære ledere, der forsøger at operere med demokratiske principper for at skabe politisk mobilisering.

Den store opgave er, hvordan liberale demokratier formår at forny sig selv midt i en historisk demokratikrise, samtidig med at de holder nøje øje med de autoritæres varierede taktikker og metoder til at vinde folkets tiltro.

Mathias Findalen Bickersteth er historiker og forfatter til bogen Det Tyrkiet der splitter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her