Læserbrev

Inflationen kalder ikke på mere SU til os studerende, men på færre byture og højere fribeløb

Venstrefløjen burde tænke mere ud af boksen i lyset af en højere inflation end at foreslå mere i SU til byture og kantinebesøg. Giv hellere os studerende mulighed for at tage ansvar ved at kunne tjene flere penge uden modregning af SU’en, skriver medlem af Konservativ Ungdom Andreas Salomonsen i dette debatindlæg
Vi unge skal ikke bare vænne os til at få penge foræret, fordi priserne stiger en smule, skriver Andreas Salomonsen, der er medlem af KU.

Vi unge skal ikke bare vænne os til at få penge foræret, fordi priserne stiger en smule, skriver Andreas Salomonsen, der er medlem af KU.

Christian Lindgren

Debat
4. maj 2022

Den nemmeste løsning er ikke altid den bedste, og derfor skal vi heller ikke give de studerende flere penge gennem SU’en som reaktion på inflationen, sådan som flere venstrefløjspartier foreslår.

Når vi alle vokser op og bliver ældre, er der også en række praktiske ting i hverdagen, vi begynder at være ansvarlige for selv. Vi skal selv binde vores snørebånd, rede sengen og smøre en madpakke, og med tiden bliver vi næsten helt uafhængige af vores forældre.

Vi lærer at klare os selv og tage ansvar for os selv. Og så alligevel. For i det danske samfund lever barnepigestaten i bedste velgående. Det ser vi tydeligt i venstrefløjens udspil om at give de studerende flere penge gennem SU’en som følge af de stigende priser.

Nu vil staten simpelthen pakke alle os unge ind i det vat, som vi gennem vores opvækst har vænnet os mere eller mindre af med, for vi unge skal jo nødigt komme ud af vores komfortzone.

Kunne venstrefløjen ikke prøve at tænke lidt ud af boksen og i stedet fokusere på løsninger, som giver de unge mere ansvar, og som ikke risikerer at forringe den danske økonomi ved at gøre indhug i statskassen?

Først og fremmest kunne man give studerende mulighed for at tjene flere penge, uden at det modregnes i vores SU. Dernæst kunne vi studerende nok også sagtens skære lidt ned på byturene, de daglige besøg i kantinen eller noget helt tredje. Vi kunne også tage den ekstra vagt på jobbet eller helt overordnet gribe muligheden for at bevise, at vi er vores ansvar bevidst, når det gælder vores eget liv og egen pengepung.

For langt de fleste unge er det jo netop kun et spørgsmål om at prioritere sine penge rigtigt. Vi unge skal ikke bare vænne os til at få penge foræret, fordi priserne stiger en smule. I min optik er det ikke måden at lære os vigtigheden af at prioritere økonomisk. 

Jeg mener, at vi skal ruste den unge generation så godt som muligt mod fremtidens ubarmhjertige virkelighed, hvor individet i højere grad tager ansvar for sig selv. Det behøver vi unge ikke en barnepigestat til at gøre for os.

Andreas Salomonsen er studerende og medlem af KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alvin Jensen

Ja ja. Fortiden kalder. Der ser desværre ud til at være myter her og i alle tilfælde stinker det af privilegieblindhed. Su bør hæves - ligesom andre ydelser. Desværre kan kun få højreorienteret se det, selvom de lave ydelser svækker landet.

Per Klüver, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Ib Gram-Jensen, Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Et andet forslag - se nu at få opført mange flere billige boliger så både studerende og andre med meget lave indkomster har mulighed for en bolig, der er til at betale uden at skulle prioriterer om , der kan være råd til mad, medicin osv eller til huslejen.

Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Ib Gram-Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Nu er man jo ikke tvunget til at modtage SU. Man skal faktisk søge om det. Så dem som ikke har brug for det kan jo helt frit sige nej tak til " barnepigestaten" og tjene deres egne penge eller blive tilgodeset via forældrenes støtte til lejlighedskøb mv.

Måske Andreas Salomonsen og Konservativ Ungdom vil overlade SU midlerne til dem som har behov for dem. Det står jo da helt frit for "Vi Unge" i KU at "ruste sig til fremtidens ubamhjertelige virkelighed" - måske hvis vi skulle opleve den triste situation, at disse unge borgerlige kommer til magten og kan udbrede deres ideer.

Inge Nielsen

Jeg kan huske da SU blev indført. Første effekt var at unges bo-muligheder straks steg i pris ! Efter kort tid, blev byturene intensiveret...... cafelivet blev til et must ..... antallet og størrelserne af festivaller, diskuteker, fester osv osv voksede. Hvorfor?.... fordi der ALTID er "nogen" der er parate til at udnytte de unges frygt for ikke at "falde uden for det hippe" . Reklamebranchen har udnyttet det groft gennem årene - bare vær obs på ordvalg om med/udenfor....yt/moderne.
Politikere og "entrepanante" har stået/står i kø for enten at få de unges stemmer eller penge (f.eks SU)........ja og pt er det ypperste at ynke og klynke de unge....og åhh hvor er al ting synd for dem !...... og dermed skabe et selvopfyldende profeti !!! DET er det virkelig triste !!
Hvad er det dog for mennesker vi skaber i den "mølle"? ....... er det f.eks. mennesker som med den ene hånd råber og demonstrerer om klima og miljø, og med den anden hånd, efterlader sig gigantiske svinestier efter div "arrangementer", har absurd alkohol forbrug ...... og som end ikke overvejer, at for hver gang de køber en joint eller bane (mere almindeligt end vi ønsket at vide) så understøtter de bander og kriminalitet.
Stop med "synd for" og stil nogle krav om forventninger.
Overbuds"tilbud" til de unge, handler kun om at få deres penge eller stemmer ..... uanset partifarve !